Sven Clausen: "Hvorfor partier?" 1945

Kilder

Kildeintroduktion:

 

Nedenstående boganmeldelse er et indlæg i en debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946.

I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle, og nedenfor er det forfatter og jurist Sven Clausen (1893-1961), der argumenterer for partisystemet.

Indlægget tryktes i avisen Frit Danmark den 26. oktober 1945 . Tidsskriftet var et organ for modstandsbevægelsen, som blev videreført efter besættelsen. 

Du kan læse mere om debattens mange diskussioner og deltagere i undervisningstemaet Demokratidebatten 1945-46, mens der er henvist til flere af de andre indlæg i debatten i kildelisten til højre på denne side.

 

 

Vi må göre os klart hvorfor politiske partier er et gode.

1.
Partisystemet er den dialektiske metode overfört på politiske forhold. Der må diskussion til for at få lys på sagerne fra forskellige sider og til en diskussion hörer mindst 2. Derfor er partier nödvendige.

2.
Hvor der ikke er 2 eller flere partier er der begrepsmæssigt kun ett parti. Men ett parti er enevælden med alle dens gennemprövede lyder.

3.
Hvor der er partisystem, altså en regering og en opposition findes der, som professor C. A. Bodelsen fremhæver, et skyggekabinet. Det vil sige, at oppositionens ledere er lige så fortrolige med sagerne, som regeringen og kan overtage regeringens förelse med times varsel. Partisystemet sikrer således kontinuiteten. Diktaturet derimod avlöses av kaos. Dette kaos er ikke en fejl ved diktaturets efterfölgere, det er en egenskap ved selve diktaturet.

4.
Partisystemet er et vilkår for borgernes personlige frihed. Hvis borgerens personlige frihed krænkes av regeringen er han makteslös, dersom der ikke er en opposition, som vil ta sig av hans sag. Men en lovlig opposition findes kun i partisystemet. Oppositionen er nemlig netop det andet parti. Når et land avskaffer partisystemet vil det bare sige at regeringen avskaffer oppositionen, hvorefter borgeren med samt kone, börn, hus, hjem og sparekassebog er solgt til regeringens godtykke (eller ildetykke) og snarligt indtrædende storhedsvanvid.

Under en samlingsregering aner man allerede den partilöse stats skyggesider, idet der fattes en opposition. Alle bladene har gidsler i regeringen, hvorfor ordet kun delvis er frit. Men ordets frihed er den sande garant for den personlige frihed. Frem for almenheden med overgrepene. Skandalen er den enkelte borgers sande værn. Vi er her ved rettens grundvold, thi grundfiguren i retten er en trekant, nemlig 2 modparter og en uinteresseret tredjemand. Det var tanken at domstolen skulde være denne uinteresserede tredjemand, men alene fordi dommerne er statstilsatte, statslönnede, statsdekorerede og i avancementet avhængige av staten er de ikke uinteresserede i den avgörende situation, nemlig i den lille mands strid med regeringen. Men almenheden eller offentligheden er den uinteresserede tredjemand.

5.
Hvor der ikke findes (flere partier og altså ingen) opposition ödsles der med borgernes penge. Det gælder enevælden, diktaturet og vistnok også samlingsregeringer. Alle partier yder nemlig til deres medlemmer i regeringen, derfor fås der penge til alle formål, både krigerske og fredelige, indenrigs og udenrigs, både embedsværk og arbedere, pengene gives ud både til höjre og venstre, medens et partisystem gir enten til höjre eller venstre under oppositionens knurren. Men hvem knurrer nu, hvor der ingen opposition er?

6.
Hvor der ikke findes en regering og en opposition (altså et partisystem) ved man ikke ret, hvorpå et valg står. Spörsmålene til vælgerne er uklare og svarene derfor uldne. Findes der derimod den normale regering og den normale opposition törner de sammen over et bestemt punkt og lader sagen gå ud til vælgernes dom.

7.
Det store klassiske to-parti-system svarer til rettens ide. Rettens oprindelige ide er at göre, som der hidtil er gjort og derved holde sig gode venner med guderne. Men efterhvert som forholdene ændrer sig, kan man ikke bli ved at göre, som på Ragnar Lodbrogs tid. Nu opstår kravet om reformer. Det ligger derfor i rettens ide at der må være to partier, et gudeligt parti, der vil vedbli at göre som hidtil for ikke at udæske himlen, og et humanistisk parti som vil göre det godt for mennesker. Det klassiske parlamentariske to-parti-system har derfor paralleller indenfor juraen i snævrere forstand. Det avspejler forskellen i romerretten mellem jus strictum og jus bonum et æquum og i engelsk ret mellem common law og equity, samt i dansk ret striden mellem ret og billighed. To-parti-systemet må aldrig dö, thi da vil det gå os ilde. Og da nu alle andre politiske systemer påstår at de nedstammer fra Vorherre selv, så vil vi göre det samme og med fuld ret, thi det er Fanden gale mig indstiftet av Gud.

Om kilden

Forfatter(e)
Sven Clausen
Dateret
26.10.1945
Oprindelse
Frit Danmark nr. 25, 26/10 1945 s. 8-9. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 96-98.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. juni 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Forfatter(e)
Sven Clausen
Dateret
26.10.1945
Oprindelse
Frit Danmark nr. 25, 26/10 1945 s. 8-9. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 96-98.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. juni 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk