Optakt

2. verdenskrig begyndte med det tyske angreb på og efterfølgende besættelse af den vestlige del af Polen den 1. september 1939. Angrebet førte til en fransk-britisk krigserklæring mod Tyskland umiddelbart efter. Den 17. september angreb og besatte Sovjetunionen den østlige del af Polen. Trods krigstilstanden mellem Frankrig og Storbritannien på den ene side og Tyskland på den anden var der ikke kampe ud over sporadiske træfninger mellem luft- og flådestyrker, og de havde nærmest karakter af uheld i form af utilsigtet kontakt mellem staternes militær. Parterne så hinanden an og var afventende.

Henover vinteren 1939-40 var Adolf Hitler personligt stærkt optaget af at planlægge en offensiv mod arvefjenden Frankrig. Samtidig var der ledende officerer i de øverste tyske militærstabe, der arbejdede med planer om at angribe Norden, særlig Norge. Disse officerer, især fra flåden, lagde strategiske analyser udarbejdet i 1926 til grund for deres interesse for Norden. I disse analyser anså man det for nødvendigt for en offensiv tysk krigsførelse at sikre sig støttepunkter omkring Østersøen og langs Norges vestkyst. Ellers ville Det Tyske Rige blive afskåret både strategisk og økonomisk af den britiske flådes dominans. Man skulle ”belejre Storbritannien” og afskære det fra forsyninger fra imperiet og USA. Hertil kom et ønske om at sikre sig den betydelige transport af svensk jernmalm fra Kiruna til den tyske krigsindustri, som blev udskibet fra den nordnorske havneby Narvik. Malmtransporterne var potentielt truet af den britiske flåde, hvis denne besluttede sig for at stoppe dem.

Da Sovjetunionen angreb Finland den 30. november 1939 rykkede krigens tyngdepunkt yderligere mod nord. Frankrig og Storbritannien forsøgte at opnå norsk og svensk tilladelse til at sende et ekspeditionskorps til hjælp for finnerne gennem deres lande, men dette blev afvist af de norske og svenske regeringer. Den fransk-britiske hensigt var dog også i den forbindelse, i al hemmelighed, at bemægtige sig kontrol over de svenske malmværker. Selvom planerne ikke blev til virkelighed, fik Tyskland viden om intentionerne, hvad der yderligere skærpede den strategiske interesse for Norden.

Beslutningen træffes

Hitler blev nu mere lydhør over for flådeofficerernes interesse for Norden og dæmpede samtidig sin interesse for offensiven mod Frankrig. Da det tyske transportskib ”Altmark” med 300 engelske krigsfanger ombord blev bordet af en britisk destroyer i norsk territorialfarvand den 16. februar 1940 – uden nogen indblanding fra det neutrale Norges side – blev det opfattelsen i Berlin, at Norge ikke kunne og måske heller ikke ville forsvare sin neutralitet over for britiske invasionsforsøg. Det førte den 21. februar 1940 til Hitlers ordre til den tyske overkommando om at forberede et felttog mod Norge. General Nikolaus von Falkenhorst blev sat i spidsen for arbejdet med Operation Weserübung.

Oprindelig var Danmark ikke en del af planerne. Men ønsket fra det tyske luftvåben, Luftwaffe, om at kunne bruge Aalborg Lufthavn som mellemlandingssted og i øvrigt en strategisk helhedsvurdering af det fordelagtige i også at have Danmark besat, gjorde også Danmark til en del af invasionsplanerne.

I Berlin havde man formodninger om, at Storbritannien ville iværksætte et fremstød langs Norges vestkyst, eventuelt med mineudlægninger vendt mod de tyske malmtransporter. Dette ville man gerne komme i forkøbet, eller hvis påbegyndt bruge som et påskud for Operation Weserübung. Den 2. april gav Hitler ordre til at iværksætte invasionen den 9. april.

En del af Operation Weserübung Süd var at skaffe sig kontrol med København. Her ses tyske soldater gå i land ved Langelinie i København, mens københavnere ser på, 9. april 1940. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv

Weserübung Nord

Operationen havde to dele: Weserübung Nord gjaldt Norge og Weserübung Süd Danmark. Den var sat til at begynde kl. 4.15 om morgenen. I Norge løb den ind i store vanskeligheder af såvel militær som politisk karakter. Den tyske flåde mødte stærk norsk modstand i Oslofjorden og senere fra norske landstyrker i Sydnorge. Den britiske flåde kastede sig også ind kampen i Nordvestnorge.

Rent politisk blev en smidig politisk besættelsesform forpurret af den norske nazistiske leder af partiet Nasjonal Samling, Vidkun Quisling, der begik statskup straks den 9. april. I begyndelsen af juni 1940 var alle kamphandlinger på norsk jord dog til ende og det tyske militær havde fuld kontrol.

Weserübung Süd

Operationen gik anderledes smidigt i Danmark. Under ledelse af den tyske general for luftvåbenet, Leonard Kaupisch, opmarcherede det tyske militær i dagene forud to divisioner i Nordtyskland samt en række specialenheder, som motorcykelbataljoner og et kompagni faldskærmsjægere til angrebet på Aalborg Lufthavn. Desuden medvirkede flåden med en række skibe samt luftvåbenet med blandt andet 240 jagerfly og en række bombefly. Luftvåbenet fungerede både i en transportfunktion og som offensiv kraft til bemægtigelse af strategiske positioner i Danmark. Man fokuserede blandt andet på København som centrum for både den politiske magt og en betydelig del af det danske militær, herunder generalkommandoen på Kastellet. Endvidere var Aalborg Lufthavn som nævnt vigtig, sammen med broer mellem landsdelene, de større havnebyer og militære garnisoner og forter rundt om i landet. Man opererede med to scenarier. En fredelig dansk overgivelse under indtryk af tysk overmagt eller en total nedkæmpning af den modstand, Danmark måtte kunne stille med.

