Poul Henningsen: "Frihed med eller uden rabat?" 1945

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst i Social-Demokraten den 9. september 1945 var et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Arkitekten Poul Henningsen (1894-1967) kastede sig også ind i debatten. Poul Henningsen (ofte blot benævnt PH) havde været en af 1930'ernes mest radikale kritikere af danske samfunds- og kulturforhold og havde været sympatisk stemt overfor kommunismen. Hjemvendt fra Sverige i 1945 deltog han livligt i debatten om retsopgøret, hvilket bragte ham i et modsætningsforhold til modstandsbevægelsen og de venstreorienterede kræfter omkring DKP.


Poul Henningsen gør i denne Kronik gældende, at hvis man rører ved Ytringsfriheden og den politiske Frihed, bryder man Hul paa den eneste Dæmning, som beskytter Folkestyret.

Det første man gør efter at en katastrofe er afviklet er at søge at forhindre den næste. Det er derfor naturligt at demokratiets folk er fuldt beskæftiget med at finde ind til aarsagerne for det skete og bruger al fantasi til at forestille sig hvor en fremtidig nazisme vil sætte ind og hvordan vi bedst afværger dens angreb. Derunder maa ogsaa den gamle grundtvigske kongstanke om ubetinget frihed gøres til genstand for ny prøvning. Det er klart at demokratiet ikke kan være forpligtet til at sørge for sin egen undergang med fuld musik. [Siden disse linjer blev skrevet har problemet om betinget politisk frihed været drøftet i Politiken af professor Poul Andersen og Mogens Fog og Aksel Larsen har taget stilling til sagen i et radiointerview]

Professor Jørgen Jørgensen har i Frit Danmark skrevet en lærerig artikel "Demokratiet har ret til at forsvare sig" hvori han hævder at denne ret ikke bare gælder ydre men ogsaa indre fjender. Derfor maa den gamle ubetingede frihed erstattes af en frihed betinget af at man ikke vil omstyrte demokratiet: "Demokratisk Frihed er ikke Frihed til hvadsomhelst, men blot Frihed til hvadsomhelst, der er foreneligt med Opretholdelsen af de demokratiske Goder."

I den smukkeste artikel jeg har læst efter krigen om folkestyret "Nazismens Arv" (Politikens kronik 2. sept.) tilslutter Mogens Fog sig helt det Jørgen Jørgenske standpunkt næsten med stærkere ord:

Der rejser sig Røster imod et Forbud mod nazistisk Virksomhed under den gamle Devise: Frihed for Loke som for Thor. De, der staar paa dette Grundlag, var med til at bringe vore demokratiske Rettigheder i Fare, fordi de tillod deres Fjender at vokse sig stærke. Og den Svaghed maa ikke gentages.

Som man ser anviser Mogens Fog ikke alene den betingede frihed som den eneste farbare vej for demokratiet i fremtiden men lægger ogsaa et medansvar for det skete paa dem som stod og staar paa det gamle standpunkt om ubetinget frihed.

Paa mig virker Mogens Fogs og Jørgen Jørgensens standpunkt ikke gennemtænkt tilbunds selvom det sikkert i dag har størstedelen af befolkningen bag sig.

Vi har jo haft et demokrati hvor endog dannelsen af nazipartier var lovlig. Lad os undersøge hvad denne ubetingede frihed betød for begivenhederne før omkring og efter den 9. april. Betød den at vi uden at vide det ernærede en gøgeunge i den danske rede som ved første lejlighed skubbede os andre ud i ulykken? Nej tvært imod. Den ubetingede politiske frihed i Danmark betød at vi hele tiden hade kontrol med omfanget af den nazistiske bevægelse. At vi ikke vilde eller kunde forstaa den advarsel der laa deri kan aldrig skyldes paa den gennemførte politiske frihed. Videre betød det at vi trods det tredje riges vældige naboskab kunde skrive frit om faren og ikke bare gøre opmærksom paa den hjemlige nazisme men ogsaa paa femte kolonnes hemmelige livsfarlige organisation flere aar før 9. april. Hade vi dengang haft betinget frihed i stedet for ubetinget kunde det offentlige med vægtige argumenter ha forbudt aaben tale som en direkte udenrigspolitisk fare for det danske demokratis bestaaen. Det maa ikke glemmes at saa snart man erstatter ubetinget frihed med betinget vil det altid blie det offentlige - regeringen og domstolene - som til hver en tid formulerer betingelserne for friheden og indskrænkningerne i den. Dermed er en farlig magt lagt i de ledendes hænder og det var det de gamle demokrater netop vilde undgaa. Derfor gjorde de friheden ubetinget.

Det er hvad vi nok vilde ha tabt hvis vi allerede dengang hade forbudt nazismen. Men hvad vilde vi ha vundet inden 9. april ved en betinget frihed med paafølgende forbud mod nazistiske partier?

I stedet for Frits Clausen som den uduelige leder af et hold aabenlyse kværulanter vilde vi sikkert ha faaet en underjordisk bevægelse omfattende folk fra adlen og industrien med en fremragende jurist som stiltiende leder. Vi vilde simpelthen ha forbudt nazisterne at dumme sig og kompromittere sig offentligt. Vi vilde ha afskaaret de andre politiske partier fra at sætte dem paa plads. Vi vilde ha sikret dem arbejdsro til konspirationer under jorden i stedet for at faa dem frem i lyset.

Noget lignende skete forøvrigt parallelt med den officielle nazisme for det kan jo ikke forbydes folk at afholde møder i deres dagligstuer om "hvad der er bedst for Danmark" men det fik ingen betydning. Nazismen hade uhjælpeligt kompromitteret sig selv.

Dertil maa føjes at et forbud mod politisk nazisme vilde ha tvunget de folk som nu kunde lufte deres overbevisning offentligt og som derved blev isoleret - til at sive ind i de lovlige politiske partier og øve deres indflydelse dér. Et forbud vilde ha medført konspiration og forløjethed i det politiske liv i stedet for offentlighed og klarhed.

Farligere var det naturligvis at der sad nazister i administration og retsvæsen. Men et forbud mod partiet vilde ikke ha hindret disse mennesker i at havne i en overbevisning som til den grad har vist sig at være naturlig for dem. Det vilde bare ha hindret os andre i at udpege en Popp-Madsen eller dommer Junior eller professor Wanscher i rette tid. Hvad skulde der være vundet derved?

Retfærdigvis maa vi ogsaa undersøge nazistpartiets strategiske betydning for tyskerne den 9. april. Tror nogen at den vilde ha været mindre hvis vi hade haft forbud mod partiet? Vi hade saa vidt jeg ved dengang forbud mod spionage og femte kolonne men den slags forbud plejer ikke at gøre større indtryk paa spionerne. Tror man at tyskerne ikke vilde ha besat Danmark den 9. april hvis vi hade haft forbud mod nazistpartiet? Tror man at besættelsen vilde være blevet besværliggjort af et saadant forbud? Eller er det ikke rimeligere at anta, at det var til afgørende gavn for Danmark at baade tyskerne og vi nøjagtigt kendte nazismens perifere udbredelse her i landet?

Idet vi maa slaa fast at ethvert Middel til styrkelse af demokratiet fortjener den alvorligste overvejelse saa maa det alligevel paalægges dem som foreslaar dette indgreb i demokratiets idé at de bare paa en eller anden Maade sandsynliggør at der vindes noget for demokratiet derved. Det staar for mig som man med største højtidelighed er ved at kaste den brønd til som barnet ikke er druknet i.

