• 
  Den store Jellingsten. Foto: Biopix.
• 
  En håndskrevet side fra Jyske Lov. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).
• 
  Billede af Christian 3, 1503-1559. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).
• 
  Kongelovens anden side samt Frederik 3's segl. Skrevet af Peder Schumacher Griffenfeld. Fra Danmarks Riges Historie (1869-1907).
• 
  Den Grundlovgivende Forsamling. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Danmark eller det danske rige har over 1.000 år på bagen. Man siger, at Danmark fik sin dåbs- eller fødselsattest med den store Jellingesten, der er fra ca. 960-985, hvoraf det fremgik, at Harald Blåtand lod sig døbe og omvende til kristendommen. Harald Blåtand skrev også, at han var konge for Danmark og Norge og dermed havde samlet hele Danmark. Det var første gang, at navnet Danmark blev nævnt i Norden.

Vikingetiden

Indtil 900-tallet bestod Danmark af en række småriger med hver sin stormand i spidsen for det enkelte rige. Fra vikingetiden, der strakte sig fra ca. 800-1050, findes der kun få skriftlige kilder, men indskrifter på runesten som Jellingestenene, arkæologiske fund og udenlandske kilder giver et billede af samtiden.

Der var tale om et stammesamfund, hvor nogle få storbønder var de mest indflydelsesrige. Men vikingetidens organiserede erobringstogter kunne ikke have fundet sted uden en betydelig centralmagt. Kongens rolle er ganske vist blevet diskuteret af forskere, men levnene fra Harald Blåtands mange bygningsværker peger på en stærk kongemagt. Kongen var samtidig militær og politisk leder, når det kom til konflikter med udlændinge og udenlandske herskere. Efter kristendommens indførelse havde kongen også indflydelse på kirken, men han var meget afhængig af et godt samarbejde med de indflydelsesrige stormænd. Modsat var kirken med til at legitimere kongens magt, ligesom stormændenes støtte var en forudsætning for hans fastholdelse af magten.

Kirke- og kongemagt fra ca. 1050 til 1340

Perioden var præget af indre og ydre stridigheder, herunder korstog og slægtsfejder. Ligeså bemærkelsesværdig som denne udvikling er det, hvordan kongen og kirken frem mod midten af 1100-tallet fik mere og mere magt over lovgivning og retshåndhævelse. Kongemagten stod bag udbygning af kirken og inddelte landet i bispedømmer – og kongen udnævnte bisperne – inden der i 1103-04 blev etableret et dansk ærkebispesæde. Der blev desuden indført en fast skat til kirken kaldet tiende, der indebar, at en tiendedel, 10 %, af al produktion skulle gå til kirken. På den måde sikrede kongen sig kirkens opbakning til at udbygge magten, mens han på den anden side kunne få hjælp fra gejstlige, som kunne læse og skrive, administrere og kendte til lov og ret både i Danmark og udlandet. Endelig fik kongemagten monopol på at udstede mønter, og dermed blev udenlandske mønter gjort ulovlige i Danmark.

Ca. år 1200 var der efterhånden sket så mange ændringer i retssystemet, at gejstlige, med kongen opbakning, fandt tiden moden til at samle og nedskrive nogle af de gældende retsregler. De var inspirerede af udviklingen i Europa. Konsekvensen blev Landskabslovene, der gjaldt for de forskellige ”lande”, det danske rige var inddelt i. Hvert land havde sit landsting: Lund (Skåne, Halland og Blekinge), Ringsted (Sjælland og øer) og Viborg (Jylland og Fyn). Den yngste og mest omfattende af lovene var Jyske Lov fra 1241, som Valdemar Sejr stod bag. Landstinget i Viborg vedtog loven, og dermed var der for første gang i Danmark tale om en lov i form af aftaler mellem konge og folk. Det blev et gældende princip fremover.

Med Landskabslovene blev kongens magt mere formaliseret, selv om han fremdeles var afhængig af adelen - de tidligere høvdinge eller stormænd.  Centralmagtens eller kongens rolle som hovedansvarlig for retshåndhævelsen blev slået fast, og der stod skrevet, at kongen skulle lovgive og styre landet, som paven styrede kirken. Derved blev der en opdeling mellem kongen som verdslig og kirken/paven som åndelig leder. Lovene kom – med ændringer og tilføjelser – til at gælde helt frem til 1683.

Håndfæstninger

Håndfæstning betyder løfte, og begrebet bruges om de skriftlige løfter, som langt de fleste konger i perioden 1320-1648 måtte give for at blive valgt. På den måde var der ofte tale om en indskrænkning af kongens magt, ligesom kongens og stændernes (hhv. kirkelig adel, verdslig adel og borgerne i byerne) privilegier blev præciseret i håndfæstningerne.

Bærende var det, at kongen var bundet af loven, men der var også konkrete bestemmelser, når der havde været konflikter mellem konge og stormænd. Den første håndfæstning fra 1282 kom således efter en periode, hvor kong Erik Klipping havde haft konflikter med de mest betydningsfulde herremænd.

De fire første håndfæstninger blev vedtaget efter forhandlinger med Danehoffet, som var det organ, der i praksis valgte kongen. Danehoffet var en samling af ”rigets bedste mænd”, og det blev indført i forbindelse med Erik Klippings håndfæstning og fungerede indtil 1400-tallet. Med Danehoffet vedtog hoffet/herremændene privilegier og breve sammen med kongen.

I 1300-tallet blev Rigsrådet indført, og det udviklede sig med tiden til sammen med kongen at sidde på magten i landet. Rådet bestod af op til 40 herremænd af landets fornemste adel. Det var kongen, der udnævnte Rigsrådet, men Rigsrådet kunne som nævnt begrænse kongens magt ved en håndfæstning. Eksempelvis blev øgede privilegier for godsejere en del af mange håndfæstninger. Håndfæstningerne begrænsede således kongens evne til at opkræve skatter, ligesom de var udtryk for et stort prestigetab.

For det meste gik samarbejdet mellem kongen og Rigsrådet godt. Men de stærke modsætninger mellem landets interesser, som kongen varetog, og adelens egne økonomiske interesser gav af og til store konflikter.

Reformationen

Efter borgerkrigen Grevens Fejde, der varede fra 1534-36, samlede kong Christian 3 stænderne til et møde i København. Han ville af med nogle af de mest indflydelsesrige biskopper, som prægede Rigsrådet og i øvrigt havde store jordbesiddelser.

Christian 3 var lutheraner, og i 1536 gennemførte han reformationen ved Recessen (Loven) af 30. oktober. Dermed brød Danmark med den romersk-katolske kirke, og reformationen markerede således overgangen fra den katolske til den protestantiske kirke. Med Recessen lykkedes det kongemagten at skille sig af med en stærk modstander, ligesom det blev indført, at den nye konge skulle vælges i den levende konges regeringstid. Hermed slap man for, at Rigsrådet ikke ville vælge en konge, sådan som det havde været tilfældet før Grevens Fejde, hvor Rigsrådet tøvede med at udpege en konge med luthersk baggrund.

Kirken blev således underlagt kongen, og store besiddelser blev beslaglagt. Det styrkede kongens magt, da kongemagten i vid udstrækning stadig finansierede sig selv gennem krongodset.

Enevælde

I 1660 blev der indkaldt til stænderforsamling. Danmark havde siden 1468 afholdt stændermøder, idet landet groft sagt var inddelt i tre stænder (adel, gejstlighed og borgerstanden). En fjerde stand var bønderne, der dog ikke havde politisk indflydelse. Kongen, adel og borgere skulle sammen beslutte, hvordan man skulle genrejse landet efter nederlag til Sverige i krigen i årene 1557-60. Mødet afslørede hurtigt, at kongen, de gejstlige og borgerne mente, at adelen ikke længere skulle have skattefrihed.

Den 10. oktober 1660 lukkede kongen portene til København og tvang adelen til at være med til at finansiere landets genopbygning oven på krigen. Samtidig skulle adelen acceptere et arvekongedømme, for nok var magten gået i arv fra far til den førstefødte søn, men siden 1282 havde kongen som nævnt skullet leve med håndfæstninger og dermed indskrænket magt. Reelt blev Rigsrådets magt brudt, da arvekongefølgen blev indført, og håndfæstningerne bortfaldt.

Med afskaffelsen af Rigsrådets reelle magt blev adelen frataget en stor del af sin politiske indflydelse, og i 1665 blev enevælden bekræftet med Kongeloven, der var forfatningsloven for den danske enevælde. Kongen kunne nu regere med enevældig magt, og Kongeloven markerede således afslutningen på 700 års magtkamp mellem kirke, adel og konge. I 1849 blev Kongeloven afløst af Grundloven, mens arvereglerne bestod indtil tronfølgeloven blev ændret i 1953. Med Grundloven blev det enevældige styre dermed afløst af – på sigt – indførelsen af demokrati.

TEMA

I dette tema er samlet et udvalg af det materiale på danmarkshistorien.dk, som handler om kongemagten i Danmark fra vikingetid til enevælde. Der er tale om relevante periodeafsnit, artikler og kilder, der alle har fokus på kongemagtens udvikling fra vikingetiden til enevælden. Materialet er  listet ovenfor til højre.