Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Margrethe 1. 1353-1412

Artikler

Margrethe 1. var dronning med andel i regeringsmagten i Danmark 1376-1412, i Norge 1380-1412 og i Sverige 1389-1412. Hun var uden sidestykke den mest magtfulde danske kvinde i middelalderen og grundlagde den såkaldte Kalmarunion. Margrethe fødtes 1353 som datter af Valdemar Atterdag og dronning Helvig. Som 10-årig blev hun 9. april 1363 gift med kong Håkon 6. af Norge (og Sverige) og fik med ham så vidt vides kun ét barn, Oluf, som fødtes i december 1370.

Margrethe som Olufs formynder

Margrethe indtrådte for alvor på den politiske scene kort efter eller kort før Valdemar Atterdags død 24. oktober 1375. Noget tyder på, at Valdemar havde udset hendes søn som sin efterfølger. Imidlertid opstod der hurtigt store vanskeligheder, idet Valdemar tidligere havde lovet, at hans anden dattersøn, Albrecht (4.) af Mecklenburg, skulle efterfølge ham, ligesom han havde overladt dennes fader magten over Lolland. Efter Valdemars død støttede en række tyskfødte stormænd i Danmark den mecklenburgske sag. Først i 1385 efter et langstrakt og til tider nervepirrende forløb lykkedes det fuldstændig at sikre Danmark for Margrethes søn.

Oluf blev imidlertid valgt til konge 3. maj 1376 med ret begrænset opslutning, og til at styre i den 4-årige drengs navn blev der indsat en formynderregering bestående af hans forældre og rigsrådet. I 1380/81 blev Oluf tillige konge i Norge efter sin faders død. Også her blev Margrethe medlem af formynderstyret med fuldmagt til at tage sig af udenrigspolitiske anliggender. Oluf blev erklæret myndig i 1385, hvor han blev hyldet i Norge og på landstingene i Danmark. Hans selvstændige regering – givetvis under moderligt opsyn – blev dog kort, da han døde allerede 3. august 1387.

Margrethe som selvstændig rigsstyrer

En uge senere havde Margrethe sikret sig magten som rigsstyrer i Danmark, indtil man havde fundet et passende kongsemne. I Norge blev hun valgt til rigsstyrer på livstid, men da Norge var et arverige, måtte man her fastslå, hvem arven skulle gå til, og man forbigik da de nærmeste mecklenburgske slægtninge og valgte hendes søsters datters søn, som hed Bugislav og var søn af en pommersk hertug. Hans navn blev dog hurtigt ændret til det mere passende Erik, og senere blev han naturligt nok kendt som Erik af Pommern.

I 1389 blev Erik af Pommern formelt hyldet som norsk konge, men da han endnu var et barn, skulle Margrethe regere, til han blev myndig. På vejen hjem fra Norge i 1388 havde Margrethe et møde med en delegation af indflydelsesrige svenske stormænd, som havde gjort oprør mod deres konge, Albrecht (3.) af Mecklenburg. Hun lovede at støtte dem og blev til gengæld antaget til svensk rigsstyrer på livstid med ret til at udpege sin egen efterfølger. Den 24. februar 1389 slog en svensk-dansk-norsk hær kong Albrechts svensk-tyske hær og tog Albrecht til fange, hvorefter Margrethe kunne sætte sig i besiddelse af det meste af Sverige. Stockholm fik hun dog først magten over i 1398 efter krig og forhandlinger.

Margrethe som Erik af Pommerns formynder

I 1396 blev Erik af Pommern, skønt stadig umyndig, antaget til konge først i Danmark og siden i Sverige. Antagelsen blev begge steder ledsaget af en lovgivning, der demonstrerede en uhørt stærk kongemagt. Blandt andet skulle og blev der iværksat en hårdhændet konfiskation af tidligere krongods i begge riger, ligesom der blev udskrevet ekstraordinære skatter. I Danmark blev det forbudt adelen at bygge borge fremover.

Året efter samledes en meget stor forsamling nordiske stormænd i Kalmar, hvor man 17. juni 1397 kronede Erik til konge over alle tre riger, Danmark, Norge og Sverige. Samtidig indledtes forhandlinger om en traktat om fortsat kongefællesskab og fælles udenrigspolitik. Denne foreligger imidlertid i en højst ufuldstændig skikkelse, og et utal af historikere har de sidste 150 år diskuteret dens status. Løsningen er formentlig, at Margrethe ønskede, at traktaten skulle have en slags semilegal status, så hun kunne bruge den efter forgodtbefindende, men stadig have den mulighed, at hun i andre sammenhænge kunne nægte dens gyldighed. Alligevel var det dette møde, der gav anledning til betegnelsen Kalmarunionen for kongefællesskabet mellem de tre nordiske riger, der med afbrydelser varede til 1521.

Reel magthaver til 1412

Erik blev erklæret myndig i 1401, men også herefter fortsatte Margrethe med at være hovedkraften i rigernes styre. Bl.a. stod hun i 1408 for generhvervelsen af Gotland, som efter en omtumlet skæbne beherskedes af Den tyske Orden.

De sidste år af sit liv koncentrerede Margrethe sig især om at forsøge at vinde magten over hertugdømmet Slesvig. Dette havde hun i 1386 set sig nødsaget til at overlade til greverne af Holsten. I 1404 døde den regerende hertug, Gerhard, imidlertid, hvorefter Margrethe fik sig placeret som formynder for hans enke og umyndige børn. Denne status udnyttede hun til at skaffe sig store dele af hertugdømmet som pant, hvilket i 1410 førte til krig, Netop som hun havde sikret sig herredømmet over hovedbyen Flensborg, døde hun imidlertid, angiveligt af pest, på et skib i Flensborg Fjord den 28. oktober 1412.

Margrethes indre styre

Margrethes indre styre var stærkt autokratisk, da hun for alvor havde sikret sig magten. Hun undlod at genbesætte de gamle rigsembeder som drost (i Norge drottsete) og marsk, da indehaverne døde, og sikrede derved, at rigsrådene ikke havde nogen selvstændig ledelse. Selv rådslog og legitimerede hun sit styre med en snæver kreds af til dels skiftende håndplukkede rigsrådsmedlemmer. I Sverige indsatte hun en del danskere som lokaladministratorer. Kun i Sverige hørtes der imidlertid om opposition mod hendes styre, da den svenske kirke protesterede mod indblanding og godskonfiskationer.

Margrethe blev oprindelig efter eget ønske gravlagt i Sorø Klosterkirke, men liget blev senere bortført af bispen i Roskilde. Og den dag i dag kan hendes pragtfulde gravmæle, bekostet af Erik af Pommern i 1423, beses i Roskilde Domkirke.

Læs mere om Margrethe 1. på denstoredanske.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015