Niels' kongedømme

Det lader til, at Niels styrede landet i fællesskab med sin dronning Margrete. I hvert fald blev han kritiseret for dette i samtiden, men en del tyder på, at det var hende, der prøvede på at holde sammen på kongeslægten på trods af alle rivaliseringerne. Roskildekrøniken karakteriserer Niels som en mild og ligefrem mand, der dog ikke var egnet som regent.

Niels havde et frugtbart samarbejde med kirken. Han befordrede storebroren Knud den Helliges kult og skænkede rige gaver til Skt. Knuds Kloster i Odense. Det er måske sigende for karakteren af Niels' samarbejde med kirken, at han var den første danske konge, der betegnede sig selv som konge af Guds nåde. I breve fra hans tid hører vi første gang om, at kongen havde ret til danefæ, dvs. det, som ingen ejer, især arv efter dem, som ingen arvinger havde. Han lod slå mønter, hvorpå han roste sig af at vogte freden i landets havne.

Kong Niels udbyggede den kongelige administration. Han reorganiserede hirden og brugte hirdmænd som embedsmænd rundtom på landets kongsgårde, hvor de indkrævede afgifter og repræsenterede kongen på tinge. Niels betroede i høj grad ledende poster til sine egne familiemedlemmer, ligesom de også agerede som hans vigtigste rådgivere. Således blev svigersønnen Ubbe indsat som jarl over øerne, slægtningen Erik styrede forsvaret af Lolland-Falster, mens nevøen Knud Lavard fra ca. 1115-20 sad som kongelig præfekt i Slesvig, hvorfra han ledede forsvaret af landets sydgrænse og stoppede vendernes indfald.

Udenrigspolitisk var Niels optaget af kampen mod venderne, hvorfor han også indgik en alliance med Polen i 1120'erne. I Sverige kunne sønnen Magnus på baggrund af sin mors familienetværk opnå kongeværdigheden over Götaland.

Drabet på Knud Lavard og borgerkrigen

I slutningen af sin regeringstid blev Niels vidne til, at rivaliseringen mellem de forskellige medlemmer i kongeslægten atter brød ud. Hans dronning Margrete Fredkulla var død omkring 1128/29, og da Niels var en gammel mand, pressede spørgsmålet om hans efterfølger sig på. Niels' søn Magnus var bange for, at den lidt ældre Knud Lavard ville blive foretrukket, hvis det kom til kongevalg. Knud havde vist sig at være en populær og dygtig leder i krig som i fred og var desuden den tyske konges vasal. Da Knud Lavard efterhånden syntes at være blevet for mægtig, dræbte Magnus den 7. januar 1131 Knud Lavard i Haraldsted Skov uden for Ringsted.

Dette medførte et oprør fra ledende stormænd samt Knud Lavards halvbror Erik Emune, som i 1131 blev kåret som modkonge og søgte at få opbakning fra den tyske konge Lothar. Denne kom da også til Dannevirke, men det lykkedes for Niels gennem betaling af en stor sum penge at afholde Lothar fra at angribe Danmark som straf for drabet på hans vasal Knud Lavard.

I påsken 1134 aflagde Magnus lensed til Lothar, der nu var blevet kejser, og blev til gengæld kronet til konge over Danmark. Dette betød efter alt at dømme, at Magnus måtte anerkende ærkebispen i Hamborg-Bremen som den danske kirkes overhoved, hvorved ærkebispedømmet i Lund ville blive nedlagt.

I pinsen 1134 drog Niels, Magnus og rigets bisper til Skåne for med en stor hær at gøre det af med Erik Emune. Imidlertid havde truslen mod det danske ærkebispesæde i Lund fået ærkebiskop Asser til at skifte side og støtte Erik. I det afgørende slag ved Fodevig i Skåne faldt Magnus, mens kong Niels flygtede til Slesvig. Her blev han den 25. juni 1134 dræbt af borgerne i byen, der på den måde hævnede drabet på Knud Lavard.

Kobberstik af Niels fra perioden ca. 1500-1795. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Læs mere om Niels på denstoredanske.dk