Margrete 1.s forordning 1396

Kilder

Kildeintroduktion:

Margrete 1. (1353-1412) overtog magten i Danmark og Norge fra sin søn Oluf (1370-1387) efter hans pludselige død i 1387. Hun blev udnævnt til fuldmægtig frue og ret husbond. Året efter fik hun samme titel i Norge, ligesom en gruppe førende svenske stormænd antog hende til Sveriges rigsstyrer under samme titel. Det kom der så realiteter bag, da Margretes tropper i 1389 vandt en knusende sejr over den svenske konge.

Titlen dækkede over, at Margrete blev midlertidig rigsforstander. Denne position udnyttede hun til at styrke kongemagten på vegne af tronfølgeren Erik af Pommern (ca. 1382-1459). Samtidig med at Erik af Pommern blev hyldet som konge i Danmark udstedte hun i januar 1396 denne forordning på vegne af den umyndige konge. Eriks hyldning som konge i Sverige i juni samme år fulgtes af en meget lignende forordning for Sverige.

Forordningen giver dels et godt indblik i, hvordan Margrete ønskede at svække adelens magt, og dels kommer den stærke magtposition, som Margrete havde opbygget, til syne. Særligt tre artikler springer i øjnene:

  • I artikel 3 forbød Margrete, at der blev opført flere private borge. Dermed begrænsede hun adelens muligheder for magtudøvelse.
  • I artikel 4 krævede hun, at de dele af kronens jord, som siden 1368 var blevet overtaget af adelen skulle gives tilbage til kronen. Det gav stor godstilvækst for kronen.
  • I artikel 10 gav hun sine embedsmænd og fogeder en offentlig irettesættelse, hvor hun forlangte, at der skulle tages bedre vare på de kongelige len og slotte.

Margrete fastholdt sin magt indtil sin død i 1412, selvom Erik af Pommern ved indgåelsen af Kalmarunionen i 1397 blev kronet som konge for de tre nordiske lande og formelt blev erklæret myndig i 1401.

Teksten nedenfor er den version af forordningen, der gjaldt i Jylland nord for Kongeåen. Vi har også bevaret det meste af teksten af en version for Fyn med enkelte afvigende detaljer. Det må antages, at tilsvarende forordninger har været udstedt også på landstingene i Ringsted og Lund for de to andre lovområder, Sjælland og de skånske landsdele. Disse er imidlertid ikke bevarede.


Margrete 1.s liggende statue fra Roskilde Domkirke.
Fra
Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Dronning Margretes nørrejyske forordning 24. januar 1396

Margrete med Guds nåde Valdemar Danekonges datter hilser alle, som bygge og bo i Nørrejylland, og som plejer at søge Viborg landsting, hvor de end er, evindelig med Gud.

Eftersom rigets mænd i alle Danmarks lande[1] har hyldet og modta­get vor frænde kong Erik[2] til deres rette herre og konge i Dan­mark, da beder vi alle, som endnu ikke har hyldet ham, at de straks inden 14 dage kommer til ham og hylder ham og blir hans mænd, som de andre i Danmark allerede har gjort. Ligeledes skal I vide, at eftersom vi er blevet således enige med vor frænde kong Eriks råd og mænd og de med os nu her i Viborg om de artik­ler, som står skrevet herefter, da beder og byder vi Eder at I overholder dem, som herefter følger. Og overholder bedre her efter end I har gjort indtil nu, hvad som bydes på kongens veg­ne, eller bøde derfor, hvis det ikke sker.

1. Først beder og byder vi på vor frænde kong Eriks vegne, at ulovligt gæsteri både hos læg og lærd, hvor de end er, skal af­skaffes; og at de bedre overholder kirkefred, kvindefred, hus­fred, gårdfred, plovfred og tingfred, og at de overholder disse freder og al anden fred[3], eller bøder derfor, som lovbogen ud­viser; og at hver foged lader bygge en kro for hver 4 mil, og at de, der kommer der, skal kunne få dækket sine behov for sine penge, uanset på hvilket tidspunkt det er, og at de ikke sætter priserne der, eller andre steder, hvor man kommer som gæst, dyrere eller højere end det, som gælder i nærmeste købstad.

2. Ligeledes byder vi på førnævnte vor frænde kong Eriks vegne, at ingen huser eller skjuler eller beskytter nogen fredløs mand eller andre ugerningsmænd, men at han straks fører dem for ret­ten og lader dem underkaste sig retten. Hvem der dem enten huser eller skjuler eller beskytter dem, han skal bøde for deres brøde eller underkastes samme dom, som disse.

3. Ligeledes, eftersom der er sket umådelig liden ret af de borge, som indtil nu er bygget, da forbyder vi, at der bygges flere fæstninger eller borge, for at landet skal des bedre ordnes og komme til fred og ret og retfærdighed end det i den sidste tid har været, og byder vi fogederne og embedsmændene, at de ikke tillader, at nogen bygger fæstninger eller borge.

4. Ligeledes, eftersom de blev således enige nu i Viborg fra alle landene med kongen og os på hans vegne og vi med dem, at bønder[4] eller bondegods[5] eller andet gods, hvad slags det end er, som er kommet fra kronen siden vor herre kong Valdemar vor fader, hvis sjæl Gud har, drog fra Danmark til Tyskland [i 1368], skal straks komme frit under kronen igen. Hvis kronen siden har fået noget gods med urette, da skal også dette straks komme tilbage til dem, som har bedst ret dertil. Og hvis nogen har taget nogen anden mands gods med urette, skal det også straks komme tilbage til dem, som har bedst ret dertil. For at enhver skal få sin ejendom tilbage ufordærvet og uformindsket, da beder vi og byder fogederne og embedsmændene, hver på sit sted i det len, som han indehaver, undersøge hvad der er af bønder, bondegods og det, som tilhører kronen, som fører sagt; og enhver på sit sted at undersøge, hvad der er hans og lade det således stå urørt på begge sider indtil næste retterting[6] holdes, hvorefter enhver ved, hvad han må be­holde med rette på alle sider. Og skal der først holdes retter­ting i Jylland og siden i de andre lande i Danmark. Og der skal begyndes med første retterting i Viborg første søndag i fasten og siden hver anden måned i de andre sysler[7] i Jylland, til de er kommet omkring i hele Jylland. Og dertil er udnævnt 12 retskafne mænd, som er 6 riddere og væbnere og 6 (selvejer)bønder, som skal sidde retterting i hvert bispedømme med vor bisp i det enkelte bispedømme; og landsdommer Jens Nielsen kender navnene på disse, som er udnævnt dertil, og som skal sidde i retten med hr. Vendelbo og Jens Nielsen og den, som bispen af Sjælland, kongens kansler[8] sætter dertil i sit sted. Disse førnævnte skal udspørge og dømme først på kongens og kronens side, som før er sagt, og siden mellem enhver, således som de vil være bekendt over for Gud, hvad som er mest retfærdigt, og hvad der er rigtigst efter det, som før er sagt, og som de har lovet … Og enhver som er foged og indehaver len[9], skal lade nøjagtigt opskrive enhver i sit len, hvilket bondegods eller hvilket gods som helst, som er fragået kronen siden dette førskrevne tidspunkt [1368], og forsømmer ikke kongen eller kronen deri, og kommer retteligt for hvert retterting, således som de ville være ansvarlige for over for Gud, og hvis de ikke ønsker at betale bøde derfor, hvis det ikke sker; og at det afgøres nu på retterting, at både kronen og andre tager og gør det, som er retten på den måde, som før er sagt. Og kongen og kronen skal være de første, som skal nyde og undgælde, hvad der er ret på rettertingene uden nogen udsættelse, og siden enhver, eftersom der bliver påklaget, og uden udsættelse, som før er sagt.

5. Ligeledes er de gode mænd, som bor i riget, gået med til, at de ikke skal tage eller købe noget bondegods eller mindske kon­gens indtægter på nogen måde, før end Gud vil, at han kommer til myndigheds alder. Siden håber vi med Gud, at han og de vil for­liges både om dette og om andet.

6. Ligeledes, siden gik man også med til i Viborg, at de bønder, som er gået fra kronen siden det førskrevne tidspunkt [1368] giver deres landgilde[10] i år og 3 mark i førlov[11] og går igen under kronen, således som de før var.

7. Ligeledes forbyder vi alle ulovlige havne, at ingen skal have havn undtagen ved købstæderne, som det fra Arilds tid[12] har været, og købstæderne skal blive ved deres købstadsret, og at ingen lægger told på noget andet sted, men at der betales told i køb­stæderne, eftersom man bør betale told og for det som skal for­toldes, og ingen skal beskytte nogen imod dette.

8. Ligeledes, at der ikke tages vrag fra nogen købstadsmænd fra disse tre riger, hvor de end sejler mellem landene, hvis de kommer ud for skibbrud.

9. Ligeledes, eftersom kongen af disse tre riger sidder i godt venskab med stæderne og købmændene fra alle lande, at man ikke gør uret mod købmændene, hvor de kommer frem enten til lands eller til vands. Og hvis de lider skibbrud noget sted ved land, at man hjælper dem med at bjerge deres gods, og lader dem nyde både i disse henseender og også på andre måder det, som deres privilegier udviser.

10. Ligeledes beder og byder vi alle embedsmænd og fogeder, at de lever venligt med lov og ret, med retfærdighed og gavnligt med dem, som er i deres værge befalede, og er dem nådigere her­efter, end de har været indtil nu, således som de vil stå til ansvar for over for Gud, og som de vil være bekendt over for kon­gen og over for os på hans vegne. Og at de ikke således afklæder og skænder lenene og kongens slotte[13], som de har gjort indtil nu; men bereder sig på hver på sit sted, at de gør deres regnskab, hver af det len, som han indehar, så snart han blir tilsagt.

11. Og skal ingen have forprangere[14] i sin gård eller på sit gods. Er der nogen, der gør herimod, skal embeds­mændene hindre ham og straffe ham. Og ingen skal tage bønder eller købmænd til sine svende eller under sin beskyttelse, men lade dem blive under kongen og kronen, som de bør.

12. Ligeledes at ingen tager betaling for sådant. Ligeledes at ingen tager eller tillader at der tages betaling for, at det ikke overholdes, som vi byder nogen at gøre eller forbyder med befaling om overholdelse. Vi byder på kongens vegne, at der be­tales bøder for sådant.

13. Ligeledes, fordi man ikke ved om vitaliebrødrene[15] har i sinde at blive i søen, da beder og byder vi alle de, der anser sig som kongens adel, at de er rede dag og nat med deres heste og harnisker, når de bliver tilsagt af os eller kongens embedsmænd enten til lands eller til vands. Og sker det således, at man pågriber nogen vitaliebrødre, skal man straffe dem, som man straffer forbrydere, mest fordi at kong Albrecht[16] og hans mænd og hansestæderne har opgivet dem og har sagt, at de ikke ville beskytte dem. Hvem der hjælper eller skjuler dem, og hvem der gør derimod, skal man straffe.

14. Ligeledes, hvem som blir udbudt i kongens og rigets udbud, at han drager ud, eftersom han blir udbudt, og at kongens fo­geder ikke modtager penge eller gaver derfor (for at undlade at udbyde nogle). Og at kongens embedsmænd og købstæder udruster skibe til kongens og rigets værn, og at de embedsmænd, som inde­haver slottene, provianterer dem vel og bemander dem vel og forsyner dem vel, eftersom de nok kan forstå, hvor vigtigt det er. Og at man holder strandvagt allevegne nu som før, og hvis der kommer noget angreb, at høvedsmændene kommer hinanden til hjælp til lands og til vands.

15. Ligeledes, hvad uret en forbryder gør, at man ikke tager penge for at undlade at føre ham for retten, men holder ret over hans forbrydelse.

16. Ligeledes, eftersom vi har hørt, at der her i alle lande er vanskeligheder med mønten, at den ikke findes i landet, da har de i alle landene lovet os en hjælp til mønten, og har de lo­vet os her i landet [i Nørrejylland] 8 grot[17] af hvert hus nu til midfaste [12. marts], 4 grot til Sankt Mortens dag [11. novem­ber], og hvis det er nødvendigt at kræve dem. Derfor beder vi eder, at I lader, hver på sit sted, fra jeres undergivne komme disse 8 grot af hvert hus inden midfaste, og hver biskop af sit bispedømme og fogederne med ham skal skrive det op og mod­tage dem på kongens vegne og på vores.

17. Ligeledes, eftersom Gud har sørget for, at I har taget vor frænde kong Erik til eders herre og konge i Danmark, som før er skrevet, da skal, hvem der vil nyde nogen frihed eller pri­vilegie ud over, hvad lovbogen udviser, søge det herefter hver for sig af kongens nåde og får det med hans tilladelse.

Alle disse førskrevne stykker og artikler og alle de bestemmel­ser som på kongens vegne og vore blev eder meddelt på landstin­get i Viborg, da vi nu i lørdags selv var der, og som de alle vedtog i Viborg og hvortil alle svarede ja fra alle landene, beder og byder vi på kongens vegne under straf af livs og gods og adelsskabs og freds fortabelse således at overholde og gøre, som vi har befalet eder på kongens vegne. Og enhver af eder skal lade den anden leve i ret og i fred og der skal være ind­byrdes kærlighed og enighed mellem eder.

Ligeledes, eftersom I har hørt, at rigets mænd har bedt os om, at vi skulle stå for riget på kongens vegne, indtil han blir myndig, og I har hørt, hvad vi har svaret dertil, da har vi befalet hr. Vendelbo at være eders høvedsmand og dommer på kon­gens vegne her i Jylland, så længe som vi synes og han er til nytte, og da beder og byder vi eder, at I er ham lydige og be­hjælpelige, således at han kan hjælpe til at gøre ret, fred og retfærdighed, og vær ham velvillige til vor og kongens og ri­gets nytte og gavn, at dette skal fuldbyrdes og gøres, såsom førskrevet står, og lad intet mangle fra eders side heri. Derfor vær ham lydige og behjælpelige i alle disse førskrevne bestem­melser, så længe som vor nåde tilsiger, at vi vil have ham der­til på kongens vegne.

Og har vi sat Jens Nielsen af Avnsbjerg til landsdommer i Nørre­jylland på kongens vegne, og vi har befalet ham, at han skal dømme ret og retfærdighed mellem alle, således som han vil stå til ansvar for over for Gud og for kongen og for os på hans vegne. Dette har han også sagt ja til, så længe det er nyttigt og han skal blive i dette embede.

Gør nu med hensyn til alle disse førskrevne bestemmelser, som vi tiltror eder, og således at I får endnu mere ære og tak af kongen og os.

Givet i Viborg i det herrens år 1396, anden søndag før festen for Sankt Pauli omvendelse [24. januar]


Ordforklaringer m.m

[1] Alle Danmarks lande: Landsdelene Skåne, Halland og Blekinge med hovedlandsting i Lund, Sjælland med øer med hovedlandsting i Ringsted og Jylland og Fyn med hovedlandsting i Viborg.

[2] Erik af Pommern.

[3] Denne såkaldte fredslovgivning indebar skærpede straffe for overgreb på de nævnte steder eller seksuelle overgreb mod kvinder samt på visse tidspunkter. Plovfreden skulle beskytte den, der fredeligt dyrkede sin jord.

[4] Bønder betyder på dette tidspunkt normalt selvejerbønder, som selv ejede deres jord, modsat fæstebønder og andre, som dyrkede jord ejet af andre. Denne bestemmelse sammen med § 6 og § 5 (jf. også § 11) medførte indførelsen af en slags stavnsbånd for selvejerbønder – med tilbagevirkende kraft til 1368. De og deres jord skulle blive under kronen, og altså skulle de sørge for at dyrke deres jord og betale deres skatter til kronen og ikke drage andre steder hen. På dette tidspunkt var 15-20 % af landets bondegårde selvejergårde.

[5] Bondegods: jord ejet af selvejerbønder.

[6] Sammensætningen af disse særlige retterting/domstole beskrives i det følgende

[7] Syssel: en særlig geografisk inddeling, der kun fandtes i Jylland, jf Vendsyssel. Hvert syssel havde et særligt sysselting for hele området.

[8] Kansler: lederen af det kongelige kancelli (centraladministration). På dette tidsspunkt var det altid Roskildebispen (bispen af Sjælland), der indehavde dette embede, hvorfor det tenderede mod at være en slags ærespost, mens den daglige ledelse af kancelliet varetoges af en anden.

[9] Den kongelige lokaladministration var opdelt på len med en foged eller lensmand i spidsen, som oftest residerede på en kongelig borg.

[10] Landgilde: årlig afgift betalt af fæstebonden til godsejeren.

[11] Førlov: en afgift for at fraflytte en fæstegård.

[12] Arilds tid: meget gamle dage.

[13] Beriger sig selv på kronens bekostning eller undlader at vedligeholde kronens ejendom.

[14] Forprangere: købmænd, som handlede uden for købstæderne.

[15] Vitaliebrødrene: sørøvere, der havde fungeret som mecklenburgernes hjælpere i den krig om magten i Norden, som indtil da var foregået.

[16] Her henvises til Albrecht af Mecklenburg, som var svensk konge 1363-1389.

[17] Grot: Nederlandsk og nordtysk møntfod. Der havde stort set ikke været slået mønter i Danmark siden 1330'erne. Sølvindholdet i disse udenlandske mønter skulle altså indsamles for at genetablere et dansk møntvæsen. Dette lykkedes i 1403

Om kilden

Forfatter(e)
Margrethe 1
Dateret
24.01.1396
Oprindelse
Gengivelse i Kroman, Erik (udg.): Den danske Rigslovgivning indtil 1400 (1971), nr. 35/ oversættelse på danmarkshistorien.dk af Anders Bøgh.
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. august 2012
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Margrethe 1
Dateret
24.01.1396
Oprindelse
Gengivelse i Kroman, Erik (udg.): Den danske Rigslovgivning indtil 1400 (1971), nr. 35/ oversættelse på danmarkshistorien.dk af Anders Bøgh.
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. august 2012
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk