Socialdemokrat og arbejder, der nu stemmer liste Z

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1973 gjorde Fremskridtspartiet et bemærkelsesværdigt indtog i Folketinget ved det såkaldte Jordskredsvalg. Partiet var blevet stiftet i 1972 og tordnede ind i Folketinget med 15,9 % af vælgerne bag sig og fik 28 mandater. Partiet blev dermed det næststørste parti - kun overgået af Socialdemokratiet. Advokat Mogens Glistrup var Fremskridtspartiets karismatiske leder, der talte imod det høje skattetryk og bureaukratiet i den offentlige sektor (”papirnusseriet”).

Glistrups personlige stil samt hans oprør mod det stærkt stigende skattetryk og den omsiggribende statslige regulering appellerede til brede kredse i det danske samfund, herunder mange vælgere som traditionelt stemte socialdemokratisk.

Nedenstående kilde er et interview fra Poul V. Nielsens ”Fremskridtsarbejderen - kammerat eller fjende” fra 1977. Her fortæller arbejderen Frede Olsen, om hvorfor han er ikke længere stemmer socialdemokratisk men i stedet har meldt sig ind i Fremskridtspartiet. Kilden illustrerer den utilfredshed med det etablerede politiske system og den udbyggede offentlige sektor, som førte til Fremskridtspartiets store vælgertilstrømning ved Jordskredsvalget.

ET SPARK I RØVEN

Frede Olsen, hjemmeslagter, Bakkevej 1, Bøgesø, Brandelev, født 25.5.1923

- Jeg kender mange arbejdere, der stemmer på Fremskridtspartiet. En del har meldt sig ind i partiet. Det har for eksempel jeg. De fleste kommer fra socialdemokratiet. Man kan sige, de vil, at FRP skal gøre dét, som socialdemokraterne aldrig fik gjort ...

- Fremskridtspartiets arbejdere opfatter ikke partiet som et overklasseparti. Så ville de da ikke stemme på det! Jeg vil nærmest kalde FRP et parti af oprørere mod det bestående system. Det er et socialt parti. Ikke socialistisk, men socialt. Det er en lodret løgn, at FRP er asocialt. En af de fedeste løgne, der er udbredt om partiet, er den, at folk i fremskridtssamfundet skal klare sig selv, når de bliver gamle. Det er overhovedet ikke Glistrups program at afskaffe folkepensionen, tværtimod vil han sætte den op. Men det er rigtigt, at han siger, folk ikke skal have socialhjælp, hvis de ikke vil bestille noget ...

- Tror du, der findes mennesker, som ikke gider arbejde?

- Der er mange arbejdsløse, som prøver at knibe udenom, når de får anvist arbejde. De vil hellere hæve understøttelse og så lave lidt måneskinsarbejde ved siden af ... Jeg ved, der er arbejdsløse murere, som bygger »sort« for folk, og arbejdsløse mekanikere, der står i lader rundt omkring og reparerer biler for folk for sorte penge. Det bebrejder jeg dem ikke, men jeg synes, der må være noget galt med systemet, når det ikke kan betale sig at tage hænderne op af lommen.

NÅR MAN ER OPVOKSET PÅ LANDET…

Frede Olsen, hans kone (sygehjælper på amtssygehuset i Næstved) og deres 3 børn på 21, 18 og 10 bor på en lille landbrugsejendom, hvis 6 tønder land jord er bortforpagtet. I stalden driver de lidt husdyrhold: kalve, et par husholdningsgrise og nogle høns.

Fra konfirmationen til sit 22. år var Frede Olsen landbrugsmedhjælper med det mål at blive selvstændig landmand. Da han indså, at ejendomspriserne var en barriere, han ikke kunne forcere, besluttede han at tage erhverv op efter faderen, der var landpostbud. Frede Olsen kom ind ved postvæsenet og fik arbejde i Ringsted. Det begynde at kede ham at rende trappe op og trappe ned, da der var gået 3-4 år, og da han samtidig fandt ud af, at han kunne tjene mere som arbejdsmand, forlod han etaten for at blive slagteriarbejder. Dette arbejde var han ret glad for, men fik jo alligevel lyst til at prøve noget andet. Han var fodermester i Jylland, arbejdsmand på fjerkræslagteriet i Ringsted, købmandskarl og chauffør, jord- og betonarbejder, rengøringsmand, forvalter. En halv snes år boede familien i København, men så havde de også fået nok af byen.

- Både min kone og jeg ville på landet igen. Når man er født og opvokset herude, bliver landet ved med at trække ...

I 1967 købte de husmandsstedet i Bøgesø. Nu skulle de være selvstændige og drive frilandsgartneri. Det blev ikke succes.

