Dannelse og uddannelse

Rasmus Sørensen uddannede sig til lærer ved Vesterborg Seminarium i perioden 1816-1818. Under opholdet på seminariet blev han inspireret af oplysningstankernes sociale og pædagogiske idealer, som kom til at præge hans lærergerning og forfatterskab. Kort efter udgivelsen af sit første skrift Ansgarius i 1826 blev Sørensen ansat som lærer i Venslev, som hørte under oplysningsmanden F.A. Holsteins gods. Denne stilling fastholdt han indtil 1844, samtidig med at han deltog i den offentlige debat om religiøse, sociale og politiske emner.

Religiøs vækkelse

Sideløbende med sin lærergerning i Venslev trådte Sørensen i karakter som ledende figur for den religiøse lægmandsbevægelse i det sydvestlige Sjælland. Engagementet i de religiøse spørgsmål var i høj grad præget af Grundtvig, som han også havde personlig kontakt med. I sit virke i den religiøse lægmandsbevægelse arbejdede Sørensen for et opgør med statskirken, som i det enevældige samfundssystem havde monopol på udlægning af kristendommen. I Sørensens optik havde enhver ret til at fortolke Bibelen og danne religiøse fællesskaber uden statskirkens indblanding. Denne holdning var en udfordring af præstens legitimitet, og siden præsten også var centralmagtens embedsmand, var det tilmed en udfordring af den enevældige kontrol med lokalsamfundet.

De religiøse vækkelsesbevægelsers udfordring af statskirkens stilling blev derfor ikke uden videre accepteret af enevældens centralmagt. Dette fik Sørensen at føle, da han i 1833 blandede sig i en offentlig teologisk konflikt mellem forskellige fløje i præstestanden. På foranledning af Danske Kancelli blev Sørensen tiltalt og idømt bødestraf for sin rolle i konflikten. Centralmagten søgte på det mere overordnede plan at dæmpe udbredelsen af religiøse vækkelsesgrupper i 1830'erne og 1840'erne ved at skærpe håndhævelsen af den såkaldte Konventikelplakat fra 1741, der krævede, at religiøse sammenslutninger skulle anmelde deres møder til den lokale præst.

Den religiøse lægmandsbevægelse i Sydvestsjælland, som Sørensen var en del af, var typisk for religiøse vækkelsesbevægelser landet over. De fleste medlemmer var bønder, og ud over at udfordre statskirkens monopol på udlægningen af kristendommen var vækkelserne også med til at udvikle bøndernes selvforståelse. Bevægelserne forbandt dele af bondesamfundet i fællesskaber, som rakte ud over landsbyfællesskabet, der var bøndernes traditionelle sociale ramme. Desuden blev bønderne opfordret til og øvet i at tage selvstændig stilling i religiøse spørgsmål, som ofte også havde politiske undertoner.

Skolelæreren, lægprædikanten og politikeren Rasmus Sørensen. Fra: Det Kongelige Bibliotek

Politisk virke

Omkring 1840 vendte Sørensen sig mod den spirende liberale politiske bevægelse, hvor han bl.a. fik kontakt med den nationalliberale Orla Lehmann. Det var først og fremmest sociale spørgsmål inden for bondestanden, der optog Sørensen i disse år. I 1842 oprettede han sammen med skomager J.A. Hansen ugebladet Almuevennen, som blev et organ for den sjællandske bondebevægelse. Allerede i 1843 fralagde Sørensen sig dog ansvaret for bladets drift og trådte ud af redaktionen. Paradoksalt nok var det hans store interesse for bondestanden, der var skyld i det. Han mente ikke, at der var grundlag for at skrive til bønderne, når mange af dem slet ikke kunne læse. Han fortsatte dog med at levere artikler til Almuevennen i årene efter, hvor han bl.a. pegede på lejehusmændenes vanskelige kår.

Sørensens politiske indflydelse i årene op til Grundlovens vedtagelse i 1849 blev grundlagt på hans mange rejser rundt i landet, hvor han opfordrede bondebefolkningen til at deltage i offentlige anliggender. Disse rejser begyndte allerede i sommeren 1841, men tog for alvor fart i foråret 1844, hvor han indsamlede underskrifter til kongen til fordel for bøndernes forhold. Bl.a. krævede han afløsning af hoveri og fæste, samt at værnepligten, som da kun gjaldt bønderne, skulle udstrækkes til at omfatte alle. Den sjællandske bondebevægelse viste for alvor sin styrke den 30. juni 1845 ved et stort folkemøde på Ulkestrup Mark, hvor otte tusinde bønder mødte op for bl.a. at høre Sørensen tale.

Christian 8. (født 1786, regent 1839-1848) og hans regering så med stor alvor på uroen blandt bønderne. Den 8. november 1845 udsendte kongen det såkaldte ’Bondecirkulære’. Heri blev det krævet, at politimesteren skulle give tilladelse, før der kunne afholdes møder om bondestandens retsforhold. Dermed blev Rasmus Sørensens rejsevirksomhed i realiteten forbudt, da det også blev gjort klart, at ingen mænd uden for sognet måtte deltage i sådanne møder.

Sørensens indflydelse daler

På foranledning af Bondecirkulæret blev 'Bondevennernes Selskab' dannet i maj 1846 med nationalliberale folk i spidsen. Man arbejdede her for bøndernes frigørelse. Selvom Sørensen i årene forinden spillede en stor rolle i bøndernes krav om forbedrede forhold, gled han nu mere i baggrunden, og det endte med et brud mellem ham og Bondevennernes Selskab, hvilket bl.a. skyldtes Sørensens manglende evner til at samarbejde. De nationalliberale og Sørensen var heller ikke enige om endemålet: Sørensen arbejdede for landbolovgivningsreformer, men modsat de nationalliberale krævede han ikke nødvendigvis en egentlig forfatningsændring.

Mellem 1849 og 1852 var Sørensen folketingsmand for Sæbykredsen, hvor han sluttede sig til venstregrupperne uden dog at spille nogen nævneværdig rolle. Sørensen var igennem mange år dybt fascineret af de muligheder, Amerika kunne tilbyde, og udvandrede derfor til Wisconsin i april 1852. Han besøgte dog Danmark flere gange og døde 1865 under et besøg i København.