Ministeriet Poul Schlüter I(a), 1982-1984

Artikler

Fra 10. september 1982 til 10. januar 1984.

Den konservative Poul Schlüter (1929-) dannede sin første regering sammen med Venstre, Centrum-Demokraterne (CD) og Kristeligt Folkeparti den 10. september 1982, efter at Ministeriet Anker Jørgensen V (1981-82) var trådt tilbage uden at udskrive valg den 2. september 1982. Poul Schlüters regeringsperiode stod i den økonomiske krises tegn, og regeringens hovedmål blev at gennemføre en genopretningspolitik. Regeringen indledte derfor besparelser på det sociale område, indkomstpolitiske besparelser og en fastkurspolitik. Poul Schlüters første regeringsperiode huskes desuden for, at et flertal bestående af oppositionspartierne Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti (SF) og Venstresocialisterne (VS) tvang regeringen til at markere afstand fra fælles NATO-politikker mod regeringens vilje. Efter valget i 1984 fortsatte Poul Schlüter som statsminister.

Regeringsdannelse

Efter at Anker Jørgensen (1922-2016) den 2. september 1982 trådte tilbage uden at udskrive valg, dannede Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti den 10. september 1982 den såkaldte Firkløverregering med Poul Schlüter i spidsen. Danmark fik hermed sin første konservative statsminister siden Systemskiftet i 1901.

Regeringen var en mindretalsregering med tilsammen 65 mandater, og den var afhængig af Det Radikale Venstre og Fremskridtspartiet for at nå 90 mandater.

Anker Jørgensen ledte en rent socialdemokratisk mindretalsregering fra den 30. december 1981 til 10. september 1982, hvor regeringen måtte gå af, da den ikke længere havde opbakning fra sine støttepartier. Idet Anker Jørgensen trådte tilbage uden at udskrive valg, kunne Poul Schlüter overtage posten som statsminister, og Det Konservative Folkeparti danne den såkaldte Firkløverregering sammen med Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Fotograf: Jørgen Schiøttz, Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek

Genopretningspolitikken

Firkløverregeringen trådte til i en tid præget af voldsomme økonomiske udfordringer: Oliekriser, devalueringer og lønudviklingen havde medført en inflation på over 10 %.  Samtidig var arbejdsløsheden på 12,4 %, underskuddet på betalingsbalancen på 19 mia. kr., og den samlede statsgæld var nået op på 275 mia. kr.

Regeringens altoverskyggende hovedprioritet blev derfor at få rettet op på den skrantende økonomi. Strategien var at forbedre den danske konkurrenceevne over for udlandet og derigennem øge produktionen, forbedre betalingsbalancen, nedbringe arbejdsløsheden, mindske de offentlige underskud og begynde afbetalingen på udlandsgælden.

Regeringen indledte en genopretningspolitik, hvor et af de første skridt var en række af offentlige besparelser: Statens bloktilskud til kommunerne blev sat ned, og der blev vedtaget besparelser på det arbejdsmarkedspolitiske og sociale område, bl.a. blev både dagpengene, kontanthjælpen og SU'en beskåret.

Regeringen introducerede derudover midlertidige indkomstpolitiske besparelser såsom løn- og avancestop og en suspension af dyrtidsreguleringen. Schlüterregeringen indførte endvidere en fastkurspolitik over for udlandet, der skulle indgyde de internationale finansmarkeder tillid til dansk økonomi. Samtidig blev der også - stik imod de borgerlige partiers udmeldinger, da de var i opposition - vedtaget en beskatning af pensionskapitaler i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde.

Samlet set opnåede regeringen med sine tiltag at spare 17 mia. kr. på finansloven for 1983, og da regeringen fejrede etårs jubilæum i september 1983, var der positive udviklinger på alle økonomiske nøgletal med undtagelse af arbejdsløsheden.

Ministeriet Poul Schlüter I(a) i 1982. I forreste række ses fra venstre økonomiminister Anders Andersen, finansminister Henning Christophersen, statsminister Poul Schlüter, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og justitsminister Erik Ninn-Hansen. På de to næste trappetrin er det fra venstre landbrugsminister Niels Anker Kofoed, kirkeminister Elsebeth Kock-Petersen, fiskeriminister Henning Grove, boligminister Niels Bollmann, arbejdsminister Grethe Fenger Møller, indenrigsminister Britta Schall Holberg og energiminister Knud Enggaard. På de tre øverste trappetrin ses fra venstre minister for offentlige arbejder Arne Melchior, industriminister Ib Stetter, forsvarsminister Hans Engell, socialminister Palle Simonsen, kulturminister Mimi Jakobsen forrest og skatteminister Isi Foighel bagerst, derefter miljøminister og minister for nordiske anliggender Christian Christensen, grønlandsminister Tom Høyem og undervisningsminister Bertel Haarder. Foto: Mydtskov Foto

Det alternative flertal (fodnotepolitikken)

Firkløverregeringen havde med Det Radikale Venstre og Fremskridtspartiet støtte til sin økonomiske politik. Uden om regeringen tegnede der sig dog et alternativt flertal, bestående af Socialdemokratiet, SF, VS og regeringens støtteparti Det Radikale Venstre, der modsat regeringen var kritisk over for NATO's oprustning. Under den første Poul Schlüter-regering opstod der derfor den særegne parlamentariske praksis - kaldet fodnotepolitikken - hvor det alternative flertal flere gange tvang regeringen til at føre en udenrigspolitik, der var imod dens egne synspunkter. Det betød bl.a. en dansk afstandtagen fra en række af NATO's fællespolitikker, herunder vigtige elementer af NATO's kernevåbenpolitik.

På den ene side tilsiger Grundloven, at det er regeringen suverænt og ikke Folketinget, der fører udenrigspolitik. På den anden side tilsiger den parlamentariske tradition, at kommer regeringen i mindretal på afgørende spørgsmål, må den gå af. Alligevel valgte regeringen at bøje sig for flertallet uden at udskrive valg. Det skyldtes, at regeringen prioriterede den økonomiske genopretning over udenrigspolitikken. Det var ligeledes af hensyn til økonomien, at regeringen ikke blev væltet af flertallet, selvom den kom i mindretal. Det Radikale Venstre havde nemlig ingen tillid til Socialdemokratiets evner til at styre økonomien og foretrak således at lade Schlüter have tøjlerne.

Det samme alternative flertal manifesterede sig også på andre politikområder, bl.a. udlændingepolitikken. I 1983 blev der derfor vedtaget en udlændingelov, der blev kendte som Europas mest liberale. Den indeholdt bl.a. et retskrav på asyl, så længe en person fik behandlet sin sag om flygtningestatus, juridisk ligestilling af flygtninge ift. FN's Flygtningekonvention og de facto-flygtninge, samt retskrav på familiesammenføring for udlændinge med asylret eller opholdstilladelse.  

Poul Schlüter vinder valget i 1984

Hovedparten af regeringens besparelsesforslag var gået igennem med kun Det Radikale Venstres og Fremskridtspartiets stemmer, mens især SF, VS og fagbevægelsen havde protesteret højlydt mod det, de mente var asociale tiltag. Trods store strejker og protester på Christiansborg Slotsplads og rundt om i landet havde regeringen dog overvejende befolkningen med sig. Det blev bevist, da Poul Schlüter udskrev valg i december 1983 til afholdelse den 19. januar 1984. Valget blev udskrevet, fordi regeringen ikke kunne få flertal for sit forslag til finansloven, da Socialdemokratiet, Fremskridtspartiet, SF og VS stemte imod.

Valget blev en storsejr til Schlüter og Det Konservative Folkeparti, der med 42 mandater fik det bedste valg nogensinde. Poul Schlüter kunne derfor fortsætte som statsminister.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1982 - 1984
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. oktober 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1982 - 1984
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. oktober 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk