Kilder
Kildeintroduktion:
En af de mest kendte danske julesange er Højt fra træets grønne top. Teksten blev skrevet som lejlighedssang til familiens jul i 1847 af Peter Faber (1810-1877), der udover at skrive digte også var polyteknisk kandidat og i 1852 blev direktør for den nyetablerede danske telegraftjeneste.
Nedenfor kan du se sangen i den oprindelige udgave med titlen Juletræet, Sang for Börn. De tre børn i de første vers var hans brors børn, Frandsine Petrine (2½ år), Peter (7 år) og Anna Margrethe (9½ år). Lotte og Hanne var formodentlig hans niece og guddatter. Det sjette vers – om Peter Fabers egen søn William på knap et år – synges i dag meget sjældent. Det formodes, at Faber skrev sangen til en allerede kendt melodi: "I en kælder sort som kul".
Op til julen i 1848 skrev komponisten Emil Horneman (1809-70) en ny melodi, der er den i dag kendte. Verset om Hendrik med fanen var ikke med juleaften 1847, men blev skrevet til året efter i forbindelse med, at sangen med den nye melodi blev udgivet som skillingstrykvise. Hendrik symboliserer således en lille tapper landsoldat, og han blev skrevet ind under indtryk af Treårskrigen (1848-50). I marts 1848 havde Faber og Hornemann skrevet Treårskrigens store schlager Dengang jeg drog af sted, der netop handlede om landsoldaten.
Den originale skillingstrykvise fra 1848, her ses forsiden og side 1. Foto: Det Kgl. Bibliotek
Juletræet
Sang for Börn
Høit fra Træets grønne Top
Straaler Juleglandsen;
Spillemand, spil lystig op,
Nu begynder Dandsen.
Læg nu smukt din Haand in min,
Ikke rør ved den Rosin,
Først maa Træet vises,
Siden skal det spises.
Se Børnlil, nu gaaer det godt,
I forstaaer at trave,
Lad den lille Sine blot
Faae sin Julegave.
Løs kun selv det røde Baand,
Hvor du ryster paa din Haand!
Naar du strammer Garnet!
Qvæler du jo Barnet.
Peter har den Green saa kjær,
Hvorpaa Trommen hænger;
Hvergang han den kommer nær,
Vil han ikke længer.
Hvad du ønsker, skal du faae,
Naar jeg blot tør stole paa,
At du ei vil tromme,
Før min Sang er omme.
Anna hun har ingen Ro,
Før hun faaer sin Pakke:
Fire Alen[1] Merino[2]
Til en Vinterfrakke.
Barn! du blier mig alt for dyr,
Men da du saa propert syer,
Spare vi det atter,
Ikke sandt, min Datter?
Denne Fane ny og god
Giver jeg til Hendrik;
Du er stærk og du har Mod,
Du skal være Fændrik[3]
Hvor han svinger Fanen kjækt!
Børn! I skylde ham Respekt;
Viid det er en Ære:
Dannebrog at bære.
Træets allerbedste Ziir[4]
Skal min William have;
Paa det blanke Guldpapiir
Maa du gjerne gnave.
Vær forsigtig og giv Agt,
Indenfor er noget lagt,
Som du ei maa kramme,
Det er til din Amme.
O hvor er den blød og rar,
Sikken deilig Hue,
Den skal sikkre Bedstefa’er
Imod Frost og Snue;
Lotte hun kan være stolt,
Tænk jer, hun har Garnet holdt,
Det kan Hanne ikke,
Hun kan bare strikke.
Børn! nu er jeg bleven træt
Og I faaer ei Mere,
Moder er i Kjøkkenet,
Nu skal hun traktere.
Derfor faar hun denne Pung,
Løft engang, hvor den er tung!
Julen varer længe,
Koster mange Penge.
