Middelalder

Ordet 'selvejerbonde' (som i øvrigt ikke kendtes i middelalderen) har noget med ejendomsret at gøre. Det er imidlertid ikke ganske klart, hvilken mening man skal lægge i begrebet ejendom ved højmiddelalderens begyndelse omkring år 1060. Hvis vi går frem til slutningen af 1100-tallet, ved vi, at der fandtes deciderede storgodser, mens formentlig hovedparten af landets dyrkede jord opfattedes som tilhørende de bønder, der selv stod for dyrkningen. Hvis de havde meget jord, kunne de eventuelt udleje eller bortforpagte noget af den. Landskabslovene fra slutningen af 1100-tallet og frem til ca. 1250 synes at afspejle et sådant samfund. Men også et samfund, som havde fået faste regler for, hvorledes jord gik i arv.

Imidlertid var højmiddelalderen også præget af en betydelig befolkningsvækst og en betydelig nyopdyrkning af jord. Befolkningsvæksten havde sammen med arvereglerne formentlig den betydning, at mange bondebrug efterhånden blev delt mellem arvinger så mange gange, at nogle af de landbrug, der kom ud af dette, dårligt kunne forsørge en familie. I så fald havde man mulighed for at sælge sin jord og i stedet forsørge sig og sin familie ved at leje jord og dermed blive landbo (fæstebonde) eller ved at forpagte eller forvalte en gård og blive bryde. Større nyopdyrkningsinitiativer synes især at have været iværksat af gejstlige institutioner, private godsejere og kronen. Jorden i sådanne områder blev så dyrket af bryder eller landboer, som betalte afgifter til jordejeren. På denne måde kom selvejerbønderne altså med tiden til at udgøre en noget mindre andel af bønderne.

Selvejerbøndernes antal blev yderligere reduceret på grund af ændringer af skattesystemet. Hen imod 1200 blev bønderne således pålagt at betale nogle nye skatter til kongemagten. De vigtigste skatter kaldtes ’leding(skat)’ og ’stud’. Herudover var bønderne fra formodentlig meget gammel tid forpligtet til at yde arbejde til kongemagten (’inne’) samt afgifter til underhold af kongen og hans følge, når de rejste rundt i landet. De største jordejere/godsejere skulle ikke betale disse skatter af deres jord fra en gang efter midten af 1200-tallet. Normalt førte det dog blot til, at de opkrævede skatterne af deres bønder og beholdt dem selv. Dette åbnede imidlertid muligheden for at lave skattefiduser, når en selvejer afstod sin jord til en godsejer, idet begge parter kunne se en fordel i at yde mindre til godsejeren, end der tidligere var blevet ydet til kronen.

Godsejernes overtagelse af skatterne fra deres undergivne hang sammen med, at de efterhånden blev deres undergivnes beskyttere, kaldet 'værnere', der skulle yde disse fysisk beskyttelse og give dem bistand i retssager. Bortset fra, at der var tale om en import af udenlandske retsforestillinger, afspejler dette systems gennemslag givetvis, at landet efter ca. 1250 blev stærkt præget af indre uro. En sådan situation, hvor man er nødt til at skaffe sig en værner mod fysiske overgreb, var næppe gunstig for, at selvejerne kunne opretholde deres ejendomsret, selvom kronen efterhånden fik etableret sig som selvejernes værner.

Da Valdemar Atterdag omkring 1360 havde sikret sig herredømmet over næsten hele Danmark og genskabt ro og orden, satte han ind på at sætte en stopper for, at selvejerbønder kunne afstå deres jord og derefter blive jordlejere/fæstebønder, idet dette førte til en mindskelse af kronens indtægter. Margrete 1. gik videre og indførte en slags stavnsbånd for selvejerbønder, der medførte, at mindst én arving efter en selvejerbonde var forpligtet til at dyrke jorden og betale skatterne. Næste trin var, at de fleste selvejerbønder i løbet af 1400-tallet fik øget deres afgifter betragteligt, så de i hvert fald ikke betalte mindre end en tilsvarende fæstebonde, snarest mere. Det praktiske resultat af dette blev, at en lang række selvejergårde med tiden overgik til at være kronens fæstegårde. Der kom ekstra fart på denne udvikling, når selvejerbønder havde deltaget i bondeoprør, hvilket i hvert fald efter Clementsfejden i 1534 medførte, at de mistede deres ejendomsret – formodentlig havde tidligere bondeoprør lignende konsekvenser.

En undersøgelse af den geografiske fordeling af de tilbageværende selvejerbønder i visse områder i landet i begyndelsen af 1500–tallet afslører, at der især var mange selvejerbønder langs grænsen til hertugdømmet Slesvig og langs sydvendte kyster samt i nærheden af kongelige borge. Også på Bornholm, som tilhørte ærkebispen, i hertugdømmet Slesvig og i nogle områder i nærheden af Aarhus, som tilhørte Aarhusbispen, var der usædvanligt mange selvejerbønder. Disse steder må de respektive herrer have haft brug for selvejerbøndernes militære og (andre) arbejdsmæssige forpligtelser, nok især i det urolige hundredår ca. 1250-1350. Derimod var (andre) områder med store gejstlige institutioner eller store godser tilhørende adelige godsejere mere eller mindre støvsugede for selvejere. Dette tyder på, at presset mod selvejerne har været stort, der hvor der ikke var nogen, der kunne eller ville beskytte dem.

Efter reformationen

I 1548 blev det bestemt, at selvejerbønder skulle betale det dobbelte af fæstebønder, når der blev udskrevet ekstraskatter. Det blev der oftere og oftere, som tiden gik. Resultatet synes at have været, at stadig flere selvejergårde overgik til at blive kronens fæstegårde; fx i forbindelse med generationsskifter. Fra slutningen af 1500-tallet indgik mange selvejergårde i de mange mageskifter af gods som kronen foretog, hvorefter de nye ejere betragtede sådanne gårde på linie med andre fæstegårde.

Alt i alt var der tale om hastig tilbagegang i selvejerbøndernes antal efter 1536, og de ca. 2 % af jorden, som tilhørte selvejere i 1688 og ca. et århundrede derefter, dyrkedes fortrinsvis fra store velkonsoliderede gårde, hvis ejere havde råd til at opretholde den status, det gav selv at eje sin gård.