Jeg nærer dyb ærbødighed baade for Jørgen Jørgensen og Mogens Fog og betvivler ikke at deres syn er baaret af det oprigtigste ønske om at tjene demokratiet bedst muligt. For mig var Mogens Fogs kronik i den henseende en særlig oplevelse. Jeg har derfor ogsaa gjort mig mest mulig umage for at forstaa dette synspunkt om betinget politisk frihed hvormed han slutter sin artikel. Da jeg ikke kan faa det til at rime med de begivenheder som nu er historie maa jeg afvise angrebet paa det gamle ubetingede demokrati for at ha tilladt fjenden at vokse sig stærk. Tilbage blir fremtiden. Maaske mener man at det vi klarede den 9. april fordi nazismen ikke hade noget tag i den danske befolkning vil vi ikke kunne klare næste Gang efter at infektionen har virket. Maaske er det derfor man lægger saa stor vægt paa at udrensningen føres tilbunds - fordi man ser en fare for demokratiet i at der sidder nogen som helst samarbejdsfolk tilbage.

Men selvom dette er rigtigt opfattet af mig og rigtigt i sig selv kan det ikke berettige til at kalde begivenhederne efter 5. maj demokratiske. Deri er der vel ingen ulykke. Hvorfor ikke erkende at nazisterne har tvunget os til en række operationer som ikke har noget med demokrati at gøre men som ikke des mindre maatte gøres før vi kan komme til demokratiet? Paa mig virker forslaget om betinget politisk frihed som et overflødigt forsøg paa at retfærdiggøre en række begivenheder som ikke behøver retfærdiggøres med at de var gjort i demokratisk aand. Da man ikke kan faa begivenhederne til at passe til demokratiet, klipper man hæl og taa af demokratiet for at faa det til at passe til begivenhederne.

At der er en folkestemning i dag for indskrænkning af den politiske frihed maa vi under ingen omstændigheder la os besnære af. Stemningen i landet er mindre demokratisk end nogensinde. Det har sin naturlige forklaring og man skal ikke ta tungt paa den sag. Men vi kan ikke hos folkestemningen for tiden hente værdifulde forsvarsmidler for demokratiet.

Professor Jørgen Jørgensen fremsætter imidlertid andre argumenter for sin tanke. Han gennemgaar folkestyrets to bærende ideer: lighed og frihed og gør opmærksom paa at forøget lighed nødvendigvis maa medføre mindre frihed. Vi kan ikke gennemføre økonomisk demokrati uden stærke indgreb i den økonomiske frihed. Med andre ord: Den paastaaede betingelsesløse frihed er i forvejen indskrænket af hensyn til størst mulig lighed og den maa nødvendigvis blie indskrænket endnu mere hvis vi vil nærme os det økonomiske demokrati. Derfor synes det ham urimeligt at vi doktrinært holder paa ubetinget politisk frihed naar vi som han mener kan opnaa at sikre demokratiet ved en fornuftig indskrænkning.

Jeg tror, at der her spilles paa to begreber som om de dækkede det samme: Tænke-, tale- og trykkefrihed paa den ene side og handlefrihed paa den anden. Demokratiet har aldrig kunnet tillade ubetinget handlefrihed. Den har altid været indskrænket til at gælde handlinger som ikke skader andres berettigede interesser. Og det betyder at her er der tale om udvikling og mange slags former for demokrati. Berettigede interesser er noget andet i dag end for 50 aar siden. Frihandlen var ikke udtryk for fuldkommen frihed i det økonomiske. Den hvilede paa den hellige ejendomsret som den afgørende indskrænkning. Gaar man til en større lighed overfor ejendomsretsbegrebet maa man gi mindre økonomisk frihed. Derigennem nærmer man sig det økonomiske demokrati.

Der kan naturligvis ikke i noget ordnet samfund være tale om ubetinget handlefrihed saa paa dette punkt adskiller demokratiet sig ikke fra nogen anden styreform. Det som skiller er den ubetingede ytringsfrihed. Her er det i demokratiets vitaleste interesse at der er absolut politisk frihed for det er den eneste mulighed for at der i befolkningen kan dannes de rette modgifte mod rabiat og meningsløs udvikling. Det er derfor ikke bare for modstandernes skyld at de skal ha lov at ytre sig frit under demokrati. Det er mindst lisaa meget for demokratiets. Den aabne diskussion og det politiske dagslys kan reducere mangen romantisk og mystisk politik til næsten ingenting mens den vokser i interessanthed og tiltrækning ved at arbejde hemmeligt. Dertil kommer at jo stærkere vi af sociale lighedsgrunde tvinges til at inskrænke og regulere menneskets handlefrihed des vigtigere blir den ubetingede ytringsfrihed: friheden til kritik af det bestaaende styre.

