Københavns Universitet indtil 1849

Artikler

Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 og udviklede sig i tiden frem til demokratiets indførelse i 1849 fra at være en teologisk institution, der primært beskæftigede sig med uddannelse af præster, til at være en institution for forskning og embedsstudier, som stadig uddannede præster, men også jurister, medicinere, naturvidenskabsmænd og gymnasielærere.

Middelalder og renæssance

Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 som en del af den katolske kirkes organisation og havde fra starten præsteuddannelse som sin hovedopgave. Reformationen ændrede det teologiske grundlag for denne uddannelse, men ikke formålet med universitet. Det Teologiske Fakultet var det vigtigste og største fakultet, og uddannelsen af præster universitetets fremmeste opgave. Det Filosofiske Fakultet lå i den anden ende af fakultetshierarkiet. Det havde til opgave at forberede nye universitetsstuderende til studierne i jura, medicin og især teologi. Dets undervisning lå i forlængelse af latinskolen og skulle forberede de studerende til studierne ved de højere fakulteter. Det gik især ud på at forbedre deres klassiske sprogkundskaber.

Universitetet var forvalter af åbenbaret og arvet viden og kun i ringe grad skaber af ny viden. Hverken renæssancehumanismen i 1500-1600-tallet eller den naturvidenskabelige revolution i 1600-1700-tallet havde ret meget berøring med universiteterne i almindelighed eller Københavns Universitet i særdeleshed.

Oplysningstiden

I første omgang så det heller ikke ud til, at oplysningstænkningen skulle sætte afgørende spor på Københavns Universitet, idet oplysningen i første omgang blev institutionaliseret med oprettelsen af Sorø Akademi i 1747. I anden halvdel af det 18. århundrede blev universitetet dog også inddraget i oplysningstidens reformstrøm.

Oplysningstidens nyttetænkning blev lagt til grund for den reform, som blev gennemført i 1788: Nye Fundation og Anordning for Københavns Universitet 7de May 1788, som den hed. Denne reform gjorde universitetsstudierne til embedsstudier rettet mod embeder i kirke og stat. Præsteuddannelse foregik der stadigvæk, men fra 1736 kunne man også tage en juridisk embedseksamen, og fra 1788 tillige en "besynderlig Eksamen for Skole-Lærere" ved det filosofiske fakultet. Præsteuddannelse var således ikke universitetets eneste opgave, og det hierarki, som tidligere have karakteriseret universitetet, veg nu pladsen for en struktur, hvori Det Filosofiske Fakultet fik en mere selvstændig stilling.

Det Filosofiske Fakultet var stadig knyttet til latinskoleundervisningen og den forberedende undervisning for videre universitetsstudier. Men med den første sekulære læreruddannelse for de overordnede lærere ved de lærde skoler - rektorer og overlærere - fik fakultetet også en selvstændig funktion. Indtil 1788 - og i ganske lang tid derefter - havde latinskolens lærere været uddannede præster, men fra 1788 var det meningen, at skolen skulle hvile på et andet grundlag, og det skulle det filosofiske fakultet give. Kernen i universitetets skoleembedseksamen såvel som i den lærde skoles undervisning var de klassiske sprogfag og de klassiske tekster. Kanoniseringen af de klassiske fag hang sammen med den genopdagelse af antikken, som fandt sted i 1700-tallet med den såkaldte nyhumanisme. Nyhumanismen havde sit centrum ved universitetet i Göttingen, som både Sorø-oplysningen og Københavns Universitet fik mange og afgørende nye impulser fra i perioden. Nyhumanismens grundpåstand var den klassiske periodes idealitet, dvs., at man anså den antikke kultur og dens litterære og kunstneriske frembringelser, som de ædleste og smukkeste menneskeheden havde frembragt. Begrundelsen for at lære de klassiske sprog var ikke at træne præster og give dem adgang til Biblen eller andre autoritative sandhedstekster, som det tidligere havde været. Sprogene skulle læres fordi de åbnede studiet af de klassiske tekster, der i særlig grad kunne berige ånd og tanke hos læseren.

Ifølge fundatsen fra 1788 var videnskabernes udvikling kun et biformål. Sigtet var altså ikke at gøre universitetet til en forskningsinstitution, men at gøre det til et sted for uddannelse af statens embedsmænd. 1788-fundatsen forestillinger om videnskabelighed og videnskabelig evne synes snævert knyttet til et ældre lærdomsbegreb, der først og fremmest krævede grundigt kendskab til fagets litteratur, teorier og videnskabshistorie samt evnen til at fremstille og diskutere disse forhold på tryk.

Humanvidenskaberne 1800-1849

I 1800-tallets første halvdel blev en anden by den humanistiske videnskabs tyngdepunkt, nemlig Berlin. Den stat som Berlin var hovedstad i, Preussen, blev anset for at have det bedste uddannelsessystem i verden. Ingen gymnasieskoler i verden kunne måle sig med de preussiske, hed det sig. Det samme omdømme havde Berlins universitet. De humanistiske videnskaber, som de blev drevet i Berlin, blev idealer for mange andre landes videnskabsmænd. Hvis perioden fra 1600 til 1800 kan kaldes naturvidenskabernes revolution, så er der egentlig meget der taler for, at perioden fra omkring 1800 til første verdenskrig burde kaldes humanvidenskabernes, og ikke mindst den historiske, revolution. Den historiske betragtningsmåde var langt fra afgrænset til faget historie, men indgik som et helt integreret element i litteratur- og sprogfag. For de klassiske fag betød historiseringen en grundlæggende forandring. Fra at være et ideelt dannelsesmiddel blev også studiet af græsk og romersk til et historiestudium; antikken skiftede status fra at være et ideal til at være en historisk epoke, der skulle studeres på samme måde som alle andre. Den bevarede en særstatus, men denne status skyldtes nu dens civilisationshistoriske betydning. Dens vedvarende vigtighed udsprang af, at den var og blev grundlaget for europæisk civilisation.

Bredere betegner grundlæggelsen af Berlins universitet 1810 en afgørende ny epoke i universitetshistorien, hvor humanvidenskaberne bevægede sig fra at være et forberedelsesfaktultet og det laveste fakultet til at være det centrale. Humaniora begyndte for alvor at tage den form, vi kender i dag. Her opstod forskningsidealet og ideen om sammenhængen mellem videnskabelig forskning og undervisning. Det blev nu vigtigere at skabe ny viden end at beherske gammel, og det blev væsentligere systematisk at undersøge et afgrænset område end at besidde polyhistorisk viden. Systematik og metodik, som f.eks. historikernes Ranke og Niebuhrs systematiske kildekritik, blev idealet for videnskabsmanden. Man skulle skabe ny viden ved at undersøge sin genstand, ikke ved at se på alt i lyset af en overleveret lærdom. Stikordsmæssigt kan man sige, at lærdomstraditionen afløses af forskningsidealet.

Det naturvidenskabelige gennembrud

For Københavns Universitet blev perioden efter 1800 også de naturvidenskabelige fags gennembrudsperiode. Den naturvidenskabelige revolution var sket uden for universiteterne, men i det 19. århundredes første halvdel oprettede man enkelte lærestole i naturvidenskabelige fag ved Det Filosofiske Fakultet, mens et selvstændigt matematisk-naturvidenskabeligt fakultet blev oprettet i 1850. De naturvidenskabelige fag var indtil dette tidspunkt båret oppe af en sammentænkning af empiriske forsøg og undersøgelser og romantisk naturfilosofi. Det så man bl.a. hos H.C. Ørsted, der både gjorde empiriske opdagelser – elektromagnetismen – og skrev om ånden i naturen.

Specialisering og videnskabeliggørelse

I 1848 ændredes Det Juridiske Fakultet ved indførelsen af den statsvidenskabelige embedseksamen (cand.polit.) til Det Rets- og Statsvidenskabelige Fakultet. 1848 blev der også indført en magisterkonferens, der var en videnskabelig forskeruddannelse i Det Filosofiske Fakultet og fra 1850 Det Matematisk-Naturvidenskabelige Fakultet, som afspejlede videnskabelige specialiseringstendenser og videnskabeliggørelse.

Den samme tendens så man i forbindelse med reorganiseringen af de medicinske uddannelser i Danmark i 1838-1842. I 1785 var den selvstændige læreanstalt Kirurgisk Akademi blevet oprettet, først og fremmest for at tilfredsstille hærens og flådens behov for praktisk dygtige læger. Akademiets undervisning var god, også bedre end den, der leveredes af Det Medicinske Fakultet. Et tegn herpå var, at størstedelen af fakultetets kandidater tillige aflagde eksamen ved akademiet, mens det omvendte ikke i samme grad var tilfældet. Derfor blev det i 1838 besluttet at indføre en fælles embedseksamen for de to institutioner, og fire år senere tog man skridtet fuldt ud og integrerede Kirurgisk Akademi og Det Medicinske Fakultet i et nyt lægevidenskabeligt fakultet på universitetet.

Om artiklen

Forfatter(e)
Claus Møller Jørgensen
Tidsafgrænsning
1479 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Melchior, Johannes C. et al. (red.): Københavns Universitet 1479-1979, bd. 1-14 (1979-2005).

Møller Jørgensen, Claus: Humanistisk dannelse og videnskab i Danmark i det 19. århundrede. Reform, nationalisering, professionalisering, bd.1-2 (2000).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Claus Møller Jørgensen
Tidsafgrænsning
1479 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Melchior, Johannes C. et al. (red.): Københavns Universitet 1479-1979, bd. 1-14 (1979-2005).

Møller Jørgensen, Claus: Humanistisk dannelse og videnskab i Danmark i det 19. århundrede. Reform, nationalisering, professionalisering, bd.1-2 (2000).

Udgiver
danmarkshistorien.dk