Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Slaget på Reden, 1801

Artikler

Slaget på Reden var et søslag mellem en britisk og en dansk flåde den 2. april 1801. Det fandt sted ved Københavns Red, en åben ankerplads ud for København. I over 4 timer kæmpede danske søfolk mod briterne, en på alle måder overlegen fjende, der havde 1058 kanoner mod danskernes 630. Det danske nederlag ødelagde landets flåde og tvang det danske rige til at opgive sin lukrative neutralitet i Revolutionskrigene.

Danmarks position på den internationale scene

Efter svenskekrigene 1658-1660 havde Danmark mistet sin status som en væsentlig magtfaktor i europæisk politik. Sverige var også reduceret til en andenrangs magt i forhold til England, Frankrig og Rusland. I løbet af 1700-tallet gjorde Danmark derfor alt for at holde sig ude af europæiske konflikter og koncentrerede sig om at få stormagterne til at anerkende rigets territorielle besiddelser. Danmarks plan virkede længe efter hensigten, og efter 1720’erne deltog Danmark ikke i nogen af krigene i Europa og fik Rusland til at anerkende retten over de gottorpske områder i Slesvig, hvorved der var ro ved rigets sydgrænse.

Udenrigshandel

Den Franske Revolution brød ud i 1789 og trak store dele af Europa i krig med Frankrig. Danmark forholdt sig neutralt og koncentrerede sig om at sikre sin udenrigshandel. Ved hjælp af handelen med de stridende parter under neutralt flag og en stadig voksende handelsflåde gik det danske samfund en højkonjunktur i møde. Danmark benyttede sig grådigt af krigens muligheder og profiterede enormt på det. De andre lande benyttede sig også af Danmarks neutralitet ved at lade mange af deres skibe sejle under dansk flag for på den måde undgå, at deres fjender konfiskerede skib og last. Efterhånden blev også danske skibe konfiskerede af andre lande, fordi neutraliteten blev misbrugt, og dermed faldt den danske profit i udenrigshandelen betydeligt.

Væbnet neutralitetspolitik

De rige handelsmænd i Danmark, der mest mærkede nedgangen i handelen, krævede handling fra kongen og regeringen. Resultatet blev, at Danmark sendte krigsskibe ud som væbnet eskorte for handelsskibene med ordre om at bruge magt for at forhindre fremmed adgang til skibe under dansk flag. England og Frankrig protesterede højlydt over Danmarks provokerende form for udenrigshandel, men uden effekt. Danmark fortsatte ufortrødent og ignorerede dem.

Både England og Frankrig ville forhindre Danmark i at handle med modparten. Frankrig var imidlertid for svag til at yde fysisk modstand på havet, men det var England ikke. Den 24. december 1799 blev fregatten 'Havfruen', der konvojerede 12 handelsskibe, angrebet af tre engelske fregatter. Da englænderne satte både i vandet for at visitere de danske skibe, fulgte 'Havfruen' ordre og åbnede ild mod englænderne, og de trak sig tilbage uden kamp.

Rusland, der af politiske grunde gerne så England tabe til Frankrig, støttede den danske politik og foreslog at yde hjælp ved at optage Danmark i et væbnet neutralitetsforbund. Danmark ville stadig helst bare holde sig ude af alle konflikter og fortsætte sin neutralitetshandel som hidtil, men hvis man afviste Ruslands tilbud, ville man måske fremstå som svag, og det kunne Sverige måske udnytte til at tage Norge med magt. Og gik man med Rusland, ville man udløse en krig med det stærke og magtfulde England.

Situationen var ved at falde ud af Danmarks kontrol, og Danmarks fremtid var ved at blive bestemt af storpolitiske kræfter i Europa og ikke af Danmark selv.

Optakten til søslaget

Den 25. juli 1800 blev fregatten 'Freja' og dens konvoj af seks handelsskibe angrebet af fire engelske fregatter. Trods voldsom kamp kunne Freja ikke vinde kampen, og konsekvensen blev, at Danmark - stærkt presset af indre politiske og økonomiske kræfter - accepterede et tilbud fra Ruslands zar Paul 1 om at indgå i et væbnet neutralitetsforbund bestående af Preussen, Sverige, Rusland og Danmark-Norge. Det var det mindste af to onder. Man ville ikke risikere at miste Norge til Sverige. Ruslands voksende positive forbindelser med Frankrig gjorde, at England for alt i verden ville forhindre et sådan forbund, fordi dets samlede flådestyrker ville kunne vinde krigen for Frankrig. Derfor satte England en flåde i vandet med kurs mod Danmark, straks de hørte om Danmarks accept af aftalen.

Det var lykkedes Danmark at holde sig uden for europæiske konflikter og krige i omkring 80 år. I al den tid var Danmark ikke involveret i større slag og fik altså heller ikke erfaring i krig. Den danske handelsflåde voksede støt, mens mange krigsskibe løb af stablen og lå uden master og sejl i havnen, indtil de blev hugget op igen flere år senere uden nogensinde at gøre aktiv tjeneste. Det danske søforsvar, der var planlagt forbedret allerede i 1790, var aldrig blevet ført ud i livet og var derfor stærkt forældet og utilstrækkeligt - navnlig mod England, der havde verdens stærkeste flådemagt.

