Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Knud den Store ca. 995-1035

Artikler

Ved slutningen af 1020’erne var Knud den Store en af de mægtigste herskere i Europa. Som konge af hele England og Danmark, nordmændene og en del af svenskerne, strakte hans imperium sig på tværs af Nordsøen, og hans regeringstid var præget af stor stabilitet.

Erobringen af England

Som ung deltog Knud den Store i sin far Svend Tveskægs erobring af England i 1013. Da Svend døde året efter, blev Knud valgt til konge af den danske hær i England, men de angelsaksiske stormænd kaldte den tidligere engelske konge Æthelred 2. tilbage fra eksil i Normandiet, og Knud måtte forlade landet. Tilbage i Danmark samlede Knud en ny flåde og angreb England igen i 1015. Efter hårde kampe mod Edmund Jernside, der havde efterfulgt sin far Æthelred som konge i England, vandt Knud i 1016 en afgørende sejr i slaget ved Assandun. Herefter delte Edmund og Knud landet mellem sig, men da Edmund kort efter døde, blev Knud konge over hele England. I 1017 giftede Knud den Store sig med Æthelred 2.’s enke Emma og skabte på denne måde kontinuitet bagud, mens han fremadrettet sikrede sig mod krav på tronen fra hendes sønner med Æthelred.

Et Nordsøimperium

Omkring år 1019 efterfulgte Knud den Store sin broder Harald 2. som konge i Danmark. Det præcise tidspunkt for hans overtagelse af magten er usikkert, men det er sandsynligt, at hans rejse til Danmark i 1019-20 havde dette formål. Fra 1027 anerkendte skotterne Knud den Store som deres overkonge, i 1028 erobrede han Norge, og også i Sverige ser han ud til at have haft dele af magten. Hermed var Knud konge over et Nordsøimperium og en af Europas største herskere. I 1027 deltog han i den tyske kejser Konrads kroning i Rom, og ved samme lejlighed blev Gunhild, Knuds datter med dronning Emma, forlovet med kejserens søn, den senere kejser Henrik 3.

En engelsk konge

Knud den Store forsøgte ikke at binde sine kongeriger administrativt eller politisk sammen, men overlod styret i sine skandinaviske områder til stedfortrædere. Selv var Knud først og fremmest konge af England, og han fulgte sine forgængeres traditioner. Han inddelte landet i fire jarledømmer på baggrund af de fire oprindelige engelske kongeriger; Northumbria, East Anglia, Wessex og Mercia og opretholdt det angelsaksiske administrative system. Dog bemandede han det med sine egne folk, og Knud den Stores regeringstid åbnede muligheder – politisk og økonomisk såvel som kulturelt – for en ny engelsk elite med skandinavisk baggrund. Som kristen konge af England gav Knud den Store mange gaver til kirker og klostre, og ved sin død i 1035 blev han begravet i Old Minster i Winchester side om side med tidligere angelsaksiske konger.

Danmark under Knud den Store

Selvom Knud den Store tilbragte størstedelen af sin regeringstid i England og kun kom til Danmark i tilfælde af problemer, havde hans regeringstid også stor betydning her. Han reformerede det danske møntvæsen på baggrund af angelsaksiske modeller og indførte bisper fra England til Danmark, mens danske gejstlige blev uddannet i England. Knud den Store døde i 1035. I England blev han efterfulgt af Harald Harefod og i Danmark af Hardeknud, mens magten i Norge gik tabt.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015