J.C. Christensen: Fremsættelse af lovforslag om menighedsråd, 26. oktober 1901

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1901 fremsatte venstrepolitikeren J.C. Christensen (1856-1930) et lovforslag for Folketinget om, at folkekirkens medlemmer igennem oprettelsen af folkevalgte menighedsråd skulle have mulighed for at deltage i styrelsen af folkekirken. J.C. Christensen var fra 1901-1905 kultusminister, altså kirke- og undervisningsminister.

Med Grundlovens indførelse i 1849 blev den danske folkekirke etableret. Dog var en af Grundlovens paragraffer, den såkaldte ’løfteparagraf’, endnu ikke blevet indfriet i 1901. Løfteparagraffen lød: ”Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov”, men det var omdiskuteret, hvorledes paragraffen skulle fortolkes. J.C. Christensens fortolkning af paragraffen lå i tråd med tidens progressive tendenser; han foreslog en demokratisering af kirken, hvormed folkekirkens medlemmer altså skulle have del i kirkens styrelse igennem demokratisk valgte menighedsråd. Til menighedsrådsvalgene skulle både kvinder og mænd med egen husstand have valgret og være valgbare. Udvidelsen af danske kvinders politiske rettigheder havde været et varmt politisk emne siden 1800-tallets afslutning, og med lovforslaget ønskede J.C. Christensen ikke kun at inddrage kvinder i den demokratiske proces, men også at fastholde medlemmernes interesse for folkekirken, som generelt var faldende på dette tidspunkt.

Lovforslaget førte til stor protest blandt landets præster og blev ikke gennemført. Dog blev en menighedsrådslov vedtaget i 1903 med en 6-årig prøveperiode, og i forlængelse af J.C. Christensens lovforslag fastslog denne, at både mænd og kvinder skulle have valgret og være valgbare. Først 12 år senere fik danske kvinder valgret til rigsdagsvalg. Løfteparagraffen (i dag § 66) er endnu ikke blevet indfriet, og folkekirken har dermed ikke et nationalt, selvstændigt kirkeråd, hvilket adskiller den fra de øvrige nordiske folkekirker.

I det her bragte uddrag fra Rigsdagstidende fremsætter og begrunder J.C. Christensen i Folketinget det første af fire lovforslag om folkekirken, der omhandler oprettelsen af menighedsråd. De andre tre lovforslag, der ikke er med i denne kilde, omhandler regler for brug af landets kirkebygninger, en revision af lovgivningen om valgmenigheder samt en lov om selvejende kirker, herunder hvor midlerne til drift og vedligeholdelse af disse skulle komme fra.     

Formanden: Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet har Ordet for at fremsætte de af ham anmeldte Lovforslag.

Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet (J.C. Christensen):

[…]

Dernæst har jeg den Ære at fremsætte for det høje Ting 4 forskellige Lovforslag, som dog tilsammen danne en Enhed, idet de tilsammen ere et Skridt henimod Opfyldelse af Grundlovens § 75, der siger: Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov[1]. Grundloven taler meget kortfattet, men Meningen er jo tydelig og klart den, at Folkekirkens Forfatning skal ordnes ved Lov. Det er et Paabud, og alle have ogsaa været enige om at opfatte Grundlovens § 75 paa den Maade.

Naar Paragraffen fik den Form fra Grundlovsfædrenes Side, havde man den Gang sikkert fra alle Sider den Opfattelse, at Medlemmerne af vor Folkekirke skulde have Indflydelse paa Kirkens Styrelse, med andre Ord, at Forfatningen for Folkekirken skulde være repræsentativ, at det var Maalet, man skulde arbejde hen til. En Gennemførelse af dette Maal vil sikkert være til Gavn for den danske Folkekirke. Der er ingen Tvivl om, at hvis Forholdet skal udvikle sig paa samme Maade som hidtil, at Folkekirkens Medlemmer ikke faa Del i Styrelsen af Folkekirkens Anliggender, medens Borgerne her i Landet i øvrigt have Del i Styrelsen af alle andre Anliggender i Landet, Skolevæsen, Fattigvæsen, Vejvæsen o. s. v., vil denne Tilstand medføre, at Folkekirkens Medlemmer ville føle sig mere og mere fremmede over for Kirkens Sager, og saaledes vil der skabes en desværre alt for frodig Jordbund for en kirkefjendtlig Agitation[.] Vil man gøre Folkekirken afholdt af dens Medlemmer, da bør man efter min Mening give dem Indflydelse paa Styrelsen af Folkekirkens Sager, thi der igennem vækkes Interesse og Kærlighed for dem.

Angaaen[d]e disse Forhold har der i de mange forløbne Aar været nedsat tvende Kommissioner, den ene i Rigsdagssamlingen 1853-54, den anden Aaret 1868. Disse Kommissioner have afgivet udførlige Betænkninger om de kirkelige Forhold. Den første af disse Kommissioner har afgivet Forslag til Lov om Oprettelse af Menighedsraad, den anden forskellige andre Forslag, deriblandt Forslag om Oprettelse af et Kirkeraad; men ud af dette er der intet kommet, Kirken staar lige bar for nogen som helst Repræsentation, skønt vi have haft disse Kommissioner[2]. Der har under den nu afsluttede Finanslov[s]debat været Tale om paa ny at nedsætte en Kommission angaaende de kirkelige Forhold. Det har været nævnt baade i denne Sal og særlig uden for den, at man mente, at inden man skred til Lovgivning om kirkelige Anliggender, skulde man først høre Kirken selv. Der møder man imidlertid den Vanskelighed, at Kirken ingen Repræsentation har, man kan ikke henvende sig til Kirkens Repræsentation, for der er ingen. Det er en Vanskelighed, man tidligere har stødt paa, og som man endnu vil støde paa; før man giver en Forfatning, har Kirken ingen anden Repræsentation end den danske Rigsdag, og derfor kan man ikke i den Forstand høre Kirken: at man henvender sig til Kirkens Repræsentation, for der er ingen. Derfor har man tidligere gaaet den Vej at nedsætte en Kommission, men en saadan blandet Kommision er ingenlunde nogen Repræsentant for Kirken.

Det er en saadan, der er Tale om paa ny at nedsætte, for at Kirken skulde blive hørt. Jeg har for mit Vedkommende ment, at der ikke var Grund til at nedsætte en saadan. Jeg tror, at vi have haft Kommissioner nok i disse Sager, og at det nu mere gælder om at komme til Handling end til fornyet Overvejelse gennem en Kommission. Da imidlertid ogsaa et Andragende om en Kommission er indbragt paa Rigsdagen, har jeg sagt, at hvis denne, det er begge Ting, ønske en Kommission, bliver Stillingen en anden, og for det Ønske vil jeg selvfølgelig bøje mig. Disse Sager have, som sagt, tidligere været overvejede af betydelige Mænd inden for Gejstligheden. Jeg skal saaledes nævne et Par Navne paa Mænd, som have siddet i disse Kommissioner. Ærede Medlemmer, som ikke have beskæftiget sig stærkt med disse Sager, have maaske ikke disse Navne i Erindringen, og jeg nævner dem derfor, for at de kunne skønne, at Kirkens Gejstlige ingenlunde have været udelukket fra Drøftelsen af disse Spørgsmaal. Jeg skal saaledes nævne, Biskopperne Mynster[3], H. N. Clausen[4], Brammer[5], Engelstoft[6], Martensen[7], Kierkegaard[8] og Bindesbøll[9], Stiftsprovst Tryde[10], Slotspræst Paulli[11], Provst Becker[12], Sognepræst, Dr. theol. Rørdam[13], Sognepræst Lic. Fenger[14], Professor Schurmann[15], Professor Langhoff[16], Stiftsprovst Boesen[17], Sognepræst Strøm[18] og Sognepræst Brandt[19]. Desuden har der i disse Kommissioner siddet flere Rigsdagsmænd, saa de have altsaa været alsidigt sammensatte. De have afgivet deres Betænkninger, og de Forhold, som dette Lovforslag her omhandler, have ogsaa været drøftede i disse Kommissioner. Jeg har, som sagt, ikke ment at ville forelægge Rigsdagen Forslag derom, men har anset det for bedre at fremsætte Forslag om Menighedsraad.

Det af mig her fremsatte Forslag er, som ærede Medlemmer let ville kunne tænke sig, en Affødning af det Lovforslag, jeg i Fjor som Medlem af dette Ting havde den Ære at fremsætte[20]. Men man vil lige saa let kunne tænke sig, at det nu er ganske anderledes udarbejdet i sine Enkeltheder. Jeg har haft ganske anderledes Hjælp til min Raadighed i den forløbne Tid, end jeg havde i Fjor. Jeg har dernæst under Udarbejdelsen dels taget Hensyn til de Tanker, som jeg selv udtalte under Fremsættelsen, og dels til dem, som fremkom her i Tinget ved første Behandling og gennem Arbejdet i Udvalget, skønt dette ikke holdt ret mange Møder.

Medens, som sagt, Kommissionen i 1853 havde udarbejdet et Lovforslag om Oprettelse af Menighedsraad, tog det kommende Ministerium ikke dette til Følge og fremsatte ikke noget Lovforslag derom. Kultusministeren Hall[21] opfordrede da Danmarks Gejstlighed til at søge Menighedsraad oprettede ad Frivillighedens Vej. Denne Opfordring, som udgik i Cirkulære af 24de September 1856, blev taget til Følge forskellige steder i Landet, og der oprettedes Aaret efter 280 Menighedsraad. Det var ikke mange, naar henses til Tallet af Menigheder i Landet, og det viste sig endda, at dette Tal hurtigt sank igen, idet Menighedsraadene hensygnede. Grunden er nærmest den, at de ikke havde noget at bestille. Kultusministeren ligesom ogsaa Kommissionens Flertal havde nærmest henvist Menighedsraadene til at arbejde paa, hvad der angik Kirkens indre Liv, Menighedspleje, Kirketugt[22] og saadant osv., men hvad Kirkens ydre Liv angik, havde man saa godt som intet henlagt under Menighedsraadene. Disse 280 Menighedsraad savnede derfor ganske en Virksomhedskreds, og de indgik da gennem Gejstligheden med et Andragende til Kultusministeriet for at faa noget mere at bestille.

Det foranledigede Ministeren til at fremsætte for Rigsdagen Forslag til Lov om Styrelsen af den fri Fattigkasse[23] gennem Menighedsraad. Lovforslaget blev fremsat i Landstinget, men Orla Lehmann[24] bekæmpede Forslaget, thi, sagde han: Naar vi skulle lovgive om Menighedsraadenes Virksomhed, maa vi først kende disse Menighedsraad, men Lovgivningsmagten kender dem ikke. De ere oprettede ad anden Vej end Lovgivningsvejen. Folkekirkens Forfatning kan kun ordnes ved Lov, og disse frit oprettede Menighedsraad kender Lovgivningsmagten intet til. Den kan derfor heller ikke henlægge Sager til deres Bestyrelse. Kultusminister Hall kæmpede ivrigt mod den af Lehmann fremsatte Mening, og det lykkedes ham ogsaa at faa Forslaget om Bestyrelsen af de fattiges Kasser gennem Menighedsraad vedtaget med kneben Majoritet i Landstinget, men der kom intet ud deraf. I Virkeligheden havde Lehmanns Mening i denne Sag sejret, og Lehmann sagde om det nævnte Cirkulære, at det var i Virkeligheden kun en interessant Afhandling om Menighedsraad, og det blev heller ikke noget andet. Efterhaanden hensygnede disse frivilligt oprettede Menighedsraad og jeg ved ikke af, at der eksisterer noget af dem i vor Tid.

Senere er intet gjort for at faa Menighedsraadene oprettede, der skete en Henvendelse til Ministeriet i 90erne om atter at lade udgaa et Cirkulære til Præsterne om ad Frivillighedens Vej at faa oprettet Menighedsraad. Den daværende Minister lod denne Henvendelse gaa til det nu ophævede Kirkeraad. Dette overvejede det og kom efter længere Tids Overvejelse til det Resultat, at det vilde være rart nok at have disse Menighedsraad, men det var betænkeligt at udstede et ministerielt Cirkulære om denne Sag, da der rimeligvis ikke vilde komme noget ud deraf; en saadan Opfordring, som ingen Frugt vilde bære, vilde være uheldig.

Det, der her foreslaas, er at gaa den modsatte Vej af Frivillighedens Vej, der saaledes var prøvet og havde vist sig uheldig; thi det er givet, at den Vej ikke er farbar. Dernæst prøvede man at henlægge navnlig Kirkens indre Sager under Bestyrelsen af disse Menighedsraad; men her opretter man Menighedsraad ved Lov trindt om i hele Landet og henlægger under dem ikke særlig de indre, men navnlig Kirkens ydre Sager, den ydre Side af Kirkens Bestyrelse. Den ydre Side af Kirkens Styrelse ligger nemlig naturligt for disse Menighedsraad; den indre Side kan ligge for dem, hvor et kristeligt Liv virker kraftigt og godt i Menigheden. Jeg har derfor ogsaa taget Hensyn dertil, idet Styrelsen af den Side staar som en Opfordring til Menigheden, hvor der findes et tilsvarende Liv, som kan tage sig deraf sammen med Præsten. Hvor der ikke er et saadant Liv, maa man alene tage den ydre Side, og den er efter min Mening ogsaa her i fyldig Udstrækning lagt hen under Menighedsraadet.

Lovforslaget gaar da ud paa, at der oprettes Menighedsraad om hver Kirke; Tallet af Medlemmerne bestemmes af Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet. Det er nødvendigt, at Ministeren gør det, fordi Forholdene ere saa forskellige omkring Kirkerne. Somme Steder ligger der en meget stor Kreds til Kirken, andre Steder en mindre. Det fastsætter, at Tallet ikke maa være under 4, Ministeren kan altsaa tillade et større Antal, men under 4 kan det ikke være. Menighedsraadet skal bestaa af Præsten og mindst 4 valgte Medlemmer. Jeg mindes, at der i Fjor blev anket over, at Præsten skulde være Formand, idet man tror uden videre at kunne sammenligne Menighedsforholdene med kommunale Forhold; men det kan man ikke. Thi som bekendt bestaar Menighedsraadene baade af Lægfolk og Præsten, og den ene Part kan ligesaa lidt undværes som den anden, og derfor maa Menighedsraadene ogsaa bestaa baade af Præsten og Repræsentanter for Lægfolk. Og man har altid været enig om, at Præsten naturlig maatte være Formand. Jeg tror ogsaa, at det høje Ting vil være enig heri.

Med Hensyn til Valgret og Valgbarhed foreslaas det at give begge Dele til alle fuldmyndige Mænd og Kvinder, der, naar de melde sig til Optagelse paa Valglisterne, afgive en Erklæring om, at de som døbte og konfirmerede i Folkekirken fremdeles regne sig som Medlemmer af denne. Kvinderne ere tagne med, baade de gifte og ugifte, under Hensyn til, at netop Kvinderne, meget mere end Mændene, ere religiøst anlagte og have Følelse for Kirkens Sager. Tjenestefolk ere ikke medtagne, medmindre de have egen Husstand, idet jeg ikke mener, at det er heldigt at medtage Folk, som flytte snart til den ene og snart til den anden Menighed og ikke høre til den stabile Del af Befolkningen. Det har i øvrigt ikke saa stort at sige, da en stor Part af Tjenestefolkene ere under Fuldmyndighedsalderen[25]. Dernæst ere straffede Personer udelukkede, naar de ikke have faaet Æresoprejsning[26], og endelig ere Personer udelukkede, som Præsten med Biskoppens Sanktion har nægtet Adgang til Nadverens Sakramente[27], thi det maa erindres, at Præsten alene ikke kan nægte dette, han skal have Biskoppens Sanktion. Jeg skal under Henvisning til, hvad der blev sagt i Fjor, gøre opmærksom paa, at her er Tale om alle dem, som Adgangen er nægtet, og denne Bestemmelse ikke kan anvendes paa den Maade, at man fra Præstens Side vilde foreslaa Nægtelse af Adgang for at hindre Folk i at faa deres Valgret. Man vil sikkert være enig med mig i, at der med Hensyn til en Person, som kommer i saa stærkt et Modsætningsforhold til Folkekirkens Forhold, at han ikke kan opnaa dennes Goder, vil det være anstødeligt at give ham Del i Folkekirkens Styrelse.

Medens ligesom i Fjor Valglisterne udarbejdes i Begyndelsen af Aaret, og Valget finder Sted i Slutningen af Aaret, er det i Modsætning til i Fjor foreslaaet, at Valget finder Sted efter Reglerne for Forholdstalsvalgmaaden[28], ikke alene fordi denne Maade har mange Tilhængere i dette Ting, men ogsaa fordi jeg ved nærmere Overvejelse allerede i Fjor har fundet det rigtigt, at samtlige kirkelige Partier – og dem have vi jo mange af i Menigheden – for saa vidt de have en nogenlunde antagelig Størrelse, ogsaa kunne blive repræsenterede i Menighedsraadene og faa Del i Styrelsen af Kirkens Anliggender. Dernæst er der indsat en Bestemmelse om, at de til Menighedsraadet valgte skulle afgive en skriftlig Erklæring, et højtideligt Løfte om, at de med Troskab og Nidkærhed ville udføre det dem betroede Hverv overensstemmende med Lovgivningen og den danske Folkekirkes Forskrifter. Et saadant Løfte vil man, naar man mindes, at vi paa mange andre Omraader have det, at valgte Mænd skulle afgive et Løfte om at bestyre de Sager, som de ere valgte til at bestyre, paa en ordentlig Maade, ogsaa af den Grund finde naturligt her; det vil jo ikke være rigtigt, at ligefrem vitterlige Fjender af den folkekirkelige Ordning kunne tage Plads i Menighedsraadet. Man vil kunne gaa ud fra, at enhver ærlig Mand, der underskriver et saadant Løfte, ikke vilde kunne sidde i Menighedsraadet som en ligefrem vitterlig Fjende af den folkekirkelige Ordning. Der indeholdes endvidere i Afsnit II Bestemmelser om, hvor ofte Menighedsraadet holder Møde, og det er væsentlig det samme som i Fjor, hvorfor jeg ikke skal opholde mig videre derved.

Afsnit III angaar de Sager, som Menighedsraadet faar at forvalte og bestyre. De ere adskillig flere end i Fjor, og de ere saa mange, at jeg ikke føler mig fristet til ved Forelæggelsen at opregne dem for ikke at trætte ærede Medlemmer. De ville jo kunne gøre sig bekendte dermed, naar Forslaget, jeg haaber inden alt for længe, er færdigt fra Trykkeriet. Der er for det første en Paragraf, der nævner alle de Sager, hvorom Menighedsraadet kan tage Beslutning. Dernæst en Paragraf, der giver Menighedsraadet Ret til at foretage Overenskomster om Offerets Afløsning[29], medens Kommunalbestyrelsen skal foretage den nødvendige Ligning. Dernæst en Paragraf om Menighedsraadets Ret til Deltagelse i Bestyrelsen af Brugen af Kirkerne og til at tage Del i Afgørelsen af Spørgsmaal vedrørende Bestyrelsen af Kirker, der eje sig selv. Dernæst en Paragraf om de Sager, i hvilke Menighedsraadet skal høres og er pligtig til at afgive Betænkning og Raad. Saa kommer den Paragraf, jeg før nævnede, om at Menighedsraadene bør støtte Præstens Gerning i ”alt, hvad der kan tjene til at vække[,] styrke og lede et sundt kristeligt Liv i Menighederne.” I § 18 omhandles Fattigplejen. Her foreslaas det ligesom i Fjor, at de Midler, der indkomme i de fattiges Blok[30] i Kirkerne, skulle bestyres af Menighedsraadet. Jeg har set den Misforstaaelse i Pressen, at Lovforslaget gik ud paa at ophæve ”de fattiges Kasser.” Det er en Misforstaaelse; de blive fremdeles ved at staa under kommunal Styrelse og berøres meget lidt af Forslaget, for saa vidt som de i det væsentlige beholde de Midler, som de nu have; kun de Midler, der indkomme i Kirkernes Bøsser, Fattigtavler[31] og Blok, og som i Følge Loven af 1856 henlagdes til de fattiges Kasser, henlægges nu under Menighedsraadet til Fremme af en fri kirkelig Pleje. Jeg tror, at den gamle Lovbestemmelse har haft til Følge, at der nu indkommer saa lidt i disse Bøsser, og det er mit Haab, at naar Menighedsraadet nu faar disse Midler til Bestyrelse til en fri kirkelig Fattigpleje, at Pengene da ville flyde adskilligt rigeligere ind. Endelig gives der Menighedsraadene Ret til ogsaa uopfordret at indgive Andragende til Ministeriet om forskellige kirkelige Forhold, som de finde Anledning til at andrage om.

Nu komme vi til 4de Afsnit om Menighedsraadets Deltagelse i Valget af Præster. Menighedens Ret til at deltage i Valget af Præster er i Virkeligheden meget gammel her i Landet. Allerede i Middelalderens Kirkelove, i den skaanske og sjællandske Kirkeret fandtes der Adgang for Menighederne til Valg af deres Præster. Den Ret tabtes i Løbet af Middelalderen, idet de katolske Biskopper tiltog sig mere og mere Ret, medens Menighederne tabte den; enkelte Steder var det ikke Biskopperne, men derimod Kirkeejerne, som tiltog sig denne Ret, idet jus patronatus[32] efterhaanden overgik til flere og flere rige Mænd, i Stedet for at Menigheden skulde beholde den. Ved Kirkeord[i]nansen af 1539[33] indførtes Menighedens Indflydelse paa Præstevalget igen for de Kirkers Vedkommende, der ikke ejedes af Adelen. Denne Indflydelses Udøvelse bestemtes nærmere ved Ribeartiklerne af 1542[34], hvor det slaas fast, at Menigheden skulde øve sin Indflydelse paa dette Omraade gennem et Udvalg af 7 af de agteste og ældste Mænd i Menigheden, som valgtes der til, altsaa netop et Slags Menighedsraad. Disse 7 Mænd sammen med Provsterne gjorde Indstilling sammen om Præstevalget. Denne Ret beholdt Menighederne adskillige Aar; den slaas saa nærmere fast i Christian den Fjerdes Reces af 1643[35], og man beholdt den ogsaa i mange Aar derefter. Men det der egentlig bevirkede Afskaffelsen af denne Ret, var det, at Kirketienden[36] mere og mere gik over i Adelens Eje. Adelen fik Patronatsret over Kirkerne og Indstillingsret for Præsterne. Da Enevælden blev indført, var i Virkeligheden Menighedens Indflydelse helt forsvunden. I Christian den Femtes Lov[37] bestemtes det blot, at den vedkommende Præst skulle fremstilles for Menigheden, der kunde føre Klage over ham, hvis der var nogen Grund til Klage. Ved Grundloven af 1849 faldt disse Patronatsrettigheder bort, og Kongen fik alene Besættelsen af Præsteembederne i sin Haand.

Det foreliggende Forslag gaar ud paa, at Menigheden igen skal have Ret til at gøre Forslag om Besættelse af Præsteembeder. Allerede i Fjor, da jeg fremsatte Forslaget, bemærkede jeg, at der selvfølgelig, naar man gik til dette Skridt, vilde være Grund til at dele Embederne i visse Klasser og give en nærmere Bestemmelse om, hvem af de teologiske Kandidater, der havde Ret til at søge de forskellige Klasser. I Fjor følte jeg mig dog ikke forpligtet til som privat Forslagsstiller at komme med Forslag i den Retning, det var noget, der nærmest laa for Ministeren. I Aar har jeg foreslaaet, at Fremgangsmaaden bliver den, at Embederne deles i visse Klasser, og der sættes nærmere Bestemmelser for, hvem der kan søge Embederne, hvilket jeg foreslaar skal afgøres ved kgl. Resolution, idet der nemlig bliver forskellige Forhold at overveje ved denne Klassificering[.] Jeg tror ikke, at det ret let lader sig ordne ved Lovgivningen, i alt Fald vil det let blive for omstændeligt og vidtløftigt.

Dernæst har jeg foreslaaet, for at bøde noget paa, at enkelte af Præsterne muligvis ikke saa let ville blive forflyttede, at Tilskuddet af Stiftsmidlerne, som nu figurerer paa Finansloven, og som anvendes til Embeder under 2,400 Kr., skulle anvendes som Lønningstillæg til saadanne Præster, som ikke fik Forflyttelse. Det er desværre kun en lille Sum, der er til Raadighed til saadanne Alderstillæg. Der er ganske vist paa Finansloven opført et Beløb af indtil 45,000 Kr., men i Virkeligheden er der ikke saa meget, kun c. 30,000 Kr., og det vilde for Folkekirkens Vedkommende være ganske rart, om Rigsdagen vilde forhøje denne Sum, saa at man kunde faa flere Alderstillæg. Men jeg stiller ikke Forslag derom, idet jeg tror, at naar Folkekirken i det hele taget kan faa sine Sager ordnede og faa Lov til at styre sine Sager selv, saa kan den ogsaa nok skaffe Midler til Veje, til at faa Forholdene ordnede endnu mere tilfredsstillende i den Henseende.

I øvrigt ligne de Paragraffer, som ere foreslaaede, væsentlig dem fra i Fjor. Saaledes skulle Ansøgningerne først indgives til Ministeriet; dernæst gaa gennem Biskoppen og ud til Menighederne. Men Biskopperne have efter Forslaget faaet flere Rettigheder end tidligere, idet Biskoppen faar Ret til, hvor han mener, det er rigtigt, at tage Ledelsen i sine Hænder i Stedet for Provsten, for sammen med Menighedsraadet at afgøre Indstillingen. Biskoppen kan møde i Stedet for Provsten, og ikke alene hvor Provsten selv er Ansøger, thi der er det naturligt, at en anden end Provsten møder, men ogsaa hvor andre Forhold taler for at han kommer til Stede. Dernæst ka[n] Biskoppen sammen med Indstillingen afgive Erklæring til Ministeriet om de indstillede, hvilken Ret Biskopperne slet ikke have nu.

Indstillingen skal ogsaa foretages efter Reglerne for Forholdstalsvalg, saaledes at Partierne, hvor de ere nogenlunde talrigt til Stede, kunne lade sig repræsentere i Menighedsraadene og ogsaa kunne blive repræsenterede ved Indstillingen. Flertallet vil jo altid faa sin Kandidat først paa Listen, men Mindretallene ville kunne faa deres Kandidater med paa Listen, for saa vidt de ere repræsenterede i Menighedsraadet. Det finder jeg heldigt, fordi man saa kan tage Hensyn til de kirkelige Forhold paa Stedet, idet Ministeren jo ikke er bundet til at tage den først indstillede, skønt han i mange Tilfælde vil tage særligt Hensyn til Flertallet. De Regler for Afstemningen ved Indstillingen, som her ere anførte, ville maaske falde ærede Medlemmer mærkelige ved første Øjekast. Men jeg tror, at naar ærede Medlemmer have gjort sig bekendt med § 25, ville de finde dem ganske rimelige og formaalstjenlige.

Jeg tror nu i det væsentlige at have gennemgået Lovforslaget. Der er ganske vist flere Ting, som ved en minutiøs Gennemgang vilde være medtagne, men Hovedpunkterne har jeg medtaget her under denne Omtale af Forslaget ved Forelæggelsen.

 

[J.C. Christensen gennemgår herefter de tre andre lovforslag om kirkebygninger, valgmenigheder samt selvejende kirker].

 

Jeg skal dermed standse Omtalen af disse Forslag. De ville jo nu blive forelagte for det høje Tings Medlemmer, som altsaa ville faa Lejlighed til at gøre sig bekendte med dem. Naar jeg forelægger dem her, gør jeg det selvfølgelig i den Hensigt at faa dem gennemførte og i den Tro, at deres Gennemførelse vil gavne vor Folkekirke, vil faa den til at svare til dens Navn, hvad den efter min Mening ikke saa godt gør nu. Dernæst gør jeg det i det Haab, at det høje Ting vil kendes ved Forslagene og gøre dem til sine og i det udvidede Haab, at Rigsdagen vil gøre det samme, saa at de ville blive til Lov. Det vil jeg mene vilde være heldigt for Rigsdagen, om den nu kunde naa saa vidt at faa det Grundlovsløfte opfyldt, som har staaet saa længe, ja, alt for længe uopfyldt. Dets Opfyldelse kan ikke ganske ske ved dette Lovforslag. Det er kun et Skridt hen ad Vejen; men der er et gammel Ord, der siger, at det er det første Skridt, der koster. Faar man det gjort, er der Haab om, at, naar Tiden modnes dertil, kan det næste Skridt ogsaa blive gjort.

Dermed være disse Lovforslag anbefalede til det høje Tings Velvillie.

 



[1] Den nuværende grundlov fra 1953’s § 66. Paragraffen er kendt som ’løfteparagraffen’.

[2] Om folkekirkens manglende repræsentation: kirken manglede repræsentation, da den ingen forfatning havde jf. løfteparagraffen. Tidligere kommissioner havde uden held forsøgt at indfri løfteparagraffen ved blandt andet at indføre menighedsråd og foreslå en kirkelig synode, der skulle udgøre kirkens styrelse.

[3] J.P. Mynster (1775-1884): biskop over Sjællands Stift fra 1834 til sin død.

[4] H.N. Clausen (1793-1877): teolog, minister uden portefølje 1848-1853; J.C. Christensen angiver ham som biskop, hvilket han imidlertid aldrig var, dog blev han tildelt rang med biskopper i 1840 og med Sjællands biskop i 1856.

[5] G.P. Brammer (1801-1884): biskop over Lolland-Falster Stift 1842-1845, biskop over Aarhus Stift 1845-1881.

[6] C.T. Engelstoft (1805-1889): biskop over Fyns Stift fra 1852 til sin død, minister for kirke- og undervisningsministeriet 1863-1864.

[7] H.L. Martensen (1808-1884): biskop over Sjællands Stift fra 1854 til sin død.

[8] P.C. Kierkegaard (1805-1888): biskop over Aalborg Stift 1856-1875, kultusminister 1867-1868.

[9] S. Bindesbøll (1798-1871): biskop over Aalborg Stift 1851-1856, biskop over Lolland-Falster Stift fra 1856 til sin død.

[10] E.C. Tryde (1781-1860): stiftsprovst i Københavns Stift 1838-1857, kongelig konfessionarius 1854-1857, tildelt rang med biskopper i 1857.

[11] J.H. Paulli (1809-1865): slotspræst ved Christiansborg Slotskirke 1837-1857, stiftsprovst ved Vor Frue Kirke fra 1857 til sin død, kongelig konfessionarius fra 1864 til sin død.

[12] P.W. Becker (1808-1877): provst for Hammer og Tybjerg herreder 1850-1875.

[13] H.F. Rørdam (1840-1913): teolog, sognepræst og kirkehistoriker.

[14] J.F. Fenger (1805-1861): præst i Lynge og Broby ved Sorø.

[15] J.C. Schurmann (1812-1891): teolog, seminarieforstander og titulær professor fra 1859. 

[16] C.C.E. Langhoff (1818-1891): teolog, seminarieforstander og professor. Provst flere steder fra 1865 og frem.

[17] E.F. Boesen (1812-1881): stiftsprovst i Aarhus Stift 1863-1877.

[18] G. Strøm (1819-1898): sognepræst i Marslev-Birkende ved Odense 1848-1997.

[19] Brandt (1817-1889): sognepræst i Rønnebæk-Olstrup ved Næstved fra 1860.

[20] J.C. Christensen havde tidligere fremsat et lignende lovforslag. Dette var dog før overgangen fra den kongevalgte Højre-regering til indførelsen af folketingsparlamentarisme og dermed en ny Venstre-regering i forbindelsen med Systemskiftet i 1901, og forslaget havde derfor haft ringe gennemslagskraft over for den siddende Højre-regering.

[21] C.C. Hall (1812-1888): ledende nationalliberal politiker med flere ministerposter, bl.a. kultusminister 1854-1859 og 1870-1874.

[22] Kirketugt: at kirken gennem påbud og sanktioner søger at fremme sin opfattelse af den rette kristne tro og livsførelse, fx ved udelukkelse af nadverfællesskabet.

[23] De Fattiges Kasse blev oprettet ved lov i 1856. Modtog man hjælp fra fattigkassen, mistede man ikke borgerlige og sociale rettigheder, hvilket var tilfældet, når man modtog hjælp fra fattigvæsenet. Kassens indtægter hvilede på private bidrag. I 1908 blev fattigkasserne erstattet med kommunale hjælpekasser.

[24] Orla Lehmann (1810-1870): ledende nationalliberal politiker; central person i dels kampen mod enevælden, der kulminerede med indførelsen af Grundloven i 1849, dels de begivenheder, der førte til 1. Slesvigske Krig 1848-50, og dels udformningen af fællesforfatningen for Danmark og Slesvig i 1863.

[25] Myndighedsalderen var i 1901 25 år.

[26] Æresoprejsning: i ældre dansk ret mistede en dømt person visse borgerlige rettigheder, som man først kunne generhverve, hvis man fik æresoprejsning.

[27] I løbet af 1900-tallet blev det normalt, at alle medlemmer af folkekirken kunne modtage nadveren, men tidligere havde det været praksis, at præsten kunne udelukke folk fra nadveren, hvis de forbrød sig imod kirkens principper, havde mangelfulde kristendomskundskaber m.v.

[28] Forholdstalsvalg: valg, hvor mandaterne fordeles i forhold til antallet af stemmer, der er afgivet på de enkelte partier eller grupperinger. Frem til grundlovsændringen i 1915 foregik valg til fx Folketinget som flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor den kandidat, der fik flest stemmer i en kreds, blev valgt, mens alle andre stemmer i kredsen i princippet gik tabt.

[29] Offerets afløsning: at afskaffe præsteofferet, der var en ydelse, præsterne modtog ved de religiøse hovedhøjtider, og som altså indgik i præstelønningen. Afskaffet ved lov i 1919.

[30] De fattiges blok: en såkaldt pengeblok, eller indsamlingsbøsse, hvori kirken samlede penge ind til de fattige i sognet.

[31] Fattigtavle: lille træplade eller skuffe på et skaft, hvorpå menigheden under gudstjenesten lagde penge til indsamlinger for fattige og nødlidende.

[32] Jus patronatus: patronatsret var de rettigheder, der tilkom en kirkes ejer eller patron (latin: 'velynder, beskytter'), fx en godsejer i ældre tid. Patronatsretten indebar blandt andet retten til at indstille til biskoppen eller ligefrem selv vælge, hvem der skulle indvies som præst.

[33] Kirkeordinansen blev udstedt af Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) i 1537/1539 efter reformationens gennemførelse i Danmark i 1536 som en ny lovgivning for kirken og dens virke.

[34] Ribeartiklerne blev udstedt af Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) i 1542 som et tillæg til Kirkeordinansen af 1537/1539, og omhandlede især præstevalg.

[35] Christian 4.s Reces af 27. februar 1643, også kendt som Den Store Reces, var en lovsamling, der omhandlede mange aspekter af samfundet. Recessens første bog, kapitel 1, artikel 20 omhandlede valget af præster.

[36] Tiende: en afgift eller skat til kirken, der oprindeligt udgjorde 10 % af al produktion, hvilket senere blev afløst af en fast årlig afgift i korn eller penge.

[37] Christian 5.s Danske Lov af 15. april 1683 var en lovbog, der systematiserede lovgivningen i Danmark således, at der blev skabt retsenhed i landet. Lovbogens anden bog, kapitel 2 og 3 omhandlede valget af præster.

Om kilden

Dateret
26.10.1901
Oprindelse
J.C. Christensen: "Fremsættelse af Lovforslag, 26. Okt. 1901", Rigsdagstidende 1901, s. 785-800.
Kildetype
Lovforslag
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. november 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk