Optakt

Før Påskekrisen brød ud i 1920 var Otto Liebe en velanskrevet og nationalt sindet højesteretssagfører, uden formel tilknytning til noget politisk parti. Hans far C. C. V. Liebe var dog en kendt Højremand og tidligere formand for Landstinget i provisorietiden, hvor J. B. S. Estrup ledede landet uden om et flertal i Folketinget, blandt andet ved hjælp af det konservative Landsting. Otto Liebe var som faderen konservativt indstillet og havde blandt andet ordnet advokatsager for kongehuset.

Højrenationale kredse omkring Christian 10. ønskede i foråret 1920 regeringen Zahle afsat som følge af den radikale regerings Sydslesvigpolitik, der ønskede grænsen til Tyskland fastlagt efter folkeafstemninger og nationalitetsflertal. I videre forstand var der også tale om en mere dybtliggende og generel borgerlig utilfredshed med den socialdemokratisk støttede radikale regering.

Otto Liebe var en af de personer, som blev overvejet som overgangsfigur mellem regeringen Zahle og en ny regering. Han gav tilsagn om at ville lede et forretningsministerium i tilfælde af, at regeringen måtte træde tilbage, idet han forestillede sig, at hans regerings eneste opgave i så fald ville blive at udskrive folketingsvalg. Da Christian 10. uden varsel afskedigede Zahle efter en ophedet diskussion den 29. marts 1920, følte Liebe sig bundet af sit løfte, selvom de betingelser, han havde forestillet sig, ikke var opfyldt. Han havde forventet, at i det mindste Landstinget ville have vedtaget en mistillidsdagsorden til regeringen. Selv om det ikke var tilfældet, sammensatte han i al hast en regering.

Den ”upolitiske” regering under Påskekrisen

Liebe og hans regering anså sig selv som ”upolitisk”, med den ene opgave at afholde valg. Venstre og Det konservative Folkeparti godtog underhånden regeringens udnævnelse, mens Det radikale Venstre og særligt Socialdemokratiet reagerede kraftigt mod dette brud på de parlamentariske spilleregler – sidstnævnte med trussel om generalstrejke. Trods de upolitiske hensigter blev Liebe og regeringen derfor hurtigt involveret i drøftelser med de politiske partier, først og fremmest Socialdemokratiet, der var regeringens hovedmodstander.

Dramaet kulminerede aftenen og natten før Påskedag. Under indtryk af demonstrationerne og truslen om generalstrejke forhandlede den vægelsindede Christian 10., alene med partilederne uden om Liebe, og han besluttede sig til sidst for at lade den nyudnævnte statsminister falde. Under overformynder M. P. Friis’ ledelse udnævntes herefter et forretningsministerium, som alle de politiske partier kunne godkende.

Ministeriet Liebe i 1920. Fra venstre ses Waldemar Oxholm, Otto Liebe, Henri Konow, N.C. Monberg, H.P. Hjerl Hansen og Thorkild Rovsing. Foto: Holger Damgaard, Det Kgl. Bibliotek

En politisk dilettant

Otto Liebe var under Påskekrisen drevet af pligtfølelse over for kongen og en kraftig uvilje mod den radikale regering. Det var en holdning, som han delte med mange konservativt indstillede. Efterfølgende var Liebe og hans ministre dog bitre over kongens behandling af dem, idet de følte, at de var trådt til for at hjælpe kongen og blev ofret som følge af hans svaghed over for demonstranternes krav. I realiteten var Liebe en politisk dilettant, som blev indfanget i et spil, han ikke fuldt ud forstod. Liebes tanke om at kunne fungere ”upolitisk” på landets vigtigste politiske post byggede på en illusion om, at man kunne hæve sig over det partipolitiske spil og tjene landets sande interesser. Tanken genfindes i kravet om ”upolitiske ministre” under besættelsen.

Efter sin fratræden fortsatte Liebe som advokat. Han fik i 1927 storkorset af Dannebrogordenen.

Portrætfoto af Otto Liebe. Foto: Harry Paetz, Det Kgl. Bibliotek