Hvem var Saxo?

Kun ganske få kilder indeholder informationer om Saxo. Derfor ved vi relativt lidt om forfatteren til den længste og mest berømte danske middelalderkrønike. Fra den samtidige danske krønikeskriver Svend Aggesen ved vi, at Saxo arbejdede på sit værk omkring 1190. Det havde ærkebiskop Absalon personligt fortalt Svend Aggesen. Den næste information om Saxo i de samtidige kilder findes i ærkebiskop Absalons testamente fra 1201, hvor den gamle kirkeleder beordrede Saxo til at tilbagelevere to håndskrifter til Sorø kloster og eftergav ham en gæld. De øvrige samtidige informationer vi har om Saxo, stammer fra hans egen hånd, dvs. hvad han enten direkte eller indirekte skrev om sig selv i Gesta Danorum.

Ifølge Saxo selv var både hans farfar og far medlemmer af Valdemar den Stores hird (krigerfølge). Dermed kan det konstateres, at Saxos familie var en stormandsslægt, som i flere generationer havde været blandt det herskende Valdemar-dynastis allierede. Derfor var de også knyttet til dynastiets vigtigste støtter, den såkaldte Hvide-slægt, som bl.a. Absalon tilhørte. Saxo dedikerede sit værk til ærkebiskop Anders Sunesen og kong Valdemar 2. Sejr. Anders Sunesen var slægtning til Absalon, som han efterfulgte som ærkebiskop. Valdemar 2. Sejr var søn af Valdemar den Store og overtog tronen fra sin bror Knud 6., da denne som relativt ung døde i 1202. Ud fra Saxos egne ord kan vi altså konkludere, at han støttede Valdemarernes og Hvide-slægtens kontrol med det danske rige.

Den tyske næsten samtidige historieskriver Arnold af Lübeck beretter på denne tid, at danske stormænd var begyndt at sende deres sønner til udenlandske skoler for at studere. Saxo var ganske givet blandt disse sønner. Ellers kunne han ikke have skrevet netop det værk han gjorde. Værket var helt i tråd med samtidens højeste litterære idealer indenfor den historiske genre, og det er den længste danske middelalderkrønike. I oversættelser kan værket fylde over 600 moderne tryksider.

Hvis vi kombinerer Saxos høje uddannelsesniveau med hans sympati for Hvide-slægten og Valdemarerne finder man forklaringen på, at Absalon valgte netop ham til at nedfælde danernes historie på skrift.

Inspiration og forbilleder

Saxo skrev Gesta Danorum på sølvalderlatin, en type latin romerne benyttede i århundrederne omkring år 0. Denne form for latin var markant anderledes end det latinske skriftsprog, man ellers anvendte omkring 1200. Inspirationen fra antikken var en generel litterær tendens i samtiden, hvor tidens lærde fandt en stor del af deres inspiration hos antikke forfattere: et fænomen der var så udbredt, at man taler om ’1100-tallets renæssance’. For Saxos vedkommende var det særligt romerske historikere som f. eks. Valerius Maximus, der udgjorde det vigtigste inspirationsgrundlag

De antikke forfattere fungerede som stilistiske forbilleder for Saxo, men han havde også indblik i middelalderens historiske krøniker. Saxo henviste selv til både den engelske kirkehistoriker Beda, der omkring 730 skrev et værk om det engelske folks og den engelske kirkes historie, og til den normanniske kronikør Dudo, der nedskrev Normandiets historie i begyndelsen af 1000-tallet. Ved siden af disse to historikere, havde Saxo ganske givet også kendskab til anden udenlandsk historisk litteratur. Saxos kildemateriale var således den antikke og den samtidige historiske litteratur sammen med den begrænsede nordiske historiske litteratur, gamle nordiske sagn og mundtlige beretninger om folks oplevelser.

Formålet med værket

I fortalen opridsede Saxo selv baggrunden for sit værk. Ærkebiskop Absalon ønskede den danske historie nedskrevet, præcis som andre landes historie blev nedskrevet i samtiden. Det betyder, at Saxo umuligt kan have lagt et koncept for værket, som Absalon var imod. Udover at Danmarks historie skulle nedskrives, havde Absalon og Saxo to andre hovedtemaer.

For det første ønskede ærkebiskoppen at vise udlandet, at Danmark var et gammelt og velkonsolideret rige. Faktisk ønskede Saxo at fremstille den danske historie som en nordisk parallel til Romerrigets historie – igen et resultat af hans antikke inspiration. Det betyder, at Saxo skrev en krønike, der i en politisk sammenhæng skulle illustrere Danmarks uafhængighed af Det Tysk-romerske Kejserrige. I en kulturel sammenhæng var dagsordenen at vise, at danskerne var et gammelt kulturfolk, der på trods af den i et europæisk perspektiv sene overgang fra hedenskab til kristendom var en naturlig og vigtig del af den Vesteuropæiske romersk-katolske kulturkreds.

For det andet skulle Saxos værk retfærdiggøre den magtpolitiske situation i Danmark omkring 1200, hvor Absalon kontrollerede den danske kirke, mens Valdemarerne sad på den danske trone med Absalon og hans slægtninge fra Hvide-slægten som nogle af de vigtigste rådgivere og administratorer. I midten af 1100-tallet havde Danmark været hærget af borgerkrig, hvor forskellige kongsemner kæmpede om magten, og Saxo tegnede i krøniken et billede af, at Valdemar den Store og hans allierede Hvide-slægt var de retfærdige sejrherrer.

Værkets betydning

Saxos Gesta Danorum var henvendt til højmiddelalderens litterære elite, og det er usikkert hvor udbredt værket blev i samtiden. Derimod blev værket en vigtig kilde for den efterfølgende danske historiske litteratur gennem resten af middelalderen. I 1514 'genopdagede' Christiern Pedersen, som var kannik (gejstlig) ved domkirken i Lund, et nu forsvundet håndskrift af Gesta Danorum i Paris, som han anvendte til at udgive den første trykte udgave af værket. I 1575 udgav præsten og historikeren Anders Sørensen Vedel den første oversatte udgave af Saxos værk, og siden da har værket været genstand for stor opmærksomhed og mange oversættelser.

Markante danske kulturpersonligheder som Ole Worm og N.F.S. Grundtvig har arbejdet med Saxos værk, og også i dag står værket som et af højdepunkterne i såvel litteraturhistorien som i historieskrivningen. Gesta Danorum er i dag internationalt anerkendt som et af de bedste litterære eksempler på 1100-tallets renæssance, og herhjemme er Saxos krønike en af hovedkilderne til den danske sagnhistorie, vikingetid og middelalder frem til omkring 1185. Der har dog været og er fortsat megen diskussion om Saxos troværdighed som historisk kilde.

Louis Moes fortolkning og illustration af Saxo. Illustrationen blev skabt til Fr. Winkel Horns oversættelse af Gesta Danorum fra 1898. Fra: Wikimedia Commons