Debateksempler fra 1800-tallet

I den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte danske kvinder at organisere sig i kvindeorganisationer og den internationale valgretsbevægelse. En af de vigtigste politiske sager i denne periode var kvinders valgret. I Gyrithe Lemches (1866-1945) tale ved Skamlingsbanken den 4. juni 1912 under Dansk Kvindesamfunds fællesmøde argumenterede hun for at man indførte kvindevalgretten før man reviderede resten af Grundloven. Dette ville sikre at kvinder fik indflydelse på den nye grundlov og at de dermed blev ligestillet med junigrundlovens fædre. Forslaget blev ikke gennemført, men kvinder opnåede valgret og valgbarhed til Rigsdagen i 1915. I 1908 havde de opnået valgret til byrådene.

I 1880’erne involverede kvinder sig i flere andre debatter end den om kvindelig valgret. Blandt andet kan nævnes en nordisk debat om seksualmoral, udløst af Bjørnstjerne Bjørnsons drama 'En Handske' fra 1883. Den borgerlige del af kvindebevægelsen holdt i lighed med Bjørnson på at seksuel afholdenhed før ægteskabet ikke skulle være forbeholdt kvinder, men også gælde mændene. En række forfattere og intellektuelle forlangte derimod et opgør med borgerskabets dobbeltmoral og argumenterede for seksuel frigørelse for både mænd og kvinder.

En anden debat i 1880’erne handlede om den såkaldte reformdragt, en løstsiddende klædedragt for kvinder. Den var designet af en amerikansk feminist og skulle befri kvinderne for datidens krav om korset og tournure som deformerede rygraden og hindrede den fri vejrtrækning. Udover at den var mere bekvem, havde reformdragten også en tydelig retorisk funktion fordi den kommunikerede bærerens moderne livssyn, åndelige bevægelsesfrihed og kvindepolitiske holdninger.

Kvinders retoriske strategi – ”feminin stil”

I kvindebevægelsens første år befandt de kvindelige talere sig i et retorisk dilemma. For at få politisk indflydelse måtte de argumentere målrettet og effektivt. Samtidig ville det være ustrategisk i al for høj grad at afvige fra normerne for kvindelig opførsel og tale i offentligheden hvor man forventede tilbageholdenhed og forsigtighed af kvinder.

For at bevare deres kvindelighed benyttede datidens kvinder sig ofte af en retorisk strategi der bekræftede den almindelige forventning til kvindelig adfærd. Denne strategi var karakteriseret ved anekdoter og en personlig henvendelsesform hvor kvinden trak på sine egne erfaringer i stedet for at tale som ekspert. Desuden havde den typisk forskellige referencer til et traditionelt kvindeligt univers, fx når taleren inddrog sine erfaringer som moder eller brugte huslige metaforer. Direkte modargumentation og hårdt sprog blev derimod undgået. Denne retoriske strategi kaldes ”feminin stil” og visse træk kan stadig forekomme i retorisk diskurs, om end den ikke er forbeholdt kvinder.

Kvinders offentlige optræden

Kvinders særlige vilkår for at agere i offentligheden kan ses i de såkaldte ”interpellationer,” politisk lobbyarbejde anno 1890. Medlemmer fra kvindeorganisationerne tog henvendelse til kvinder og mænd i valgkredsene og bad dem stille spørgsmål til valgkandidaterne. Mens kun Kvindelig Valgretsforening havde mandat til at stille spørgsmål om politisk valgret, stilede Dansk Kvindesamfund mod nærmere mål, fx.

1) ”Vil Kandidaterne være med til at betrygge den gifte Kvindes Medbestemmelsesret over Børnene, Husvæsenet og Pengene?

2) Vil Kandidaterne være med til at skaffe Kvinderne Adgang til Deltagelse i det kommunale Liv?” 

Kampagnen var en succes, og især var der genklang over hele landet for kvinders indtræden i kommunalbestyrelserne. Det bemærkedes også at den offentlige fremtræden krævede særligt mod af kvinderne som gjorde det ”med en Alvor og Besindighed, som gjør Kvinderne Ære”. Kun et enkelt sted, i Odense, nægtede valgbestyreren en kvinde ordet med begrundelsen: ”Det kan slet ikke lade sig gjøre!”

Mindre ydmyg var Gyrithe Lemche i en tale som blev holdt ved Dansk Kvindesamfunds valgretsmøde i Rosenborg Have d. 28. juni 1908. Talen er ikke gennemført feminin stil, og det er tydeligt at træk fra feminin stil blander sig med mere slagkraftig argumentation. Talen er opbygget som en gendrivelse af mandlige Rigsdagsmedlemmers begrundelser for ikke at give kvinder politisk medbestemmelse. Indledningsvis dekonstruerer Lemche modsætningen mellem mænd og kvinder ved at opliste forskelle kvinder imellem. I første omgang tager hun beskyldningen om kvinders politiske umodenhed på sig. Men hun gør det med tyk ironi, for hendes reelle standpunkt er at kvinderne er politisk modne og kvindebevægelsen velorganiseret. Det bliver klart når hun venligt tilbyder at vejlede mændene i politisk organisering når de engang kommer så langt. Det er også med stor selvfølelse at hun tager den retoriske handlekraft fra mændene og griber den selv: ”Vi kvindesagskvinder, saa mange eller saa faa, vi er, tilkender os selv den politiske Modenhed […].”

Alligevel indeholder Gyrithe Lemches tale også en del træk fra den feminine stil. I en vigtig metafor optræder kvindebevægelsen som en naturkraft og sammenlignes med både en flod og en ild, men første gang den optræder, er det i en tæmmet form, som et frihedstræ i en gammel urtepotte. Kvindebevægelsen er den nødvendige, nye muld i potten. En lignende huslig metafor finder vi i en mere udfoldet sammenligning hvor spørgsmålet om politisk modenhed også tages op: ”Naar Børn er voksede ud af deres Klæder, maa der nye Klæder til, for ellers sprænger de Tøjet, og det var daarlig Økonomi, - det ved alle gode Husmødre. Men, naar vi Kvinder er voksede ud af de en Gang givne Rammer, saa maa der sandelig også nye Rammer til, for ellers sprænger vi de gamle, - og det var daarlig Økonomi af de politiske Husmødre.”

Gyrithe Lemche (1866-1945) var forfatter og leder af Dansk Kvindesamfund. Foto: Holger Damgaard, Det Kgl. Bibliotek

Retorisk effekt

Referencerne til husligt arbejde og børneopdragelse i kvinders taler og indlæg korresponderede med erfaringer i mange kvinders hverdag, og ved at bruge træk fra den feminine stil appellerede de til en langt større gruppe af kvinder end blot de kvindesagskvinder der allerede gik helhjertet ind for sagen. Lemche og andre kvindelige talere fulgte altså ikke blot konventionerne for kvinders tale i offentligheden, men konstituerede samtidig publikum bredere sådan at kvinder der først og fremmest opfattede sig selv som mødre, forlovede, hustruer, piger i huset eller husmødre nu også fik mulighed for at se sig selv som kvinder med indflydelse på offentlige spørgsmål og som politisk handlekraftige individer.

Talernes retoriske strategi gik ud på at flette de mere traditionelle forestillinger om kvinders rolle med en ny bevidsthed om hvad kvinder havde evner og mulighed for. Det var ikke retorik der stilede mod hurtig forandring, men en langsigtet retorisk strategi der med fredelige midler sigtede mod at skabe omfattende ændringer af hele samfundets opbygning. Som historien har vist, var kvindernes retoriske strategi velvalgt.