Kilder
Kildeintroduktion:
Med Grundloven i 1849 blev alle danskere i princippet sikret ret til offentlig hjælp, hvis de ikke kunne forsørge sig selv. At være nødt til at modtage hjælp fra det offentlige blev dog anset som nedværdigende og var længe forbundet med tab af rettigheder, fx retten til at gifte sig eller til at stemme.
Fra begyndelsen af 1890’erne gennemførtes imidlertid en række nye love for fattige og gamle, der brød med de hidtidige principper. I 1891 blev Fattigloven revideret, ligesom Loven om anerkendte Sygekasser blev vedtaget i 1892. Med disse nye love blev det nu muligt at få statslig støtte til lægebesøg, jordemoder og begravelse. Samtidig blev det muligt for folk at melde sig ind i offentligt støttede sygekasser og dermed sikre sig hjælp under sygdom.
Endnu mere bemærkelsesværdig var dog Loven om Alderdomsunderstøttelse, ligeledes fra 1891. Denne lov medførte, at ’værdigt trængende’ over 60 år, der i de sidste 10 år ikke havde modtaget fattighjælp, fik ret til understøttelse uden at miste deres stemmeret. I modsætning til f.eks. Loven om anerkendte Sygekasser og den senere Lov om Arbejdsløshedskasser fra 1907 var Loven om Alderdomsunderstøttelse således ikke en forsikringsordning, hvor den enkelte selv skulle bidrage ud over et offentligt tilskud, men en reel offentlig forsørgelse.
Lov om Alderdomsunderstøttelse til værdige trængende udenfor Fattigvæsenet som gengivet i Lovtidende for 1891. Se hele lovteksten her eller ved at klikke på billedet.
Lov om Alderdomsunderstøttelse til værdige trængende udenfor Fattigvæsenet (I)
Vi Christian den Niende af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg
Gøre vitterlig: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:
§ 1.
Den, der efter at have fyldt sit 60de Aar bliver ude af Stand til at forskaffe sig selv eller dem, overfor hvem der paahviler ham fuld Forsørgelsespligt, det fornødne til Underhold eller til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde, skal, for saa vidt han har Indfødsret, efter de nedenfor angivne Bestemmelser være berettiget til at erholde Alderdomsunderstøttelse. — Som ligeberettiget med indfødte anses i fornævnte Henseende en frasepareret eller fraskilt Kone eller en Enke, der ikke selv har Indfødsret, men som er i Ægteskab med eller senest har været i Ægteskab med en Mand med Indfødsret.
§ 2.
Adgang til Alderdomsunderstøttelse efter foregaaende Paragraf skal være betinget af:
a) at den paagældende ikke ved Dom er funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, for hvilken han ikke har erholdt Æresoprejsning,
b) at Trangen ikke er begrundet i Handlinger, ved hvilke han til Fordel for Børn eller andre har betaget sig selv Midlerne til sit Underhold, i hans uordentlige og ødsle Levned, eller paa anden lignende Maade er selvforskyldt;
c) at han i de sidste 10 Aar, før Begæring om Alderdomsunderstøttelse fremsættes, har haft fast Ophold her i Landet, og i Løbet af samme Tidsrum ikke har modtaget Fattighjælp eller er funden skyldig i Løsgængeri eller Betleri; for en frasepareret eller fraskilt Kone eller en Enke betragtes den Fattighjælp, der har været ydet hendes Ægtefælle, medens hun levede i Ægtestab med ham, som tillige oppebaaren af hende selv. Personer over 60 Aar, der, naar denne Lov træder i Kraft, nyde eller have nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, falde ind under Lovens Bestemmelser, hvis Understøttelsen først er begyndt efter det 60de Aar og vedkommende i de sidste 10 Aar, før denne begyndte, har opfyldt de under dette Litra anførte Betingelser samt i øvrigt fyldestgør de i Loven for Opnaaelse af Alderdomsunderstøttelse givne Forskrifter. Den Understøttelse, der er ydet ham efter det 60de Aar, betragtes i saa Fald overfor den understøttede ikke som Fattighjælp.
§ 3
Begæring om Alderdomsunderstøttelse indgives i Kjøbenhavn til Magistraten og udenfor Kjøbenhavn til vedkommende Kommunalbestyrelse. Begæringen, hvortil Blanketter, affattede efter en af Indenrigsministeren foreskreven Formular, erholdes hos de nævnte Myndigheder, skal indeholde de til Bedømmelsen af den paagældendes Adgang til Understøttelsen nødvendige Oplysninger. Begæringen skal være ledsaget af de Legitimationspapirer og øvrige Bevisligheder, som Andrageren kan fremskaffe, og skal være forsynet med en af ham paa Tro og Love underskreven Erklæring om, at dens Indhold er overensstemmende med Sandheden. Er han ude af Stand til at udstede en saadan Erklæring, skal Rigtigheden af de i Begæringen indeholdte Oplysninger være attesteret af tvende med Forholdene nøje kendte Personer, hvis Troværdighed, om fornødent, bevidnes af Øvrigheden.
§ 4
De i § 3 nævnte kommunale Myndigheder undersøge de indkomne Begæringer. Til Brug ved Undersøgelsen skal uden Betaling meddeles Udskrifter eller Attester af Rets- og Øvrighedsprotokoller, Kirkebøger og deslige, samt Bistand ydes af Øvrigheden. I fornødent Fald kan der optages Politiforhør over Andrageren og andre, der maatte kunne meddele Oplysning. Efter endt Undersøgelse bestemmer vedkommende kommunale Myndighed, om Andrageren har Krav paa Alderdomsunderstøttelse, og i saa Fald, hvad og hvor meget der skal ydes ham.
Den Hjælp, som det bliver nødvendigt forinden Sagens endelige Afgørelse at tilstaa den paagældende, betragtes, for saa vidt han findes berettiget til Alderdomsunderstøttelse, som en Del af denne, i modsat Fald som Fattighjælp.
§5.
Understøttelsen bør udgøre, hvad der til enhver Tid behøves til den understøttedes og Families nødvendige Underhold eller til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde, men kan i øvrigt bestaa saavel i Penge som i Naturalydelser og, hvor Omstændighederne tale derfor, i Anbringelse i særlig dertil bestemte Asyler eller lignende Anstalter.
De Regler, som overfor trængende i Almindelighed gælde for Sognerejser, for Benyttelsen af Læger og Jordemødre og for Vederlag til saadanne samt for Begravelseshjælp, gælde ogsaa overfor Personer, som understøttes i Henhold til nærværende Lov.
§6.
For saa vidt den understøttedes Trang ikke har været begrundet i midlertidige Aarsager saasom forbigaaende Sygdom, Arbejdsløshed og deslige, beholder han den ham een Gang tilstaaede Understøttelse, saa længe hans Forhold blive uforandrede. Skulde han foretage Handlinger, der efter § 2 vilde udelukke ham, fra Adgang til Alderdomsunderstøttelsen, eller skulde han forøde, hvad han faar i Understøttelse, bortfalder denne.
Indgaar den understøttede Ægteskab og derefter bliver trængende til yderligere Understøttelse end den, han oppebar ved Ægteskabets Indgaaelse, gaar han over til Forsørgelse af Fattigvæsenet.
§7.
Alderdomsunderstøttelsen udredes af Opholdskommunen. Er den understøttede ikke forsørgelsesberettiget i Opholdskommunen, har denne Krav paa at erholde tre Fjerdedele af de anvendte Bekostninger refunderede af Forsøgelseskommunen eller, hvis ingen saadan findes, af den offentlige Kasse, hvem Understøttelsen vilde have paahvilet, saafremt den havde været Fattighjælp. Om Understøttelsens Ydelse skal der i saa Fald uopholdelig ske Anmeldelse til Forsørgelseskommunen.
Saa længe en Person modtager Alderdomsunderstøttelse, betragtes hans Erhvervelse af Forsørgelsesret i hans Opholdskommune som hvilende.
§8.
De af vedkommende Kommune afholdte Omkostninger med Fradrag af opnaaet Refusion opføres under en særskilt Post i Kommunens aarlige Regnskab. Efter at dette paa sædvanlig Maade er revideret af de kommunale Revisorer og derefter decideret, bliver en Afskrift af bemeldte Post med tilhørende Bilag at tilstille Stedets Overøvrighed, der, efter at have gennemgaaet og om fornødent berigtiget det saaledes modtagne, indberetter til Indenrigsministeren, hvad der af hver enkelt Kommune er anvendt. I Kjøbenhavn indsendes Regnskabet og Indberetning af Magistraten til Indenrigsministeren.
§9.
Af Kommunernes Udgifter ved Alderdomsunderstøttelsen tilflyder Statskassen Halvdelen, dog ikke ud over 2 Millioner Kroner aarlig, og saaledes, at der i Finansårene 1831-82 til 1891-95 kun tilskydes 1 Million aarlig, medens det fulde Beløb først stilles til Raadighed i Finansaaret 1895-96.
Statstilskudet fordeles mellem Kommunerne i Forhold til, hvad hver enkelt af disse i Følge de modtagne Indberetninger har anvendt, og maa ikke overstige Halvdelen deraf.
§10.
Besværinger fra de trængende over de af vedkommende kommunale Myndigheder i Medfør af nærværende Lov tagne Bestemmelser kunne ikke indbringes for Domstolene, men forelægges for Overøvrigheden, hvis Afgørelse, for saa vidt Besværingen ikke tages til Følge, er endelig, men i andet Fald af de nævnte Myndigheder kan indankes for Indenrigsministeren; i Kjøbenhavn forelægges Besværinger over de af Magistraten tagne Bestemmelser for Indenrigsministeren.
Kommer Overøvrigheden ved Gennemsynet af Regnskaberne eller paa anden Maade til Kundskab om, at der er ydet Alderdomsunderstøttelse til dertil uberettigede, eller at Lovens Bestemmelser i andre Henseender ere tilsidesatte, har den ligeledes at træffe Afgørelse i Sagen, der dog kan indankes for Indenrigsministeren.
Meningsuligheder mellem Kommunerne indbyrdes i Anledning af de dem i Henhold til denne Lov paahvilende Forpligtelser afgøres i øvrigt af Amtmanden i den Overøvrigheds Kreds, hvortil den Kommune henhører, mod hvem Forpligtigelsen gøres gældende, og for saa vidt det er Kjøbenhavn, om hvis Forpligtelse der tvistes, af Indenrigsministeren. De af Amtmændene afgivne Kendelser kunne indankes for Indenrigsministeren.
§ 11.
Denne Lov træder i Kraft den 1ste Juli 1891; dog skal Indenrigsministeren, naar en Bestyrelse for en Kommune anholder derom, og særlige Grunde i øvrigt tale derfor, være bemyndiget til at fastsætte, at de Bestemmelser i Loven, der ikke angaa Kommunens Forhold til andre Kommuner, først skulle træde i Kraft for Kommunen den 1ste Januar 1892.
Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.
Givet paa Amalienborg. Den 9de April 1891.
Under Vor Kongelige Haand og Segl
Christian R.
(L.S.)[1]
Lovtekstens egne noter
(I) Udfærdiget gennem Indenrigsministeriet. Se Rigsdagstidende for 1890-91: Folket.Tid. Sp. 4459, 4537-4644, 4802-86, 4887-4962; Landst.Tid. Sp. 2040-2100, 2210-11, 2390; Till. A. Sp. 3393-3400; Till. C. Sp. 545-52.
Ordforklaringer m.m.
[1] (L.S.): forkortelse for det latinske Loco Sigilli, der angiver lakseglets placering. Forkortelsen anvendes på afskrifter for at vise seglets placering på originaldokumentet.