Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Slaget ved Dybbøl 18. april 1864

Artikler

Efter rømningen af Dannevirke den 5. og 6. februar 1864 drog størstedelen af den danske hær til skanserne ved Dybbøl, en landsby på Sundeved, hvor det slag, der skulle vise sig at blive afgørende for udfaldet af den 2. Slesvigske Krig, blev udkæmpet den 18. april. Slaget endte i et katastrofalt nederlag for Danmark på grund af manglende dansk forberedelse, den danske regerings stædighed og den preussiske hærs overlegenhed. De danske soldaters underlegne forladegeværer gav efterfølgende anledning til en mytedannelse om årsagen til det forsmædelige nederlag. Du kan læse mere om denne myte her.

Baggrund

Fra Dannevirke trak størstedelen af den danske hær sig til skanserne ved Dybbøl. Anlægget havde en strategisk væsentlig betydning, da en dansk hær ved Dybbøl kunne afskære vejen for de fjendtlige tropper nordligere i Jylland. De ti skanser lå højt og dannede på den måde et naturligt forsvar for brohovedet til Sønderborg. Samtidig kunne den danske flåde afskære angreb fra søsiden. Da de danske tropper ankom, var skanserne imidlertid på ingen måde kampklare. De første danske tropper ankom den 7. februar, og februar måned brugte tropperne på at klargøre skanserne. Da de preussiske tropper begyndte at røre på sig i marts, udgjorde stillingen fortsat en væsentlig hindring. Preusserne gravede brede skyttegrave parallelt med skanselinjen – den første langt tilbage, de næste gradvist tættere og tættere på skanserne, så de til sidst kun var 300 meter fra stillingen. 15. marts opstilledes desuden riflede bagladekanoner på Broager Land, som kunne ramme de sydlige skanser i Dybbøl-stillingen rimelig præcist. Dansk artilleris begrænsede rækkevidde betød, at man fra dansk side var ude af stand til at forhindre dette. Belejringen og det natlige arbejde med at udbedre skaderne på skanserne betød, at flere danske soldater var stærkt nervesvækkede, da granaterne fra den 2. april og 16 dage frem regnede ned over skanserne. Der var ikke længere tid til at foretage udbedringer, og det stod klart for generalstaben, at stillingen ikke kunne holdes. Konseilspræsidenten D.G. Monrad (1811-87) afviste imidlertid en anmodning om tilbagetrækning, også da den fik tilslutning fra krigsministeren Lundbye. Monrad var af den opfattelse, at Danmark ved de kommende fredsforhandlinger i London ville stå stærkere, hvis man havde vist mod på slagmarken.

Det markerede område på kortet markerer, hvor slaget foregik.

Slaget

Kl. 4 om morgenen den 18. april indledte preusserne et stærkt intensivt bombardement, der varede seks timer. Kl. 10 var de seks sydligste skanser kun jordbunker, og kun enkelte observatører var i skanserne. Resten af tropperne var gået i dækning længere bagude. Det efterfølgende preussiske angreb udløste således et kapløb mod skanserne. Den skanse, der var længst om at falde, holdt i 20 minutter. Efter stormløbet startede evakueringen af de danske tropper til Als, og kl. 14 var slaget forbi. På det tidspunkt havde Danmark tabt næsten 5.000 mand, Preussen omkring 1.200.

 


Sammenskudte skanser ved Dybbøl efter slaget 18. april 1864. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Umiddelbare følger

Den heroiske indsats fra de danske soldater ved Dybbøl blev bemærket i udlandet. Det er imidlertid blevet fremført, at det formodentlig havde været bedre, om man havde trukket sig tilbage fra stillingerne, da det stod klart, at stillingen ikke kunne holdes. På den måde havde man snydt preusserne for en militær sejr kort før forhandlingerne i London. Den danske regerings stejle holdning blev opretholdt på konferencen i London, hvor den afviste et kompromis om en deling af Slesvig. Det førte til en genoptagelse af krigen, og den 29. juni indtog preusserne Als. Den 11. juli gik den nationalliberale regering af, og en Højre-regering tog over, hvorefter en våbenhvile kom i stand.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015