Artikler
Ludvig Holberg (1684-1754) var en dansk-norsk forfatter, der skrev inden for alle anerkendte og traditionsrige genrer i europæisk litteratur. Hverken han eller andre skelnede så stærkt mellem faglitteratur og skønlitteratur, som vi gør i dag. Holberg fyldte de klassiske former og genrer med lokalt og samtidigt dansk indhold, som bragte sindene i kog. To af de hovedværker, vi i dag placerer som skønlitteratur, hører til i hver sin ende af forfatterskabet. I 1719-20 udkom Peder Paars, og 1741 og 1743 udkom Niels Klims underjordiske Rejse. De to værker er to af de mest udgivne, kommenterede og læste i hele forfatterskabet. De har gennem tiden talt til forskellige generationer af læsere og fortolkere, og det er nok forklaret ved , at de begge har klassisk litterær klangbund og samtidigt tematiserer en række brændpunkter i samfundslivet på tværs af tid og rum. – Og så er de ganske enkelt fornøjelige at læse, uanset forudsætninger.
Peder Paars (1719-20) – dannelsens parodi
I 1719-20, før komedierne, udgav Holberg den parodiske versroman Peder Paars. Peder er en latterlig helt, der tilbagelægger sin litterære dannelsesrejse i parodiske klæder. Og samtidig er Peder Paars fyldt med samtidskritik af bl.a. ortodoksien, feudalismen og den forstenede akademiske verden. I Peder Paars bruger Holberg parodien og satiren til at slå ud efter det nedarvede, det stands- og gudsgivne og det skæbnebestemte – for i stedet at gå i fronten for den frie, samfundsforpligtede vilje og de rettigheder og pligter, som følger heraf, og som han tidligere havde skrevet om i Introduction til Natur- og Folke-Rettens Kundskab (1716). Paars blev et gennembrud i Holbergs eget forfatterskab, nemlig ind til satiren og de mange komedier, som er dét vi først og fremmest kender ham for i dag.
Niels Klim (1741) – samtidssatire og science fiction
Da Holberg sent i sit forfatterskab udgav den på latin skrevne science fiction-historie om Niels Klims underjordiske Rejse (Leipzig, 1741, da. udg. 1743), fik han sit gennembrud over for den lærde og læsende europæiske offentlighed – og kom igen i brændpunktet for den lokale danske kulturdebat på den tid.
Niels Klims underjordiske Rejse er et mærkeligt storværk i den danske og europæiske litteraturkultur: rejseroman, science fiction, samtidssatire, højlitterær og lavkomisk på samme tid. Det er historien om Niels, der efter 10 års studier i København på det ene universitet, der fandtes på den tid i det dansk-norske dobbeltmonarki, vender hjem til Bergen, Holbergs fødeby, og falder ned gennem et hul i bjerget uden for byen. Niels lander på planeten Nazar, der kredser rundt i jordens indre. Her møder han det ene mere mærkelige samfund efter det andet, bl.a. træernes og fornuftens ideelle land Potu (utop(i)), intolerancens land Mardak (Da(n)mark) og pruttelandet Pyglossia.
Historien om Niels Klim er fyldt med for sin tid sære utopiske syner og skræmmende dystopiske visioner om verden af i morgen – og måske derfor har den vedvarende talt til senere tiders og generationers kunstnere og forskere. Men historien er også fyldt med en række udfald mod Holbergs egen tid og verden, mod grupper, tendenser og institutioner i den enevældige kultur, Holberg levede i – og måske derfor mødte den også voldsomme protester fra bl.a. kirkelige kredse. Nok var Holberg en frontløber i integreringen af oplysningstidens fornuftsbaserede og menneskeretlige principper i Danmark, og nok var tiden i det hele taget præget af oplysningsprojektet i det europæiske samfund, men religionen stod – også dengang – stærkt. Oplysningstænkerne gik op mod de nedarvede autoriteter og institutioner, heriblandt kirkens magt, men de anfægtede ikke, at Guds øje vågede i det høje, dvs. i centret af hver eneste af de verdner eller stjernesystemer, man – også dengang – forestillede sig eksistensen af.
Niels Klim handler blandt andet om ytringsfrihed og tolerance og modbegrebet intolerance. I det utopiske land Potu praktiseres tolerancebegrebet med en vis konsekvens: Her er der dødsstraf for at gøre udfald mod andres tro og religion. Den værste intolerance møder Klim hos indbyggerne i det land, som ved navn ligner Danmark: Mardak. Tolerancen er noget, vi nu om dage synes at være enige om som en bærende værdi i samfundet. Men tolerance er også et af de begreber, hvor moral og meddelelsesform har det med at blive hinandens modsætninger: Udviser man tolerance ved at kræve og forlange den af andre?
Holberg praktiserede et raffineret tolerancebegreb: Han brugte det netop ikke, som han ellers koketterer med, direkte forkyndende; han gik ikke rundt og råbte på tolerance, sådan som hans uheldige hovedperson Niels Klim ellers gør. Den åbensindede og videbegærlige verdenserobrer Niels ender som intolerancens kyniske og diktatoriske inkarnation. Det straffes han for, og så er hans dage på planeten Nazar talte.
I 2012 udgav Det Danske Sprog- og Litteraturselskab det første
bind af en helt ny udgave af Holbergs samlede værker. Første bind
er Niels Klims underjordiske rejse, nyoversat af Peter Zeeberg og
nyillustreret af Ole Sporring (Forlaget Vandkunsten 2012).