Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Kalmarunionen 1397-1523

Artikler

Kalmarunionens vigtigste indhold var et kongefællesskab (personalunion) mellem de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige. Til Sverige hørte også Finland (til 1809) og til Norge hørte Island, Grønland, Færøerne og Shetlandsøerne, så unionen omfattede hele Norden. Den formelle markering af samlingen skete, da Erik af Pommern blev kronet til konge over alle tre riger i den svenske by Kalmar i 1397.

Kalmarunionen havde sit magtcentrum i Danmark, men alle rigerne blev i hovedsagen regeret efter deres egne gamle love og traditioner. Det lykkedes stort set at opretholde unionen fra 1397 til 1448. Herefter var det - med få korte afbrydelser - kun kongefællesskabet med Norge, der var effektivt (til 1814), mens det kun lykkedes de danske konger at herske i Sverige i kortere perioder, indtil Sverige endegyldigt løsrev sig med proklamationen af Gustav Vasa som svensk konge i 1523.

Kalmarunionens oprettelse

Forud for oprettelsen af Kalmarunionen, samt kroningen af Erik af Pommern som konge over Danmark, Norge og Sverige i 1397, havde Margrete 1. siden 1375 kæmpet for at erhverve sig magten først i Danmark og siden i de to andre riger. Det lykkedes hende i skarp konkurrence at vinde kronen i Danmark og siden den reelle magt i hele landet for sin søn, Oluf, i perioden 1375-85. I 1380 døde hendes mand, kong Håkon 6 af Norge, hvorefter sønnen arvede kongeværdigheden her. Efter sønnens død i 1387 lykkedes det Margrete at blive rigsstyrer i både Danmark og Norge, og snart allierede hun sig med væsentlige dele af det svenske aristokrati mod den tyske konge af Sverige, Albrecht af Mecklenburg. Det afgørende slag om magten i Sverige stod i 1389, hvor kong Albrecht og hans søn blev taget til fange. Herefter kan man sige, at Kalmarunionen reelt var etableret, selvom Margrete da endnu manglede at få herredømmet over Stockholm og enkelte andre svenske områder.

Margrete beholdt også efter 1397 den reelle magt til sin død i 1412. I forbindelse med kroningen af Erik af Pommern i 1397 blev der udstedt to dokumenter, henholdsvis kroningsbrevet og unionsbrevet, der i eftertiden har ført til mange diskussioner blandt historikere om Kalmarunionens politiske indretning og forfatningsgrundlag.

Erik af Pommerns problemer

Da Margrete 1. døde i 1412 blev scenen endelig overladt til Erik af Pommern. Han 'arvede' et opgør med greverne af Holsten om magten i det danske hertugdømme Slesvig. Dette udviklede sig efterhånden temmelig katastrofalt for kongen over de tre riger; ikke mindst fordi hansestæderne efterhånden med stor styrke tilsluttede sig holstenernes kamp. Selvom Erik af Pommern isoleret set klarede sig ganske godt i den krig, der brød ud med hansestæderne, var det formentlig hansestædernes finansielle bistand til holstenerne, der i sidste ende knækkede Erik af Pommern militært, så han i 1432 måtte indgå på at overlade langt det meste af hertugdømmet Slesvig til Holsten.

I forbindelse med sine krige havde Erik af Pommern udskrevet soldater og skatter også i Sverige og Norge; skatterne var oven i købet også blevet hævet i forhold til, hvad der var sædvanligt. Dette førte i 1434 til et bondeoprør i Sverige, der snart fik tilslutning fra det svenske aristokrati. I 1436 fulgte et lignende oprør i egnene omkring Oslo i Norge. Resultatet blev forskellige stilstande, aftaler og fornyede oprør, der alt sammen endte med, at Erik af Pommern blev afsat som konge i både Danmark og Sverige i 1439. Forinden var der også udbrudt omfattende bondeoprør i Danmark.

Erik blev efterfulgt som konge af sin søstersøn, Christoffer af Bayern, der i løbet af perioden 1440-42 formåede at blive antaget til konge i alle tre riger. Hermed var det imidlertid slut med det stærkt centraliserede styre, som Margrete og Erik havde håndhævet. Rigsrådene i de enkelte lande havde været ansvarlige for kongeskiftet og fik dermed naturligt nok betydeligt forøget magt fremover.

Kampene om Sverige

Christoffer af Bayern døde barnløs allerede i 1448. Herefter valgte svenskerne den svenske stormand Karl Knutsson til konge, mens man i Danmark valgte en fjern slægtning af de danske konger, Christian af Oldenburg. Herefter indledtes et kapløb om kongeværdigheden i Norge, som Christian 1. vandt i 1450. Nogle år senere lykkedes det Christian at udnytte intern splittelse i Sverige til at blive svensk konge i 1457, men allerede i 1464 blev han smidt på porten igen, hvorefter Karl Knutsson vendte tilbage. Efter Karl Knutssons død i 1470 gjorde Christian 1. et stort anlagt forsøg på at erobre kongemagten i Sverige igen, men led et forsmædeligt nederlag i slaget ved Brunkeberg i 1471.

Christian havde sørget for at få sin ældste søn Hans valgt til sin efterfølger i alle tre riger. Og efter Christians død i 1481 indledtes langstrakte forhandlinger om vilkårene for Hans' kongedømme i de tre riger. Da man i princippet var nået til enighed sprang svenskerne imidlertid i målet, hvorefter Hans måtte lade sig nøje med at blive dansk og norsk konge i 1483. I 1497 opstod der imidlertid atter så meget splid i det svenske aristokrati, at Hans kunne udnytte chancen og blive svensk konge. Denne gang varede det imidlertid blot fire år før, han i 1501 blev smidt ud igen.

Kalmarunionens sidste tid

Det sidste forsøg på at fastholde Kalmarunionens eksistens blev gjort af kong Hans' søn, Christian 2., der blev dansk-norsk konge i 1513. Hans ambition var at styrke kongemagten og erobre Sverige tilbage, hvilket – atter på grund af indbyrdes stridigheder i Sverige - lykkedes i 1520. Kort efter Christian 2.s festlige kroning som svensk arvekonge iværksattets det såkaldte Stockholmske Blodbad, der kostede 82 tidligere fremtrædende modstandere af Christian 2. livet. Såfremt Christian 2. troede, at han dermed havde knust al fremtidig svensk modstand, blev han skuffet. Tværtimod førte blodbadet til oprør og allerede året efter, i 1521, var det slut med Christians herredømme i Sverige. Oprøret lededes af den svenske stormand Gustav Vasa, der i 1523 lod sig udråbe som Sveriges konge.

Hermed var det endegyldigt slut med Kalmarunionen og samme år bragte også kongens fald i Danmark og Norge. Christian 2. blev afsat og erstattet af sin farbror Frederik 1. Denne frygtede ligesom Gustav Vasa i Sverige, at Christian 2. skulle blive bragt tilbage til magten af sin mægtige svoger, kejser Karl 5., så de næste mange år var præget af nogenlunde fredelige forhold mellem de lande, som med tiden skulle blive kaldt for arvefjender.

Perspektiver

Kalmarunionen skyldtes basalt set, at de tre gamle nordiske kongeslægter kun kunne byde på ét acceptabelt kongsemne (ad gangen) tilsat de svenske stormænds evindelige oprørskhed mod deres konger. Denne oprørskhed viste sig i løbet af 1400-tallet især at dække over evigt stridende fraktioner, der kæmpede om magten i Sverige. En del svenske stormænd havde på grund af ægteskabsforbindelser og godsarv i flere lande en klar interesse i at opretholde det nordiske kongefællesskab, mens andre af og til kunne se sine fordele i at benytte de danske konger i deres eget magtspil, men den dominerende trend synes at have været, at det gav de bedste muligheder at slippe for at have en konge at dele magten med.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015