Pest

Den Sorte Død i Europa

Pesten ramte Europas befolkning med en sådan hast og kraft, at den i datidens opfattelse nødvendigvis måtte være Guds straf for menneskets synder. Den norditalienske forfatter Giovanni Boccacio fortæller i forordet til Dekameron, der er en enestående samtidig beskrivelse af det første pestangreb i Firenze, om, hvordan sygdommen sprang fra menneske til menneske som en ild og slog raske folk ihjel i løbet af tre dage. En anden forklaring i samtiden var, at pesten skyldtes at jøderne havde forgiftet vandet i brøndene. Det førte til voldsomme jødeforfølgelser i store dele af Vesteuropa.

Fordi pesten ramte så voldsomt, var det vanskeligt for myndighederne at følge med. Det var en umulig opgave at registrere de tusindvis af døde, der endte i massegrave uden for byerne. For historikerne betyder det, at kildematerialet til pesten er meget sporadisk, og man må ofte nøjes med krønikernes beretninger frem for tal og statistikker. Imidlertid er der i England et forholdsvist godt kildemateriale om det første angreb. Tallene derfra antyder, at Den Sorte Død formentlig har krævet 35-40 % af Englands befolkning som ofre.

Flere bølger af pest

Pesten ramte ikke kun Europa én gang men vendte tilbage periodevist over de efterfølgende 400 år. Undersøgelser af de efterfølgende sygdomsudbrud i 1300-tallet viser, at det i særdeleshed var børn og unge mennesker, der blev ramt. I svenske kilder går angrebet i 1360 under navnet ”Barnedøden”. Det betød, at der kom nogle unaturlige huller i befolkningens demografiske sammensætning. At det især var børn og unge, der faldt i de følgende epidemier, tyder i øvrigt på, at de, der havde overlevet tidligere epidemier, kunne have udviklet en immunitet over for sygdommen.

Pesten i Danmark

Som i resten af Europa blev sygdommen også i Danmark betragtet som Guds straf. Det kom til udtryk i det antal af sjælemesser, der registreredes for 1350 i Ribe, Roskilde og Lund. Kirken havde et system, hvor man kunne betale de gejstlige for at bede for ens sjæl, ofte som en del af ens testamente. I 1350 steg antallet af registrerede sjælemesser og dermed forbundne dødsnotitser drastisk. Det indikerer med stor tydelighed, at Danmark blev ramt af noget, som menneskene ikke selv kunne tage sig af; de må bede om hjælp og tilgivelse fra Gud.

Registrene fra Ribe, Roskilde og Lund er det bedste kildemateriale til Den Sorte Døds første udbrud i Danmark, men også andre kilder kan hjælpe os til at forstå omfanget af sygdommen. Både Sjællandske Krønike og Ærkebispekrøniken fortæller om den store dødelighed i Danmark, og i 1354 eftergav kong Valdemar Atterdag al dødsstraf på grund af den store befolkningsmangel i landet.

Ødegårde og lukkede kirker

Det er ikke til at sige nøjagtigt, hvordan de første pestudbrud påvirkede befolkningstallet i Danmark, men i kildemateriale fra slutningen af 1300-tallet og begyndelsen af 1400-tallet nævnes stadig oftere øde gårde; et klart tegn på et fald i befolkningstallet. Resultatet blev, at godsejerne måtte konkurrere om at nedsætte afgifterne og gøre gårdene større for at skaffe arbejdskraft. Sidstnævnte havde med tiden den virkning, at der opstod en ny balance mellem antallet af brug og den arbejdskraft, der var til rådighed. I mellemtiden blev pesten til fordel for de bønder, der overlevede og kunne kræve en højere betaling for deres arbejdskraft. I tyndt befolkede egne ser det ligeledes ud til, at en hel del kirker blev nedlagt som følge af faldet i befolkningstallet.

Siden vendte pesten tilbage med mellemrum. Den fik dog næppe så voldsomme konsekvenser som første gang, bl.a. fordi man efterhånden blev bedre til at imødegå epidemier med karantæne. Den sidste pestepidemi ramte Danmark i 1711.