Officielle undskyldninger 1945-

Officielle undskyldningers funktion

Når en institution undskylder offentligt, vedstår og den fejltrin begået i dens navn, erkender sin fejlbarlighed  og forpligter sig på en mere etisk korrekt handlemåde i fremtiden. Dette er i sig selv en vigtig funktion, men derudover kan en officiel undskyldning være med til at give ofrene moralsk genoprejsning for den mangel på anerkendelse af deres menneskeværdighed som overgrebene var udtryk for. En central funktion for undskyldningsretorik i det offentlige liv er derfor at anerkende de krænkedes lidelser som uretfærdige og dermed legitimiteten i ofrenes sorg og vrede over den behandling de har været udsat for.

Vanskelig talehandling

Officiel undskyldningsretorik kan – ligeså lidt som personlige undskyldninger – gøre gjort ugjort, og der kan derfor rejses tvivl om dens meningsfuldhed. Dette understreges af at den person der udtaler undskyldningen, ofte ikke har nogen personlig forbindelse til sagen, men blot repræsenterer den undskyldende institution. En sidste udfordring er at modtagere af officiel undskyldningsretorik nogle gange ikke længere er i live, men må repræsenteres af deres nære slægtninge eller repræsentanter for den befolkningsgruppe de tilhørte.  Betydningen af undskyldninger er derfor hovedsagelig symbolsk.

Værdikommunikation på godt og ondt

Officielle undskyldninger giver mest mening, når de betragtes som en art værdipolitisk kommunikation. Udover tilkendegivelse over for undskyldningens modtagergruppe om at den undskyldende part anser sin tidligere adfærd som uacceptabel, har officielle undskyldninger også et sekundært publikum i den øvrige befolkning der bevidner og orienteres om en myndigheds besindelse på sin egen moralske vandel i forhold til samfundets værdier. Det gør dem til tider kontroversielle fordi det indebærer et kollektivt opgør med fortidens handlinger og værdinormer.

Officielle undskyldninger i international politik

Officielle undskyldninger kan indgå som en del af en forsoningsproces hvor blotlægning af fortidens fejl betragtes som en vigtig del af den (reviderede) kollektive erindring. I international sammenhæng har officiel undskyldningsretorik primært spillet en rolle i forbindelse med krigsforbrydelser og kolonimagters overgreb. Især Tyskland har efter 2. verdenskrig gjort meget for at sige undskyld for Nazi-Tysklands overgreb mod nationer og befolkningsgrupper. I Japan har man sager om bl.a. krigsforbrydelser mod koreanske og kinesiske kvinder der blev tvunget i prostitution og tvangsarbejde.

Officielle undskyldninger i Danmark

I Danmark kender vi to eksempler på ytringer der i varierende grad kan rubriceres som officiel undskyldningsretorik. Der er også eksempler på krav om undskyldninger der ikke er blevet imødekommet.

Fælleserklæring om Thule-sagen

I august 1999 fandt Landsretten at danske myndigheder handlede retsstridigt da de i 1953 gennemtvang flytning af Thule-befolkningen for at skabe plads til en amerikansk luftbase, og at flytningen udgjorde et alvorligt indgreb over for befolkningen. 2. september 1999 udsendte den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen og den grønlandske landsstyreformand Jonathan Motzfeldt en fælleserklæring hvor det bl.a. hed: ”[I] Rigsfællesskabets ånd og med respekt for Grønland og Thules befolkning, vil regeringen på den danske stats vegne overbringe en undskyldning - utoqqatserpugut - til Inughuit, Thules befolkning og til hele Grønland for den måde, hvorpå beslutningen om flytningen blev truffet og gennemført i 1953”. Dette var første gang den danske stat reagerede på kritik med en undskyldning, og erklæringen er alene af den grund interessant, selvom den kun omhandler det processuelle i sagen. Erklæringen blev fremsat skriftligt, men indgik ikke i nogen offentlig ceremoni.

Undskyldning i Mindelunden

Første gang en dansk officiel undskyldning blev fremsat mundtligt var i Mindelunden i maj 2005. Danske myndigheder havde under besættelsen afvist tyske flygtninge der søgte tilflugt i Danmark. Statsminister Anders Fogh Rasmussen kaldte denne beslutning en ”plet på Danmarks i øvrigt gode omdømme i denne sammenhæng”. Han fortsatte: ”Jeg vil derfor gerne […] på regeringens og dermed den danske stats vegne beklage og undskylde disse handlinger”. Eftersom der ikke var nogen overlevende tidligere flygtninge til stede, endsige nogen pårørende, manglede undskyldningen et primært publikum. Dette gjorde at talens værdipolitiske budskab til samtidens danskere om at turde træffe moralske valg kom til at stå mere i fokus.

Undskyldninger der ikke blev givet

Under Muhammed-krisen i 2005 blev der fra muslimsk side krævet en undskyldning fra Danmark for dagbladet Jyllands-Postens publicering af tegninger af profeten Muhammed. Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste at give en sådan undskyldning med henvisning til den grundlovssikrede ytringsfrihed i Danmark og at han som statsminister ikke var ansvarlig for Jyllandspostens redaktionelle valg.

I 2009 afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen opfordringer fra grønlandske folketingsmedlemmer om at give en officiel undskyldning til grønlandske børn der i 1950’erne blev fjernet fra deres familier, sendt til Danmark for at gå i skole og lære dansk, og senere at enten bortadopteret eller anbragt på børnehjem. Ligeledes afviste socialminister Benedikte Kiær i maj 2011 en opfordring fra interesseorganisationen ”Godhavnsdrengene” om at undskylde for svigtende statsligt tilsyn med danske børnehjem 1945-1976. Opfordringen kom i forbindelse med en rapport der dokumenterede hvordan børn blev udsat for psykisk og fysisk vanrøgt, seksuelle overgreb og medicinering med psykofarmaka mens de var i statens varetægt.