- For at sige sandheden - det gik ad helvede til. Ikke med grønsagerne, de groede godt nok, men med økonomien. Vores aftager, han lugtede hurtigt, at vi manglede kapital og hele tiden skulle bruge penge. Han klemte os. Til sidst måtte vi holde op, og jeg begyndte at slagte for folk.

I en tid, hvor en sparet krone er mere værd end en tjent, savner hjemmeslagteren ikke arbejde. Frede OIsen har i perioder en bestillingsliste, der går uger frem. Jobbet er godt, synes han. Han kan holde fri, når det passer ham, selv vælge sit tempo og sine pauser. Til tider knokler han løs, slagter en masse grise og tager en nydelig dagløn hjem - til andre tider har han - også af helbredsmæssige grunde - lyst til at sætte farten ned.

Som erfaren og populær hjemmeslagter kommer han vidt omkring i Sydsjælland. Frede Olsen nyder at snakke og diskutere med mange slags mennesker, gårdejeren, arbejdsmanden, den udflyttede københavner. Som regel er folk i godt humør, fordi slagtningen stadig er en festlig begivenhed. Det sker også, at arbejdet går i stå og skoldevandet bliver koldt. Så er der sket det, at en diskussion udarter til politiske skænderier. Ikke uden kærlighed beretter Frede Olsen om en gårdejer, »en rigtig Venstrebonde«, der bliver så ophidset, at han hopper af galskab og erklærer, at nu er det fan'me sidste gang, Frede skal slagte for ham.

- Næste gang, han har en gris, der længes efter at blive slagtet, går der alligevel bud over til os. Det ender altid på samme måde, med skænderi så det ryger, og er det ikke mig, der begynder, så er det ham ...

ALLE DISSE LØFTEBRUD

- Både min far og min farfar var socialdemokrater - af den røde slags. Jeg stemte socialdemokratisk de første gange. Jeg kunne godt li' H. C. Hansen. Han var arbejder. Efter min mening overgik han Stauning som politiker. H. C. var det ærligste menneske på jorden, en type ligesom Borgbjerg, Sabroe, Lyngsie og de andre fra dengang der var socialdemokrater til. De fik noget igennem, de gjorde noget for de små i samfundet. Siden røg akademikerne ind og fik de ledende poster. Nu kan man ikke blive til noget i socialdemokratiet uden at have en fin eksamen. For akademikerne er politik et levebrød. De er ikke politikere for de smås skyld. Jeg stemte socialdemokratisk i H. C. Hansens tid og også da Kampmann var statsminister. Men dengang akademikeren Viggo Kampmann blev chef, ja da begyndte jeg faktisk så småt at blive urolig. Den næste statsminister, Jens Otto Krag, var også akademiker, og så blev det for meget for mig. Det, der direkte gav stødet til, at jeg blev uvenner med socialdemokraterne, var at Krag forhøjede momsen til 12½ procent. Han lovede, vi skulle få en tilsvarende skattelettelse. Det fik vi ikke, vi fik skatteforhøjelse. Så havde jeg ikke råd til at forny mit medlemskort til socialdemokratiet ... Hvorfor brugte socialdemokratiet og SF ikke magten, da de havde den i det røde kabinet? Hvorfor gennemførte de ikke skattelettelse? Det var dog det mindste, de kunne have gjort. Det var der mange arbejdere, der var skuffede over. De opdagede, at politikerne overhovedet ikke er til at stole på. De siger et og gør noget andet, evig og altid. De, der ikke vil finde sig i det pjat, det er dem der stemmer på FRP ...

- Nu har socialdemokratiet en leder, der har været arbejdsmand - frister det dig ikke til at sætte kursen »hjem« igen?

- Det der med Anker, det var bare noget smart noget, Krag fandt på, for at vi ikke skulle lægge så meget mærke til de andre akademikere i partiet.

- Glistrup er også akademiker.

- Det er han, men han taler aldrig ned til folk. Man mærker overhovedet ikke, han er akademiker. Jeg har snakket med ham, når jeg var delegeret på landsmøderne. Glistrup er en mand, der husker, hvad han lover. Helt igennem idealist. Han siger det han mener, uden persons hensyn. Ingen bliver skånet.

ET HELT FORFÆRDELIGT DEMOKRATI

- Hvad er det for et samfund, du gerne vil have?

- Jeg er ikke ude efter at afskaffe det kapitalistiske system som sådant. Jeg vil have et samfund, hvor folk har lyst til at arbejde. Hvor de ikke bliver sat under administration. Jeg kan godt lide at arbejde, men jeg bryder mig ikke lige meget om alt arbejde. Jeg har prøvet meget forskelligt, og der er een ting, jeg er blevet helt og fuldstændig klar over: Jeg ville aldrig stille mig ved et samlebånd. Jeg ville aldrig blive ved et arbejde, hvor jeg føler mig som en møtrik.