Man var i Danmark klar over, at englænderne ville sende en flåde af sted. De havde allerede i august 1800 sendt en flåde ind i Øresund og truet med at bombardere København, hvis ikke Danmark indgik en ordning med England. Danmark lå stadig i forhandling med England, da Danmark indgik i neutralitetsforbundet og dermed brød det indgåede forlig med England.

Derfor arbejdede Danmark på højtryk for at forbedre forsvaret, så man i det mindste kunne vise Sverige og Rusland, at man i Danmark ville forsvare sig på en værdig måde, og at riget besad militære kræfter.

Det danske søforsvar

Forsvaret af København og forbedringen af søforsvaret hørte under kommandør Olfert Fischer (1747-1829). Forsvaret bestod af fæstningsværkerne Kastellet og Trekroner og kanonbatterierne på Lynetten på Christianshavn: Quintus, Sixtus og Strickers .

Til forstærkning af dette beordrede Olfert Fischer, at man trak mange af de gamle og ikke tilriggede eller klargjorte linjeskibe ud af havnen og brugte dem som flydende fæstninger. Disse blev sikret med ankre og var altså orlovsskibe uden master og rær, men med kanoner og mandskab, og de kaldes i denne fremtoning for blokskibe. Også mindre pramme blev konstrueret og udrustet med kanoner og manøvreret ind mellem blokskibene. Blokskibe og pramme dannede en linje foran havnen syd for Trekroner i Kongedybet (sejlrende i Øresund). Planen var at forhindre engelsk beskydning af København ved at tvinge englænderne så langt ud i Øresund som muligt og måske få et par af de engelske skibe til at støde på grund på den lave Middelgrund, der lå lige foran den danske linje. Den del af den danske krigsflåde, der var sejlklar, ville man helst bevare intakt til at bruge mod svenskerne i tiden efter englændernes angreb, og man ville kun sætte den ind mod englænderne i absolut nødstilfælde. Herefter var det bare at vente på den engelske flåde.

slaget på Reden
Samtidigt maleri af Slaget på Reden. Fra: Danmarks Riges
Historie (1896-1907).

Englands strategi

Englands mål var at sende sin styrke af sted, før isen var brudt op i Østersøen, hvilket ville forhindre Rusland og Sverige i at sende en styrke til forsvar af forbundet. Det ville give England mulighed for at bekæmpe landene enkeltvis.

England reagerede så hurtigt, som det lod sig gøre, og sendte en flåde af sted for at nedkæmpe forbundet, hovedsageligt Rusland, der var den egentlige magt i forbundet og det land, der holdt forbundet samlet.

Allerede den 30. marts 1801 kl. 7:00 passerede den engelske flåde Kronborg under admiral Hyde Parkers kommando og med viceadmiral Lord Horatio Nelson som næstkommanderende. Styrken bestod af over 20 linjeskibe, 5 fregatter og 12 til 14 mindre krigsskibe som korvetter, brigger og kanonbåde.

Slotskommandant oberst Stricker på Kronborg gav straks ordre til at beskyde fjenden i sundet, og beskydningen fortsatte til kl. 9:30, hvor englænderne slap forbi og ankrede op ved Tårbæk Rev ved middagstid.

Herfra foretog Nelson, der skulle lede angrebet på danskerne, rekognoscering og dybdemåling af farvandet og lagde sin slagplan. Nelson mente, at danskerne ville være besejret inden for en times tid, og admiral Hyde Parker gav Nelson 12 linjeskibe og et lille antal mindre skibe til at klare opgaven med.

Kamphandlingen

Skærtorsdag den 2. april 1801 sejlede Lord Nelson syd om Middelgrunden for at placere sin flåde syd for danskernes forsvarslinje og så langt væk fra søfortet Trekroners kanoner som muligt, og angrebet på danskerne begyndte.

Fordi danskerne havde placeret deres linje så tæt på Middelgrunden, kunne englænderne ikke manøvrere frit foran den og beskyde den så effektivt som ellers. I løbet af kampen løb en del af de engelske skibe på grund. Det drejede sig om følgende: Elephant, Defiance, Ganges, Monarch, Agamemnon og Désiree. Slaget kom til at trække ud, og kl. 13:00 undrede admiral Hyde Parker sig over, at Lord Nelsons 'time' var så lang og gav kl. 13:30 Nelson signal til at trække sig ud af kampen – Nelson valgte at overse det ved at sætte kikkerten for sit blinde øje.

 


Plan over Københavns red med forsvarslinjerne. På planen betegner A Nelsons eskadre, inden angrebet begyndte, B dens plads under kampen, C den danske forsvarslinje imod øst, D forsvarslinjen imod nord, E Parkers reserveeskadre, F batteriet Trekroner. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Kl. 14:00 sendte Lord Nelson et brev til 'den danske regering'. I brevet beklagede Nelson, at han desværre så sig nødsaget til at sætte ild til de skibe, han havde erobret, hvis skydningen ikke straks ophørte. Og han ville ikke kunne redde de tapre danske søfolk, der endnu befandt sig ombord.

 


Lord Nelsons første brev. Her kræver han, at Danmark stopper al modstand. Teksten lyder i oversættelse:Lord Nelson har ordre til at skåne Danmark, når det ikke længere gør modstand; men dersom skydningen vedbliver fra dansk side, vil Lord Nelson være nødt til at sætte ild på alle de flådebatterier, som han har erobret, uden at det står i hans magt at frelse de tapre danske, som har forsvaret dem. Ombord på Hans britiske Majestæts skib Elephant, Københavns Red 2. April 1801. Nelson og Bronte [Nelsons sicilianske hertugtitel], Viceadmiral under admiral Sir Hyde Parkers Overkommando. Til englændernes brødre, de danske. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Kl.14:30 modtog kronprinsen Lord Nelsons brev, og kl. 15:00 modtog Lord Nelson kronprinsens accept af forslaget om våbenhvile. På dette tidspunkt havde englænderne klart den bedste position i slaget og kunne have forlangt betingelsesløs overgivelse, men diplomatiets spil var i gang, og våbenhvilen skulle forhandles på plads. Den 6 timer lange kamp havde kostet mere end 2.000 døde og sårede på begge sider.

Efterspil

Ifølge militæret spillede Lord Nelson sig en klar sejr af hænde ved at fremsende truslen om at brænde de danske skibe, og i de efterfølgende dage var det vigtigt for Nelson at få det bedste ud af sagens forløb. Det var stadig Hyde Parkers mål at nå til Rusland og tvinge dem til at nedlægge forbundet, og dette krævede, at man kunne få en våbenhvile igennem og få lov til at proviantere i Danmark i stedet for at bruge krudt på yderligere krigshandlinger.

Samtalerne mellem Danmark og England trak ud, og der blev sendt en del breve mellem Lord Nelson og kronprinsen, hvori Nelson forsøgte at anslå en meget venligere tone end i det første brev for netop at opnå tilladelse til at proviantere.

 


Lord Nelsons andet brev. Her skifter Nelson holdning. Nogle mener, at han nærmest trygler om den danske konges gunst i forsøget på at få en fred forhandlet igennem. Brevet har haft stor betydning for eftertidens diskussion af, hvem der gik af med sejren. Teksten lyder i oversættelse: Når Lord Nelson sender et våbenstilstandsflag i land, sker det af menneskelighedsfølelse. Han samtykker derfor i, at fjendtlighederne ophører, indtil han kan få fangerne bort fra de tagne skibe, og han samtykker i at landsætte alle de sårede danske og i at brænde eller bortføre sine priser. Med ærbødig hyldest til Hans kongelige Højhed beder Lord Nelson om tilladelse til at udtale, at han altid vil opfatte det som den største sejr, han nogen sinde har vundet, dersom hans våbenstilstandsflag må være den lykkelige forløber for en varig og lykkelig forbindelse imellem min allernådigste suveræn og Hans Majestæt Kongen af Danmark. Elephant, 2. april 1801. Nelson og Bronte. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Slagets udfald gav anledning til mange diskussioner om, hvem der fremstod som den egentlige vinder. Det danske militær var fortørnet over, at det blev kronprinsen og ikke generalerne, der tog beslutningen om at acceptere våbenhvilen. Man mente ikke, kronprinsen havde det nødvendige overblik over situationen, hvorved han følge militæret kastede sejren væk.

Realiteten var, at kronprinsen kendte til Hyde Parkers flåde, der slet ikke var involveret i krigshandlingerne, og at han vidste, at den ville kunne trænge ind og fuldstændig smadre den danske flåde, hvis det blev nødvendigt. Derefter ville Danmark være sårbar over for et muligt senere svensk angreb, som kunne medføre tabet af Norge.

Nelsons brev om våbenhvile gav kronprinsen en acceptabel grund til at stoppe modstanden mod England på en værdig måde, som stadig ville vise de allierede i neutralitetsforbundet, at Danmark ikke bare gav op over for England, men at man havde forsvaret sig selv og sine allierede efter bedste evne, indtil England truede med at brænde danske søfolk levende, hvis Danmark ikke stoppede kampen. Dermed slap Danmark ud af en kritisk situation. Hvis Danmark havde givet op for hurtigt og uden at yde reel modstand over for England, ville forbundet måske have straffet Danmark ved for eksempel at tvinge Danmark til at afstå Norge til Sverige.

Derfor trak Danmark også forhandlingerne med England i langdrag, indtil nyheden fremkom om at zar Paul 1 var blevet myrdet den 24. marts 1801. Mordet betød også enden på det væbnede neutralitetsforbund. Efter dette accepterede Danmark Englands krav og meldte sig ud af forbundet.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015