Muhammed-krisen: Anders Fogh Rasmussens interview til Al Arabiya, 2. februar 2006

Kilder

Kildeintroduktion:

Efter Jyllands-Posten den 30. september 2005 havde bragt 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed, rejste muslimer fra Danmark til Egypten – og siden til Syrien og Libanon – for at vise de 12 tegninger frem, som eksempler på den anti-muslimske stemning i Danmark.

Situationen udviklede sig drastisk omkring årsskiftet 2005/2006, til hvad der blev kaldt Danmarks værste diplomatiske krise siden 2. verdenskrig. I mange muslimske lande blev danske varer boykottet, og der var mange steder demonstrationer mod tegningerne. Dannebrog blev brændt af flere steder, og i begyndelsen af 2006 blev der sat ild til det danske konsulat i Beirut, Libanon, og til den danske ambassade i Damaskus i Syrien.

Den danske regering fastholdt gennem krisen, at da Danmark havde en fri presse kunne regeringen ikke holdes ansvarlig. Men den omfattende krise fik til sidst statsminister Fogh Rasmussen til at gå på arabisk tv – Al Arabiya – i et forsøg på at gyde olie på vandene, samtidig med at han argumenterede for ytringsfriheden, og dermed Jyllands-Postens ret til at bringe tegningerne.

02. feb. 2006 kl. 21.01  Opdat.: 02. feb. 2006 kl. 22.10

Den danske oversættelse af statsminister Anders Fogh Rasmussens interview til Al Arabiya. Oversættelsen er fra Statsministeriets hjemmeside.

Interviewet blev optaget i Statsministeriet den 1. februar klokken 15:00.

Interviewer:
Hr. Statsminister, Velkommen til Al Arabiya. Allerførst vil vi gerne spørge, hvad Deres kommentarer er til den muslimske verden om reaktionerne fra muslimer mod Danmark angående avistegningerne?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
For det første vil jeg gerne sige mange tak for at få muligheden for at udtale mig på Al Arabiya. Jeg er meget glad for denne lejlighed til at henvende mig til et større arabisk publikum. Jeg vil gerne sige, at det danske folk værdsætter det tætte forhold mellem Danmark og den muslimske verden – et forhold baseret på venskab og gensidig respekt. Vi ved, at den arabiske civilisation har ydet et meget vigtigt historisk bidrag til verdenscivilisationen. Vi anerkender og vi respekterer dette. Og jeg har et særdeles vigtigt budskab til jer: det danske folk har forsvaret ytringsfrihed og religionsfrihed gennem generationer. , og det er vigtigt for mig at fortælle jer, at det danske folk ikke har nogen intentioner om at fornærme muslimer. Tværtimod - vi vil gøre vores yderste for fortsætte vor historiske tradition for dialog og gensidig respekt. Og derfor berører det mig dybt, at mange muslimer har set disse tegninger i en dansk avis som en krænkelse af profeten Muhammed.

Interviewer:
Ok, det er meget interessant. Vores hovedspørgsmålet er: Denne tegning af Profeten blev offentliggjort i september sidste år, men reaktionen viser sig først nu og med stor reaktion og megen opmærksomhed. Hvorfor det, tror De?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Jeg ved ikke præcist hvorfor situationen eskalerer lige præcis nu. Men jeg ser det på følgende måde: Vi er naboer. Lad mig bruge et billede: Hvis du og jeg er naboer, og vi lever side om side i vores to huse, og vi får et fælles problem – så vil jeg gøre mit bedste for at løse problemet, og håber, at du vil gøre det samme, fordi vi er naboer, og vi skal leve sammen i fred og harmoni. Jeg ved, at vi har dette problem, og jeg vil virkelig gøre mit bedste for at løse dette problem. Og for nogle dage siden undskyldte avisen for den krænkelse som tegningerne havde medvirket, og jeg håber, at denne undskyldning vil bidrage til at løse problemet.

Interviewer:
Men om den danske regerings reaktion? Hvorfor er jeres reaktion så sen?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Ja, vi har jo faktisk arbejdet i flere måneder på at finde en løsning, og jeg tog spørgsmålet op i min nytårstale for nyligt. Jeg fremkom med et par meget vigtige pointer i min nytårstale til det danske folk. Jeg gjorde det klart, at den danske regering fordømmer ethvert udtryk og enhver handling som krænker folks religiøse følelser, og jeg gjorde det klart, at vi fordømmer alle udtryksmåder, der forsøger at dæmonisere folk på baggrund af deres religion eller etniske baggrund.

Interviewer:
Tror De, at danske interesser i Mellemøsten – og specielt i Golfstaterne – den muslimske verden – nu gør ondt - at økonomien nu vil få problemer på grund af denne uoverensstemmelse med muslimerne?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Den danske regering er meget bekymret over reaktionerne i hele den muslimske verden. Danmark er et land, som arbejder for fri og fredelig handel – åben handel – og vi har en lang historisk tradition for handel med de arabiske lande. Og selvfølgelig har det en negativ effekt, at vores varer bliver mødt med en boykot i visse arabiske lande - og jeg håber, at vi kan finde en løsning på det problem.

Interviewer:
Hvorfor kan den danske regering ikke bede aviser og medier om ikke at offentliggøre sådanne ting, som kan ødelægge og skabe konflikt?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Ja, jeg synes, det er et rigtig godt spørgsmål, fordi mange arabere spørger sig selv, hvorfor kan den danske statsminister ikke bare straffe en avis? Hvorfor kan den danske statsminister eller den danske regering ikke bare blande sig i, hvad medierne i Danmark gør?

Jeg forstår godt det spørgsmål, men det er vigtigt at forstå, hvordan vores samfund virker. I vores samfund er medierne fuldstændig uafhængige. Vi har fri presse og regeringen har ingen autoritet til at kontrollere pressen eller blande sig i, hvad den skriver.

Jeg kan fortælle Dem, at i mit land bliver regeringen ganske ofte kritiseret af aviserne og medierne. Jeg selv bliver meget ofte kritiseret, og det må jeg bare acceptere, fordi det er en del af vores samfund, at vi har ytringsfrihed, og denne ytringsfrihed er en vital og uomgængelig del af vores demokrati. Og det er grunden til, at jeg ikke kan kontrollere, hvad der skal offentliggøres i medierne. Men på den anden side, så kan hverken den danske regering eller det danske folk holdes ansvarlig for, hvad der offentliggøres i medierne.

Interviewer:
Mener De, at De er for eller imod sådanne ting?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Ja, vi har ytringsfrihed – men selvfølgelig har alle et ansvar for ikke at stimulere konflikter. Alle har ansvar for at udvise respekt for f.eks. religiøse følelser. Og jeg har gjort det klart, at jeg personligt – jeg ville aldrig fremstille religiøse figurer på en måde, der kunne såre andres følelser.

Interviewer:
Hvordan ville De beskrive forholdet mellem Danmark og den arabiske og muslimske verden?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Vi har jo en lang, historisk tradition for godt forhold mellem Danmark og den muslimske verden – økonomisk, kulturelt og på andre områder. Og jeg ville meget gerne, at dette forhold udvikles i de kommende år. Og jeg håber, at danske virksomheder kan fortsætte med at handle i den arabiske verden, lige såvel som arabiske virksomheder er meget velkomne til at handle i mit land.

Interviewer:
Tror du, at forretningsfolk i Danmark – da vi nu har tætte forbindelser – […] presser de for, at De skal undskylde. Fordi økonomien, virksomhederne, handelen i Mellemøsten og den persiske golf nu er stoppet?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Selvfølgelig er erhvervslivet i Danmark meget bekymret over situationen, ligeså vel som regeringen er meget bekymret over situationen. Men vi har en lang tradition for i Danmark, at der er klar sondring mellem forretning og politik. Og denne gamle tradition betyder, at danske forretningsfolk ikke blander sig i politik.

Interviewer:
Men de har beklaget sig så meget i medierne?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Jamen, selvfølgelig er de da meget bekymrede over boykotten af danske varer og serviceydelser i den arabiske verden, og de håber da, at vi kan finde en løsning så hurtigt som muligt.

Interviewer:
Om de danske muslimer – hvad er Deres budskab til dem efter alt dette?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Jamen, vi har et stort muslimsk samfund i Danmark, og mange muslimer i Danmark har forretninger, og de bidrager på en værdifuld måde til det danske samfund. Nogle muslimer er blevet valgt til lokale politiske råd; de er blevet valgt til det danske folketing. Vi værdsætter meget deres bidrag til det danske samfund, og jeg kan fortælle, at i mit politiske parti har vi muslimske repræsentanter, og vi værdsætter også meget deres bidrag til partiet. Så , og det er vigtigt for mig at fortælle, at det danske samfund er baseret på et klart princip om religionsfrihed, hvilket betyder, at muslimer såvel som medlemmer af andre religiøse samfund i Danmark har frihed til at udøve deres religion.

Interviewer:
Vi spørger alle – muslimer i Danmark eller i resten af verden – hvorfor det kun er islam der angribes denne gang eller flere gange – […] eller Danmark - hvorfor ikke andre religioner? Hvorfor ikke tale om andre emner – kun islam?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Det er et meget interessant spørgsmål, fordi du brugte ordet ”angribe” islam eller muslimer. Men jeg tror det er meget vigtigt at forstå vores tradition i Danmark - vores tradition for ytringsfrihed. Når folk bliver – jeg vil kalde det – tegnet i karikaturer i Danmark, så opfatter vi det ikke som et angreb. Det er ikke intentionen at fornærme nogen. Det er vores tradition. Hvad vi imidlertid har indset, er, at folk med en anden religiøs og kulturel baggrund godt kan opfatte det som en krænkelse. Men det var virkelig ikke meningen - og det er grunden til, at jeg helt klart har givet udtryk for min personlige mening om, at vi skal være opmærksomme på dette. Og at jeg personligt aldrig ville fremstille religiøse figurer på en måde, der ville såre andres følelser. Men jeg tror, det er helt nødvendigt at forstå denne kulturelle forskel: At i mit samfund har vi en tradition for fri og åben debat, hvor vi bruger illustrationer og karikaturer, men ikke med den hensigt at fornærme nogen.

Interviewer:
Kan jeg spørge - nu da den islamiske verden søger at få FN til at komme med en resolution for at beskytte alle religioner – islam og andre – så de ikke bliver angrebet af medier eller andre – for at beskytte mod konflikt? Støtter De dette – denne ide?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Jeg tror det er afgørende, at ytringsfrihed altid kombineres med religionsfrihed og respekt for religiøse følelser og tro. Det er afgørende. Og vi bør leve i fred og harmoni med hinanden. Jeg ville bruge det billede, at vi alle har det samme udgangspunkt så at sige. Historisk, økonomisk, kulturelt og også, hvad angår religion. Vi lever forskellige steder, vi har forskellige historisk baggrund, men jeg tror imidlertid, vi skal betragte hinanden som brødre, og lad mig bruge billedet: hvis tre brødre beslutter sig for at foretage en rejse til en større by, så starter de rejsen, og den første bror finder en dejlig oase og beslutter sig for at blive der og ikke fortsætte til det større by. De to andre brødre fortsætter deres rejse og den anden bror finder et andet dejligt sted og slår sig ned der. Og den tredje bror fortsætter og slår sig ned i den større by. Så bor de tre forskellige steder. Men de startede alle tre samme sted, de er stadig brødre og derfor – på trods af det faktum at de lever forskellige steder – bør de leve i fred og harmoni med hinanden – og det er sådan jeg ser på det.

Interviewer:
Saudi Arabien har hjemkaldt deres ambassadør. Hvad er Deres budskab – er der en krise nu mellem Danmark og Saudi Arabien?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Det er klart, der er nogle problemer; fordi vi står jo overfor en boykot af danske varer i visse områder af Mellemøsten. Vi har set aktioner mod Danmark og danske interesser – så selvfølgelig har vi et problem. Men jeg ville ikke beskrive det som en krise mellem Danmark og Saudi Arabien. Vi har en lang tradition for meget gode og venskabelige forbindelser mellem Saudi Arabien og Danmark, og vi har en fortsat positiv og konstruktiv dialog med myndighederne i Saudi Arabien, og jeg håber, at vi i fællesskab kan løse dette problem.

Interviewer:
Mit spørgsmål efter hele denne situation om historien – er De bekymret for, om Danmark og lignende lande skal blive udsat for angreb af ekstremistiske grupper?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Jamen, vi ved da, at vi globalt står overfor en øget risiko for terrorisme. Og terrorister kan angribe overalt i verden. Men jeg har en stærk appel til alle grupper: at vi gør vores yderste for at dæmpe temperamentet og følelserne – at vi gør alt, hvad vi kan for at løse disse problemer fredeligt.

Interviewer:
Mit spørgsmål til Dem statsminister - om de faciliteter, de danske myndigheder stiller til rådighed for muslimerne – kan De forklare - er der en moske her?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Ja, vi har moskéer i Danmark, og det danske samfund er baseret på et klart princip om religionsfrihed – således at enhver kan udøve sin religion i fuld frihed - inklusiv muslimer.

Generelt tror jeg, at vi har gode faciliteter for muslimer såvel som andre grupper i det danske samfund. Og det er et vigtigt element i vores integrationspolitik i Danmark, at vi på alle niveauer skal gøre vores yderste for at sikre de bedst mulige forhold for minoritetsgrupper i Danmark.

Interviewer:
Hvad er Deres besked til ekstremistiske grupper på begge sider - specielt i Danmark – hvad er Deres budskab til dem? Efter dette?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Tja, jeg tror den eneste gruppe, som kan få gavn af problemer af denne art – den eneste gruppe er den ekstremistiske gruppe. Gruppen af ekstremister og fanatikere – de kan få se fordele ved problemer som disse. Men jeg tror, at et stort flertal af befolkningerne i vores lande håber på dialog, fredelige relationer og gensidig respekt. Disse elementer er hjørnestenene i vore indbyrdes relationer, og jeg føler mig sikker på, at et meget stort flertal af befolkningerne i jeres lande såvel som i mit land foretrækker, at vi fortsætter vores tradition for fredelig dialog.

Interviewer:
Og Deres budskab til det danske folk – de etniske grupper - hvad er Deres budskab til dem?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Jeg har sendt en meget kraftig appel til alle i Danmark om, at selvom denne sag kan frembringe mange stærke følelser, bør alle tage ansvar for at sikre fredeligt samarbejde i Danmark, social samhørighed i Danmark og sikre, at vi fortsætter vor tradition for dialog. Og dette er en appel til både danskere og forskellige etniske grupper.

Medlemmer af det muslimske samfund såvel som andre etniske samfund i Danmark bidrager på en meget værdifuld måde til vores samfund - og det er af stor vigtighed, at alle grupper i Danmark arbejder sammen for at sikre fortsat fremgang i vores samfund.

Interviewer:
Et yderligere spørgsmål - Deres personlige holdning og Deres regerings holdning til, hvad der virkelig er sket?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Tja, jeg kan sige, at den danske regering er meget bekymret over det, der foregår, fordi vi har tradition for fredeligt samarbejde med og åbne relationer til den muslimske verden. Og vi vil meget gerne have, at det skal fortsætte. Og for mig personligt, vil jeg gerne gøre det klart, at jeg er dybt bedrøvet over, at mange muslimer opfatter tegningerne i den danske avis som krænkelse af Profeten Muhammed. Jeg ved, at det ikke var avisens intention. Avisen har undskyldt, og jeg håber, at vi kan finde en løsning på den baggrund.

Interviewer:
Dette tager os til spørgsmålet om palæstinensiske Præsident Mamoud Abbas, som fordømte disse trusler mod danskere. Hvad er Deres besked til hans folk, da Danmark har lang tradition og relationer til det palæstinensiske folk?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Jeg ønsker at sende en meget klar besked til alle, som bor i Palæstina: Danmark har i mange år støttet udviklingen af den Palæstinensiske Selvstyremyndighed. Vi har støttet den udvikling økonomisk og politisk, og jeg ønsker også at gøre det klart, at en af hjørnestenene i dansk udenrigspolitik er at der opnås en retfærdig og vedvarende fred i forholdet mellem palæstinenserne og israelerne. Og det vi arbejder for, er en selvstændig og bæredygtig palæstinensisk stat som lever side om side med Israel – en israelsk stat anerkendt og sikret. Det er vores mål. Tilbage i 2002 præsenterede Danmark en plan, som endte med at blive til det ”Roadmap”, som nu danner grundlaget for fredsprocessen i Mellemøsten. Og vi håber sandelig, at dette initiativ med tiden vil lede til fred mellem det palæstinensiske og det israelske folk.

Interviewer:
Mange tak for Deres tid. Mange tak, hr. statsminister. Tak.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
De er velkommen.