- At være arbejder har jeg ikke noget imod, men jeg vil ikke snydes. Vi har fået flere og flere penge mellem hænderne, men vi har ikke haft reel fordel af at få mere. Det er at blive snydt ...

- Hvem snyder dig?

- Man siger jo, det er kapitalen og arbejdsgiverne. De er udbyttere. Dén tror jeg ikke så meget på mere. Jeg siger, det er staten, det offentlige, der udbytter os. Jeg har arbejdet hos mange arbejdsgivere ... Kom det dertil, at jeg begyndte at føle mig udbyttet, gik jeg min vej og søgte noget andet ...

- Det forudsætter, at man kan få andet arbejde ...

- Det kan man. Der er altid noget andet at få.

- Også i en situation med over 150.000 arbejdsløse?

- Arbejde er der jo i virkeligheden nok af. Se på annoncerne i avisen! Det gælder om at have lyst til at lave noget og til at holde øjnene åbne. Men jeg vil godt indrømme, at det ikke altid er nok ... Folk bliver jo bremset. I det system, vi har, skal folk spørge om alt, spørge og spørge i én uendelighed. Vi har jo et helt forfærdeligt bureaukrati her i landet, noget der er vokset ud over al rimelighed. Fladså kommune her består af fire kommuner, der blev lagt sammen. Før den tid var der i de fire kommuner tilsammen 8 mennesker ansat til at administrere. I dag er der et sted mellem 50 og 70.

- Vi skulle have beholdt de små skoler. Jeg har selv gået i en af dem. De er mindst lige så gode som de skoler, vi har nu - og meget billigere. Alene til skolebuskørsel her i Fladså bruger de 100.000 om året pr. skole. Fremskridtspartiet består af folk, der siger: Nu må vi fan'me se at få jordforbindelsen i orden.

- Håber du at opleve Glistrup som statsminister?

- Man kan sige, FRP er et parti, der bider de andre partier i benene og får dem til at tage sig sammen. Det er nok bedst, det bliver ved på den måde - jeg er bange for, at der bliver strejker og uroligheder, hvis FRP danner regering.

EUROPAS STØRSTE DIKTATOR

- Hvordan ser du på fagforeningerne?

- Når det kommer til stykket, kan det godt være, fagforeningerne er dét, jeg har mest imod. Jeg har jo selv været medlem hos arbejdsmændene. Fagforeningerne er udartet til politiske foreninger - de skal ene og alene tjene socialdemokratiet. Det har intet som helst med demokrati at gøre, dét man kommer ud for i fagforeningen. Jeg har været til mange generalforsamlinger. Det er altid det samme - nogle enkelte der bestemmer. De giver sig på ingen måde tid til at høre på medlemmerne. Det hele bliver afgjort på et kontor inde i København. Så varer det jo ikke længe, før man ikke gider sige noget. Man gider slet ikke møde op. Der kommer ingen til møderne. Jeg er ikke bange for at kalde Thomas Nielsen Europas største diktator. Han gør lige præcis, hvad der passer ham, og skider på hvad medlemmerne mener. Og så taler han altid som socialdemokrat. Det er der mange arbejdere, der er meget gale over.

- Hvad har du imod socialismen?

- Jeg tror, det er galt, at de flittige og de mindre flittige skal tjene lige meget. Man så det med »Stjernen«, »Tilskærerne« og hvad de ellers hed de kooperative foretagender - de gik neden om og hjem, fordi alle skulle tjene lige meget. Når man kan få det samme for ikke at lave noget som for at tage fat, går det galt med en virksomhed. I et socialistisk samfund vil de kun have store virksomheder. Jeg har selv arbejdet på en større arbejdsplads, Toms Chokoladefabrik, da de byggede den. Aldrig har jeg set så meget svind i værktøj og materialer og så meget sløseri. Man har det også i andelsbevægelsen. Den blev ikke til det, der var meningen. Der vil altid være nogle, der nasser på andre ...

- Du har ikke stor tillid til mennesker.

- Jeg ved ikke, hvad jeg har ... Jeg har oplevet så meget i mit liv ... Det kan jo godt være, man synes, der er blevet trampet lidt rigeligt på én. Kommer man op på rådhuset, så står der én bag skranken og ser ned på én. Skal man tale med en af pædagogerne oppe på den fine skole, jokker han på én med sine talemåder. I gamle dage var det herremanden, der hundsede med folk. Jeg tror egentlig, det var lettere at tage, for folk vidste, hvad han var for én og hvor han hørte hjemme. Men at man nu ligefrem skal betale for at blive set ned på! Der var en af dem, jeg sommetider diskuterer med, som spurgte, om jeg ikke synes, jeg får noget for skatten. Jo, sagde jeg til ham, jeg får rådhuspaladser og skolepaladser. Dem har jeg ikke brug for. Hvad jeg synes, jeg får for skatten - jeg synes, jeg får et spark i røven.