Luthers Lille Katekismus 1529 (1953-udgave)

Kilder

Kildeintroduktion:

Som led i reformationen udgav den tyske reformator Martin Luther (1483-1546) i 1529 sin Lille Katekismus for at bidrage til den kristne oplysning af lægfolk. Luthers Lille Katekismus blev efterfølgende oversat til en række sprog, herunder også dansk i 1532. Bogen var lille, og Luthers intention var, at den skulle læres udenad. Den Lille Katekismus skulle vejlede præster, lærere, og fædre i den kristne undervisning og opdragelse af børn og unge. Udformet som spørgsmål og dertilhørende svar, gennemgår Luther i Den Lille Katekismus De Ti Bud, trosbekendelsen, Fadervor og sakramenterne. De centrale ideer i Luthers kristendomsforståelse var opgøret med afladstanken og helgendyrkelse til fordel for en vægtning af gode gerninger, social forpligtelse og Guds nåde og frelse. Et reformatorisk kernepunkt var, at Bibelen stod over paven, og at forkyndelsen skulle finde sted, så almindelige mennesker kunne forstå indholdet – dvs. på modersmålet og ikke på latin. Den her viste udgave er en modernisering af den oprindelige danske tekst. Luthers Lille Katekismus blev grundlaget for kristendomsundervisningen i de lutherske lande, og den er også i dag del af den danske Folkekirkes bekendelsesgrundlag. I mange år skulle skoleelever og konfirmander lære den udenad. Blandt dens kritikere var Grundtvig (1783-1872), der ikke mente, at troen skulle være genstand for terperi, og Den Lille Katekismus havde derfor ingen rolle at spille i Grundtvigs "skole for livet" og hans idé om "det levende ord".

Martin Luther
Martin Luther. Efter stik af Daniel Hopfer 1523. Fra
Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Dr. Martin Luthers lille Katekismus

For ulærde sognepræster og prædikanter

FORTALE

Martin Luther til alle tro og fromme sognepræster og prædikanter. Nåde, barmhjertighed og fred i Jesus Kristus, vor Herre.

Den sørgelige og forfærdelige elendighed, som jeg for nylig har erfaret, da jeg var visitator, har nødet og tvunget mig til at skrive denne katekismus eller kristenlære i en så kort, enkelt og enfoldig skikkelse. Hjælp, kære Gud, hvor har jeg dog set megen jammer, at den jævne mand jo slet ingenting ved om den kristne lære, særlig i landsbyerne, og at mange sognepræster desværre er næsten helt uegnede og udygtige til at undervise, og alligevel skal de alle kaldes kristne, være døbt og nyde sakramenterne, skønt de hverken kan Fadervor, Troen eller De ti Bud, men lever som det dumme kvæg og de ufornuftige svin, og, hvor evangeliet er kommet, har de ikke desto mindre nydeligt lært at misbruge al kristen frihed. O, I biskopper, hvordan vil I forsvare det over for Kristus, at I så skammeligt har ladet folket i stikken uden et øjeblik at varetage jeres embede? Gid al ulykke ikke må ramme jer som straf! I forbyder folket at modtage den ene skikkelse af nadveren og ivrer for jeres menneskelove, medens I slet ikke spørger efter, om de kan Fadervor, Troen, De ti Bud eller overhovedet noget Guds ord. Ak og vé over jeres hals til evig tid.

Derfor beder jeg alle jer, mine kære herrer og brødre, som er sognepræster og prædikanter, at I for Guds skyld af hjertet vil tage jer af jeres embede, forbarme jer over jeres folk, som er betroet jer, og hjælpe os med at bibringe folk katekismen, særligt unge mennesker, og at de af jer, som ikke formår bedre, vil tage disse tavler[1] og former for sig og sige dem for folket ord for ord på denne måde:

For det første, at prædikanten frem for alt vogter sig for og undgår at bruge snart en, snart en anden tekst og form af De ti Bud, Fadervor, Troen, Sakramenterne osv., men at han tager en bestemt form frem, holder sig til den og bruger den samme år for år. For det unge og enfoldige folk må man undervise med bestemte tekster og former, ellers bliver de forvirret, hvis man i dag underviser sådan og en anden gang sådan, som om man ville forbedre det, og så vil alt besvær og arbejde være spildt. Det har kirkefædrene også godt indset, og de har anvendt Fadervor, Troen og De ti Bud på én bestemt måde. Derfor skal vi også lære det unge og enfoldige folk disse stykker på den måde, at vi ikke ændrer en stavelse eller det ene år underviser eller forelæser anderledes end det andet år. Udvælg dig derfor hvilken form, du vil, og hold fast på den for evigt. Men hvis du prædiker for lærde og forstandige, så kan du bevise din lærdom og gøre disse stykker så mangeartede og vende og dreje dem så kunstfærdigt, som du er i stand til. Men over for det unge folk skal du holde fast ved én bestemt, evig form og frem for alt lære dem disse stykker, nemlig De ti Bud, Troen, Fadervor osv., efter teksten ord for ord, så at de også kan fremsige dem sådan og lære dem udenad.

Men dem, der ikke vil lære det, skal man sige, at de fornægter Kristus og ikke er kristne. De skal heller ikke have adgang til sakramenterne, de skal ikke løfte noget barn af dåben, og heller ikke have ret til nogen del af den kristne frihed, men simpelt hen henvises til paven og hans officialer[2], ja, til djævelen selv. Endvidere skal forældre og husherrer nægte dem mad og drikke og fortælle dem, at fyrsten vil bortjage sådanne rå folk fra landet osv.

For skønt man hverken kan eller skal tvinge nogen til tro, så skal man dog drage omsorg for, at folk ved, hvad der er ret og uret hos dem, de vil bo, ernære sig og leve hos. For den, der vil bo i en by, han skal kende og overholde den byret, hvis fordele han vil nyde, uanset om han tror eller han i hjertet er en skurk og slyngel.

For det andet, når de nu kan teksten godt, så lær dem meningen, for at de må vide, hvad det betyder. Tag da igen enten disse tavlers eller en anden kort form for dig efter dit eget valg, men hold fast ved den og lav ikke om på den med en stavelse, ligesom jeg sagde om teksten, og giv dig god tid til det. For det er ikke nødvendigt, at du tager alle stykker op på én gang, men det ene efter det andet. Når de først forstår det første bud godt, tag derefter det andet og så fremdeles. Ellers bliver de overbebyrdet, så de slet ikke husker noget.

For det tredje, når du nu har lært dem en sådan kort katekisme, så tag Den store Katekisme frem og giv dem en rigere og videre forståelse. Fremstil et eller andet bud, bøn eller andet stykke derfra med dets mange slags gerninger, nytte og frugter, men også de dermed forbundne farer og skader, sådan som du finder det rigeligt beskrevet i mange bøger herom. Og du skal særlig tage fat på det bud eller stykke, som det især kniber med i din menighed. F. eks. Må du blandt håndværkere og handlende, men også blandt bønder og tjenestefolk ivrigt fremhæve det 7. bud; for blandt den slags folk er alle slags upålidelighed og tyveri udbredt. Ligeså må du over for børn og den jævne mand fremhæve det 4. bud: at de skal forholde sig roligt, tro, lydigt og fredeligt, og du skal altid anføre mange eksempler fra Skriften på, hvordan Gud har straffet og velsignet sådanne mennesker.

Særligt skal du også lægge øvrighed og forældre på sinde, at de regerer godt og bringer børn til skole, og du skal vise, hvorledes de skylder at gøre dette, og, hvis de ikke gør det, hvilken gruelig synd de gør sig skyldig i. For dermed omstyrter og ødelægge de både Guds og menneskers værste fjender. Og du skal klart fremhæve, hvilken forfærdelig skade de gør, hvor de ikke hjælper med til at bringe børn til sognepræst, prædikant, skriver osv., så at Gud vil give dem en skrækkelig straf derfor. Her er det meget nødvendigt at prædike. Forældre og øvrighed forsynder sig i dette nutildags, så det ikke er til at sige. Djævelen har også grusomt i sinde dermed.

Endelig, fordi Pavens tyranni nu er forbi, vil de ikke mere gå til sakramentet, og de foragter det. Her er det nødvendigt at sætte ind, dog på denne måde: vi skal ikke tvinge nogen til troen eller sakramentet, heller ikke fastsætte love om tid og sted, men prædike, at de skal nøde sig selv uden vor lov og ligefrem tvinge os sognepræster til at række dem sakramentet. Det gør man ved at sige til dem: Den, der ikke søger eller ønsker sakramentet i det mindste fire gange årligt, om ham må man befrygte, at han foragter sakramentet og ikke er nogen kristen, ganske som den ikke er kristen, der ikke tror eller hører evangeliet. Thi Kristus sagde dette: ”Gør dette, så ofte som I drikker den” osv. Han vil virkelig have det gjort og ikke helt undladt og foragtet. ”GØR dette”, siger han.

Hvis nogen ikke regner sakramentet for noget, er det et tegn på, at han ikke har nogen synd, intet kød, ingen djævel, ingen verden, ingen død, ingen fare, intet helvede, det vil sige, han tror ikke, han har noget af dette, skønt han stikker deri til op over ørerne, og han er to gange djævelens. På den anden side behøver han heller ikke nåde, liv, paradis, himmerig, Kristus, Gud eller noget som helst godt; for hvis han troede, at han havde så meget ondt og behøvede så meget godt, så ville han ikke holde sig borte fra sakramentet, hvori den slags onde bliver afhjulpet og så meget godt givet. Man behøvede heller ikke med nogen lov at tvinge ham til sakramentet, men han ville selv komme løbende, tvinge sig selv og nøde dig til, at du skulle give ham sakramentet.

Derfor må du her ikke opstille nogen lov, sådan som paven, men du skal klart fremhæve nytten og skaden, møjen og gavnen, faren og frelsen i dette sakramente, så vil de af sig selv komme uden din tvang; men kommer de ikke, så lad dem fare og sig dem, at de, der hverken agter eller føler deres store elendighed og Guds nådige hjælp, tilhører djævelen. Men hvis du ikke indprenter disse ting, eller hvis du gør en lov eller gift ud af det, er det din skyld, hvis de foragter sakramentet. Hvordan skulle de kunne lade være med at være dovne, hvis du sover og tier? Tag jer derfor vel i agt, sognepræster og prædikanter. Vort embede er nu blevet et andet, end det var under paven, nu er det blevet byrdefuldt og gavnligt. Derfor er det nu forbundet med megen møje og arbejde, fare og anfægtelse, og dertil kun ringe løn og tak i verden. Men Kristus vil være vor løn, hvis vi arbejder trofast. Dertil hjælpe os al nådes Fader, ham være lov og tak i evighed ved Kristus, vor Herre. Amen.

De ti bud

De ti bud således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand dem.

Det første bud.
Du må ikke have andre guder.
Det vil sige: Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.

Det andet bud.
Du må ikke misbruge din Guds navn.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander, sværger, øver trolddom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, lover og takker.

Det tredje bud.
Du skal holde hviledagen hellig.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter prædiken og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.

Det fjerde bud.
Du skal ære din fader og din moder.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter vore forældre og foresatte eller vækker deres vrede, men holder dem i ære, tjener, lyder, elsker og agter dem.

Det femte bud.
Du må ikke slå ihjel.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi i al legemlig nød.

Det sjette bud.
Du må ikke bryde ægteskabet.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever rent og kysk i ord og gerninger og som ægtefolk elsker og ærer hinanden.

Det syvende bud.
Du må ikke stjæle.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham at bevare, hvad han ejer, og bedre sine kår.

Det ottende bud.
Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver vor næste noget på, ikke forråder ham, bagtaler ham eller bringer ham i vanry, men undskylder ham, taler godt om ham og optager alt i bedste mening.

Det niende bud.
Du må ikke begære din næstes hus.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke med list efterstræber vor næstes arv eller hus eller med skin af ret tilegner os det, men hjælper ham og står ham bi, så han kan beholde det.

Det tiende bud.
Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til.
Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lokker eller tvinger hustru, folk eller kvæg fra vor næste eller på anden måde får dem fra ham, men holder dem til at blive og gøre deres pligt.

Hvad siger nu Gud om alle disse bud?
Han siger således: "Jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud."
Det vil sige: Gud truer med at straffe alle dem, som overtræder disse bud. Derfor skal vi frygte for hans vrede og ikke handle mod dem. Men han lover alle, som holder disse bud, nåde og alt godt. Derfor skal vi også elske ham og stole på ham og gerne gøre efter hans bud.

Troen

Troen således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand den.

Den første artikel: Om skabelsen
Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber.

Det vil sige: Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu opholder alt dette; at han giver klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, hustru og børn, marker, kvæg og alt, hvad jeg ejer; at han rigeligt og dagligt sørger for alt, hvad jeg behøver til næring for dette legeme og liv, skærmer mig mod al fare og vogter og bevarer mig for alt ondt; og alt dette gør han af lutter faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig. For alt dette skylder jeg at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig. Det er vist og sandt.

Den anden artikel: Om genløsningen
Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Det vil sige: Jeg tror, at Jesus Kristus, sand Gud, født af Faderen i evighed, og tillige sandt menneske, født af Jomfru Maria, er min Herre, som har genløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sit hellige og dyrebare blod og med sin uskyldige lidelse og død, for at jeg skal være hans egen og i hans rige leve under ham og tjene ham i evig retfærdighed, uskyldighed og salighed, ligesom han er opstanden fra de døde, lever og regerer i evighed. Det er vist og sandt.

Den tredje artikel: Om helliggørelsen
Jeg tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Det vil sige: Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro. I denne kristne menighed forlader han daglig mig og alle troende al synd rigelig og vil på den yderste dag opvække mig og alle døde og i Kristus give mig med samt alle troende evigt liv. Det er vist og sandt.

Fadervor

Fadervor således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand det.

Fader vor, du som er i himlene!
Det vil sige: Gud vil dermed indbyde os til at tro, at han er vor rette Fader og vi hans rette børn, for at vi trygt og med fuld tillid skal bede ham, som kære børn beder deres kære fader.

Den første bøn:
Helliget vorde dit navn.

Det vil sige: Guds navn er vel helligt i sig selv; men vi beder i denne bøn, at det også må blive helligt hos os.
Hvorledes sker det? Når Guds ord læres klart og rent, og vi som Guds børn også lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himmelen! Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos os. Bevar os derfra, himmelske Fader!

Den anden bøn:
Komme dit rige.

Det vil sige: Guds rige kommer vel af sig selv uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at det også må komme til os.
Hvorledes sker det? Når den himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever gudfrygtigt her i tiden og hisset i evigheden.

Den tredje bøn:
Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.

Det vil sige: Guds gode, nådige vilje sker vel uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at den også må ske hos os.
Hvorledes sker det? Når Gud bryder og hindrer enhver ond plan og vilje, der ikke vil lade os hellige hans navn og ikke lade hans rige komme, hvad der jo er Djævelens, verdens og vort køds vilje, men styrker og bevarer os faste i hans ord og i troen på ham til vor sidste stund. Dette er hans nådige, gode vilje.

Den fjerde bøn:
Giv os i dag vort daglige brød.

Det vil sige: Gud giver dagligt brød, også uden vor bøn, endog til alle onde mennesker; men vi beder i denne bøn, at han vil lade os skønne på det og modtage vort daglige brød med taksigelse.
Hvad forstås da ved dagligt brød?Alt, hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejrlig, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan.

Den femte bøn:
Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Det vil sige: Vi beder i denne bøn, at vor Fader i Himmelen ikke vil se på vor synd og for dens skyld afvise vor bøn. For vi er ikke værdige til noget af det, vi beder om, og har heller ikke fortjent det. Men vi beder, at han vil give os alt af nåde. Thi vi synder daglig meget og fortjener kun straf. Sådan vil vi i sandhed også selv af hjertet tilgive og gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os.

Den sjette bøn:
Og led os ikke ind i fristelse.

Det vil sige: Gud frister vel ingen; men vi beder i denne bøn, at Gud vil vogte og bevare os, for at Djævelen, verden og vort kød ikke skal bedrage os og forføre os til mistro, fortvivlelse og anden stor skam og last, og at vi, dersom vi således angribes, dog til sidst må vinde og beholde sejren.

Den syvende bøn:
Men fri os fra det onde.

Det vil sige: Vi beder i denne bøn under ét, at Faderen i Himmelen vil fri os fra alt, hvad der kan skade os på legeme og sjæl, ejendom og ære, og endelig, når vor sidste time kommer, unde os en salig død og i nåde tage os fra denne tåredal til sig i Himmelen.

Amen.
Det vil sige: At jeg skal være vis på, at Faderen i Himmelen tager imod vore bønner og hører dem, for han har selv befalet os at bede sådan og lovet, at han vil høre os. Amen, amen, det betyder: Ja, ja, det skal ske således.

Dåben

Den hellige dåbs sakramente således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand derom.

For det første: Hvad er dåben?
Dåben er ikke vand slet og ret, men den er vandet, indeholdt i Guds bud og forbundet med Guds ord.

Hvilket er da dette Guds ord?
Det siger vor Herre Kristus i det sidste kapitel hos Mattæus: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn."

For det andet: Hvad giver eller gavner dåben?
Den virker syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen og giver alle dem, som tror det, den evige salighed, således som Guds ord og løfte lyder.

Hvordan lyder da dette ord og løfte?
Det siger vor Herre Kristus i det sidste kapitel hos Markus: "Den, som tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes."

For det tredje: Hvorledes kan vand virke så store ting?
Det er så vist ikke vand, der virker det, men Guds ord, som er med og ved vandet, og troen, der stoler på Guds ord forbundet med vandet. Thi uden Guds ord er vandet vand slet og ret og ingen dåb; men med Guds ord er det en dåb, det vil sige: et livets vand, fuldt af nåde, og et bad til genfødelse ved Helligånden, således som apostlen Paulus siger til Titus i det tredje kapitel: "Han frelste os ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv." Det er vist og sandt.

For det fjerde: Hvad betyder det da, at der bruges vand ved dåben?
Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.

Hvor står det skrevet?

Apostlen Paulus siger til romerne i det sjette kapitel: "Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at, at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv."

Skriftemål

Hvorledes man skal lære jævne folk at skrifte.

Hvad er skriftemålet?
Skriftemålet omfatter to dele. For det første, at man bekender synderne; for det andet, at man modtager absolutionen eller tilgivelsen fra skriftefaderen som fra Gud selv og ikke tvivler på den, men fast tror, at synderne dermed er tilgivet for Gud i Himmelen.

Hvilke synder skal man da skrifte?
Over for Gud skal man påtage sig skyld for alle synder, også for dem, vi ikke kender, således som vi gør i Fadervor.
Men over for skriftefaderen skal vi kun bekende de synder, som vi ved af og føler i hjertet.

Hvad er det for nogle?
Betragt i lyset af de ti bud, hvad du er, om du er fader, moder, søn, datter, husfader, husmoder eller tjenende - om du har været ulydig, utro, doven, vred, fræk, kivagtig, om du har gjort ondt ved ord eller gerninger, om du har stjålet, været forsømmelig eller skødesløs eller gjort fortræd.

Giv mig en kort vejledning til at skrifte!
Således skal du sige til skriftefaderen:
"Jeg beder dig om, at du vil høre mit skriftemål og for Guds skyld tilsige mig syndsforladelsen."
"Sig frem!"
"Jeg stakkels synder bekender mig for Gud skyldig i alle synder. Særlig bekender jeg for dig, at jeg er karl eller pige o.s.v., men desværre ikke tjener mit herskab med troskab; thi her og der har jeg ikke gjort, hvad de påbød mig, jeg har gjort dem vrede og fået dem til at bande, jeg har været forsømmelig og ladet skade ske. Jeg har også været usømmelig i ord og gerninger, har yppet kiv med de andre i min stilling, jeg har knurret og bandet mod min husmoder o.s.v. Alt dette gør mig ondt, og jeg beder om Guds tilgivelse; jeg vil forbedre mig."

En husfader eller husmoder kan sige som så:
"Særlig bekender jeg for dig, at jeg ikke trofast har opdraget mine børn, husfolk og min hustru til Guds ære. Jeg har bandet, givet et dårligt eksempel med usømmelige ord og gerninger, voldt min nabo skade og talt ondt om ham, jeg har solgt for dyrt, givet forfalskede og ikke fuldvægtige varer" - og hvad mere han har gjort mod Guds bud og den stilling, han er i, o.s.v.
Men om nogen ikke skulle finde sig tynget af sådanne eller af større synder, skal han ikke være bekymret eller søge efter andre synder, ikke heller opdigte nogle og derved gøre en pinebænk ud af skriftemålet, men du skal fortælle en eller to, som du ved af. Altså: "Særligt bekender jeg, at jeg en gang har bandet og ligeså en gang været hensynsløs i mine ord, en gang forsømt at... o.s.v." Og lad det så være nok.

Men ved du slet ikke af nogen synd (det er dog næppe muligt), så nævn heller ikke noget særligt, men modtag tilgivelsen på det almindelige skriftemål, som du aflægger for Gud over for skriftefaderen.
Så skal skriftefaderen sige: "Gud være dig nådig og styrke din tro. Amen." Derefter siger skriftefaderen: "Tror du også, at min tilgivelse er Guds tilgivelse?" "Ja." Derpå skal han sige: "Det skal ske dig, som du troede. Og på vor Herres Jesu Kristi befaling tilgiver jeg dig dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen! Gå bort med fred." Men den, som har store samvittighedskvaler eller er bedrøvet og anfægtet, vil en skriftefader nok vide at trøste med flere bibelord og opmuntre ham til troen. Dette skal kun være en sædvanlig måde at skrifte på.

Nadver

Alterets sakramente således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand derom.

Hvad er alterets sakramente?
Det er vor Herre Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen, og det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.

Hvor står det skrevet?
Således skriver de hellige evangelister Mattæus, Markus og Lukas og apostlen Paulus:
Herren Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for Eder. Gør dette til ihukommelse af mig!"
Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: "Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for Eder til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig!"

Hvad gavner det da at spise og drikke således?
Det ser vi af disse ord: "Givet og udgydt for Eder til syndernes forladelse," nemlig, at ved disse ord gives os i sakramentet syndernes forladelse, liv og salighed. Thi hvor syndernes forladelse er, der er også liv og salighed.

Hvorledes kan det, legemligt at spise og drikke, have denne virkning?
Det er så vist ikke at spise og drikke, der gør det, men de ord, der står: "Givet og udgydt for Eder til syndernes forladelse." Thi disse ord er sammen med det, legemligt at spise og drikke, hovedsagen i sakramentet, og den, som tror disse ord, han har, hvad de siger, og som de lyder, nemlig syndernes forladelse.

Hvem modtager da dette sakramente værdigt?
Faste og legemlig beredelse er vel en smuk udvortes tugt; men ret værdig og vel skikket er den, som har troen på disse ord: "Givet og udgydt for Eder til syndernes forladelse." Men den, som ikke tror disse ord eller tvivler, han er uværdig og uskikket; thi ordet "for Eder" kræver just troende hjerter.


Om kilden

Forfatter(e)
Martin Luther
Dateret
1529
Oprindelse
Luthers lille Katekismus, 1953
Kildetype
Kirkelig tekst
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Forfatter(e)
Martin Luther
Dateret
1529
Oprindelse
Luthers lille Katekismus, 1953
Kildetype
Kirkelig tekst
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk