Foto af Alberta og Victor fra tiden omkring deres ankomst til København i 1905, optrykt s. 23 i Cornelins erindringsbog "Fra St. Croix til Nakskov".

Vi skulle omplantes, og vi blev omplantet, - men omplantningen gjorde ondt.

Fortumlet efter den lange sørejse kom vi i eftersommeren 1905 til København. Denne by havde dengang ikke det internationale præg som nu, den var nærmest en provinsby, hvor indbyggerne havde let ved at falde i forundring. En kineser eller en neger på gaden var en seværdighed, som man ikke undså sig for at følge bagefter, idet man samtidig højlydt kom med vittige bemærkninger og sammenligninger. Og Alberta og jeg blev seværdigheder!

I samme eftersommer afholdtes en stor koloniudstilling i Tivoli, som skulle gøre det daværende danske publikum mere bekendt med Danmarks udlande og kolonier. Disse var: Færøerne, Island, Grønland og De vestindiske Øer, og de fik hver deres afdeling på udstillingen, hvor man viste landskaber, dyre- og fugleliv samt folkeliv. Det var let at forvandle hvide københavnere til færinger, islændinge og grønlændere ved blot at iklæde dem de respektive folkedragter. Vanskeligere var det at få dem til at illudere som sorte indfødte vestindere, hertil skulle der anvendes en hel del kønrøg og rød læbepomade. Nej, så var det lettere at bruge os to vaskeægte sorte børn som den levende staffage på den vestindiske afdeling, og det skete!

Vi fik plejehjem hos en glarmesterfamilie i Vestergade, som jo udmunder på Rådhuspladsen, og denne families halvvoksne datter, en pige på 14-15 år, fik nu til opgave hver dag at føre os til Tivoli. Vejen gik gennem Vestergade, over Rådhuspladsen, ned ad Vesterbros Passage og ind i Tivoli. Når den unge pige sammen med os to sorte børn viste sig på Rådhuspladsen, blev der trængsel om os. Alle trafikanterne glemte deres oprindelige ærinde, forgængere, cyklister, ja sågar sporvognspassagerer stimlede sammen om os for at se de mærkværdige skabninger, den unge hvide pige havde ved hånden. Man troede ikke rigtig på vores ægthed, og flere prøvede med tommelfingrene på vores kinder, om den sorte farve lod sig gnide af, andre ruskede i vores hårtotter for at finde ud af, om det var paryk eller virkelig ægte negerhår. Inden vi nåede over Rådhuspladsen, var sammenstimmelen så stærk, at vi næsten ikke kunne komme videre, før en af de kæmpemæssige politibetjente kom os til hjælp og banede os vej ned ad Vesterbros Passage.

Jeg kan tydeligt huske, hvorledes jeg gik bag ved en stor mand med et imponerende sort læderbælte, hans bælte og mine øjne sad i samme højde.

Mængden fulgte os, lige til vi var afleveret gennem Tivolis port.

For Alberta og mig var den opmærksomhed, vi vakte, ikke alene højst generende, men også komplet ubegribelig. På St. Croix var vi jo vant til at se hvide mennesker, og disse var til gengæld vant til at se os og behandle os som mennesker. Men her i København blev vi nærmest anset for at være nogle løjerlige dyr, der nok var sluppet ud af en Zoologisk Have. Denne fornemmelse gjorde os skræmte, så vi var bange for at komme på gaden og blive set, og vores ængstelse forplantede sig til den unge pige der førte os. Hun var øjensynlig meget nervøs ved denne daglige transport med "seværdighederne", og hun vænnede sig til straks at søge politiets assistance. (...)

Tivolibetjenten førte os ad havens snoede gange til udstillingsområdet, der, så vidt jeg husker, lå bag ved koncertsalen og det kinesiske tårn. Her blev vi afleveret på den vestindiske afdeling og måtte nu dagen igennem bare lade os betragte af det interesserede publikum. Denne interesse var hos nogle så stærk, at de befamlede os, vendte og drejede på os for at gøre os fotogene, før de tog deres billeder.

Engang kom en fin herre med en lille hvidklædt pige ved hånden. Da hun var på størrelse med mig, befandt hun sig sikkert på samme alderstrin, og det var nu hendes fars plan, at den lille pige og jeg skulle tage hinanden i hånden, mens han forevigede os ved et snapshot. Selvom den lille pige var yndig og i moderne forstand attraktiv, var jeg dog stædig og ville ikke give hende hånde, og da hun på sin faders opfordring selv rakte ud for at gribe fat i min hånd, sendte jeg hende en spytklat, der ramte hendes hvide kjole. Inden jeg fik tid til at sanse noget, kastede hendes far sig over mig og gav mig en lussing, som fik mig til at flyve hen ad gulvet, og uden at ænse det omkringstående publikums mishagsytringer over den "satisfaktion", han havde skaffet sig, skred han atter bort med sin lille pige ved hånden. (...)

Dette at skulle være en udstillingsgenstand andre mennesker til moro gjorde mig ikke alene undselig men også rasende i mit indre. Jeg gemte mig undertiden mellem pakkasser og kulisser, men jeg blev snart fundet frem igen og fik nu og da et nakkedrag af en eller andens flade hånd for at understrege, at jeg skulle holde mig på "arenaen".

Men når jeg absolut skulle lade mig bese, følte jeg en forstærket trang til selv at se mig omkring. dette kunne lade sig gøre om formiddagen, når der ikke var ret mange besøgende, da gik medvirkende på de forskellige afdelinger ofte på besøg hos hinanden. Alberta og jeg gik også ud for at se, hvordan der så ud andre steder, både sammen og hver for sig.

Jeg var særlig glad for den grønlandske afdeling. Kulisser og bagtæppe, der fremstillede isbjerge og høje sneklædte tinder, de mange udstoppede dyr såsom isbjørne, polarræve, sæler og hvalrosser øvede en sælsom tiltrækning på den lille dreng fra troperne. Når der desforuden var rig lejlighed til at krybe op i de store konebåde, klemme sig ned i de smalle kajakker og lege fanger, eller sætte sig op i slæderne og lade den lange pisk knalde over det udstoppede hundeforspand, kan det ikke undre nogen, at jeg var en flittig gæst på den grønlandske afdeling.

Desværre begrænsede jeg ikke disse besøg til om formiddagen, men kustoderne måtte ofte hente mig der, når der om eftermiddagen var fuldt af publikum, der krævede at se de to små sorte fra Vestindien.

Hverken formaninger eller ledsagende nakkedask kunne få mig til at forstå, at der var forskel på formiddage og eftermiddage.

Udstillingens ansvarshavende kunne imidlertid ikke tage på deres samvittighed, at naive gæster fik forkerte begreber om, hvilke mennesker der levede på Grønland (når jeg altid opholdt mig der), derfor måtte man ty til et middel, der kunne fastholde mig til den vestindiske afdeling på de fuldt besøgte eftermiddage og aftener.

Man anskaffede et bur!!! Her blev Alberta og jeg anbragt, og tilstrømningen til den vestindiske afdeling blev større end tidligere, måske fordi der gik rygter om, at vi var menneskeæderbørn, der var farlige og ikke måtte gå løse. Der kom da også mange børn, som stak fingrene ind til os for at prøve, om vi bed på, og mange voksne kom med chokolade og andet mundgodt for at vise deres venlighed. Alberta, der var meget medgørlig, indkasserede mangen en lækkerbid i dagens løb, men jeg, hvem denne indespærring gjorde ganske desperat, lønnede enhver tilnærmelse, den være sig venlig eller uvenlig, med nøjagtig samme konfekt: -- en velrettet spytklat ---!!

Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed.

I mit senere liv som lærer for hvide børn var det ofte min opgave at gøre udflugter til zoologiske haver men børnenes iver efter at komme hen til abeburet såvel som deres åbenbare morskab over de springende og hvæsende smådyr derinde huede mig ikke.

Jeg huskede alt for tydeligt, da jeg selv sad bag tremmerne!!!