Den danske regerings situationsvurdering

Den danske regering var opmærksom på opmarchen syd for grænsen. Forsvaret blev sat i beredskab, men man ønskede ikke at flytte rundt på tropperne eller rykke dem tæt på den dansk-tyske grænse, da man ikke ville udfordre tyskerne eller give dem et påskud til aggression. Her tænkte man blandt andet på den falske tyske påstand om, at det var det polske militær, der havde indledt kamphandlinger den 1. september 1939 og at det tyske angreb kun var et svar herpå.

Det var regeringens opfattelse, at Tyskland i tilfælde af et angreb først ville stille et ultimatum, formodentlig med krav om støttepunkter i form af havne og lufthavne. Det ville regeringen så formentlig have imødekommet, da dansk sikkerhedspolitik byggede på en præmis om ikke at komme i krig, slet ikke med Tyskland. Forestillingen om et helt uvarslet angreb lå regeringen fjernt, også fordi man mente, at den tyske regering var klar over, at et krav om støttepunkter bakket op af en militær trussel ville blive imødekommet. Den danske regering forstod imidlertid ikke, at angrebet var begrundet i ønsket om at komme til Norge og at overraskelsesmomentet var helt centralt af hensyn til at undgå allierede modtræk. Derfor var der ikke tid til at fremsætte ultimatum og afvente forløbet af den deraf følgende diplomatiske proces.

Angrebet på Danmark

Kl. 4.15 gik de første tyske tropper over grænsen i Jylland, samtidig med at troppetransportskibet ”Hansestadt Danzig” anløb Langelinie i København. Imens indledtes den såkaldte ”diplomatiske aktion”, hvor den tyske gesandt (ambassadør) Cecil von Renthe-Fink overrakte den danske udenrigsminister P. Munch den tyske regerings skriftlige begrundelse for angrebet samt en række krav til den danske regering og forsvaret i form af et ultimatum. Hvis Danmark ikke nedlagde våbnene med det samme, ville de danske styrker blive hensynsløst nedkæmpet og Luftwaffe ville kaste bomber over København. Det sidste var sandsynliggjort af de bombemaskiner, der i samme øjeblik kredsede over hovedstaden. Hvis Danmark derimod nedlagde våbnene, ville Tyskland ikke ”antaste kongerigets territoriale integritet eller politiske uafhængighed”. Hermed mentes, at man ikke ville annektere dele af landet, fx Sønderjylland som rummede et tysk mindretal, der ønskede sig forenet med Stortyskland, samt at man ville tillade det danske politiske system, det parlamentariske demokrati, at fortsætte. P. Munch bad om tid til at orientere den øvrige regering og kongen, inden han afgav svar på ultimatummet. Det tillod gesandten ham.

Mens P. Munch kl. ca. 5.30 mødtes med regeringsledelsen og kongen på Amalienborg for at drøfte situationen, var Masnedøfortet på Sydvestsjælland og Aalborg Lufthavn blevet angrebet af tyske faldskærmssoldater. Det var verdenshistoriens første angreb med den type soldater. Samtidig foregik der kampe i Sønderjylland mellem tyske og danske tropper, mens der landsattes yderligere styrker ad søvejen rundt omkring i landet. Overalt i landet nedkastedes flyvebladet "Oprop", som begrundede - og legitimerede - det tyske angreb med ønsket om at forsvare Danmarks og Norges neutralitet over for et offensivt britisk træk mod landene. Da regeringen holdt samråd med kongen, var der kampe på Amalienborg Slotsplads mellem Livgarden og fremrykkende tyske tropper fra Langelinie. Mødedeltagerne på Amalienborg besluttede efter godt en halv times drøftelse at indstille kampene. På grund af svigtende radiokontakt nåede beskeden dog først frem visse steder omkring kl. 8.

Oversigt over de tyske troppebevægelser den 9. april. Klik her eller på billedet for at se kortet i stor størrelse. © danmarkshistorien.dk

Tab, indsats og vurderinger

Kampene kostede 16 danske soldater livet. De tyske tabstal er ikke kendte, men de har formentlig været noget højere end de danske. Det tyske forsvar stillede med godt 35.000 mand fordelt på de forskellige værn. Koordinationen fungerede tilnærmelsesvist perfekt i Weserübung Süd. Det danske forsvar havde omkring 20.000 mand under våben, men på flere strategisk vigtige positioner var mandskabet meget undertalligt. Den danske føring og koordination af styrkerne var mangelfuld, sine steder stærkt kritisabel.

Selvom Weserübung Süd forløb næsten problemfrit set fra et tysk perspektiv, var operationen samlet set en kolossal satsning. For hær og Luftwaffe var der ingen større risiko, men flåden risikerede meget, især i angrebet på Norge, fordi den britiske flåde var den tyske overlegen rent størrelsesmæssigt. Alt afhang af, at overraskelsesmomentet ikke blev spillet af hænde. Angrebet forblev i det store hele en hemmelighed indtil selve dagen, men den tyske flåde led alligevel store tab pga. sammenstød med britiske flådeenheder og nordmændenes sænkning af det tyske flagskib Blücher i Oslofjorden. Den tyske flåde mistede omkring halvdelen af sin slagkraft i forbindelse med Operation Weserübung. Dette tab satte blandt andet angrebet på England i venteposition. Det blev en lære af operationen mod Norge og Danmark, at søstridskræfter ved landsætninger bør besidde luftherredømmet.