Sabotage: definition og omfang i Danmark

Sabotage er defineret som den planmæssige ødelæggelse af produktion eller produktionsmidler i den politiske, økonomiske eller militære kamp. Ved siden af den regulære partisankrig blev sabotagen et af de mest markante militære bidrag fra de besatte områders side i kampen mod tysk (og øvrige aksemagters) besættelse under 2. verdenskrig. Mens partisankrig fortrinsvis hørte Balkan og det besatte Sovjetunionen til, blev sabotage det centrale militære kampmiddel i Danmark.

I Danmark er antallet af industrisabotager under besættelsen opgjort til 2801, mens antallet af jernbanesabotager udgør 1526. Tallene for kalenderårene 1940-42 udgør henholdsvis 73 og 2, hvad der klart viser, at fænomenet fortrinsvis prægede den sidste del af besættelsen.

Industrisabotagen

Industrisabotagen blev generelt udført af organiserede grupper, men der var ikke nogen samlet strategi bag. Den ramte dansk produktion til Tyskland af for eksempel skibs- og flydele, våben, radiokommunikation og lignende. Men der kunne også være tale om attentater på produktionen af for eksempel trækasser til opbevaring af eksportfisk eller autoværksteder, der reparerede for besættelsesmagten. Endelig var der mange mindre aktioner mod den lokale slagter eller bager, der efter sigende var lidt for glad for at handle med de tyske soldater. Mens man i krigens første år overvejende forøvede brandattentater, da disse ikke krævede avancerede materialer og teknologisk ekspertise, gik man fra 1943 i større grad over til brug af sprængstof med avancerede tændingsmekanismer, som blandt andet den britiske efterretningsorganisation Special Operations Executive leverede.

Jernbanesabotagen

Jernbanesabotagen fandt overvejende sted i krigens sidste år, i 1944 og især 1945. Formålet var her fortrinsvis at forhindre tyske troppetransporter fra Norge og Danmark til fronterne på kontinentet sydpå. Størstedelen af jernbanesabotagen blev udøvet i samarbejde med de vestallierede, der ikke kun leverede sprængstoffet, men også fra London sendte efterretninger om de tyske troppebevægelser.

Jernbanesabotage 11. april 1945 ved Glostrup. Sabotagen blev gennemført, men anledningen var også at tage fotografier af aktionen. De vigtigste tyske tog kørte i Jylland – ikke på Sjælland. Fra: Frihedsmuseets billedarkiv

Sabotagens virkninger: økonomisk, militært og politisk

Det er vanskeligt at opgøre industrisabotagens krigsøkonomiske effekt. Der blev udbetalt forsikringserstatninger for over 100 mio. kr., men dette beløb siger ikke meget om det krigsmæssige tab for Tyskland. Jernbanesabotagen menes at have at have været forholdsvis betydningsløs, fordi – som historikeren Aage Trommer påviste i 1971 – efterretningerne var upræcise og den operative udførsel var dårligt afstemt hermed.

Sabotagens formål var imidlertid ikke kun militær-økonomisk (industrisabotagen) eller militær-taktisk (jernbanesabotagen). Målsætningerne var også politiske, idet man fra sabotørernes side ønskede at markere Danmark som værende i en krigstilstand med Tyskland og på allieret side i krigen. Sabotagen var således også før 29. august 1943 vendt mod forhandlings- og samarbejdspolitikken, der netop havde til formål at holde Danmark ude af krigen, og som hvilede på en forudsætning om, at danske myndigheder kunne garantere over for Tyskland, at den tyske militære tilstedeværelse ikke ville blive generet og modarbejdet af danske borgere. Omvendt måtte danske myndigheder frygte, at besættelsesmagten ville trække sine tilsagn om udstrakt dansk politisk uafhængighed og selvforvaltning tilbage, hvis danske myndigheder ikke kunne forhindre sabotagen.

Dansk politi efterforskede og bekæmpede sabotagen særdeles aktivt indtil 29. august 1943, ligesom danske domstole dømte i sager om sabotage, hvorefter dansk fængselsvæsen stod for afsoningen. I utilfredshed med effektiviteten af den danske sabotagebekæmpelse begyndte tyske krigsretter dog i enkelte tilfælde fra efteråret 1942 at afsige domme med krav om afsoning i tyske tugthuse. Den første tyske dødsdom for sabotage blev eksekveret 28. august 1943. Efter 29. august 1943 overtog tysk politi, dvs. Gestapo, og tyske krigsretter sabotagebekæmpelsen fuldstændig, som oftest med dødsdomme til sabotørerne til følge.

Den politiske effekt af industrisabotagen bestod også i at minde den danske befolkning om, at verden var i krig. I en tid, hvor industrivirksomheder typisk var placeret som en integreret del af beboelseskvartererne i de større byer, vakte sabotagen opsigt og uden tvivl også utryghed. Der blev dog ikke udgydt meget blod i forbindelse med sabotagen i Danmark. Modstandsbevægelsen gjorde sig anstrengelser for at undgå at skade tysk personnel fysisk, ligesom der blev taget betydelige hensyn for at undgå skader på civile danskere. Herved dæmpedes konfliktniveauet i forhold til besættelsesmagten, ligesom man ikke unødigt skabte modvilje mod modstanden i den danske befolkning. Ikke desto mindre tyder studier af opinionen under besættelsen på, at flertallet af den danske befolkning langt ind i 1943 opfattede sabotagen som ekstremt grænseoverskridende og som værende både fysisk og politisk farlig. Herefter blev den nok mere accepteret som en dansk krigsomkostning, men naturligvis stadig opfattet som farlig og utryg – nu også ikke mindst fordi den var hyppigere og mere udbredt.