Løjtnant Olav Jensens beretning om kampene ved Bjergskov 9. april 1940

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 9. april 1940 tidligt om morgenen blev Danmark trukket ind i 2. verdenskrig, da Tyskland uden varsel angreb landet. Den danske hær gjorde modstand nogle timer, men det stod fra begyndelsen klart at tyskernes overmagt var for stor, og allerede først på formiddagen var kapitulationen meddelt alle danske tropper. Senere samme dag var statsminister Stauning og Christian 10. ude med en opfordring til danskerne om at forholde sig i ro.

I Sønderjylland kom de flere steder til kampe mellem danske og tyske soldater. Her gengives en detaljeret beretning af Løjtnant Olav Jensen om kampene mellem de danske og tyske tropper i Bjergskov tæt ved Søgaard Kasserne i Sønderjylland. De danske troppers kamp beskrives af Olav Jensen som ærefuld, men samtidig er det tydeligt at tyskerne var de stærkeste. Tyskernes gode behandling af tilfangetagne og hjælp til danske sårede blev bemærket og værdsat af Løjtnant Jensen.

Beretningen har udover sin detaljerede beskrivelse af kampene en meget menneskelig dimension, idet Løjtnant Jensen hele tiden beskriver sin bekymring for sin kones velbefindende.

skitse over den danske hærs placering omkring Søgaard Kasserne 9. april 1940

På kortet kan man se de danske styrkers placering i området omkring Søgaard Kaserne 9. april 1940. Løjtnant Jensen kom i ildkamp med de fremstormende tyske tropper omkring Bjergskov. Foto: fra Stevns, Arne: 9. april skildret i breve fra danske soldater, (1940).

Jeg blev indkaldt den 2/9 39 og gjorde indtil 1/2 40 Tjeneste som Næstkommanderende ved 5. Bataillons 5. Kompagni i Kantonnement paa Fyn. I denne Periode var jeg blevet gift og tog min Kone med i Kantonnementet, hvilket dog snart skulde vise sig at være en uheldig Form for Bryllupsrejse. Den 1/2 40, ved mit eget Mandskabs Hjemsendelse, blev jeg sat til Tjeneste ved 4. Bataillons 4. Kompagni (Motorcyklistkompagniet), Søgaard. Paa Grund af langt bedre Lejlighedsforhold - Søgaard Skole - var baade min Kone og jeg umaadelig tilfredse med Forflyttelsen, vi oplevede efter den haarde Vinter i Rynkeby et virkeligt Foraar hos prægtige Mennesker - Lærer Basse og Frue - og i skønne Omgivelser. Hjemsendelsesbudskabet, der i Midten af Marts fortalte os, at vi efter den sure Vinter paa Landet skulde begynde Sommeren den 13. April paa Københavns Brosten, vakte i hvert Fald ikke den Begejstring, det vilde have vakt ved Juletid.

Jeg havde imidlertid tilendebragt min Uddannelse ved Kompagniets Rekrutdeling og fik tildelt 1. Deling, Mandskab, der var indkaldt i April 1939, veluddannet og navnlig i Besiddelse af en imponerende Kørefærdighed. Inden længe kom de til at aflægge deres Livs haardeste Køreprøve.

Jeg fik om Eftermiddagen den 8. April at vide, at Oberstinden, Fru Premierløjtnant Bernhoft og Fru Premierløjtnant Condil om Middagen var afrejst til Odense og begyndte nu at faa alvorlige Skrupler med Hensyn til min Kone. Før jeg gik til Ro paa Kasernen, var jeg hjemme paa Skolen og saa nu Sandheden saa meget i øjnene, at jeg foreslog min Kone at rejse af alle de Grunde, som hun nu fik at vide. Vi var enige om, at skulde der komme til gaa en Frontlinie Nord for Søgaard, burde vi i hvert Fald være paa samme Side af den, men hun vilde helst vente og se, om ikke Faren drev over. Og som en sidste Indrømmelse til den Tvivl, jeg stadig gerne vilde nære, gik jeg ind paa at hun blev, men dog gjorde klar til hurtig Afrejse.

Om Natten sov jeg paa Løjtnant Nielsens Værelse, saa godt det nu kunde lade sig gøre paa 3 Stole. Klokken ca. 4,15 vaagnede vi ved Raabet »Alarmering «i Kasernegaarden. I Løbet af ganske kort Tid var sidste Del af Bataillonens givne Ordre: »Fjenden har lige nu overskredet Grænsen, besæt Stillingerne!« under Udførelse, idet Kasernen i Løbet af et Kvarters Tid var tømt. Min Deling (1) fik Ordre til at gaa i Stilling i Bjergskoven og etablere Spærring af Hovedvej 10. 2. Deling begav sig til Bredevad. Kaptajn Bahnsen førte min Deling, medens jeg med min Chauffør blev tilbage for at faa fat i en Lastvogn. Da jeg ikke kunde faa Kasernetelefonen til at virke, instruerede jeg nogle Hjælpetropper, der skulde blive tilbage, om at læsse den Lastvogn, der kom, og kørte selv ad en Bagvej til Skolen. Der alarmerede jeg min Kone, ringede efter Lastvognen og desuden efter

Købmand Poulsen til i sin Lillebil at køre hende nordpaa. Imedens var Premierløjtnanten blevet ængstelig for min Skæbne og kom for at se efter mig - der hørtes allerede Skydning sydpaa, rimeligvis fra Afværgekompagniets Deling, der laa Syd for Lundtoft. Men da jeg ogsaa kendte Bagveje fra Skolen til Skoven, foruroligede det mig ikke, naar bare Købmanden vilde skynde sig at hente min Kone. Men jeg kunde jo ikke vente og maatte skynde mig at sige Farvel og køre til Bjergskov.

Der havde Premierløjtnanten sat Delingen i Gang med at etablere Vejspærring Syd for Skoven, og Kaptajnen havde beordret Kanonerne i Stilling med echelonvis Tilbagegang for øje. Efter at Premierløjtnanten havde faaet en stor Lastvogn væltet paa Vejen, overtog jeg det Mandskab, der ikke var ved Kanonerne til yderligere Udbygning af Spærringen og bragte det ene Trefodsgevær i Stilling i en Grusgrav tæt ved Vejen. Under Spærringsarbejdet blev vi ustandseligt generet af Jagerflyvere, der dog ikke skød, men strøg lige over Hovedet paa os og derved tvang os til stadig at søge Dækning. Midt under Spærringsarbejdet fik jeg at vide, at min Kone i en Lillebil var kørt igennem og nordpaa, hun havde faaet en i Lundtoft saaret Soldat med til Aabenraa.

Selvom Civilbefolkningen for det meste tog det kloge Parti at blive inden Døre, var der dog enkelte, der tog lovlig nonchalant paa Situationen. Saaledes maatte jeg lade den ene Side af Spærringen (nogle Tipvogne) flytte, fordi en Lastvognschauffør Syd fra havde travlt. Han skulde skynde sig til Aabenraa, forklarede han. Det var ikke med blide Tanker og Miner, jeg gik med til den Slags Tidsspild, men da jeg jo heller ikke kunde sende ham tilbage i Hovedet paa de kommende Panservogne, lod jeg gøre Plads for Bæstet.

Paa dette Tidspunkt saas røde Lyskugler (Panservognsalarm) i sydvestlig Retning. Kanonerne var blevet flyttet ca. 500 m længere tilbage, og jeg lod derfor ogsaa Trefodsgeværet rykke ind til Skovkanten og holdt Delingen parat ved Motorcyklerne, idet der fra Bataillonen var kommet Ordre til kæmpende Tilbagegang.

Premierløjtnant Condil var lige kørt til Kaptajnen i Nordkanten af Skoven for at faa denne Ordre nærmere forklaret, da en Panserkolonne viste sig oppe paa Vejen. Jeg inddrog Trefodsgeværet og havde nu Delingen samlet paa en lille Sidevej, med Undtagelse af de Befalingsmænd og det Mandskab, der laa ved de to Kanoner. Da det kun var Panserstyrker (Tanks), der kom, kunde vi intet udrette med Rekylgeværerne, og dels for ikke at blive slagtet til ingen Nytte, dels for ikke at maskere Ilden fra Kanonerne ved en senere Tilbagegang, satte jeg Delingen i Fart nordpaa.

Men jeg havde forregnet mig med Hensyn til Spærringens Effektivitet. Den forreste Tank kørte skraat ind paa Spærringen og skubbede, uden at sagtne Farten nævneværdigt, den store, væltede Lastvogn og Tipvognene ud til Siden af Vejen. Efter denne Bedrift blev Tanken beskudt af min forreste Kanon, som jeg med Delingen var ved at passere, og Tanken fik nu den kedelige Ide at kvittere ved at beskyde os i Motorcykel-Kolonnen med Maskinkanon.

Vi pressede Motorcyklerne til det yderste for at komme op over en Bakkekam, som jeg troede vilde yde Dækning. Jeg tør godt paastaa paa alles Vegne, at denne Køretur var vort Livs værste Oplevelse til Dato. Der var et Spektakel, som jeg aldrig har hørt Magen til. Vore Kanoner skød, de fjendtlige Kampvogne skød med Kanon og Maskingeværer, Jagerflyvere dykkede og skød paa vore Kanoner med Maskingeværer, min Motorcykel-Kolonne dundrede hen ad Vejen med 80 km's Fart.

Jeg blev hurtig klar over, at dette her ikke vilde gaa godt. De fjendtlige Lysspor-Projektiler sang om Ørerne paa os og trak lange røde Haler langs med Vejen midt iblandt os. Da det ydermere viste sig, at Halerne ogsaa fulgte os paa den anden Side Bakken, opgav jeg og vinkede Delingen i Grøften, saa godt det kunde lade sig gøre at vinke i den sammenkrøbne Stilling, vi laa i, ind over Markerne. Samtidig brølede jeg i Ørerne paa min Chauffør: »Kør i Grøften!« Og jeg maa sige, at han reagerede villigt og nøjagtigt.

Om nogen bagved os overhovedet saa noget Tegn, er meget usikkert, men i hvert Fald fulgte alle Maskinerne mit Eksempel og kørte i Grøften. Under den Del af Turen, hvor vi blev beskudt, var der ingen Sideveje, og havde der ogsaa været, tror jeg ikke, vi havde været i Stand til at svinge med den Fart, vi havde paa. Men een Ting staar fast som ganske givet: Det havde været Mord og Selvmord at fortsætte længere. Idet vi kørte ind til Vejsiderne og bremsede op, blev flere af Maskinerne ramt. Paa en Cykle fik Menig Nr. 314 og Kantinesoldat 80 Skud gennem Benene, paa en anden gik en Kugle gennem Menig 311's Ben og ind i Karburatoren, der satte Motorcyklen i Brand. 311 reddede sig dog tilside, og de tre saarede blev senere bragt til forskellige Sygehuse af de tyske Sanitetsvogne.

Alt imedens havde begge vore Kanoner skudt. Ved den forreste Kanon fortsatte Menig Nr. 327 Skydningen lige indtil den forreste, aabenbart idérige, Tank kørte ind over Kanonen og tromlede den ned, hvorefter Tanken tog nogle Vejtræer med paa Køleren som Trofæer paa sin videre Fart. 327 sprang over Vejen ind i Skoven, hvor Skæbnen indhentede den tapre Soldat i Form af en Flyverkugle gennem Ryggen. Vi fandt ham først næste Morgen. Kanongruppeføreren, Sergent Lorenzen, udførte først sammen med Menig 304, senere med 306, mange beundringsværdige Redningsforsøg med 311 for at trække ham længere bort fra den brændende Maskine. Forsøgene maatte til sidst opgives paa Grund af den kraftige Beskydning.

Ved den anden Kanon blev Skytten drevet væk af en Jagerflyver, og Korporal Rasmussen sprang da selv til Kanonen og skød. Magasinet havde maattet sparkes fast (Fejl ved Magasintuden) og kunde nu ikke aftages, da det var skudt tomt. Derefter ramte Korporalen med en Karabin en Mand, der havde den Frækhed at observere oven ud af en Tank - iøvrigt det eneste observerede, sikre Resultat for min Deling.

Idet min Chauffør, 326 begyndte at bremse Maskinen op, gik der et Kanonskud bagfra gennem Sidevognshjulet, og Cyklen røg med fuld Fart i Grøften og afleverede os oppe i Skoven. Da jeg begyndte at sanse igen, kravlede jeg rundt paa alle fire og var i Lag med at spytte Jord ud. Jeg fik hurtigt konstateret, at jeg ikke fejlede noget virkeligt, kun Smaating som Skrammer i Ansigtet og Ømhed i Ryggen. Paa min Kravletur, der, efterhaanden som Kræfterne kom, blev en Gaatur, fandt jeg i Skoven vor eneste Sygehjælper i Delingen, Kantinesoldat 80, stærkt blødende af to Skudsaar i det ene Ben. Jeg snørede Saarene lidt sammen med Lommetørklæder - Forbindspakken kunde jeg naturligvis ikke finde - og listede mig ud til Skovkanten for at se, hvad der foregik.

Paa Vejen var et tysk Opsamlingskommando i Færd med at afvæbne Premierløjtnanterne Skriver-Jensen og Condil og ca. 50 Menige, hvoriblandt det meste af min Deling. Jeg gik da derhen og meldte mig og fik den saarede hentet ned fra Skoven. Da jeg stadig savnede nogle Mand af Delingen, fik jeg med Besvær af den tyske Vagt Lov til at eftersøge Udkanterne af Skoven, men de Tidsrum, jeg fik, var utilstrækkelige, og da alle hen paa Eftermiddagen fik Lov at rykke hjem paa Kasernen - under Bevogtning af een tysk Soldat! - savnede jeg endnu tre Mand, som jeg dog antog maatte have reddet sig ad Biveje Nord paa. Antagelsen viste sig rigtig for de tos Vedkommende, men Kanonskytten 327 fandt vi næste Dag dybt inde i Skoven, skudt.

Under Opholdet paa Landevejen under Bevogtning saa jeg desuden mit Snit til at sende min Kone et Par Linier paa et Blad af min Meldingsblok med en elskværdig, civil Herre fra Sønderborg. Jeg skrev bl. a., at jeg var uskadt, og min Kone blev meget forbavset over at modtage en saadan Meddelelse, da der intet var rygtedes om Kampe i Sønderjylland, og hun havde hørt at alt Forsvar var blevet opgivet, kort efter at hun var kørt gennem min Stilling. Om de tyske Angribere maa det siges, at de behandlede os overmaade hensynsfuldt. Vi havde deres Jagerflyvere over Hovedet paa os mindst ½ Time, før Kampvognene kom, uden at de løsnede et Skud, altsaa kun som Advarsel. Først da vore Kanoner begyndte, begyndte ogsaa hele det fjendtlige Ildmaskineri, men da til Gengæld ogsaa, saa det kunde batte noget. Ogsaa vor Behandling som Fanger var absolut upaaklagelig - fra tysk Side.

Tabene i min Deling var: Menig 327 dræbt, Menig 311, 314 og 80 saarede ved svære Skudsaar i Benene. Flere af os gik i nogen Tid med mindre Skrammer og Saar, en stærk Ømhed i min Rygrad konstateredes f. Eks. ved Røntgenundersøgelse at hidrøre fra et Sammenstød mellem 2 iøvrigt uskadte Torntappe, idet Ryggen ved Sammenstødet med Moder Jord var blevet knækket stærkt bagover. Vort Materiel var ogsaa saa godt som totalt ødelagt. Om Oplevelsens psykiske Virkning ved jeg kun for mit eget Vedkommende, at jeg vel sov rigtig godt om Natten oven paa Dagens Anstrengelser, men dog alligevel drømte fælt om Sporprojektilernes røde, flyvende Haler. Og mange har vel haft det paa samme Maade.

Til Slut er jeg taknemmelig for i dette Brev at faa Lejlighed til endnu en Gang at give mine Soldater - den døde som de levende - det Eftermæle, at hvor umulig end Opgaven paa Forhaand var dømt til at være, hvor knusende overlegen de angribende Styrker end viste sig at være, og hvor smaa Chancer vi end havde for at slippe fra det med Livet, stadig adlød de ubetinget enhver Ordre uden nogensomhelst Tanker for egen Risiko.

OLAV JENSEN