Kanslergadeforliget 1933

Artikler

Det såkaldte Kanslergadeforlig betegner 1930'ernes største politisk-økonomiske forlig. Det er opkaldt efter statsminister Thorvald Staunings bopæl, Kanslergade 10 i København, hvor forhandlingernes sidste fase foregik. Forliget blev indgået mellem Socialdemokratiet (S), Det Radikale Venstre (R) og Venstre (V) natten mellem den 29. og 30. januar 1933.

Baggrund

Baggrunden for forliget var den økonomiske verdenskrise, der var forårsaget af børskrakket i New York i 1929. I Danmark havde der været økonomiske problemer på landet siden 1920'erne, men i 1929-1930 faldt kornpriserne drastisk. Dette forringede landmændenes vilkår markant og skabte stor utilfredshed og uro.

I januar 1933 var der samtidig udsigt til en storkonflikt på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden steg i de første år af 1930'erne til over 30 %. Arbejdsgiverforeningen havde med begrundelse i krisen varslet lockout for 100.000 arbejdere, fordi fagbevægelsen havde afvist kravet om en lønreduktion på gennemsnitlig 20 %. Med en lockout ville et endnu større antal personer blive arbejdsløse, samtidig med at en sådan opbremsning ville forværre den økonomiske krise.

Under indtryk af den samtidige krise i by og på land slog regeringspartierne Socialdemokratiet/Det Radikale Venstre og oppositionspartiet Venstre ind på en pragmatisk linje i et forsøg på at løse arbejdsmarkedets krise og afværge kaos.

Inspirationen til indgrebene kom delvist fra erfaringerne med statsintervention og -regulering under 1. verdenskrig.

Forhandlinger

Lockout-truslen fik den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) til at fremlægge Folketinget et forslag om forlængelse af overenskomsterne samt forbud mod strejker og lockouts. Et indgreb krævede støtte fra enten Det Konservative Folkeparti (K) eller Venstre, idet de to partier tilsammen havde flertal i Landstinget.

Husmændenes og landboforeningens formænd havde sideløbende fundet sammen om en fællesudtalelse til regeringen. Den omhandlede et usædvanligt krav om statslige indgreb til at afhjælpe landbrugets problemer. Venstre var derfor forhandlingsvillig.

Resultatet blev Kanslergadeforliget. De 18 timer lange forhandlinger frem mod forliget var problematiske og tæt på kollaps. Om resultatet udtalte Stauning den 30. januar betegnende, at man havde opgivet nogle principper, men reddet landet.

Resultat

Resultatet afspejlede de deltagende partiers varetagelse af fortrinsvis landmændenes og arbejdernes interesser.

Venstre fik først og fremmest en devaluering af kronen på ca. 10 %, der skulle sætte gang i den danske eksport af landbrugsvarer, samt løfter om lettelser i landbrugets renteforpligtelser. Desuden blev der givet tilskud til nedslagtning af kreaturer samt til en reduktion i svineproduktionen for at få prisen på landbrugsvarer til at stige.

Socialdemokratiet kunne til gengæld glæde sig over, at der blev sat gang i offentlige arbejder og sat lån af til bl.a. boligbyggeri. Lockouts og strejker blev dog samtidig forbudt for at afværge ustabiliteten på arbejdsmarkedet.

Socialminister K.K. Steincke (1880-1963) fik yderligere Venstres støtte til udarbejdelsen af sin store socialreform. Reformen indebar en forenkling og systematisering af den hidtidige sociallovgivning. Almisseprincippet veg også mere i baggrunden til fordel for en politik baseret på rettigheder, og socialreformen ses som et led i udviklingen mod velfærdsstaten.

Virkningshistorie

Kanslergadeforliget indvarslede på flere måder ændringer, der fik stor gennemslagskraft i de næste årtiers politik. Staten blev i højere grad opfattet som en aktiv igangsætter i den samfundsøkonomiske udvikling, bl.a. ved at iværksætte offentlige arbejder, der gav arbejdspladser og omsætning. Sammen med socialreformen ses disse tiltag ofte som begyndelsen på den danske velfærdsstat.

Forliget var også udtryk for samarbejde og forlig hen over midten, hvilket efterfølgende blev mere almindeligt. Tidligere havde det politiske liv være domineret at et skarpt og uforsonligt skel mellem venstre- og højrefløj. At staten greb ind i aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og blandede sig i overenskomster var også nyt.

Kanslergadeforliget var sådan set ikke nytænkende i sin form. Det bemærkelsesværdige var i stedet, at man med demokratiske midler var rede til – og kunne - lave et så vidtgående og omfattende et forlig. Det særlige var altså beslutningsprocessen (demokratisk), graden af indgrebene (dybe politiske indgreb i ellers tidligere markedsbestemte områder) og indgrebenes bredde (berørte mange forskellige områder af samfundslivet).

Ud over de faktuelle resultater har eftertiden betonet det faktum, at Kanslergadeforliget blev indgået samme dag, Adolf Hitler kom til magten i Tyskland. Forliget har derfor fået en central plads i dansk historiebevidsthed som symbol på en særlig pragmatisme og kompromisvillighed. I lyset af den politiske udvikling i Tyskland illustrerer forliget da også, at det parlamentariske demokrati i Danmark var i stand til at sejre i en krisesituation, hvormed udemokratiske og ekstreme kræfter ikke fik næring.