Kulturlivet i Danmark 1814-1849

Artikler

I forbindelse med afslutningen på Napoleonskrigene måtte Danmark i 1814 afstå Norge til Sverige. Efter nederlaget i krigen og adskillelsen fra Norge blomstrede kulturlivet i Danmark op med eksplosiv kraft. Under krigen havde Danmarks fortsatte eksistens reelt været truet, og den eksistentielle undtagelsestilstand, som landet havde befundet sig i, fik datidens kreative mennesker til at sætte historien på dagsordenen i alle kunstformer. Nationalismens opkomst i kulturen førte forandringer med sig af politisk karakter. Perioden faldt sammen med guldalderen og romantikken som idehistoriske perioder og betegnelser, tillige med klassicismens fremkomst i arkitekturen.

Det nationale efter 1814

De historiske forestillinger, der kom til udtryk i dansk kulturliv efter 1814, var båret af den tanke, at nationen altid havde eksisteret som fænomen. Denne overbevisning blev rendyrket i kulturkredse. Man forestillede sig, at især oldtid og middelalder var epoker, hvor Danmark havde haft saft og kraft som nation. Forestillingen om den rodfæstede nation blev udgangspunktet for kulturfolkets virke. Det var en ny måde at se verden på, hvor landets ældste historie blev fremhævet i konstruktionen af det nationale på en meget bevidst og politiserende måde, selvom en del af kultureliten ikke dengang fandt, at deres virke var politisk.

Kulturelitens afgrænsning af det nationale fik dem til at vende blikket mod de mennesker, der stod nederst i samfundets hierarki: bønder og almue. De begyndte at dyrke bondekulturen som udtryk for noget oprindeligt. Mange æstetiske værker var præget af en sådan opdagelse af det jævne folk, hvor dets sprog, klæder, vaner og skikke skildres med pen eller pensel. Dyrkelsen af det danske folk og dets historie fandt mest systematisk sted i perioden efter 1814. Det var et led i en politisk udvikling, der bidrog til at bane vejen for den danske demokratiseringsproces i perioden frem mod afskaffelsen af enevælden og grundloven fra 1849.

Censur

Netop i 1814 og årene derefter var den danske enevældige kongemagt meget opmærksom på kritik af styret, særligt efter Norge 17. maj 1814 havde fået en fri forfatning med den såkaldte Eidsvoll-forfatning.  Det danske styre var følsomt overfor kritik som aldrig før, og den strenge censur, der var indført under Napoleonskrigene, blev fastholdt. Der var grænser for, hvad kulturfolket kunne skrive om magtforhold, men der var enkelte kritiske røster, der slap igennem enevældens fintmaskede censursystem. Eksempelvis fik sprogforskeren Rasmus Nyerup trykt den gamle norske frihedssang For Norge i magasinet Athene umiddelbart efter 1814, og i forskellige romaner og noveller skildres bøndernes oprindelige frihedsrettigheder, samt forestillinger om det gode og retskafne kongedømme. Censuren bevirkede, at skribenter skulle være listige og snedige, hvis kritik skulle fremsættes. Kritikken var aldrig mere end indirekte.

Litterære saloner

Kulturfolket mødtes i de københavnske litterære saloner. Det var private borgerlige hjem, hvor værtspar åbnede deres bolig for kunstnere, videnskabsmænd, politikere og udenlandske diplomater. Samtale, inspiration og netværk var på dagsordenen. Salonerne var fora for en relativ åben diskussion af tidens spørgsmål, selvom styret godt kunne finde på at have spioner udstationerede i salonerne. Den mest betydningsfulde salon var Bakkehuset på Frederiksberg, der under ægteparret Kamma (1775-1829) og Knud Lyhne Rahbek (1760-1830) var centrum for periodens vigtigste kulturpersonligheder. Også forfatteren Frederike Brun (1765-1835) åbnede sine stuer for samvær på landstedet Sophienholm ved Bagsværd Sø, mens gehejmestatsminister Ernst Schimmelmanns hustru, Charlotte Schimmelmann (1757-1816), frem til sin død var salonværtinde i deres palæ på Bredgade i København, det nuværende Odd Fellow Palæ. Salonerne var tidens borgerlige offentlighed, det var her den dannede og magtfulde opinion blev til.

Litteratur

Én tekst kan tjene som forbilledligt eksempel på, hvad kulturlivet efter 1814 drejede sig om i alle kunstarter: Adam Oehlenschlägers (1779-1850) tekst til nationalmelodien ’Der er et yndigt land’ fra 1819. Teksten hylder natur, sprog, mennesker og oldtid, og giver sit nationale bud på, hvordan Danmark kunne defineres ud fra disse parametre. Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) gendigtede og oversatte tekster af nordiske historieskrivere som Saxo Grammaticus (1160-1208) og Snorri Sturluson (1179-1241), samt mytologiske sagnfigurer som den nordvesteuropæiske kriger Beowulf. Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) skrev historiske romaner og fokuserede på danske kongers bedrifter i middelalderen. Steen Steensen Blicher (1782-1842) skrev noveller fra sin jyske hjemstavn, så også Jylland blev en del af den danske nation. Carsten Hauch (1790-1872) digtede over den besjælede romantiske natur i ’Naturforskeren’ fra 1814, mens litteraturhistorikeren Christian Molbech (1783-1867) bidrog til nationallitteraturen med både rejsebeskrivelser og ordbøger. Poul Martin Møller (1794-1838) blev ophavsmand til en af de mest berømte strofer fra den tid, da han i digtet ’Glæde over Danmark’ fra 1823 beskrev Danmark som et ’lidet fattigt land’, mens Christian Winter (1796-1876) med digtet ’Flugten til Amerika’ forfattede en af de bedst kendte børneklassikere til dato. Modsat andre kunstformer begyndte litteraturen, og specielt Ingemanns historiske romaner langsomt at brede sig til en større læserskare, og dermed begyndte nationaliseringen af de bredere sociale lag at tage fart.

Billedkunst

Billedkunsten hævede sig i perioden efter 1814 til et sådant niveau, at man reelt kunne tale om en dansk kunstskole af internationalt format. Maleren Christoffer Wilhelm Eckersbergs (1783-1853) tiltrædelse som professor på Kunstakademiet i 1817 var begyndelsen på en exceptionel periode, hvor det ene talent udklækkedes efter det andet. Eckersberg var med til at uddanne talenter som Martinus Rørbye (1803-1848), Christen Købke (1810-1848), Constantin Hansen (1804-1880) m.fl. Med kunsthistoriker Niels Lauritz Høyens (1798-1870) tiltrædelse som professor på Kunstakademiet i 1829 fik billedkunsten en markant meningsdanner, der vægtede billedkunstens forankring i historiske og nationale tematikker. Det danske landskab dyrkedes med en stille indadvendt melankoli. Naturen blev konstrueret som særlig dansk, og det fremadstormende borgerskab afbildet på både portrætter og genremalerier. Et eksempel herpå er Christen Købkes maleri Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro fra 1838, mens Eckersbergs portrætter af Hr. og Fru Schmidt fra 1818 er klassiske eksempler på den type malerier som borgerskabet begyndte at efterspørge.

Christen Købke, Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro, 1838

Christen Købke, Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro, 1838, fra smk.dk

portræt af købmand  C.W. Eckersberg. Portræt af madam Frederikke Christiane Schmidt. 1818

C.W. Eckersberg, Portræt af ostindisk købmand Albrecht Ludwig Schmidt og portræt af madam Frederikke Christiane Schmidt.1818. Gengivet med tilladelse fra Den Hirschsprungske Samling, København.

Ballet, musik og teater

På Det Kongelige Teater i København fik forfatter og dramatiker Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) succes med sine vaudeviller, en slags musikalske syngespil, forfatteren Adam Oehlenschläger opførte nordiske tragedier, mens danser og balletmester August Bournonville (1805-1879) blev populær med sine balletter. Sådanne forestillinger var med til at skærpe de dannede by-borgeres opinion inden for rammerne af en national optik.  Komponister som Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774-1842), Niels Wilhelm Gade (1807-1890), Frederik Daniel Rudolph Kuhlau (1786-1832) og Johan Peter Emili Hartmann (1805-1900) skrev musik til tekster af digtere som Grundtvig og Ingemann. Denne fusion medførte en nationalisering af musiklivet, der var med til at understrege kulturens indirekte politiske virke.

Eftermæle og senere vurderinger

I modernismens tidsalder fra slutningen af 1800-tallet til langt ind i 1900-tallet blev kulturlivet fra 1814 og de følgende årtier betragtet som reaktionært, da man mente, at periodens forfattere dyrkede de faldgruber, som kan ligge indlejret i nationalismen som fænomen. Eksempelvis var den ensidige dyrkelse af dansk kultur, sprog og historie med til at nære den stigende utilfredshed med tysk indflydelse, der kulminerede med de to slesvigske krige i 1848-50 og 1864. I slutningen af 1800 tallet kunne man i Danmark se tilbage på et århundrede, der havde frembragt krige og ufred, og det blev koblet sammen med den kulturarv, som repræsenteredes i nationalromantikken. I nyere tid er perioden blevet revurderet som en periode, der på sin egne præmisser var med til at forme den danske demokratiseringsproces i årene frem mod grundloven fra 1849. Hvor oplysningstiden i anden halvdel af 1700-tallet alene kælede for en intellektuel elite, da var guldalderens pionere optagede af at frigøre og uddanne de lavere stænder til at indgå i nationalismens forestillede fællesskab. Et sådant forestillet fællesskab mellem mennesker, der aldrig havde set hinanden før, betragtedes her som en afgørende forudsætning for, at man turde overlade andre ansvaret for ens eget ve og vel. Denne udvikling tog først rigtig fart efter 1814, og dermed ses perioden efter 1814 som en markant ændring eller nyskabelse i det danske kulturliv.

Om artiklen

Forfatter(e)
Lone Kølle Martinsen
Tidsafgrænsning
1814 - 1849
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. maj 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Nielsen, Niels Kayser: Bonde, stat og hjem: Nordisk demokrati og nationalisme – fra pietismen til 2. verdenskrig, 2009

Feldbæk, Ole (red): Dansk Identitetshistorie, bind 1-4. 1991

Vammen, Hans: ”At trække sig selv op ved hårene. Romantik og politik i dansk Guldalder”, s. 240 – 259 i Guld, 2013

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Lone Kølle Martinsen
Tidsafgrænsning
1814 - 1849
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. maj 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Nielsen, Niels Kayser: Bonde, stat og hjem: Nordisk demokrati og nationalisme – fra pietismen til 2. verdenskrig, 2009

Feldbæk, Ole (red): Dansk Identitetshistorie, bind 1-4. 1991

Vammen, Hans: ”At trække sig selv op ved hårene. Romantik og politik i dansk Guldalder”, s. 240 – 259 i Guld, 2013

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk