Louis Pio: "Fabrikarbejderne", 1871

Kilder

Kildeintroduktion:

Louis Pio (1841-1894) betragtes som grundlæggeren af det danske socialdemokrati. Hans mål var at forbedre levevilkårene for arbejderklassen, og Pios socialistiske virksomhed markerede starten på den organiserede arbejderbevægelse i Danmark.

I 1871 udsendte Louis Pio to pjecer, Socialistiske Blade I-II, der blev startskuddet til grundlæggelsen af en socialistisk bevægelse i Danmark. I artiklen "Hvad vi forlanger" gennemgik han sine politiske krav. I afsnittet om fabriksarbejde, som bringes nedenfor, argumenterede han blandt andet for en fastsat arbejdstid, indskrænkning af kvindernes arbejde samt et forbud mod børnearbejde. 

III Fabrikarbejderne.

"Hos os er Fabriksvæsnet ubetydeligt", siger Folk. Ja, vi er ikke et Fabriksfolk i den Forstand som Englænderne, Franskmændene og Belgierne, men Fabriker har vi, og Arbejdernes Tilstand der er slet ikke bedre end i andre Lande. Skal vi da vente med at forlange Forandringer til Ondet er vokset os over Hovedet? Det vil sandelig ikke vare længe. Vor Haandværkerstand gaar med stærke Skridt sin Undergang imøde. Med hvert Aar tilegner Fabrikerne sig en stor Del Arbejde, som tidligere var Haandværk: Bjelkerne laves af Jern, Planker og Lister høvles paa Maskine; Sko og Strømper, Lyststeder og Dampskibe, Synaale og Kanoner, Alt laves pr. Maskine og pr. Damp; der gives ”Fabriker” i England og Amerika, hvor den raa Bomuld gaar ind ad den ene Dør for at komme ud som færdige Klædningsstykker af en anden. Med hvert Aar forøges Fabrikarbejdernes Tal medens Haandværkernes aftager: kan det maaske gaa an at oppebie[1] den Tid, da Landets Befolkning vil være delt i to Klasser: Fabrikarbejdere og Fabrikherrer?

Men skal de ulykkelige Følger af Fabrikvirksomheden fjernes, da kan det ikke nytte at ty til privat Godgørenhed, den er planløs og utilstrækkelig; det kan heller ikke nytte at skraale paa "Selvhjælp", ti vi kan ikke som salig Münchhausen[2] gribe os selv i Haartoppen og trække os op af Sumpen; nej, den eneste Magt, der baade kan og skal gøre Noget er Staten, og det vi forlanger er foreløbigt ikke Kapitaler, men blot Love, der kan beskytte os mod at ødelægges fysisk og aandeligt af Fabrikherrerne[.] Vore Onder er mange: slet Føde, usunde Boliger, mangelfuld Beklædning, lang Arbejdstid, daarlig Undervisning, aandelig Fordærvelse i Forbindelse med et uhyggeligt Hjem og deraf følgende Hang til Drik, det er de Fjender, der skal bekæmpes. Til Hjælp imod dem forlanger vi: Fastsættelsen af en Normal–Arbejdstid, som ikke må overskrides under nogetsomhelst Paaskud, Forbud imod Søndagsarbejde, Indskrænkning af Kvindernes og Ophør af Børnenes Arbejdei Fabriker eller lignende Steder, samt endelig Indsættelse af Fabriks-Inspektører, der vælges af Arbejderne og lønnes af Staten for at paasé, at ovennævnte Bestemmelser opretholdes. Straffen for Overtrædelse skal bestaa i simpelt Fængsel og ikkei Bøder, eftersom disse sidste kun vilde give Anledning til at Fabrikanten forsøgte at omgå Loven.

Den forkortede Arbejdstid vil hjælpe paa dobbelt Maade. Det har nemlig stedse vist sig, at Arbejderens Løn holder sig nær til den laveste Sum, hvorfor det er ham muligt at eksistere. Den vil altsaa ikke kunne blive lavere ved det kortere Arbejde, end den var før. Men samtidig vil den forringe Kapitalistens Udbytte og saaledes bidrage lidt til at udjævne Forskellen mellem Arbejdsgiverens og Arbejderens Indtægter. Den vil endelig give Arbejderen mere Tid til at uddanne sig i aandelig Retning og derved styrke ham til hans Kamp mod Kapitalen.

Indskrænkningen af Kvindernes Arbejde vil have en meget stor Indflydelse. For Øjeblikket er Arbejderens Hjem, naar hans Kone er Fabrikarbejderske, et uhyggeligt, snavset Rum; hun kan hverken sørge for ham eller Børnene i nogensomhelst Retning, og Følgen deraf bliver, at han tilbringer sin Fritid i slet Selskab og øder sine Penge til Brændevin. Kan man gengive Børnene deres Moder og Manden hans Hustru, da vil meget være vundet saavel i moralsk som i pekuniær Henseende.

I Frankrig har man statistisk paavist at medens der af Fabrikherrernes Børn kun døde 15 pCt., døde der af de ulykkelige Spinderes og Væveres over 50 pCt. inden Udgangen af det andet Aar. Men selv af de faa tilbageblevne døde der endnu inden de var udvoksne et betydeligt Antal; hvorfor? fordi de fra det 4de Aar begyndte at arbejde i Fabrikerne. Børnenes Fabriksarbejde maa ophæves,hvis vi ønsker, at vore Efterkommere skal bevare et menneskeligt Udseende, hvis vi ikke vil have Befolkningen paa Jorden udryddet.

Krænker disse Bestemmelser Nogens Rettigheder? Vi kan ikke se det. Det hele er sanitære Forholdsregler, der er ligesaa berettigede og fremfor alt ligesaa nødvendige som Forbuddet mod Overfyldning af Beboelseslejligheder eller L[ignende]. Var der nogen, der skulde blive fornærmede derover var det vel Arbejderne selv, i hvis frie Selvbestemmelsesret der tilsyneladende sker et Indgreb; men – sådanne Vilkaarligheder vil vi stedse tilgive.


[1]Oppebie: vente på.

[2]Der refereres til Baron von Münchhausen (1720-97), hvis skrøner var meget vidtløftige - blandt andet historien om, hvordan han i en sump trak sig selv og sin hest op ved hårene. 

Om kilden

Dateret
1871
Oprindelse
Uddrag af artiklen "Hvad vi forlanger", Socialistiske Blade I-II 1871, s. 11-12
Kildetype
Pjece
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. september 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

arbejderbevægelsen arbejdsforhold barndom børnearbejde industrialiseringen Internationale organisationer Kernestof industrialisering Socialdemokratiet

Om kilden

Dateret
1871
Oprindelse
Uddrag af artiklen "Hvad vi forlanger", Socialistiske Blade I-II 1871, s. 11-12
Kildetype
Pjece
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. september 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk