Landstinget 1849-1953

Artikler

Landstinget var det såkaldte førstekammer i den danske Rigsdag 1849-1953. Tanken bag oprettelsen var i dette kammer at samle de selvstændige, besindige, mere konservative kræfter, som kunne virke modererende på et folketings forestillede reformiver. I tidens løb var der mange forslag til, hvordan dette bedst blev opnået – særligt udpræget med indførelsen af den privilegerede valgret med grundlovsændringen i 1866, der skabte et markant modsætningsforhold mellem Folke- og Landsting. Med ændringen af grundloven i 1915 blev Landstinget som Folketinget fremover valgt ved lige og almindelig valgret. I 1936 fik Socialdemokratiet og De radikale flertal i Landstinget, og magtfordelingen forblev herefter den samme som i Folketinget. Med netop denne begrundelse nedlagdes Landstinget ved grundlovsændringen i 1953.

Landstinget 1849-1866

Efter megen debat om indretningen af den fremtidige rigsdag endte man i Junigrundloven i 1849 med et kompromisforslag, der skabte et Landsting, hvor alle folketingsvælgere – altså mænd over 30 år med egen husstand – kunne stemme, men hvor landstingsmedlemmerne i modsætning til folketingsmedlemmerne valgtes indirekte – dvs. ved valg af valgmænd, som derefter valgte landstingsmedlemmerne. For at være valgbar til Landstinget skulle man være fyldt 40 år og have en indtægt på mindst 1.200 Rd. årligt eller betale minimum 200 Rd. i skat. Dette indskrænkede den valgbare del af befolkningen til midaldrende mænd fra den højere middelklasse og overklassen – i høj grad til gavn for de nationalliberale, som primært var embedsmænd. Kun ca. 4 % af de stemmeberettigede (mænd over 30 år) var således også valgbare til Landstinget.

Landstinget 1866-1915

Med grundlovsændringen i 1866 gennemførtes privilegeret valgret til Landstinget. Desuden skulle 12 ud af de 66 medlemmer vælges af kongen. Med tiden blev det dog i praksis regeringen, der valgte disse medlemmer. Argumentet var, at de indirekte valg og valgbarhedskriterierne fra 1849 ikke havde skabt et kammer, der i tilstrækkelig grad var forskelligt fra Folketinget til at sikre den modererende og selvstændige rolle, som Landstinget var tiltænkt. Resultatet blev, at landets eliter – bl.a. godsejere – kom til at dominere i Landstinget. Argumentet herfor var, at disses interesser var i nærmere overensstemmelse med statens interesse, fordi de var knyttet til den i deres egenskab af landbesiddere. I modsætning hertil kunne indkomstnydere, som f.eks. embedsmændene, flytte med deres penge, og delte derfor ikke det samme skæbnefællesskab med staten.

At Landstinget var så forskelligt indrettet fra Folketinget afstedkom i de følgende år en indædt strid mellem de to ting. Folketinget krævede, at regeringen skulle afspejle Folketingets flertal – den såkaldte parlamentarisme. Landstinget hævdede herimod som de konservative regeringer, at et sådant krav ikke var rodfæstet i grundloven, at kongen frit kunne vælge sin regering, og at de to ting i alt væsentligt var ligestillede.

Landstinget 1915-1953

Det komfortable flertal som den privilegerede valgret sikrede Højre i Landstinget i anden halvdel af 1800-tallet, begyndte omkring århundredeskiftet langsomt at smuldre. Og med J.B.S. Estrups død juleaften 1913 mistede partiet sit flertal. Dette banede vejen for grundlovsændringen i 1915, som med stærkt begrænset begejstring blev accepteret af størstedelen af datidens to konservative grupperinger – Højre og De Frikonservative.

Med grundlovsændringen i 1915 blev de indbyggede konservative garantier i Landstinget udvandet uden dog helt at forsvinde.En fjerdedel af Landstingets medlemmer skulle nu vælges af det foregående Landsting, mens resten valgtes af folketingsvælgerne over 35 (valgretsalderen til Folketinget var 25). Indledningsvist sikrede dette fortsat højrefløjen flertal i Landstinget, hvilket betød at Mellemkrigstidens socialdemokratisk-radikale regeringer måtte have mindst et højreorienteret parti på deres side for at gennemføre en lov. F.eks. blev Kanslergadeforliget til som en aftale mellem Socialdemokratiet og De Radikale i 1933, hvor man havde sikret sig, at Venstre ikke stemte imod.

I 1936 skiftede flertallet imidlertid i Landstinget, og derefter var flertallet i Landstinget og Folketinget i reglen overensstemmende. Ud fra argumentet, at Landstinget havde mistet sin betydning og alene var en kopi af Folketinget, blev tinget afskaffet med grundlovsændringen 1953, om end det skete med nogen konservativ skepsis. Som konservativ garanti indførtes i stedet bl.a. muligheden for, at et forslag kunne sendes til folkeafstemning, hvis en tredjedel af Folketinget krævede det – en ordning, der imidlertid kun er blevet brugt én gang i forbindelse med afstemningen om jordlovene i 1963.

Historien om Landstinget er historien om en institution, som af nogen ansås for nødvendig, fordi den kunne tilføre den lovgivende forsamling et element af eftertænksomhed, da alle love blev behandlet i to ting – et reformerende og et modererende. Desuden hævdedes det, at en institution med forskelligt flertal i højere grad ville virke som en repræsentation af det samlede folks interesser. Andre pointerede imidlertid problemet ved at opretholde en sådan institution, som kunne siges at stride mod de demokratiske principper, man havde baseret det danske folkestyre på. Det endte i 1953, hvor Landstinget afskaffedes og af store dele af den politiske elite affejedes som en gammeldags institution.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jens Wendel-Hansen
Tidsafgrænsning
1849 - 1953
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. januar 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Frisch, Hartvig m.fl. (red.): Den danske Rigsdag 1849-1949, København, 1949-1953

Olsen, Peter Ussing: Kampen om Landstinget 1912-15, København, 1990

Udgiver
PYB

Om artiklen

Forfatter(e)
Jens Wendel-Hansen
Tidsafgrænsning
1849 - 1953
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. januar 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Frisch, Hartvig m.fl. (red.): Den danske Rigsdag 1849-1949, København, 1949-1953

Olsen, Peter Ussing: Kampen om Landstinget 1912-15, København, 1990

Udgiver
PYB