København-Bonn-erklæringerne 1955

Artikler

København-Bonn-erklæringerne af den 29. marts 1955 fastslår rettigheder og principper for det danske og det tyske mindretal i grænselandet, og de anses som en art 'grænselandets grundlov'. Erklæringerne skabte en principiel løsning på et belastet naboskab i det dansk-tyske grænseland gennem mange årtier gennem beskyttelse af mindretallene mod blandt andet diskriminering og sindelagskontrol.

Baggrund: Forholdet mellem danske og tyske i grænselandet

Det dansk-tyske grænseland har siden 1800-tallet været genstand for national konflikt. Med Genforeningen i 1920 blev den nye grænse og de nye nationale mindretal på hver sin side af grænsen kilde til endnu en konflikt mellem dansk og tysk. Konflikten fortsatte efter 2. verdenskrig, foranlediget af både danske og tyske kræfter, der modarbejdede mindretallenes position i samfundene.

Tiden lige efter 1945 var præget af en ekstraordinær stor tilslutning til det danske mindretal i Sydslesvig fra mange tyskeres side. Nazi-tysklands sammenbrud og materiel armod fik tusindvis af sydslesvigere, som hidtil havde synet tyske, til at skue mod nord i håbet om en bedre fremtid. Sindelagsskiftet blev især af tyskere udskældt, ud fra mistanken om, at det var den danske fødevarehjælp, der var den virkelige årsag til tilgangen til det danske mindretal. Af den grund fik de nye medlemmer af det danske mindretal tilnavnet ’Speckdänen’ (’flæskedanskere’).  Den danske fødevarehjælp blev blandt andet sendt til Sydslesvig for at støtte den danske sag, herunder en potentiel grænseflytning mod syd.

Hovedproblemet i 1950´erne var, at det ikke var muligt for det danske mindretal syd for grænsen at opnå repræsentation ved Landdagen i Kiel på grund af den vesttyske spærregrænse på 5% (indført i 1950). Mens det tyske mindretal nord for grænsen havde repræsentation i Folketinget med mindre end 10.000 stemmer, kunne det danske mindretal (Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW) således ikke få repræsentation i Landdagen med sine 42.200 stemmer. Det vakte røre helt ind i danske politiske kredse.

Løsning af mindretalsspørgsmålet

De ændrede nationale og internationale forhold i tiden muliggjorde imidlertid en løsning af mindretalsspørgsmålet. Ingen af parterne havde interesse i, at mindretalskonflikter skulle eskalere, og således blev den kolde krig, fælles sikkerhedsmæssige interesser og den økonomiske relation mellem Danmark og Vesttyskland væsentlige faktorer i løsningen af mindretalsproblemerne.

I forbindelse med en drøftelse af Vesttysklands ansøgning om NATO-medlemsskab i oktober 1954 i Paris rejste Danmark mindretalsspørgsmålet. For at Vesttyskland kunne optages i NATO skulle det danske Folketing også give sit samtykke, og i den forbindelse så man en politisk mulighed for at rejse det sydslesvigske spørgsmål og dermed sammenkæde en afskaffelse af 5% spærregrænsen med vesttysk NATO-medlemskab. Da mindretalsspørgsmålet var mindre væsentligt end NATO-medlemskabet, tog den vesttyske forbundskansler Konrad Adenauer hånd om sagen og ledte den slesvig-holstenske præsident til forhandlingsbordet.

Resultat: Sikring af mindretallenes rettigheder

Erklæringerne blev underskrevet den 29. marts 1955 i Bonn af den tyske forbundskansler Konrad Adenauer og den danske statsminister H.C. Hansen, og de bestod konkret af en København-erklæring og en Bonn-erklæring med næsten identisk indhold. Årsagen til at der var to forskellige dokumenter var, at den danske regering, Folketinget og ikke mindst befolkningen var skeptiske over for at indgå en bindende aftale med den tidligere hovedfjende mod syd. Man ønskede ganske enkelt ikke at give Tyskland en mulighed for at blande sig i interne forhold på et senere tidspunkt.

Erklæringerne skulle derfor betegnes som moralsk forpligtende hensigtserklæringer frem for en international bindende traktat. De sikrede mindretallenes rettigheder på begge sider af grænsen, og i forordet betonedes det, at man ønskede fredelig sameksistens mellem såvel mindretal og flertal som den tyske og danske stat.

Selve teksten skitserede otte retsprincipper, hvoraf et kerneudsagn var, at det var op til hver enkelt at beslutte, om man ville tilhøre et mindretal eller ej - kendt under udtrykket ’Minderheit ist, wer will’. SSW blev fritaget for 5%-spærregrænse-reglen, og mindretallene fik desuden ret til at benytte det sprog de ønskede, pleje de særlige relationer til deres tilhørsland samt oprette skoler og børnehaver.

Effekt

1955 markerede med København-Bonn-erklæringerne og Vesttysklands indtræden i NATO et nybrud i forholdet mellem dansk og tysk i grænselandet. Således indledtes en afspændingsproces som formelt gjorde op med den nationalitets- og grænsekamp, der havde præget regionen siden 1800-tallet. København-Bonn-erklæringerne har således dannet ramme om fredelig sameksistens mellem flertals- og mindretalsbefolkning i Nord- og Sydslesvig fra 1950’erne og frem, og de er ofte blevet fremhævet som en mønsterløsning til inspiration for lignende regioner.

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Flugt Kold
Tidsafgrænsning
1955 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. april 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Kühl, Jørgen (red.): København-Bonn Erklæringerne 1955-2005. De dansk-tyske mindretalserklæringers baggrund, tilblivelse og virkning (2005)

Becker-Christensen, Henrik: Fra mod hinanden til med hinanden. I: Sønderjyllands Historie – efter 1815 (2) (2009)

Fink, Troels: Forhandlingerne mellem Danmark og Tyskland i 1955 om de slesvigske mindretal (2001)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Flugt Kold
Tidsafgrænsning
1955 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. april 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Kühl, Jørgen (red.): København-Bonn Erklæringerne 1955-2005. De dansk-tyske mindretalserklæringers baggrund, tilblivelse og virkning (2005)

Becker-Christensen, Henrik: Fra mod hinanden til med hinanden. I: Sønderjyllands Historie – efter 1815 (2) (2009)

Fink, Troels: Forhandlingerne mellem Danmark og Tyskland i 1955 om de slesvigske mindretal (2001)

Udgiver
danmarkshistorien.dk