Regentens nytårstaler

Artikler

Dronningens nytårstaler skaber nationalitetsfølelse og bekræfter centrale danske værdier. Nytårstalerne fungerer som en vigtig samfundsinstitution. Bag institutionen gemmer sig en lang historie, der forklarer, hvorfor nytårstalerne ser ud, som de gør.

Nytårstalen som symbol for danskhed

Med sine nytårstaler, som Dronning Margrethe 2. siden 1972 har holdt i en direkte tv-transmitteret udsendelse hvert år den 31. december kl. 18, giver hun alle danskere mulighed for at føle sig danske. Dette er den eneste gang i løbet af året, hvor regenten taler direkte til hele nationen, og talens vigtigste funktion er at skabe denne mulighed for at opleve et nationalt tilhørsforhold. Selv om taleformen ved den festlige lejlighed kan synes overvejende rituel, så rejser den en lang række vigtige politiske, historiske og kulturelle spørgsmål vedrørende demokrati, nationalitet, stat, religion og almenmenneskelige værdier.

Dronningen skal først og fremmest forsøge at gøre danskerne forståeligt, hvad det vil sige at være dansk. Det gør hun bl.a. ved at tale om det danske folk, den danske stat, landets geografi, sprog, historie, kultur, sindelag og vilje til sammenhold. Når hun fx henviser til situationen i Danmark under 2. verdenskrig, sender sin hilsen til befolkningen på Færøerne og Grønland eller citerer en salme, får det i hvert enkelt tilfælde en symbolsk betydning for det at være dansk. Hvis danskerne så også føler, at de kan identificere sig med talen, er de i fællesskab med til at bekræfte den nationale identitet.

Dronningen og danskernes værdier

Dronningen taler gerne ud fra en personlig synsvinkel. Det gør det nemmere for hende at fremhæve en række dyder og værdier, som hun fremstiller som idealer. Talerne giver hermed alle danskere mulighed for at slutte op om disse idealer som særligt danske. Hendes kommentarer til årets begivenheder bliver på den måde konsekvent betragtet ud fra forestillinger om anstændighed, demokratisk sindelag, ansvarlighed, sammenhold, åbenhed, tolerance, gensidig velvilje mellem mennesker og mellem regenten og befolkningen samt en religiøst funderet taknemmelighed.

Den personlige tone er karakteristisk for dronningens nytårstaler. Det ser man tydeligt ved sammenligning med tidligere regenters taler. Førhen var talerne kortere og tonen mere formel. Kongerne henviste også gerne til klassiske dyder som ærbødighed, værdighed, pligtfølelse, trofasthed og hengivenhed. Men med den mere personlige tone kommer dronningen den moderne dansker i møde, hvilket danskerne netop kan opleve som en værdi i sig selv.

Traditionen bag nytårstalen

Nytårstalen som tradition strækker sig tilbage til Christian 9.s skåltale for fædrelandet i 1880’erne, hvor talen blev holdt under hoftaflet nytårsdag. Under Frederik 8. begyndte man i landsdækkende aviser at optrykke disse skåltaler. Frederik 8. introducerede i 1909 også den afsluttende bøn i nytårstalen: "Gud bevare Danmark", der senere blev genoptaget af Frederik 9., og som endnu fungerer som afslutning på Dronning Margrethes nytårstaler.

Christian 10. afsluttede ligeledes sine nytårstaler med en bøn om velsignelse af nationen, hvilket fik en særlig symbolsk betydning under Tysklands besættelse af Danmark i 1940-45. Fra 1941 blev hans nytårstaler radiotransmitteret, hvilket forstærkede regentens mulighed for at henvende sig til nationen som en enhed med henblik på at formulere denne enheds identitet. Regenten kunne nu indtage en position som samlingspunkt for nationen, og samtidig fik befolkningen styrket sin mulighed for at identificere sig med danskheden.

Nærværet af regenten i nytårstalen blev endnu tydeligere fra 1958, hvor Frederik 9. holdt den første direkte tv-transmitterede nytårstale. Siden har denne tradition fortsat stort set uændret, og den er efterhånden blevet en vigtig institution, der spiller en væsentlig rolle i selve kongerigets konstruktion og fortsatte bevarelse.

Regenten som nationens stemme

Frederik 9. udvider desuden indholdet af nytårstalen. Han anvender en del taletid på at sætte Danmark i forhold til en række af de vigtigste internationale begivenheder i det forgangne år og medvirker dermed til at give danskerne en forståelse af sig selv i en større verden. Margrethe II har bibeholdt og forstærket dette træk ved nytårstalen, men har desuden bidraget til dens form ved at gøre den mere konkret. Hun sætter til tider tendenser i det danske samfund i perspektiv for danskerne, og hun kan endda være mildt irettesættende, når disse tendenser synes at stride imod danske dyder og værdier.

I 1984 omtaler dronningen danskernes ugæstfrihed over for "gæstearbejderne og deres familier" på følgende måde: "Så kommer vi med vores 'danske humor' og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt". Sådanne udlægninger af danske værdier har skærpet danskernes opmærksomhed, og i offentligheden bliver hendes taler i stigende grad gjort til genstand for kommentarer og fortolkninger.

Grundlaget for dronningens nytårstale

Ved at holde nytårstalerne skaber dronningen et gensidigt afhængighedsforhold mellem regenten og befolkningen. Vigtig er her den afsluttende bøn i nytårstalerne: "Gud bevare Danmark". På trods af den personlige tone udtrykker talerne altså ikke et anliggende mellem dronningen som person og befolkningen, men de giver et præcist udtryk for de tre afbalancerede elementer af dronningens valgsprog: "Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke".

Selve henvendelsen til danskerne finder sted som det konstitutionelle monarkis formelle statsoverhoved. Det konstitutionelle monarki, der blev indført til erstatning af enevælden i 1848-49, er konstrueret således, at regenten har den udøvende magt og med sin underskrift godkender de af folketinget vedtagne forslag til love. I den forbindelse kommer den grundlæggende religiøsitet også til udtryk: "VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov …"

Magtens tale

Det er selve magten som regent over kongeriget, dronningen bekræfter gennem sine nytårstaler. Denne magt er, som der står i grundloven, indskrænket, hvilket betyder, at dronningen fx ikke kan give udtryk for partipolitiske holdninger. Alligevel kan nytårstalerne udlægges som konservativt indstillet over for de samfundsinstitutioner, der medvirker til at konstituere den udøvende magt hos kongen eller dronningen. Imidlertid er den et af de få udtryk for den faktisk udøvende magt i kongeriget, der er henvendt til alle.

I forlængelse af denne konstruktion råder dog den ambivalens, at det formelt set kan være vanskeligt at redegøre for, hvem der egentlig taler, når dronningen holder sin nytårstale. Med grundlovens udtryk er nytårstalen en "indskrænket-monarkisk" tale. Det viser sig ved, at udkastet til nytårstalen kommer fra statsministeriet, der igen får den endelige tale til gennemlæsning, efter at dronningen i samråd med sin kabinetssekretær har færdiggjort den. Så vidt vides har statsministeriet aldrig fundet anledning til at censurere eller rette i det færdige manuskript. Det står også dronningen frit at ændre på udkastet, men alligevel gør en principiel usikkerhed om, hvem der faktisk taler, sig gældende. Desto vigtigere er det at agte på, at dronningen mere taler som instrument for en magtbeføjelse end som udtryk for personlige værdier.

Om artiklen

Forfatter(e)
Carsten Madsen
Tidsafgrænsning
1880 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Hovland, Brit Marie: Kongelege jule- og nyttårstalar som nasjonale ritual. Tre skandinaviske eksempel, Nord 2000:2, Kbh.: Nordisk ministerråd 2000

Fjord Jensen, Johan: “Dronning Margrethes nytårstaler. Konsensus i ri-tualer og politik”, in Tomrum. Efter det postmoderne. Kulturhistoriske essays, Århus: Klim 1999

Margrethe II (Dronning af Danmark): Dronningens nytårstaler 1972-2008 (tekst-kommentar af Erik Ettrup), Roskilde: Wacker Marketing 2009

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Carsten Madsen
Tidsafgrænsning
1880 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Hovland, Brit Marie: Kongelege jule- og nyttårstalar som nasjonale ritual. Tre skandinaviske eksempel, Nord 2000:2, Kbh.: Nordisk ministerråd 2000

Fjord Jensen, Johan: “Dronning Margrethes nytårstaler. Konsensus i ri-tualer og politik”, in Tomrum. Efter det postmoderne. Kulturhistoriske essays, Århus: Klim 1999

Margrethe II (Dronning af Danmark): Dronningens nytårstaler 1972-2008 (tekst-kommentar af Erik Ettrup), Roskilde: Wacker Marketing 2009

Udgiver
danmarkshistorien.dk