Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Retsopgøret

Artikler

Retsopgøret er betegnelsen for det juridiske opgør med de danskere, der havde støttet eller hjulpet den tyske besættelsesmagt i perioden fra 1940 til 1945. Efter befrielsen indførte Folketinget en række love om landsskadelig virksomhed med tilbagevirkende kraft, og der blev også indført dødsstraf. I alt blev over 30.000 interneret, 13.000 blev dømt og 46 blev henrettet. Hertil kom en række forretningsfolk, der blev tvunget til at tilbagebetale penge, der var tjent på såkaldt ”utilbørlige leverancer” til tyskerne.

Baggrund

Kravet om et fremtidigt retsopgør meldte sig hurtigt efter regeringens tilbagetræden den 29. august 1943. I efteråret 1943 udsendte Frihedsrådet således en pjece, der krævede et juridisk opgør efter krigen. Det var dog først i sommeren 1944, at der for alvor kom gang i det forberedende arbejde. Eksemplet fra Frankrig skræmte. Her havde man ikke forberedt noget opgør, og efterhånden som landet blev befriet, skete der vilkårlige likvideringer i titusindvis.

Modstandsbevægelsen og de danske politikere arbejdede sideløbende med at forberede et opgør. I de endelige forhandlinger måtte politikerne acceptere en række af modstandsbevægelsens krav om blandt andet minimumsstraffe, og at lovene også skulle omhandle handlinger begået før den 29. august 1943.

Internerede i Fårhuslejren efter befrielsen. I august 1944 oprettedes Frøselvlejren af besættelsesmagten. Efter befrielsen ændredes navnet til Fårhuslejren, men den blev fortsat brugt som interneringslejr

Internerede i Fårhuslejren efter befrielsen. I august 1944 oprettedes Frøselvlejren af besættelsesmagten. Efter befrielsen ændredes navnet til Fårhuslejren, men den blev fortsat brugt som interneringslejr. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Retsopgørets forløb

Efter befrielsen påbegyndte modstandsbevægelsen interneringer af formodede landsforrædere efter det såkaldte centralkartotek, som var oprettet over mistænkte. I maj 1945 var stemningen ophidset, og mange uskyldige eller små fisk røg med i købet. Kvinder, der havde haft tyske soldaterkærester – såkaldte ”feltmadrasser” eller ”tyskerpiger” – blev ofte klippet skaldet, og der var enkelte tilfælde af summariske likvideringer af mistænkte stikkere.

Selve retsopgøret blev præget af, at den hektiske stemning efter befrielsen hurtigt fordampede. I begyndelsen blev der idømt strenge straffe, men disse mildnedes hurtigt. Allerede i 1946 vedtog Folketinget et revideret straffelovstillæg, der mildnede straffene og åbnede for prøveløsladelse. Med tiden slog justitsministeriet også ind på en benådningspraksis, og trods de strenge straffe var den sidste af de dømte under retsopgøret løsladt i 1960.

Den største gruppe af dømte udgjordes af danske, som havde været i tysk militærtjeneste. Hvis de ikke havde begået andre forbrydelser, kostede det typisk et par års fængsel. Flere forsvarede sig forgæves med, at den danske regering i 1941 havde godkendt, at de lod sig hverve. En anden stor gruppe af dømte var de danskere, der havde arbejdet for den tyske besættelsesmagt, blandt andet som vagter, mens såkaldt ”civilt lønarbejde” sjældent blev straffet. Menigt medlemskab af det danske nazistparti DNSAP blev heller ikke straffet. Den gruppe, der blev hårdest dømt, var medlemmerne af de terrorkorps, der var særligt aktive fra og med sommeren 1944, og som stod bag adskillige mord. I denne gruppe faldt også de fleste dødsdomme. Lidt over tusind værnemagere, der havde udført arbejde for tyskerne, blev fængslet. Men for de fleste værnemageres vedkommende blev der kun tale om tilbagebetaling af uretmæssig fortjeneste.

Sideløbende med det egentlige retsopgør tog en række forskellige professioners foreninger stilling til medlemmernes ageren under besættelsen. Således fandtes for eksempel en tjenestemandsdomstol, og foreninger som Sagførerrådet, Dansk Forfatterforening og Den Almindelige Danske Lægeforening etablerede instanser, der kunne tage stilling til eksklusion af medlemmer for handlinger begået under besættelsen. En særlig institution var Den Parlamentariske Kommission, der skulle tage stilling til, om der kunne gøres et ansvar gældende over for danske politikere. Den afgav betænkning i 1955, og konklusionen blev, at der ikke var anledning til at rejse rigsretssag mod nogen politikere.

En såkaldt "tyskerpige" klippes i dagene efter befrielsen, Maj 1945. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Debatten om retsopgøret

Retsopgøret blev ofte kritiseret i samtiden. Nogle mente, at straffene var for milde, og andre, at de var for strenge og vilkårlige. En fremtrædende jødisk sagfører kaldte således opgøret ”et juridisk galehus”. Både dengang og efterfølgende er det blevet debatteret, om det var rimeligt at indføre lovgivning, der havde tilbagevirkende kraft.

Særligt i tiden umiddelbart efter befrielsen kunne retsopgøret bringe sindene i kog. Store demonstrationer krævede ”udrensning til tops og til bunds”, som det hed. Mange mente, at retsopgøret lod de store forbrydere slippe for let, mens de små fisk blev straffet hårdt. Sandheden var dog snarere, at de sager, der kom for domstolene først, blev straffet hårdt, mens de sager, der kom for senere, nød godt af det generelle stemningsskift. Dette var dog ofte de store komplicerede sager, så påstanden havde en vis rigtighed.

Særligt blandt kommunisterne var der stor utilfredshed med, at mange store værnemagere gik fri. Dette hang sammen med, at flere kunne henvise til, at arbejdet var udført på foranledning af den danske regering som et led i samarbejds- og forhandlingspolitikken.

Retsopgøret var netop præget af den særlige danske situation. Det politiske system havde overlevet besættelsen stort set uantastet. Det betød, at kun få kunne gøres politisk ansvarlige, og at man således koncentrerede sig om mere direkte kriminelle handlinger. Trods den megen kritik og de mange kontroverser slap Danmark dog relativt heldigt fra sit retsopgør. Stemningen i befolkningen krævede et opgør, og i forhold til mange andre lande blev udstrakt selvjustits fra befolkningens side undgået.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015