Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

SOE og den danske modstandsbevægelse

Artikler

Special Operations Executive (SOE) var en hemmelig britisk efterretnings- og sabotageorganisation, som blev oprettet i 1940. Organisationen skulle koordinere modstandsarbejde og sabotage i de tyskbesatte områder under 2. verdenskrig. De første SOE-agenter kom til Danmark i 1941 og var derefter den koordinerende instans mellem den danske modstandsbevægelse og Storbritannien.

Special Operations Executive

På initiativ af blandt andre den britiske premierminister Winston Churchill og Ministry of Economic Warfare oprettedes organisationen Special Operations Executive, SOE, den 19. juli 1940. SOE skulle fremme og koordinere modstandsbevægelsernes arbejde i de tyskbesatte lande i Europa og Mellemøsten. Det var SOE’s opgave at organisere og træne modstandsgrupperne og samtidig sørge for, at grupperne havde våben, så de på forskellige måder kunne yde modstand mod de tyske stillinger på det europæiske fastland og i Mellemøsten. Modstanden kunne blandt andet bestå af strejker, demonstrationer, sabotage og likvideringer af personer i tysk tjeneste, som stikkere og andre håndlangere. Formålet var at bekæmpe de tyskbesatte områder indefra og derved skabe oprørsstemning og, i øvrigt gennem blandt andet sabotage, fysisk at beskadige tyske interesser af økonomisk og militær art. På den måde forsøgte briterne at binde tyske militære ressourcer og således hæmme Tysklands kampkraft mod Storbritannien.

I SOE’s strategi blev modstandsgruppernes arbejde gennem hele krigen underlagt den samlede allierede krigsførelses interesser, hvad der lejlighedsvis forårsagede samarbejdsproblemer i forhold til modstandsgrupperne, der havde en mere national horisont. Mens SOE i begyndelsen af krigen forsøgte at fremme oprør i de besatte lande, ændrede man senere – med øje for efterkrigssituationen – strategi i retning af at kontrollere modstandsgrupperne for at undgå åbne oprør. SOE ændrede således i løbet af krigen status fra uromager til fredsstifter. I den forbindelse bestræbte SOE sig således også vedholdende på at holde modstandsgrupperne fra at bekrige hinanden og kontrollere gruppernes aktioner, så de var klar til den dag, de allierede tropper ved befrielsen af landene skulle bruge deres hjælp til at sikre den interne ro og orden.

Inden for SOE dannedes landesektioner, som var afdelinger, der koncentrerede sig om forholdene i det enkelte land. Rekrutteringen af SOE-agenter skete inden for landesektionerne, da man ønskede agenter, som kendte det enkelte land, kulturen og sproget. Ofte rekrutterede SOE sine agenter blandt flygtninge i Storbritannien eller blandt det besatte lands modstandsfolk, som så blev evakueret til og uddannet i Storbritannien, inden de blev sendt i aktion i hjemlandet. Den danske sektion rekrutterede ofte sine agenter blandt danskere, som ved Danmarks besættelse befandt sig i udlandet, og blandt personer, som flygtede fra Danmark for at melde sig til allieret krigstjeneste.

SOE i Danmark

De første SOE-agenter landede i Danmark i 1941, men det var ikke før i 1943, at organisationen fik fodfæste i landet. De første to år var præget af svage ledere og uheld. Det danske politi bekæmpede alt modstandsarbejde i landet og dermed også SOE’s virke. Det førte til flere tilfangetagelser af agenter og også til skudvekslinger med tab af menneskeliv på begge sider.

SOE’s danske netværk blev først stabilt, da man i 1943 valgte at skifte den danske SOE-sektions chefrepræsentant ud. Den tidligere leder, Mogens Hammer, blev evakueret til Storbritannien, og den nye leder, Flemming B. Muus, overtog opbygningen af den såkaldte faldskærmsorganisation, også kaldet TABLE-grupperne. TABLE-grupperne var danske modstandsgrupper, som blev organiseret af SOE-agenter og modtog ordre fra London. TABLE-gruppernes opgave var at modtage materiale og agenter, nedkastet med faldskærm fra de britiske fly, og derefter fordele materialet mellem landets modstandsgrupper. Gennem velvillige kontakter i politiet, som ikke ønskede at bekæmpe modstanden, fik TABLE-grupperne mange værdifulde informationer og anden form for hjælp. For eksempel viderebragtes informationer om eftersøgte modstandsfolk, ligesom politifolk også hjalp til med evakuering af eftersøgte modstandsfolk til Sverige.

Fra december 1943 påbegyndte man i Danmark opbygningen af en undergrundshær, de såkaldte CHAIR-grupper, også kaldet ventegrupper. Disse skulle bistå de allierede styrker militært i tilfælde af en invasion i Danmark. Gennem Flemming Muus styrede SOE opbygningen af CHAIR-grupperne. Grupperne skulle fordeles geografisk på seks (senere, da Bornholm kom med, på syv) regioner, og hver region skulle styres direkte fra London. Frihedsrådet, den danske modstandsbevægelses ledende organ fra september 1943, fik dog også indflydelse på dele af CHAIR-organisationen. CHAIR-grupperne stod klar fra foråret 1944, men kom dog aldrig i aktion som tiltænkt, da de var reserveret til en eventuel invasion i Danmark.

SOE’s opgave i Danmark var hele krigen at binde de tyske tropper i Danmark, eller i hvert fald holde dem så længe som muligt i landet, så de ikke kunne bruges på fronterne rundt om i Europa. Især efter de allieredes landgang i Normandiet 6. juni 1944 arbejdede SOE sammen med den danske modstandsbevægelse målrettet på, ved hjælp af jernbanesabotage, at forsinke de tyske troppetransporter på deres rejse fra Norge gennem Jylland og ned til Vestfronten.

Flemming Juncker var fra maj 1944 tilknyttet SOE i England. Her ses han i selskab med Kai Winkelhorn, der var leder af den danske afdeling i OSS – den amerikanske pendant til SOE.

Flemming Juncker var fra maj 1944 tilknyttet SOE i England. Her ses han i selskab med Kai Winkelhorn, der var leder af den danske afdeling i OSS – den amerikanske pendant til SOE. Foto: Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Aktivisme og realpolitik

Som en hemmeligt opererende efterretningsorganisation født af krigens nødvendighed, med dristige og ofte ekstremt farlige aktioner bag fjendens linjer, blev SOE fra begyndelsen og indtil krigens slutning præget af en høj grad af aktivisme, risikovillighed og tilbøjelighed til offensiv tænkning. Denne ånd prægede organisationen, såvel på ledelsesniveau som hos personerne i marken. Overordnet var SOE dog underlagt den britiske udenrigspolitiks interesser, som det britiske udenrigsministerium Foreign Office formulerede. SOE var med andre ord et værktøj i den britiske udenrigspolitik. Foreign Office var typisk langt mere realpolitisk anlagt end krigsorganisationen SOE. Kom det til åbenlyse uoverensstemmelser, ville Foreign Office diktere linjen, hvad der dog ikke forhindrede SOE i, i visse situationer, at operere selvstændigt.

Efterhånden som krigen bevægede sig mod en allieret sejr, blev SOE’s fornemste opgave i stigende grad at knytte de besatte lande, som briterne definerede som deres interessesfære – og det gjaldt blandet andet Danmark – tæt til Storbritannien med henblik på efterkrigstiden. I den henseende må den britiske udenrigspolitik og SOE’s arbejde i forhold til Danmark siges at have været en succes, da der var stærkt pro-britiske følelser og holdninger i den danske befolkning i de umiddelbare efterkrigsår.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015