Man skal i det her sagte ikke se nogen "liberalistisk formalisme". Jeg har bare villet paavise at hvis man opgir den ubetingede politiske frihed opgir man selve demokratiet. Og jeg har forgæves søgt efter et eneste sandsynlighedsbevis der kunde retfærdiggøre et saadant skridt. Det er livsfarligt at begynde at skære skaar og hakker i demokratiets grundtanke: Enhver borgers ret til at sige sin mening frit og med lovlige midler kæmpe for dens virkeliggørelse.

Dér har vi indskrænkningen som altid har eksisteret under demokratiet og som ikke er noget skaar i ytringsfriheden og den politiske frihed men i handlingsfriheden. Konsekvensen blir at nazismen ikke kan forbydes i et demokratisk land saa længe den med lovlige midler søger at vinde proselyter for det tvangs- og voldsstyre som den anser for bedre end demokrati. Til at kontrolere at den kun bruger lovlige midler har vi politiet og domstolene - i værste fald militæret. Og nu kan man jo nok saa mange gange sige at dette standpunkt er vanvid og selvmord - jeg tror det ikke! Jeg tror ikke man holder nogen politisk retning eller noget samfundsdrømmeri nede ved at forbyde. Det eneste man opnaar ved forbud er at man mister kontrollen med det politiske liv og i denne kontrol ligger efter min mening den største garanti for demokratiets bestaaen. Hvis vi ikke tror at folk som helhed vil vælge folkestyret med hvilken ret kan vi da paadutte dem det og endda kalde os demokrater?

Det er muligt at nogen forestiller sig det kan lette politiets arbejde hvis der udstedes generelt forbud mod partier som man kan frygte vil gribe til kup i givet fald og ikke vente til magten tilfalder dem ad parlamentarisk vej. Jeg tror det ikke. Men man kan i hvert fald ikke sætte det demokrati man vil redde ud af funktion paa et afgørende punkt for at lette politiets kontrol.

Det forundrer mig, at man viger tilbage for denne konsekvens som for mig staar som ufarlig ved siden af enhver indskrænkning af ytringsfriheden. Naar en anden stemning blæser over landet om et par aar forbyder man maaske kommunistpartiet - eller Dansk samling hvis det eksisterer saa længe og til den tid har hittet ud af hvad det vil. Modstandere af disse partier vil maaske i dag anse det for storartet om de kan forsvinde ved lov ved lejlighed. Men det blir ogsaa døden for demokratiet selv. Det er et direkte laan fra det totalitære system at man afskærer al kritik af det bestaaende gennem forbud. Det er klart at et saadant totalitært demokrati er langt at foretrække og gir langt større frihed end for eks. nazismen men vi er uden sikkerhed for at siddende regeringer maaske under tryk af kriser og vanskeligheder finder det rigtigst yderligere at indskrænke friheden stadig under folkestyrets tegn og stadig ud fra den farlige betragtning at ethvert Parti som kritiserer det bestaaende styre er folkefjendtligt og efter den grundlovsændring som maa til derfor kan forbydes.

Demokratiet kan efter sin idé ikke stille nogen som helst betingelser for karakteren af den kritik som rejses mod det. Rører man ved ytringsfriheden og den politiske frihed bryder man hul paa den eneste dæmning som beskytter folkestyret. Ingen ved hvornaar man derefter mister kontrollen hvorved magter der er uden kontakt med folket styrter os ud i diktaturet.

Om kilden

Forfatter(e)
Poul Henningsen
Dateret
09.09.1945
Oprindelse
Social-Demokraten, 9/9 1945 s. 8-10. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 57-64.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. maj 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Poul Henningsen
Dateret
09.09.1945
Oprindelse
Social-Demokraten, 9/9 1945 s. 8-10. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 57-64.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. maj 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk