Mindetaler i forbindelse med besættelsen 1945-

Artikler

Mindetaler afholdes på nationale og politiske mærkedage, og er med til at konstruere fællesskaber ved at hylde eller kritisere bestemte værdier.

Den 4. maj er national mærkedag for Danmarks befrielse fra den tyske besættelse (1940-45). Dagen markeres ved flagning med Dannebrog og med lys i vinduerne om aftenen, som et symbol på den genvundne frihed. Men befrielsen mindes også ved mindeceremonier og mindetaler, specielt på de runde og halvrunde jubilæumsår, som f.eks. 25-året i 1970 og 50-året i 1995. Andre mærkedage i forbindelse med besættelsen er den 9. april og den 29. august.

Mindetaler bliver afholdt i forbindelse med nationale og politiske mærkedage og er en del af den genre, som retorikken betegner som lejlighedstaler. Lejlighedstalen har flere forskellige retoriske elementer, hvoraf det mest centrale er den hyldest eller kritik, som taleren kan give fællesskabet. Lejlighedstalens væsentligste funktion er derfor dens evne til at forme fællesskabets værdier. Kort sagt: at give befolkningen en forståelse og en oplevelse af den fælles identitet.

Fællesskabet

Fællesskaber skabes gennem fortællinger om fortiden. Det sker mange forskellige steder i et samfund, herunder i mindetaler. Det er hovedsagelig politikere og modstandsfolk, som har holdt taler for at mindes besættelsen. Dermed er det i høj grad dem, som har defineret, hvad der karakteriserer det danske fællesskab og dets værdier.

Statsminister Hans Hedtoft holdt på 5-årsdagen for befrielsen i 1950 en tale ved en mindehøjtidelighed i forbindelse med indvielsen af Mindelunden i Ryvangen, hvor han roste det danske fællesskab:

”Vi har lov til at sige, at et samfund, der kunne klare sig igennem den sidste del af besættelsestiden, hvor konge, regering og rigsdag var ude af funktion, hvor politiet var opløst, og hvor ødelæggelse og tortur blev bragt i anvendelse, vi har lov til at sige, at et samfund, der kunne klare sig gennem denne tid uden at gå i opløsning, har sundhed i sig og bærekraft frem i tiden.”

Hedtoft definerer i talen det danske samfund. Det gør han ud fra en grundforestilling om demokrati og folkefællesskab som dets bærende karakteristika. Han betoner desuden det kulturelle forsvar som meget centralt for demokratiets overlevelse og som noget særligt dansk.

Hedtofts hyldest til grundlæggende værdier som demokrati skaber et rummeligt fællesskab, hvor der er plads til alle fra samarbejdspolitikerne til modstandsbevægelsen. Hedtofts definition af ”det danske” dækker derfor hele samfundet, alle danske borgere. Fortællingen om besættelsen får derved en inkluderende og integrerende funktion, der binder befolkningen sammen på tværs af tid og sted omkring erindringen om besættelsen og det at være dansk.

Også Hedtofts efterfølgere på statsministerposten af anden partifarve brugte i deres mindetaler fortællingen om besættelsen til at beskrive Danmark og danskerne ud fra en grundforestilling om værdier, der på én gang er universelle og danske: demokrati, folkestyre, friheds- og menneskerettigheder. Denne tolkning er altså ikke bundet til en bestemt politisk position, men samler befolkningen på tværs af politiske skel.

Winston Churchill på besøg i Mindelunden

Winston Churchill på besøg i Mindelunden, der blev oprettet i maj 1950 til ære for de faldne under besættelsen. Oktober 1950. Foto: Erik Petersen. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

”De andre”

Når man har et fællesskab, er der altid nogle såkaldte ”andre”. Det vil sige nogle, som ikke er inkluderet i fællesskabet. I forbindelse med besættelsen er det nazisterne, der er de oplagte at skabe et fjendebillede af, da det var dem, som besatte Danmark den 9. april 1940. Med andre ord har et stort flertal af den danske befolkning set nazisterne som fjenden, og det gør sig også gældende for indholdet af de mange mindetaler, der er afholdt i tidens løb. Det var, som tidligere statsminister Anker Jørgensen sagde 5. maj 1985 i Frederiksholm Kirke, ”ikke en kamp mod det tyske menneske, det tyske folk, men mod nazismen i dem”. Hermed inddrages også danske nazister, kollaboratører og ”tyskertøser”.

Men der er også et andet fjendebillede: Samarbejdspolitikerne. Det fremgår af den modfortælling, som modstandsbevægelsen, især kommunisterne, har fortalt. Denne fortælling var imidlertid marginaliseret til en vis grad i mange år. Dette fællesskabs værdier er ikke primært demokrati, men frihed og aktiv kamp, og rummer derfor ikke alle danskerne, men kun dem, der aktivt gjorde modstand mod tyskerne. Det vil sige, at det er et ekskluderende fællesskab, da størstedelen af befolkningen udelukkes.

Samarbejdspolitikerne er i modstandsbevægelsens mindetaler dem, der svigtede deres ansvar, og dermed er de ekskluderet af fællesskabet. Denne fortælling har ikke sat et afgørende præg på den måde, besættelsen generelt er formidlet på, men fik nyt liv, da statsminister Anders Fogh Rasmussen benyttede sig af fortællingen i sine mindetaler, hvor han hyldede modstandsbevægelsen (undtagen kommunister) og kritiserede de, efter hans opfattelse, feje samarbejdspolitikere. Hermed blev Anders Fogh Rasmussen den første statsminister, der ikke automatisk overtog politikernes fortælling om det samlede danske folk, men som skelnede ikke blot mellem dansk og tysk, men også mellem dansk og dansk.

Hvad kan vi lære af besættelsen?

Mindetaler er en speciel form for lejlighedstale, da den er dedikeret til ”at mindes”. Politikere og modstandsfolk har, ligesom uddannelsessystemet, siden befrielsen i 1945 defineret, hvad vi kan lære af besættelsen. I 1985 udtalte statsminister Poul Schlüter i sin tale på Rådhuspladsen i København, at vi må huske vores fortid, for ”Så ved vi mere om, hvem vi er som danskere. Og vi bliver også bedre egnet til at leve og handle i dag og i morgen, hvis det står os klart, hvad der skete i går og i forgårs”. På samme måde udtalte statsminister Poul Nyrup Rasmussen ved 50-året for befrielsen, at: ”Den historieløse bliver let konfus. Den historieløse mister let orienteringen. Den historieløse kan manipuleres.”

Ved jubilæerne for befrielsen har politikere og modstandsfolk ofte uddraget en lære af besættelsestiden. Fordi fortællingen om besættelsen blev en fortælling om ”godt” og ”ondt”, f.eks. demokrati versus diktatur, kunne disse universelle dilemmaer overføres på aktuelle problemstillinger. Eksempelvis advarede statsminister Hilmar Baunsgaard i sin tale i 1970 om faren ved en atomkrig og statsministrene Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen har brugt modstandskampen i legitimeringen af Danmarks deltagelse i hhv. krigene på Balkan og Irak-krigen.

Talerne søger en bestemt tolkning af besættelsen fremmet, hvor der gøres status over den politiske udvikling siden krigen og der uddrages en lære af tolkningen af besættelsestiden til brug i aktuel og fremtidig politik. Den eksplicitte kobling mellem fortid, nutid og fremtid er et karakteristisk træk ved mindetalerne, som dermed anvender retoriske strategier fra den politiske tale.  Mindetalerne anvendes på denne måde til skabe nye tolkninger af historien for at udstikke retningen for nutiden og fremtiden.

Mindelunden

Besøgende ved  Axel Poulsens (1887-1972) monument "For Danmark / Moderen med den dræbte søn" i Mindelunden. Foto: Anders Bjørnvad. Fra frihedsmuseets billedarkiv.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Mads Einar Nielsen
Tidsafgrænsning
1945 - 2005
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Condit, Celeste Michelle, ”The Functions of Epideictic: The Boston Massacre Orations as Exemplar”, Communication Quarterly, Vol. 33, No. 4, Fall 1985, Pages 284-298.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Mads Einar Nielsen
Tidsafgrænsning
1945 - 2005
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Condit, Celeste Michelle, ”The Functions of Epideictic: The Boston Massacre Orations as Exemplar”, Communication Quarterly, Vol. 33, No. 4, Fall 1985, Pages 284-298.

Udgiver
danmarkshistorien.dk