Kampen for ligeløn 1951-

Artikler

I Danmark har der været kæmpet for lige løn mellem mænd og kvinder siden slutningen af 1800-tallet. I de første årtier kom kravet især fra kvindernes fagforening, Kvindeligt Arbejderforbund. Den første ligelønslov blev vedtaget i 1919, men gjaldt kun for de offentligt ansatte. I 1950’erne rejste den samlede fagbevægelse ligelønskravet, dog noget tøvende. I 1973 kom den første kønsneutrale overenskomst, og i 1976 vedtog Folketinget ligelønsloven. I 2012 tjener mænd dog stadig i gennemsnit mellem 17 og 21 % mere end kvinder.

1951-1960: Ligelønskravet formuleres

I 1951 vedtog Den internationale Arbejdsorganisation (ILO), at alle verdens lande skulle arbejde for ligeløn, dvs. samme løn for samme arbejde. Denne målsætning lå Danmark et stykke fra, da det private arbejdsmarked overenskomstmæssigt havde fastsat kvindernes løn til 2/3 af mændenes.  ILO’s beslutning kom i praksis til at fungere som en håndsrækning til Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD), der nu kunne presse de andre fagforbund i LO til at støtte op om ligelønskravet. Selvom KAD fik resten af LO til lettere tøvende at tilslutte sig kravet om ligeløn, måtte kvinderne dog sande, at punktet blev meget lavt prioriteret ved kommende overenskomstforhandlinger. Kravet var desuden svært at få igennem, idet Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i 1950’erne var en stærk modstander af ligeløn med et argument om, at kvinder var en ringere og mere ustabil arbejdskraft end mænd. Begrundelserne var dels, at kvinder var dårligere uddannede, og dels, at oplæring af kvinder var en dårligere investering for en arbejdsgiver, da kvinder pga. graviditeter, barselsorlov og familieforpligtelser ofte ville være fraværende eller arbejde på deltid.     

I Folketinget støttede alle partier op om ILO’s målsætning, men var samtidig også tilhængere af den frie forhandlingsret og ville derfor ikke vedtage en decideret ligelønslov. Denne passivitet mødte kritik fra flere af de kvindelige folketingsmedlemmer, der dog var bundet af partidisciplinen.   

Således var ligelønnen altså et diskussionsemne i 1950’erne, men der blev hverken fra LO’s eller Folketingets side gjort noget reelt for at indføre den i praksis.  

1960-1973: Ligelønskampen tilspidses

I 1960’erne blev KAD’s såvel som kvindebevægelsens tålmodighed med den manglende ligeløn mere og mere tyndslidt. Dette førte dog ikke til en øjeblikkelig alliance, da forholdet mellem de to grupper var præget af gensidige fordomme og forskellige ideologier og arbejdsmetoder. Overordnet set fandt de arbejdende kvinder fra KAD, at de akademiske kvinder fra kvindebevægelsen var for ekstreme og virkelighedsfjerne, mens kvindebevægelsen syntes, at KAD var for uambitiøse og for eftergivende over for den mandlige del af fagbevægelsen.

Op gennem 1960’erne kom de to grupper dog tættere og tættere på hinanden, og i slutningen af 1960’erne samarbejdede de om flere store demonstrationer for ligeløn.  Ligeledes blev der arrangeret en række spektakulære aktioner i 1970. Blandt de mest berømte er rødstrømpernes aktion den 1. maj, ledet af Karen Jespersen, der erobrede mikrofonen fra LO’s formand Thomas Nielsen for at holde en passioneret tale for ligelønnens indførsel. Aktionen blev uvildigt filmet og transmitteret af DR, der troede de skulle dække en traditionel 1. maj tale. En anden meget berømt aktion fandt sted 10. maj 1970, hvor en gruppe københavnske kvinder i protest mod løngabet nægtede at betale mere end 80 % af busprisen. 

Forkæmperne for ligelønnen fik i 1967 en håndsrækning af FN, der vedtog en erklæring mod diskrimination af kvinder, blandt andet på lønområdet. Dette lagde et vist pres på Folketinget, der dog stadig fastholdt, at spørgsmålet skulle løses af arbejdsmarkedets parter.  

Ved overenskomstforhandlingerne i 1971 var forhåbningerne således store, og KAD havde på forhånd meldt ud, at man kun ville acceptere en aftale, der indeholdt ligeløn. En sådan overenskomst syntes også mulig, da KAD’s formand Edith Olsen inden forhandlingernes begyndelse havde aftalt med Dansk Arbejdsmandsforbunds (det senere SiD) formand Anker Jørgensen, at de to lavtlønsforbund skulle være solidariske med hensyn til indførselen af ligeløn. Hermed sikrede KAD sig flertal i LO for ligelønskravet.

I starten af forhandlingerne holdt musketereden, selvom det resterende LO samt DA pressede på for at Edith Olsen og Anker Jørgensen skulle lade sig nøje med et udvalg, der skulle forberede en ligelønsaftale til næste overenskomstforhandling i 1973. Derfor blev det første overenskomstforslag kasseret af LO’s forretningsudvalg, da det stadig arbejdede med kønsopdelte lønsatser. Dette fik LO-formand Thomas Nielsen til at indkalde til et lille lukket møde, hvor kun han, smedenes formand Hans Rasmussen, LO’s økonom Holger Jensen og Anker Jørgensen var tilstede. Edith Olsen var ikke inviteret. Til mødet blev Anker Jørgensen tilbudt en ny aftale, der indeholdt en lønforhøjelse på 20 øre i timen til de ufaglærte mænd, mens kvinder kun steg med 10 øre, og først et år senere end mændene. Dette accepterede Anker Jørgensen, og hermed tippede flertallet i LO, således at KAD og dermed kravet om ligeløn kom i mindretal.      

De kvindelige arbejdere var forståeligt nok skuffede, og blandt KAD’s medlemmer stemte 32.935 nej til overenskomsten mod kun 7560, som stemte ja. Men pga. de andre forbunds accept måtte de alligevel affinde sig med de ulige lønsatser. Dette havde Edith Olsen og mange andre kvindesagsforkæmpere svært ved at affinde sig med, og Folketingets politikere såvel som den øvrige fagbevægelse fik mange hug for deres manglende solidaritet. 

1973-1976: Den formelle ligeløn indføres

Op til overenskomstforhandlingerne i 1973 startede KAD og kvindebevægelsen en stor kampagne for ligelønnens indførsel. Dette førte til store demonstrationer i begyndelse af 1973. Den største fandt sted 2. marts, hvor forligsmanden også fik overrakt 130.000 underskrifter til støtte for ligelønskravet.

Da overenskomstforhandlingerne gik i gang, kom ligelønnen faktisk forholdsvis let igennem, og hermed ophørte den hidtidige praksis med at forhandle forskellige lønsatser for mænd og kvinder. I 1976 fulgte det danske Folketing så trop og vedtog Ligelønsloven, der forbød løndiskrimination. For loven stemte alle partier, undtagen Fremskridtspartiet.

 KAD nedsatte i 1975 et ligeretsudvalg, der skulle sikre, at virksomhederne rent faktisk gav samme løn for samme arbejde. Denne oprettelse førte til et væld af sager mod arbejdsgivere, der stadig opererede med forskellige takster for mænd og kvinder.     

1976 til nu: Kampen for den reelle ligeløn

Selvom der ved lov blev indført ligeløn i Danmark i 1976, blev det dog hurtigt klart, at mænd og kvinder langtfra fik det samme med hjem i lønposen. I slutningen af 1970’erne var løngabet på omkring 20 %, hvilket endnu engang fik kvindesagsforkæmperne på banen. For godt nok var der nu indført samme løn for samme arbejde, men i kvindebevægelsen mente man, at der manglede samme løn for arbejde af samme værdi.  For hvorfor skulle de traditionelle kvindefag ellers være så markant dårligere lønnet end de traditionelle mandefag?

Trods de spektakulære kampagner i 1970’erne, ligelønskampagner igangsat af bl.a. KAD og HK i 1980’erne og en generel opbakning i befolkningen er løngabet forblevet det samme. Dette førte i 2008 til en række demonstrationer og strejker iværksat af flere grupper af offentligt ansatte, der krævede at lønnen blev hævet betragteligt i de traditionelle kvindefag.  Denne forbedring udeblev dog, og i 2012 tjener mænd gennemsnitligt 17-21 % mere end kvinder, hvilket svarer til en gennemsnitlig forskel i livsindkomst på 2 millioner.  

Der er mange teorier omkring, hvorfor løngabet ikke ændrer sig. En mulig grund er det stærkt kønsopdelte arbejdsmarked, hvor mænd typisk arbejder i den private sektor med produktion, mens kvinder ofte arbejder med omsorg i det offentlige. De to områder har historisk set været lønnet forskelligt. Ligeledes kan kvinders større brug af deltidsansættelser og barselsorlov have en negativ effekt på løndannelsen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen
Tidsafgrænsning
1951 -
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
31. maj 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen
Tidsafgrænsning
1951 -
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
31. maj 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk