Jakob Erlandsen, ca. 1220-1274

Artikler

Biskop af Roskilde 1250-54, ærkebiskop af Lund 1254-74. Kendt for sine voldsomme stridigheder med kong Christoffer 1. (død 1259) og hans efterfølger Erik Klipping (død 1286).

Baggrund

Jakob Erlandsen var af rig og fornem slægt. Hans mor nedstammede fra den berømte sjællandske Hvideslægt, mens faderens slægt ikke er nærmere kendt. Alle hans fire brødre blev fremtrædende politikere. Niels Erlandsen fik embedet som gælker – kongemagtens forvalter – i Skåne og var som sådan en af rigets førende politikere. En anden bror, Erland Erlandsen, blev Jakob Erlandsens efterfølger som ærkebisp.

Jakob Erlandsen fik som ung en universitetsuddannelse, vistnok i Paris, og blev magister. I 1247 var han domprovst i Lund, men opholdt sig i lang tid ved pavehoffet i Rom, hvor han tilegnede sig tankerne om kirkens overhøjhed over den verdslige magt. I 1249 indsatte paven ham som efterfølger for den afdøde landflygtige biskop af Roskilde, Niels Stigsen. Som biskop i Roskilde stod han bag udarbejdelsen af Københavns ældste bevarede stadsret fra 1254, idet København i det meste af middelalderen var underlagt Roskildebispen.

Ærkebisp i Lund fra 1254

I 1252 blev Jakob Erlandsen valgt til ærkebiskop af domkapitlet i Lund, men på grund af modstand fra kong Christoffer 1., der førte sig ret så voldsomt frem mod gejstligheden i Lund, kunne han først i 1254 overtage embedet efter et forlig, der indebar, at Jakob aflagde troskabsed til kongen. Den nyslåede ærkebisp lagde snart ud med en kraftig kritik af de kirkelige lovregler, der var gældende i Skåne, idet de, som sandt var, var langt bag efter udviklingen i den internationale kirkelige ret, kanonisk ret. Christoffer 1. reagerede på kritikken ved at fremføre den ældste skriftfæstede skånske kirkeret fra ca. 1170 som stadigt gældende. Målet hermed var at trænge den selvstændige kirkelige lovgivnings- og domstolskompetence tilbage til fordel for verdslig ret. Det var en målsætning, der fik opbakning fra de skånske stormænd på tingene rundt omkring i ærkestiftet.

Vejlekonstitutionen 1256 og fortsat diskussion med kongemagten

Sammenstødene med Christoffer 1. må have fået Jakob til at frygte for sin fysiske sikkerhed. I hvert fald sammenkaldte han et rigskirkemøde i Vejle i 1256, hvor han fik vedtaget en bestemmelse om, at såfremt en biskop blev fængslet, og der var grunde til at tro, at kongen stod bag, skulle landet straks belægges med interdikt, hvilket vil sige, at alle kirkelige handlinger skulle indstilles. Samtidig skulle de skyldige bandlyses.

Inden afslutningen på mødet i Vejle havde kongen imidlertid bestemt, at den forsamling af stormænd, som senere blev kaldt for danehoffet, skulle mødes i Nyborg. Her var bisperne selvskrevne deltagere som besiddere af betydelige verdslige magtpositioner. Bl.a. havde de deres egne hære og borge, og bispestolene ejede meget store godsområder, som de i visse tilfælde også besad de kongelige rettigheder over. Da de endelig nåede frem til Nyborg, udbrød der heftige diskussioner mellem især Jakob Erlandsen og kongen om udstrækningen af alle disse biskoppelige rettigheder. Bisperne kunne på mange måder opfattes som en slags fyrster indenfor kongens rige, og så havde de oven i købet via det gejstlige retssystem en domsmagt over alle samfundets medlemmer, som i stadig voksende grad konkurrerede med den verdslige og kongelige domsmagt. Kongen ønskede bispernes rettigheder indskrænket, samt at de klart blev underlagt kongemagten. Jakob Erlandsen og hans tilhængere ønskede modsat deres rettigheder udvidet i retning af en status som reelt selvstændige fyrster. I den forbindelse påberåbte de sig, at den gejstlige magt og især bispernes foresatte, paven, havde forrang for den kongelige magt. Jakob fik støtte i dette synspunkt fra sin efterfølger som biskop i Roskilde (og slægtning), Peder Skjalmsen, samt biskoppen i Odense, mens de fem mindre magtfulde jyske bisper, i hvert fald efterhånden, valgte at holde sig til kongemagten.

Diskussionerne gik over i håndgribeligheder, da Jakob Erlandsen i 1259 nægtede at krone kong Christoffers søn, den senere kong Erik Klipping, til faderens medkonge, hvorefter kongen lod ærkebispen fængsle. Det interdikt, som nu skulle følge ifølge Vejlekonstitutionen, kom imidlertid kun til at gælde i Skåne og på Sjælland, men kongen og hans hjælpere var i princippet bandlyste.

Pavernes indsats

Herefter løb kirkestridighederne sammen med de øvrige inden- og udenrigspolitiske kampe i det urolige land, og efter Christoffer 1.s pludselige død i forsommeren 1259 fandt enkedronningen det klogest at løslade Jakob Erlandsen fra fængslet. Han var dog langtfra formildet og slog om sig med bandlysninger efter løsladelsen. Herefter klagede regeringen over de tre opsætsige bisper til paven i Rom. I 1262 sendte paven så en udsending til Danmark for at prøve at skaffe ro. Han kunne imidlertid ikke få Jakob Erlandsen til at give efter, og resultatet blev så i første omgang, at paven beordrede Jakob Erlandsen til at nedlægge sit embede. Snart sad imidlertid en ny pave i Rom, som sendte en ny udsending, denne gang en kardinal, til Danmark med den opgave at få genindsat de nu landflygtige bisper i deres embeder som forudsætning for overhovedet at behandle de retlige stridigheder. Da regeringen forsøgte at trække sagen i langdrag, dømte kardinalen i 1266 regeringen til at sørge for at få bisperne indsat med trusler om band og interdikt. Da det ikke hjalp, blev truslerne sat i værk, men det lykkedes kun i meget begrænset grad at få gejstligheden til at indstille al kirkelig virksomhed i Danmark. Året efter tildømte den pavelige udsending de landflygtige bisper betydelige erstatninger på kongemagtens bekostning. I mellemtiden havde regeringen imidlertid henvendt sig direkte til paven, og sidst på året 1267 blev kardinalen hjemkaldt.

Herefter var pavestolen ubesat nogle år, og sagen stod stille, men i 1272 var en ny pave parat. Han ønskede åbenbart striden stoppet og tvang Jakob Erlandsen, som nu befandt sig i Rom, til at underkaste sig. Stridighederne skulle afgøres af danske gejstlige, mens de bands- og interdiktdomme, der var udstedt, foreløbig skulle suspenderes, indtil de var afgjort af en gruppe kardinaler i Rom. Herefter begav Jakob sig hjemad, men på hjemvejen døde han i 1274 på Rügen. Herefter opgav Roskildebispen alle krav og vendte tilbage til sit bispesæde, og året efter, i 1275, besluttede paven at ophæve alle de kirkelige straffe over Danmark og danskerne.

Jakobs Erlandsens død 1274

Ærkebisp Jakob Erlandsen blev begravet i Franciskanernes Klosterkirke i Lund. Da arkæologer i begyndelsen af 1970'erne udgravede kirken, fandt de på et centralt sted en grav med en kiste, hvori der lå et stærkt sønderdelt skelet, hvis kranium bar tydelige præg af, at den afdøde var blevet dræbt med et skud fra en armbrøst. Det fremgik, at skelettet var blevet transporteret langvejs fra inden begravelsen. Er det Jakob Erlandsens grav? Nogle har ment ja, og andre nej. Det lader sig desværre ikke afgøre med nogen sikkerhed. Men helt usandsynligt er det vel næppe, at regeringen har stoppet én af sine værste modstandere på denne dramatiske måde, inden han igen kunne blande sig i dansk politik.

Stridighedernes resultat

Resultatet af 22 års stridigheder mellem dele af kirken og kongemagten var altså kirkens totale nederlag. Stridighederne viste, at den danske kirke ikke var i stand til at stå sammen overfor en reelt stærkere kongemagt. Når kongemagten i denne ellers så turbulente periode stod stærkere end kirken, hang det givetvis også sammen med, at de verdslige stormænd ikke ønskede, at kirkens magt og juridiske indflydelse skulle blive større. Samtidig betød kongemagtens stærke indflydelse på den danske kirke, at den internationale kirkemagt kun i ringe grad havde mulighed for at sætte sine i princippet formidable magtmidler som band og interdikt effektivt igennem. Hvis ikke disse midler virkede, var det farligt at bruge dem, da en manglende effekt svækkede deres virkning på langt sigt og i andre sager. Det kan virke påfaldende, at de forskellige paver svingede så meget i deres stillingtagen til sagen. Paverne var imidlertid også verdslige fyrster og politikere, der som oftest havde brug for politisk støtte i sager, der var vigtigere end umulige kampe i et fjernt land som Danmark.

Om artiklen

Forfatter(e)
Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1220 - 1274
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. januar 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen Aksel E. m.fl. (red.): Danmark Historie I (1977).

Dansk Biografisk Leksikon bd. 4 (1980).

Paludan, Helge: Tiden 1241-1340: i Christensen, Aksel E. og Skyum-Nielsen, Niels: Kirkekampen i Danmark 1241-1290 (1962).

Skyum-Nielsen, Niels: Fruer og Vildmænd I, Dansk Middelalderhistorie 1250-1340 (1994).

Kræmmer, M.: Kongemordenes slægt (2007).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1220 - 1274
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. januar 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen Aksel E. m.fl. (red.): Danmark Historie I (1977).

Dansk Biografisk Leksikon bd. 4 (1980).

Paludan, Helge: Tiden 1241-1340: i Christensen, Aksel E. og Skyum-Nielsen, Niels: Kirkekampen i Danmark 1241-1290 (1962).

Skyum-Nielsen, Niels: Fruer og Vildmænd I, Dansk Middelalderhistorie 1250-1340 (1994).

Kræmmer, M.: Kongemordenes slægt (2007).

Udgiver
danmarkshistorien.dk