Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Kalø Slot

Artikler

Kalø slotsruin ligger i dag som en af de smukkeste og mest imponerende borgruiner i Danmark. Borgen blev opført i 1300-tallet på en ø i Kalø Vig nær Aarhus. Øen blev forbundet med fastlandet af en dæmning med en brolagt vej, der endnu er bevaret. På Kalø blev der udover den store ringmursborg anlagt en række andre bygninger, høje volde og dybe grave med porte og vindebroer. Borgen mistede efterhånden sin militære værdi og blev systematisk nedrevet i 1672.

Erik Menveds tvangsborg

Den første borg på Kalø blev påbegyndt af kong Erik Menved 1313-1314. Erik Menved førte mange krige, som efterhånden anstrengte rigets finanser til bristepunktet. Kongen måtte udskrive store skatter, hvilket i 1313 førte til et stort bonde- og adelsoprør i Jylland. Efter at oprøret var nedkæmpet, byggede Erik Menved fire tvangsborge i Jylland, som skulle holde befolkningen i ave: Borgvold ved Viborg, Ulstrup ved Struer, Bygholm ved Horsens og Kalø på Djursland. Og ”således betvang han omsider jydernes gamle stivsind”, som en krønike meddeler.

Nedbrydning og genopbygning af Kalø Slot?

Den udbredte modstand mod Erik Menveds tvangsborge kom frem, da hans efterfølger, Christoffer 2., i sin håndfæstning af 1320 måtte love at nedrive alle borge i Jylland undtagen de gamle borge Riberhus, Koldinghus og Skanderborg.

Arkæologiske undersøgelser har sandsynliggjort, at Kalø faktisk blev brudt ned i 1320, men der hersker en vis usikkerhed herom. I givet fald er størstedelen af den borg, hvis rester endnu kan ses, bygget senere i 1300-tallet, men så vidt vides ret hurtigt efter nedrivningen af den første borg. Som sandsynlig bygherre peges ofte på Valdemar Atterdag (1340-1375). I 1340 lå der imidlertid allerede inden Valdemar Atterdags kongevalg senere samme år en borg på Kalø, som blev betragtet som en af Jyllands hovedborge, så enten var Erik Menveds borg aldrig blevet revet ned, eller også var den blevet genopbygget under Christoffer 2. og/eller grev Gert af Holsten. Sidstnævnte overtog Kalø Len ved den danske kongemagts sammenbrud i 1330’erne og pantsættelsen af store dele af riget.

Grev Gert, Valdemar Atterdag og Claus Limbæk

Efter grev Gerts død i 1340 blev Valdemar Atterdag konge, og han indløste så vidt vides det pantsatte Kalø len i 1340’erne fra hertug Valdemar af Slesvig, som havde overtaget grev Gerts pantebesiddelser. Valdemar Atterdag måtte lade Claus Limbæk, som i sin tid havde fået borgen i pant af de holstenske grever, blive siddende som lensmand. Han nævnes sidste gang som lensmand på Kalø i 1353. Claus Limbæk, som kongen udnævnte til rigets drost, kan have spillet en rolle i (gen)opbygningen af Kalø Slot.

At angribe Kalø

Med sine stærke forsvarsværker må Kalø have forekommet uindtagelig. Ville man erobre slottet, måtte man først over til øen. Ad søvejen var der kun mulighed for at invadere, hvis man anløb havnen på øens østside, og her var indsejling vanskeliggjort af pæle nedboret i havbunden. Ville man angribe over land, måtte man føre sin hær over til øen ad den lange, smalle dæmning. Denne var gennemskåret af en rende med en bro, som forsvareren kunne fjerne. Kom man frem til øen, måtte man for at nå over til borgen forcere en bred grav, der løb over øen fra syd til nord. Denne grav ligger i dag som to lange damme adskilt af en jorddæmning, hvor der oprindeligt skal have været en vindebro. Udgravninger i 2006 peger på, at denne grav først blev anlagt ca. 1500.

Selve borgen ligger på øens højeste sted, godt 20 meter over havet. For at komme ind i den, måtte angriberen enten gå ned i den dybe, tørre voldgrav, der omgiver borgen og til begge sider ender i de stejle skrænter mod havet, og derefter bestige gravens stejle sider og de lodrette borgmure. Et næsten umuligt forehavende. Eller også måtte hæren følge vejen op til det sted, hvor en vindebro førte over til borgens eneste ydre port. Kom man endelig ind i borgen, skulle man først gennem en forgård, der kunne beskydes fra vægtergange på murene, og gennembryde porten til den indre gård. Herfra skulle angriberen gennem en højtsiddende dør trænge ind i borgfolkenes sidste tilflugtssted, det massive hovedtårn. Dette tårn knejsede 10 meter over borggården og var med sine tre meter tykke mure umuligt at bryde hul i.

Kalø var yderst velbefæstet, og man behøver ikke undre sig over, at ingen skriftlige kilder omtaler, at slottet nogensinde skal være forsøgt belejret eller taget ved storm, hverken af oprørske bønder eller invaderende soldater. Skrøner om, at borgens besætning engang ved list fik grev Gert til at hæve en belejring, savner ethvert belæg i kilder fra middelalderen.

Kalø Len

Kalø Slot var fra starten tænkt som en tvangsborg og blev sikkert tidligt gjort til centrum for et stort kongeligt len, hvor lensmanden havde pligt til at sørge for ro og orden samt forvalte kronens indtægter og rettigheder. I 1400- og 1500-tallet omfattede Kalø Len det meste af Djursland, og det samme var sandsynligvis tilfældet allerede i 1300-tallet. Embedet som kongens lensmand på Kalø var attraktivt for områdets stormænd, fordi det gav magt over den lokale befolkning. I begyndelsen af 1400-tallet var lenet pantsat til biskoppen af Aarhus, som havde åbenlyse interesser i at udvide de beføjelser over området, som bispeembedet i forvejen gav ham. Dronning Margrete indløste slottet og lenet af biskop Bo i 1407. Midt i 1400-tallet var den lokale godsmagnat Otte Nielsen (Rosenkrantz) af Bjørnholm lensmand på Kalø, og han blev efterfulgt af endnu en biskop af Aarhus, Jens Iversen (Lange). En anden fremtrædende lensmand, Erik Eriksen (Banner), der sad på Kalø i 40 år (1514-1554), besad ligeledes privat gods i området.

Lenet nedlægges og slottet rives ned

I 1500- og 1600-tallet mistede Kalø efterhånden sin militære værdi. Slottet forfaldt gradvist, men var stadig midtpunkt for lenets forvaltning indtil Enevældens indførelse 1660. Kalø Len blev nedlagt i 1661, og selve slottets bygninger blev skænket til Frederik 3.s uægte søn, Ulrik Frederik Gyldenløve. Han lod i 1672 slottet nedrive, og sten og andre brugbare materialer blev sejlet til København, hvor de blev brugt i opbygningen af Gyldenløves pragtpalæ på Kgs. Nytorv (det nuværende Charlottenborg).

Fangerne på Kalø

Kalø fungerede også som fængsel og havde gennem tiderne adskillige berømte fanger siddende. Den mest betydningsfulde af disse var den svenske adelsmand, Gustav Vasa, der i 1518 blev taget til fange af Christian 2. og anbragt hos lensmanden Erik Eriksen (Banner). Denne gav mod løfte og håndslag Gustav Vasa lov til at bevæge sig frit rundt på egnen, men i 1519 tog Gustav Vasa flugten til Lübeck. Senere vendte Gustav Vasa hjem til Sverige, hvor han blev kronet til konge i 1523. En anden kendt fange på Kalø var præsten Søren Quist, der i 1626 blev fængslet og siden henrettet for et mord, som han blev frikendt for efter sin død. Herom skrev Steen Steensen Blicher novellen Præsten i Vejlby (1829).

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015