Ideologisk indhold

Det nationale aspekt af det nationalliberale program kom til udtryk i en forestilling om, at stat og nation skulle have samme udstrækning. I en dansk kontekst betød det, at den danske stat skulle omfatte alle af dansk nationalitet, og det ville i nationalliberal optik især sige de mennesker, der talte dansk. Ofte blev det sproglige kriterium suppleret med historiske og statsretlige argumenter. Det muliggjorde f.eks. kravet på hele Slesvig. Den konkrete konsekvens, de nationalliberale tog af deres nationale verdenssyn, var således, at hertugdømmet Slesvig måtte indgå i den samme stat som kongeriget Danmark på grund af en fælles nationalitet, som kom til udtryk i det kendte slogan "Danmark til Ejderen".

Det liberale aspekt omfattede først og fremmest kravet om en fri forfatning. En demokratisk valgt forsamling skulle have indflydelse på statens politik, selvom vægten lå på en stærk regering, der snarere var kongens end folke- og landstingets; parlamentarisme var ikke inkluderet i de nationalliberales opfattelse af demokrati. Som liberale i andre europæiske lande opfattede de nationalliberale sig selv som den gruppe, der bedst og uafhængigt af egeninteresser kunne varetage almenvellets interesser. Principielt skulle valgret derfor knyttes til formue enten i økonomisk forstand eller i intellektuel forstand. Dannelse som adgangsbillet til politisk indflydelse begunstigede især i nationalliberale selv, idet de i høj grad var en embedsmands- og akademikerbevægelse.

Den økonomiske side af liberalismen blev sat igennem med Loven om Næringsfrihed fra 1857, der ophævede de sidste rester af de feudale lavsmonopoler, som tidligere havde dannet rammen om håndværket i byerne. Handel og vandel skulle være fri, og staten skulle ikke blande sig i den.

Historisk udvikling

De nationalliberale dominerede den første fase af politiseringsprocessen i Danmark fra midten af 1820'erne til 1848, og partiets indflydelse var afgørende i 1848-49. I denne periode var den nationalliberale bevægelse et københavnerfænomen, og den politiske offentlighed var i det store og hele afgrænset til København. De nationalliberale dominerede som Tordenskjolds soldater de mange foreninger, som blev dannet i 1830'erne og som udgjorde rygraden i den politiske organisering i denne fase. Samtidig kontrollerede de vigtige politiske kommunikationskanaler som Dagbladet (1851-1893) og især den meget vigtige opinionsdanner Fædrelandet (1834-1882).

Udklip fra avisen 'Fædrelandet' der var en vigtig nationalliberal opinionsdanner. Fra: Det Kgl. Biblioteks avissamling Mediestream

Af nationalliberale ledere bør nævnes professorerne H.N. Clausen (1793-1877) og J.F. Schouw (1789-1852) som den ældre generation, og som den yngre teolog og senere biskop D.G. Monrad (1811-1887), juristen Orla Lehmann (1810-1870), der spillede hovedrollen i 1848, juristen A.F. Krieger (1817-1893) og juristen C.C. Hall (1812-1888).

Efter Treårskrigens (1848-1850) afslutning måtte de nationalliberales politiske indflydelse vige for den tiltagende helstatsstrømning, der sigtede på at fastholde både Slesvig og Holsten i den danske helstat, og i årene 1852-54 befandt de sig i skarp opposition til regeringen. Fra oktober 1854 kom de igen i regering, og frem til 1864 dominerede de både regering og Landsting i kongeriget, mens de var i mindretal i Folketinget. Deres afgørende indflydelse blev omsat i den dansk-slesvigske fællesforfatning af 18. november 1863, som med sit opgør med helstatsløsningen var et brud på internationale konventioner, og som derfor udløste krigen i 1864. Det store nederlag i 1864 blev også et nederlag for nationalliberalismen. Under forfatningskampen 1865-66 og den senere strid om den reviderede Grundlov af 1866 gik de nationalliberale mere og mere op i partiet Højre, og i løbet af 1870'erne ophørte de med at bestå som selvstændigt parti. Symbolsk gik det vigtigste organ for nationalliberal politik, Fædrelandet, ind i 1882.