Johannes Jensen: Erindringer om barndom og ungdom, ca. 1905-1930

Kilder

Kildeintroduktion:

Johannes Jensen blev født i Næstved i 1905 og beretter i denne kilde om sin barndom og ungdom. Han var søn af en sadelmager og en syerske og voksede med sine tre søskende op i et hjem præget af fattigdom, kriminalitet og vold. Som 14-årig kom han i lære som frisør og blev udlært i 1923. Derefter aftjente han sin værnepligt, arbejdede på forskellige frisørsaloner og drog 'på valsen' for at arbejde i Schweiz. Senere åbnede han egen salon i først Helsingør og derefter i Køge. Johannes Jensen døde i 1990.

Uddraget nedenfor stammer fra en udgivelse af breve, som Johannes Jensen skrev til sin datter og sit barnebarn i begyndelsen af 1980'erne. Med nogle årtiers afstand beskriver han sine forældres ægteskab, barndomshjemmet, sin læretid og værnepligten. Familielivet var konfliktfyldt, ikke mindst for børnene og moderen. Teksten giver en sjælden beskrivelse af hverdagsliv, kønsroller og klasseforskelle i de første årtier af 1900-tallet, hvor velfærdspolitikken var begrænset og fattighjælpen utilstrækkelig og nedværdigende. 

Mine forældre

Brylluppet mellem mine forældre stod den 6. november 1897. Da var min mor 32 år og min far 22. Ikke mærkeligt at hans mor sagde: ”Det var moren og ikke datteren, Karl skulle ha haft” – for moren var nemlig skrap! Det blev også et ulykkeligt, ja grufuldt ægteskab. Far sagde i lystige tider – dem var der få af – at han havde befriet Mor for ”kanariefuglen, katten og spinderokken”. Gad vide, om Mor ikke havde stået sig bedre derved, men hendes børn gav hende noget, der vejede tungt. Jeg vil sammenligne Mor med Moderen i H.C. Andersens eventyr ”En Moder”. Hun ofrede sig for sine børn.

Inden Mor giftede sig, var hun meget sparsommelig, uden at være nærig, for ofte fyldte hun sin fars kurv med varer til det lille husmandssted på Brændelevs lodder. Hun havde været syerske på en militær systue. Det berømte maleri med sypigen, der er faldet i søvn over sit sytøj, med petroleumslampen brændende – det nikkede Mor genkendende til, der havde været mange af de dage! Men så købte hun et stykke jord af Herlufsholm, der solgte lodder ud. Hun lod bygge et hus med 3 lejligheder og udbetalte ¼ af byggesum- men. Da hun senere blev forlovet og gift med min far, var det en relativ rig pige, der stod brud. Han var håndværker, sadelmager af profession.

Mor havde lavet særeje, og det blev hun bebrejdet stort set dagligt resten af giftermålet – selv om hun omgående ophævede det. Hun havde ”gjort ham umyndig”. Han havde jo tænkt at blive stormester (inden for sadelmageri), og med ejendommen som sikkerhed kunne han nu få lån i banken m.m. Værkstedet blev bygget på matriklen med plads til et par svende og en lærling.

Lærlingen hed Hans, og han fik en masse tæsk – ellers kunne man ikke lære et fag, mente man i disse tider. Mor forsøgte at komme ham til undsætning ved at sige: ”Husk vi har selv børn”. Der blev også bygget til, så vi fik 3 værelser til 6 mennesker, 2 voksne og 4 børn. Der var en fin stue, som man kun kom i til jul, spisestue, og tilbygningen var så sovekammer. Det skulle selvfølgelig ikke være almindelige sten, men munkesten, der skulle bruges. Gad vide, hvor de kom fra?

Sadelmageriet blev jo ikke det forventede, og hvem kunne forudse, at der ikke blev brug for heste, men at man gik over til traktorer? Far gik meget i byen, og det hændte, at Mor måtte sy seletøjet. En tid leverede han til dragonerne, men som med alt andet rutinearbejde blev han hurtigt træt af det, og så måtte Mor overtage arbejdet. Engang spurgte en bonde, hvor sadelmageren var. Jo, han var gået. Men sagde han ikke hvorhen? Mor brugte aldrig selv uhøviske ord, men viderebragte: ”Jo, han sagde, han gik en tur omkring røvhullet for at fornøje ansigtet”. ”Det var en mærkelig tur”, var bondens kommentar.

Men det eneste, der aldrig manglede, var arbejde! Far kunne finde arbejde til et helt kompagni og vel at mærke uden selv at være med. ”En god kommando er over det halve arbejde!”. Så måske var der noget om det, når han sagde, at det kun er de dumme, der arbejder, de kloge lader være - de får føden alligevel.

I 1928 gav Mor op. Hun sagde: ” Jeg kan ikke længere holde det ud”. Far sagde, hjemmet var plyndret, men sandheden var, at det eneste, Mor havde taget med sig, var en nedslidt trædesymaskine, så hun kunne sy og derved få sit daglige brød. Den aften, hun rejste, havde der været optræk til øretæver. Min lillebror Morten, som var på besøg, tog fat i Far og væltede ham ned i koksspanden. Det var i sig selv en bedrift, for Far var en stor mand. Han plejede at sige: ” I mine velmagtsdage vejede jeg 335 pund”. Morten tog Mor med til Ringsted.

Mor blev installeret i en lille taglejlighed i Ringsted, og min søster købte seng, dyner, husgeråd m.m. Jeg og min søster arbejdede også i Ringsted, men vi flyttede senere Mor til Farimagsgade i Næstved – hun ville tilbage til sin hjemby. Den næste lejlighed udgjorde en halv kælder. Sluttelig boede Mor i Grønnegade 22. Det var i slum, hun boede de sidste 20 år af sit liv, dog bad hun os: ”Lad jeres far bo i huset, så længe han lever, så ikke han skal sukke over et hjem, som jeg har måttet”.

Far betalte selvfølgelig ikke en øre i underhold, men kom endda med sit nedslidte (og beskidte) tøj, som Mor reparerede. Så var der nogen, der var umyndiggjort, var det min mor. Hun døde på sin 85 års fødselsdag, mæt af dage, som hun selv sagde.

(…)

 

Vold og kriminalitet

Nu må det blive Jensens vaskedag, den dag, hvor jeg – på opfordring - hænger familiens beskidte vasketøj ud – så at sige. (…) Det må have været før min tid, at mor fik brækket ryggen, men sårene har jeg set. Det var min faster Marie, der sagde: ”Er det sandt, Karl, at det er dig, der har brækket ryggen på Kirstine?”. ”Brækket og brækket”, vrissede han. Jeg tror, det var ved seksuel voldelighed, det skete.

Mor fik brændt 2 steder ved rygsøjlen. Sårene var på størrelse med en fransk vaffel, og blev lavet uden bedøvelse. Lægen sagde ”Skrig kun, det er jeg så vant til”. Hun lå i 2 måneder på en stenhård madras. Hun var ikke vant til at pive! Engang gik hun 2 år med en stoppet tårekanal, hvor øjet hver morgen var lukket af materie. Endelig gik hun til øjenlæge, der indlagde hende. Til mig sagde Mor: ”Farvel, min dreng, vi ses aldrig mere!”. Et sygehusophold var den visse død, efter Mors mening. Efter nogle dage besøgte jeg Mor, og hun var glad. Det var jo ikke så slemt alligevel.

Hvad der blev sagt forinden, ved jeg ikke, men Mor havde engang svaret: ”Det er da for mine penge!”. Far havde så instrueret mine større søskende, da de endnu var små, i at række tungen langt ud af halsen og ”vrænge”: ”For mænne pææne”, og så græd Mor. Hun havde af sin sypigeløn sparet sammen og købt det hus, som Far flyttede ind i. Hun var 32, han var 22 dengang.

Da hun klagede over aldrig at få rådighed over penge, fik hun lov at betale terminerne. Engang havde Far 2 kr. til gode af tilhugger[1] Tomsen. Mor blev sendt derud - det var i den anden ende af byen. Efter 50 gange forbarmede manden sig over hende og gav hende de 2 kr.

Ligeledes fik Mor sit hoved dunket mod møblerne: ”Dette er dit” sagde Far, for hvert stk. møbel. Min broder William spurgte som voksen, hvorfor Mor havde ophovnede øjne. ”Jeg er faldet i min kjole”. Men det rigtige var Fars knyttede næver. Mor dækkede over ham.

Når fjedermadrassen var gået ganske sønder, havde det været en smal sag for en sadelmager at lave den. I stedet blev der smidt 3 stk. stenhårde gymnastikmadrasser. Det var godt nok til hende, fik man at vide.

Om morgenen kunne vi høre Far ligge og snakke højt med sig selv om hvilke nederdrægtigheder, der skulle udpønses den dag, der nu kom. Far havde det absolut rigtige syn, at den der har magten også har retten, og han brugte den.

En barndoms jul – en af de barske – kom Far hjem fra byen. Han skulle ikke ha nogen andesteg, han havde fået en gang biksemad et sted, og han gik i seng. Da vi havde spist, forsøgte vi at skabe lidt julestemning og sang et par julesalmer. Kl. 8 var det sket med julefreden: Far kom farende ind, smed mine 2 voksne søskende ud og gav Mor et ordentlig lag tæsk.

Næste dag blev Far arresteret, men det var af en helt anden årsag. Han kom et sted hen, man kaldte forbedringshus, men det var alt andet end forbedring, der foregik: De får et had til alt og alle, og Far var ingen undtagelse! Han fik 2 gange 80 dage, hvor de første 80 var for seksuel omgang med mindreårige. ”Benægteren” kaldte man ham i Næstved Tidende. Jeg fik førstehåndsbesked af en kriminalbetjent, jeg havde som kunde! Jeg vil ikke påstå, jeg blev glad for meddelelsen. Cigarhandler Christensen, som jeg havde byplads hos, sagde, at man kan sige om sadelmageren, hvad man vil, men han har nogle pæne børn. De næste 80 dage var for at blotte sig for 2 kvinder på Køge Landevej. Han påstod, han havde været til begravelse på det tidspunkt – forfulgt uskyldighed!

Ved et besøg i arrestforvarerens kontor hviskede Far til mig: ”Kom i morgen kl. 7 med en stor madpakke ved det cellevindue, der vender ud mod gaden”. Jeg var der til aftalte tid, Far langede armen ud efter den gode mad. Uheldigvis havde han hvisket så højt, at arrestforvareren havde hørt det og tog maden fra ham. Op ad formiddagen stillede en betjent på min læreplads og sagde, jeg skulle møde hos arrestforvareren og få en reprimande.

Efter disse arrestationer gik arbejdet hos far i stå. Han sagde, han skulle have en stor erstatning for uberettiget fængsling, og alle hans skriverier blev samlet i en stor bog. Vi lærte navnene på alle justitsministrene: Rytter – det var Venstre, Steincke var Socialdemokratiet. Imens skruede vi blusset ned, men Fars motto forstærkedes: ”Det er kun de dumme, der arbejder, de kloge lader være, de får føden alligevel”. Nutildags kan man sige, det er højaktuelt,- men en ting som skatter kunne Far ikke slippe udenom, så Sognefogeden kom for at pante. Nu var ejendommen pantsat i pantebreve, så der var intet at hente. I stedet for arbejdsanstalt satte de Far til at slå skærver, hvad han brokkede sig meget over …

(…)

 

Fattigfolk

De laveste på rangstigen var fattiglemmerne. Det var udslidte, hovedsagelig gamle mennesker, og de ”kom på Sognet”, som det hed. Det var noget, som kunne få folk til at gyse – blot tanken. Fattiggården var det ene sted og Arbejdsanstalten det andet. Stor forskel var der ikke, den ene lå ved havnen i Næstved, den anden ved sygehuset. I dag bruges de til helt andre formål. Arbejdsanstalten var beregnet til såkaldt ”arbejdssky personer” og de, der ikke betalte skat. De skulle arbejde i havebruget, der leverede grøntsager til sygehuset, eller save brænde. En søndag morgen var en af dem undvegen. Sveddryppende kom lederen tilbage med ham. Hvor havde den lille i samfundet meget lidt at skulle ha sagt! Og endnu husker jeg den gamle siddende på trappestenen i Fattighuset med det ene mål at se hen til døden. Heldigvis for mig, at jeg har oplevet det hele, men på afstand og trods de ringe kår, et meget interessant tidsafsnit.

Papirløse forhold kaldte man dengang ”at leve på polsk”. Mærkeligt, eftersom Polen er det land, hvor katolicismen er stærkest. Men murerarbejdsmand Peter Jacobsen levede på polsk, og samleversken (et grimt ord) kaldtes ”Pes Kestens”, og der kom 2 døtre ud af det. Kestens mor boede der også, hun hed Sanne. Om Peter kendte noget til Muhammed, ved jeg ikke, men han holdt Sanne som 2. kone. Vi havde kendskab til Peter, fordi han hjalp til, da vi skulle lave en udbygning af sovekammer og veranda. Men når det blev lønningsdag, gik Peter på værtshus. Så var der nul penge til hjemmet. Ja, der var liv på værtshusene i de ”gode, gamle dage!”.

Sagsbehandlere, bistandskontorer m.v. var endnu ikke opfundet, så det er Sanne, som egentlig bliver hovedpersonen i det, der nu følger. Med 2 spånkurve hjemsøgte hun de 3 største kolonialforretninger i Næstved: Nandrup, Carl Severinsen og Jens Bjerre. De kendte Sanne alt for godt, de vidste, hvorfor hun kom, og uden ordveksling blev der lagt lidt forskelligt ned, såsom ris, sukker, gryn og noget, der ikke kendes i dag: Ildtænder!  5-6 stk. tændte ild i koksene. Aviser var der ikke overflod af – de kunne ellers have været brugt i stedet. Ildtænder var en lang høvlspån bundet som en butterfly, dyppet i fernis. Jeg læste om en kone på Nørrebro, hvor hun og hendes 6-7 børn bandt 500 stk. pr. dag – så var der lige til rugbrød, fedt og salt. Der blev brugt meget kaffeerstatning, cikorie, i kaffen. Cikorie var en rund, klæbrig masse, men Sanne fik somme tider også en fjerding[2] kaffe med.

Kaffen skulle jo helst være, som tyrken kan lide den: Sort som natten, hed som helvede og bitter som hadet! Bagerbrød fra dagen før: Der var altid en lang kø af børn foran bagerbutikkerne, når de lukkede op kl. 6. Kurven blev fyldt for 25 øre. Bageriaffald af al mulig slags blev bundet sammen og gik til grisene – intet gik til spilde!

Jeg selv var bud hos byens største slagter: Der skulle bringes pakker ud, og jeg hjalp også til med at gå til hånde i forretningen. Bl.a. bar jeg ½ gris fra slagtehuset til forretningen – jeg var endnu ikke konfirmeret! På en sart sjæl som min, gjorde det et stort indtryk, da jeg en dag overværede en gammel udslidt hest blive slået ned. Med en gulvklud for øjnene fik den en af øksen: Det store dyr gik i gulvet med et brag. Selvfølgelig var der ingen kølehuse dengang, så når lørdagen var slut, fik jeg en del rester med hjem. Nogle havde ”en tanke”[3], men min Mor friskede det op med lidt saltvand og lavede dejlig mad deraf. Ligeledes fik jeg struben, når oksetungen var skåret fra. Hele søndag formiddag gik for Mor med at pille kød og talg af. Kødet gik igennem kødmaskinen og blev til hakkebøf og frikadeller, talgen blev smeltet af og brugt til at stege i. Margarine blev kun brugt til bordbrug – det kostede jo også 10 øre pundet! Underligt med dette produkt - margarine! Det er lavet af fedtstof, olie og skummetmælk. I min barndom var det forbudt at farve margarine – det måtte ikke forveksles med smør. Men med en lille kapsel af rød farve kunne man farve det selv. Bønderne nænnede ikke at spise smørret selv – det skulle jo eksporteres til England! Samtidig sagde man, at det var en dårlig gård, der ikke kunne føde en drivert!

Vores familie tilhørte ikke de allerfattigste, men midlerne var knappe: Min lærlingeløn fra 1919 og over 4 år var henholdsvis 5, 7, 9, 11 kr. om ugen. Den ene krone var min til lommepenge og skosåler (...) – nyt tøj aldrig. Men de få kroner jeg afleverede, rakte langt i min mors hænder.

Men et hyggeligt hjem var der, for det meste, sjældent på bunden af samfundet. 

(…)

 

Min barndoms jul

Alle, der havde et hus, havde et udhus til brændsel m.m. og almindeligvis en julegris, som blev fodret med køkkenaffald samt skråning (byg). Under krigen, 1. Verdenskrig, kneb det, men havregryn var ikke rationeret, så der gik en del i grisen, og til at drøje på det blev der hakket brændenælder i. Siden forestod selve slagtningen.

Slagteren blev kaldt ”Snuden Dahl” på grund af hans meget store næse – hans navn var ellers Hermansen. Grisen, der skulle slagtes, fik et reb om trynen, fat i halen, slæbt ud i gården, væltet op i sulekaret[4] og bagbundet. Slagteren stak den i halsen, så blodet sprøjtede. Mor stod parat med vandspanden til blodet, der blev rørt rundt med håndkraft, så det ikke skulle klumpe. Dernæst tilsatte hun byggryn, fedtterninger og rosiner, og det hele endte som vidunderlig blodpølse. I gruekedlen[5] var det kogende vand klar til skoldning og skrabning. Grisen kom op på stigen og blev skåret op. Indmaden blev til megen dejlig mad. Flommefedtet blev smeltet til snehvidt fedt, og af fedtegrever, lever, nyrer og lunge fik vi finker[6]. Der kom gang i kødhakkeren til medister, frikadeller og spegepølser. Skinkerne og fileten blev røget, resten saltet. Alt blev udnyttet. Det eneste, der ikke kunne bruges, var faktisk grisens skrig. På slagteriet fyldte de blæren med fedt (det kunne forsyne os meget længe med smørelse). Hjemme brugte vi den til at puste op nytårsaften. Man hæftede den på et stykke ståltråd, satte den i en vindueshaspe, og med en fil kunne man lave larm i stuen.

Slagteren fik altid frokost med øl og snaps, og så fortalte han historier, blandt andet om dengang politiet forfulgte ham. Han var bagud med børnepenge og mente, de var meget nidkære. Han undslap sine forfølgere ved at svømme over åen og stod da og rakte næse af dem.

Der forestod nu Mor et arbejde, som var meget ubehageligt, nemlig rensning af tarmene! De blev vendt for gødning, skyllet og slået i salt[7] – jeg mindes endnu den gule, slimede masse. Det kneb for min mor at holde styr på sine egne indvolde. Blodpølsen blev fyldt op og kogt i gruekedlen, og bekendte blev budt til pølsegilde.

Det blev forløberen for den store spisetid, som julen var og er. Juletræet blev købt for 50 øre, til gengæld manglede det grenene i den ene side. Det blev ordnet: Der blev boret huller i stammen de manglende steder, hvorpå de nederste grene blev spidset til og sat i hullerne. Træet skulle være højt: Det blev ordnet ved at sætte det på en kasse, som skjultes af fint papir. Nissen i toppen havde Far lavet af glanspapir sat på hans modelpap fra hans sadelmagerværksted.

Den julegave, jeg husker bedst, var en julenisse, min søster havde strikket. Var den virkelig til mig? Den røde hue, de hvide strømper, hertil grå jakke, røde bukser og skægget af fåreskind – alt sammen genbrug, og sådan så nisser ud på Lolland, hvor Far kom fra!

2. juledag var der juletræsfest i Den selskabelige Forening, kaldet ”Den forgyldte Høvl”! Så vankede der godteposer m.m. Men i modsætning til nu, skulle træet partout ud af stuen, så de voksne kunne danse. Vi unger slæbte træet indefter, de voksne det udefter; det gav harpiks på det fine tøj og på hænderne. Sveden haglede af os, men det hørte nu med på de tider, hvor fornøjelserne var få. De få øre, der skulle til, var svære at skaffe, men man må vel, som soluret, kun tælle de lyse timer.

(…)

 

Læretid

I begyndelsen af 1919 skråede min mor over Ringstedgade i Næstved og spurgte min senere læremester, frisørmester Axel Scheibel, om han havde brug for en læredreng, og det havde han almindeligvis hvert andet år. Jeg fik læreplads!

”Er du blevet skør”, sagde min far! Det var nemlig midt i, at der var strejke i provinsafdelingen i ”Dansk Soignerings-, Toilet- og Sanitets Arbeiderforbund”. I Næstved satte de strejkende barber-/frisørsvende nogle barberstole op i en dansesal i Vinhusgade for at tjene et par håndører. Om nogen støttede dem, vides ikke. Man producerede på den tid en overflod af barberer/frisører. Der var fri næring, og med den kolossale vækst i tilgang blev det et proletarfag - et flipproletariat! Mange syntes, de var finere end andre, fordi de arbejdede med rene, hvide, stivede kitler og flipper, men proletarer var de, fordi udbyttet var så lille. Scheibel hadede fagforeningen ”Dansk Soignerings-, Toilet- og Sanitets Arbeiderforbund” og ikke mindst dens formand H. Aa. Christensen, skønt han aldrig havde været belemret med dets medlemmer. Det var en ren læredrengsfabrik, Scheibel drev, hvor fagforeninger med deres krav om bedre forhold jo principielt kom på tværs af en arbejdsgivers ønsker om at kunne skalte og valte med de ansatte. Ikke at det hindrede ham.

Min mor syntes, at det var et renligt arbejde, og så var det indendørs. Hun fik sin vilje for en gangs skyld. Min far sagde, det var galimatias.

Jeg fik min lærekontrakt i 4 år fra 1. maj 1919 til 1.maj 1923; løn 5, 7, 9, 11 kr. pr. uge på egen kost og logi. Åbningstider kl. 8 til 19, fredag til kl. 20, lørdag til kl. 22, søndag fra 8-11. Jeg afleverede ugelønnen hjemme på nær 1 kr. (til sammenligning kostede 10 cigaretter 35 øre) og havde private kunder om søndagen. Men de få kroner, jeg afleverede, rakte langt i Mors hænder. (…)

2 måneder efter jeg kom i lære, blev der indført lov om søndagslukning. Om man var flink, var der 4 dages sommerferie. Et år tog jeg to feriedage og søndagen i sammenhæng, og med to kammerater cyklede vi til Ringsted, Holbæk, Gilleleje, Hornbæk og endte i København. De to kammerater gik i Tivoli, jeg tog toget hjem … næste morgen skulle jeg møde tidligt.

En del af uddannelsen som frisør hed parykmageri: Det lærte vi ikke! Men tilbagestrøget hår, skilning, godt med pomade, som de sagde. Kunden lignede en, som havde været inde i en ko og jaget en kalv ud! Opretstående hår og jernkrølning af overskæg var ved at gå af mode og derfor en vanskelig disciplin. Min far havde begge dele, så jeg lærte det. Dem med overskæg suttede det rent for gule ærter m.m. Vi havde en kunde, hvis skæg gik op til øjnene. Kejseren af Tyskland, Wilhelm d. 2. havde et sådant.

Der var skægbind til natten, en lille tube ”Bajut” stivede det af. ”Kvik” var et andet produkt, sprit med noget stivelse i. En anden svær disciplin var at trække eller sætte en kniv op. Det var et minimum af fagudøvere, der mestrede den kunst. Var knivene for tykke i æggen, blev de sendt til instrumentmager, kunstsliber Olsen i St. Regnegade 19, København K. Så blev de som nye. Hospitalerne fik ligeledes slebet deres instrumenter der.

Mester var B-menneske, så fruen kom og lukkede os ind. Var det vinter stod det på optænding i kakkelovn, vask af gulve, skuring af servante, pudsning af spejle. Konsollen med marmorplade fik Ajax. Kl. 10 til 10.30 kom mester og inspicerede. Han var, foruden konservativt byrådsmedlem, formand for barbermestrene på Sjælland, Lolland og Møn – oldermand hed det vist. Han blev Dannebrogsmand på det grundlag. Jeg fik hvervet at give meddelelsen til Næstved-barbererne – flere steder blev jeg mødt med vrede miner. Ved møderne blev det drøftet, om man skulle holde op med at bruge servietterne mere end én gang. Der gik mange år, før det blev indført.

I sæbebækkenet, hvor man slog barberskum ud, valsede sæbe fra det ene ansigt til det andet. Barbersæbemaskinen blev opfundet af Isador Bernstein. Den havde en metallegering, som barbersæben åd. Så kunne der sælges en ny! Men den var økonomisk og hygiejnisk. Knap så hygiejnisk var det med spytbakken (Sundhedskommissionen forlangte en sådan). Bakken skulle renses: Jeg lagde en side avis over bakken, ud på hovedgaden, igennem Næstved Tidendes port. I 2. baggård var der en vandhane. Føj for et arbejde!

Oven i det vaskede jeg storvask i 3 år. Da jeg sagde stop, blev de meget vrede. Der var kommet en ny dreng, og jeg syntes selv, det var rimeligt, at han overtog arbejdet. Uvilkårligt kommer jeg til at tænke på Sigfred Pedersens[8] vise ”Tørresnoren” om Jensens vaskedag med alle de mærkeligste slags tøj. Først hentede jeg 4 sække sæbespåner fra et maskinsnedkeri, 25 øre pr. sæk. Et dynebetræk satte hurtigt gang i gruekedlen. Vaskemaskinen var udformet lige som en smørkærne med en malkestolslignende genstand, som et håndsving så drejede rundt. Forretnings- og privattøj blev kogt først. Jeg havde ingen begreb om damers intime beklædning, men fik da lov at vaske fruens chemise, der var kombineret med bukser. Den dag i dag undrer det mig, at jeg blev sat til at vaske hendes menstruationsbind. Tøjet blev tørret i fri luft – i stærk frost frøs servietterne stive, før jeg fik sat klemmer i. Det sidste år, jeg var der, fik vi lov til at benytte Næstved Tidendes loft. Der var centralvarme.

I privaten var der en masse kobbertøj, en væg fuld. Det var mig, der skulle pudse det. Det gik der en hel dag med. Det afkastede 50 øre, plus en kop kaffe plus en 5-øres basse. Selv åd de 10-12 stykker wienerbrød ad gangen. Var deres smagsløg anderledes end mine?

Efter fyraften bragte jeg ofte fruens noder til biografen, hvor hun spillede klaver. Så fik jeg lov at se filmen, ofte en vild western. Den kunne få biografen til at blive et skrigende, hujende helvede, men når klaveret tav, forstummede salen. Jeg fik besked på at købe for 5 kr. fyldte chokolader. Det var vel, hvad hun fik for at spille. At hun svulmede, tillagde hun hverken chokoladen eller wienerbrødet, derimod det, at hun havde fået to børn. Kalorierne havde man ikke megen kendskab til dengang.

Paryk er noget mere, end man forestiller sig. Peter Knudsen, kolonialkøbmand, var kunde i forretningen uden at vi lærlinge nogensinde så hans isse. Nakkehårene blev studset, parykken blev med 4 propper og paryklim klistret på skallen. Men selv uden storm løftede han meget forsigtigt på sin hat. Håret var totalt væk. Han havde været i snedkerlære, mesteren blev så vred på ham, at han kastede den kogende limpotte i hovedet på ham. Jeg var engang på hans lager. Han bad mig om at definere, hvad der var i den store tønde. Troskyldig som jeg var og er, snusede jeg – og røg tilbage: Hjortetakssalt! Men det gav luft i næsen. Mor plejede at købe for 2 øre af det til bagning. Mens jeg var der, fyldte jeg kittellommen med abrikoser og de dejligste svesker. Jeg og en medskyldig skiftedes til at sidde på lokum resten af dagen. Der blev stjålet meget på den tid. Mester fik af forvalteren 1 flaske snaps, som tydeligvis ikke havde passeret kasseapparatet.

Overlæge Køster var kunde. 1 klipning: 1,50. ”Min dreng har ørepine” klagede Mester. ”Hvad er der at gøre ved det?”. ”Åh, gå ned på apoteket og køb for 25 øre ”oksydol”[9] – og der blev takket meget derfor. Scheibel gloede en ekstra omgang, da der til nytår kom en regning på 5 kr.!

I julen var der meget at bestille, ikke tid til at holde middagspause. Der var lukketid kl. 16, men bagdøren stod stadig åben. Utroligt, hvor mange der kom den vej. Julegaven bestod gerne af en saks og en barberkniv. Da jeg nåede hjem, var klokken 19.30, og julemaden blev varmet til mig. 2. juledag var der igen åbent 8-11.

Mester så jeg et stort lys i og fulgte med i hans interesser: Duer og dværghøns (”sorte bantams” og ”sølvplettede hamburgere”). Afrettet, som jeg var hjemmefra, var det en smal sag at få mig til at være, som han ville. Jeg blev ikke bare brugt, men misbrugt. Den forrige lærling, Eivind, var søn af en skovfoged. Billig brænde! Eivind måtte få fri til at save, kløve og stable. Så kom dagen, hvor brændet skulle leveres: En stivvogn kom ind i gården med et læs hegnspæle med pigtråd og det hele! Der kogte vreden op i Mester, han var blevet snydt! (…)

Nu, i 1923, var det tid at aflægge svendeprøve. Den foregik i salonen. 3 skuemestre[10] var censorer. Der blev ikke givet UG[11] dengang, fordi man altid kunne blive dygtigere, hed det sig. Kort efter min eksamen fik en lærling UG, og det gav en masse kritiske artikler i fagbladet. Ved min prøve blev der serveret kaffe, og jeg fik endda lov at ryge en cigar blandt dem.

Svendelønnen var 40 kr. pr. uge, og jeg var der til året efter, hvor jeg blev indkaldt til militærtjeneste. Sognefogeden kom med indkaldelsen. En kunde spurgte: ”Hvad skal du være?”. ”Marinesoldat!”. Det havde Scheibel været. Jeg var taget til det på krydseren ”Skjold.” Jeg havde ønsket Reykjavik-Casablanca. Det var de to steder ”Niels Juel” sejlede til. Så stod der: ”Overført til arbejdssoldat”.

Jeg mødte på Garderhusarkasernen på Østerbro, dog kun for overnatning. Lønnen for 10 dage, 50 øre pr. dag, blev omgående udbetalt. Våbenfrakken var under al kritik, lap på lap, så mistanken opstod, om den havde været med i 1864. Støvlerne var gamle, dog var mine nyforsålede. I kasketten var stiverne trykket ned til en pandekage. Nogle fandt dem så sløje, at de købte en ny til 25 kr. Foruden drejlstøj[12] fik vi udleveret en lang bajonet. Vi skulle jo ligne noget af en soldat. Turen gik til detachementet Melby Overdrev. Opgaven var at sidde i dækning og rejse papsoldater. Så kom forskellige våbenarter derop til skarpskydning. Forinden var der rejst en teltlejr ved Arresødal, Frederiksværk. Jeg nåede aldrig at komme med til nogen af delene. Da vi ankom, blev der spurgt, om der var en tjener. Det var der ikke, så meldte jeg mig og blev messemand for 6 officianter[13] af forskellige grader. En overofficiant glemmer jeg ikke: Jeg skulle pudse hans støvler. Sur fodsved rev i næsen, men kaje havde han. Ved en af de første appeller blev det forbudt at passere plantagen til Liseleje. Der boede en koloni af åndssvage piger, og i fjor var flere af dem blevet gravide. De havde ikke kunnet udpege fædrene – det var jo ikke nemt, da det tilmed var mørkt.

En festaften: En soldaterforening betalte for hver soldat en kvart lagkage, kaffe og to cigarer. Der vankede også rombudding. Om formiddagen havde jeg set en slagter fra køkkenet styrte rundt i forrådskammeret: ”Hvad er der los?”. ”En mus”. Den havde været oppe og trampe i rombuddingen. ”Men hold kæft med det, vi tager det i bunden!”.

Jeg lavede tit ekstra penge, mens jeg var der, 1 kr. for klip, 25 øre for barbering. Det foregik på græsplænen. Barberstolen var granrafter med et bræt som nakkestød og en spand vand til barberkosten.

Der var aldrig vrøvl med maden som nu om dage. Dog blev middagen en dag udskudt 1 time: Medisteren var blevet gul ved stegningen – gammelt kød var anvendt. Slagteren fik en kraftig advarsel.

Jeg aftjente værnepligten i to måneder og blev aldrig genindkaldt. De 2 måneder gik hurtigt. Jeg betragtede dem nærmest som en ferie – men nu kom der ordre om, at de halve af de halvtreds mand skulle blive i 14 dage og rydde op. Blandt dem var jeg. Så fik jeg en mærkelig bibeskæftigelse. Foruden at være messemand, skulle jeg rense lokummer og pissoirer, samt pudse lejrens petroleumslamper. Nåh, det var jo kun 14 dage! Hjemsendelsen skete på Sølvgades kaserne. (…)

Dernæst fulgte et år uden arbejde og uden penge. Jeg boede og spiste gratis hos mine forældre. Den første måned er man rastløs, man skal nok finde arbejde. Mest irriterende var det, at folk spurgte: ”Har du fået arbejde?”. Så sløves man, den ene dag går, og den anden kommer.

Min kollega fra Scheibel skulle opereres for stær. Kunne jeg passe hans forretning? Det gjorde jeg så et stykke tid. En skønne dag blev han rask, og jeg kom til Haslev, siden Roskilde, Odense, Ringsted, Hägendorf i Schweiz og sluttelig på den kooperative salon ”Figaro” i København.

En kæmpe chance kom til frisørfaget i tyverne: Pigerne - altså dem, der turde - fik fletningerne klippet af. De blev regnet for at være prostituerede, hidtil var det kun luderne, der gik med pagehår. En kendt schlager opstod: ”En lille Skat med Pagehår.” Men frisørerne kendte ikke deres besøgelsestid. Man uddannede damefrisører på tre måneder formedelst 400 kr. Der var dumpingpriser: Jernondulation[14] 50 øre, varmpermanent[15] 10 kr., og så fik kunden også kaffe og wienerbrød. Det varede i mange år, men så kom en ny forbundsformand, Arnold Hansen. Han sagde til mestrene: ”Skal vi ikke lade være med at slås? Lad kunderne betale og begræns antallet af fagudøvere”.

Kunderne piver i dag. De bliver klippet til kæmpe priser, og flipproletaren er for længst ude af billedet, men jeg glæder mig, på mit gamle fags vegne, over de gode forhold, der er skabt.

Johannes Jensens forældre, Maren Kirstine Jensen (født Hansen) og Karl Johan Martin Jensen. Bryllupsbillede fra 1897. Privat foto.

 

Johannes Jensens familie i 1914. Bagest fra venstre: storebror William, storesøster Klara og Johannes. Forrest fra venstre: moderen, lillebror Morten og faderen. Privat foto.

 

Johannes Jensen som soldat i 1923. Privat foto.

 

I 1920'erne arbejde Johannes Jensen i en periode som udlært frisør i Ringsted. Han ses her som nr. tre fra venstre. Privat foto.  


[1] Tilhugger: ældre ord for tømrer.

[2] En fjerding: her ¼ af et pund, dvs. 125 g.

[3] At have en tanke: at være på vej til at gå i forrådnelse.

[4] Sulekar: et stort kar til saltning og opbevaring af saltet kød.

[5] Gruekedel: stort indmuret kogekar over ildsted; anvendtes blandt andet til slagtning, brygning og tøjvask.

[6] Finker: madret, bestående af småt hakkede kødstumper (især indvolde), som steges i fedt med løg, æbler og krydderier.

[7] Slå i salt: at nedlægge madvarer i salt.

[8] Sigfred Pedersen (1903-1967): dansk forfatter og visedigter.

[9] Oxydol: fortyndet brintoverilte, der anvendes som antiseptisk middel.

[10] Skuemester: håndværksmester, der bedømmer en svendeprøve.

[11] UG: 'udmærket godt'; den højeste karakter på datidens karakterskala.

[12] Drejlstøj: tøj af slidstærkt lærred til fx uniformer og arbejdstøj.

[13] Officiant: underofficer.

[14] Jernondulation: krølning af hår med krøllejern og ondulationsvæske.

[15] Varmpermanent blev opfundet i begyndelsen af 1900-tallet. Håret blev fugtet og oprullet på spoler, der blev tilkoblet et elektrisk apparat og varmetørrede håret. Metoden gav mere holdbare krøller. Den blev omkring 1940 afløst af koldpermanenten, der anvendte kemiske væsker til påvirkning af hårstråene.

Om kilden

Dateret
1905-1930
Oprindelse
Josef Johannes Gotfred Jensen: Flipproletar! En næstveddrengs barske og sjove optegnelser (ved Hanne Ida Rafn). Aarhus 2017.
Kildetype
Erindring, Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. oktober 2018
Udgiver
danmarkshistorien.dk