Jacob Brønnum Scavenius Estrup, 1825-1913

Artikler

J.B.S. Estrup var Højre-politiker og i perioden 1875-94 konseilspræsident (regeringsleder). Han mente, at Landstinget og Folketinget var ligeberettigede og anerkendte derfor ikke Venstres krav om folketingsparlamentarisme og almindelig valgret. Denne forfatningskamp kulminerede i provisorieårene 1885-1894, hvor Estrup som svar på Venstres lovgivningsstrejke sendte Rigsdagen hjem og ledede landet ved provisoriske finanslove.

Godsejer og politiker

J.B.S. Estrup var godsejer og ejede godserne Kongsdal og Skaføgaard hhv. på Sjælland og i Østjylland. Han var hele livet plaget af tuberkulose, som lå til familien. Af samme grund tog han ikke studentereksamen, men blev forstkandidat, da dette indebar mindre stillesiddende indendørs arbejde. Tuberkulosen pålagde ham en streng selvdisciplin, som påvirkede ham resten af tilværelsen.

Estrup blev i 1854 medlem af Folketinget, men sad kun få måneder. I 1864 indvalgtes han i Rigsrådets Landsting og året efter i Rigsdagens Landsting, hvor han sad til 1898 og igen fra 1900 til sin død som et af de 12 kongevalgte medlemmer.

Indenrigsminister 1865-69

Estrup var indenrigsminister 1865-69 og var en af hovedmændene bag Den gennemsete Grundlov af 28. juli 1866, der medførte, at Landstinget blev valgt med privilegeret valgret. I debatten forud for grundlovsændringen i 1866 pointerede Estrup, at der forfatningsmæssigt skulle ændres så lidt som muligt, da grundloven allerede havde vundet folkets hjerter. Imidlertid var det væsentligt, at Landstingets sammensætning blev ændret. De grundbesiddendes interesser lå ifølge Estrup nærmest landets, og disse skulle derfor have privilegeret valgret til Landstinget. Samtidig udtrykte han sin mistillid til at gøre den privilegerede valgret afhængig af indkomsten, da den formuende kunne flytte, hvorhen han ville, mens grundbesidderen var bundet til jorden. Estrup var en af hovedarkitekterne bag det endelige kompromisforslag, hvor J.A. Hansens fløj af Venstre og godsejerne fandt sammen i en alliance af "små og store bønder".

Som indenrigsminister fik Estrup bl.a. udbygget jernbanenettet (deraf øgenavnet "Jernbaneministeren") og anlagt Esbjerg Havn for at lette eksporten mod vest, der var blevet besværet efter tabet af hertugdømmernes vestlige havne i 1864.

Konseilspræsident 1875-94. Provisorieårene 1885-94

Efter et par farveløse godsejerregeringer, der fik sværere og sværere ved at stå Venstre imod - særligt efter partiet havde fået flertal i Folketinget i 1872 og det krav om folketingsparlamentarisme, der kom året efter – følte Estrup det som sin pligt at træde til som regeringsleder. Det var væsentligt for ham at få Venstre til at forstå, at Landstinget og Folketinget var ligestillede, og at Folketinget dermed ikke kunne kræve en fortrinsstilling f.eks. i udnævnelsen af en ny regering.

Regeringsprogrammet havde tre hovedpunkter:

For det første skulle forsvaret styrkes. For det andet måtte statens indtægter ikke formindskes – og herunder skulle direkte skatter (indkomst- og formueskat) ikke erstatte de daværende indirekte skatter (korntold og skat på hartkorn). For det tredje skulle der gennemføres kirkelige reformer, bl.a. et ændret system for valg og aflønning af præster.

De to førstnævnte punkter blev i høj grad områder, han kom til at kæmpe med Venstre om. Regeringen og Højre støttede Københavns befæstning og en betaling af den via de indirekte skatter. Venstre støttede en art militsforsvar betalt via indkomst- og formueskatter.

De 19 år med Estrup som regeringsleder og finansminister var turbulente og kom til at stå som højdepunktet i den danske forfatningskamp. Særligt provisorieårene 1885-94, hvor landet blev regeret vha. provisoriske finanslove, som især omfattede forsvarsområdet, gjorde Estrup til en omstridt person – ikke mindst i samtiden, hvor han har den tvivlsomme ære at være den eneste danske politiker, der i nyere tid har været udsat for et attentatforsøg, da den unge typograf Julius Rasmussen i oktober 1885 fyrede to skud mod ham. Den ene fór forbi, den anden prellede af på en knap i hans frakke.

Estrup havde et nært forhold til Christian 9. (1818-1906). Således så Estrup også sig selv som kongens minister snarere end Højres, Landstingets eller Rigsdagens. Som følge af det første finanslovsprovisorium i 1877 var Estrup i 1878 blevet gjort til ridder af Elefantordenen på kongens opfordring og efter kongens overtalelse, da Estrup helst havde været fri, da han mente, at tidspunktet var uheldigt valgt. Da Estrup i 1894 indgav sin afskedsbegæring, var det kun få dage efter, at kongen havde ytret ønske om, at Estrup måtte blive siddende, så længe kongen levede. Afskedsbegæringen fulgtes da også af kongens beklagelse.

Efter 1894

Estrup bevarede nogen indflydelse på de sidste tre højreministerier – Reedtz-Thott (1894-97), Hørning (1897-1900) og Sehested (1900-01) – og afholdt sig generelt ikke fra stædigt at stå ved sine meninger i Landstingssalen. Han bevarede til det sidste en solid mistillid til den almindelige valgret og folketingsparlamentarismen, men også en opfattelse af, at hans politiske engagement udsprang af en pligtfølelse over for konge og fædreland.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jens Wendel-Hansen
Tidsafgrænsning
1825 - 1913
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Fink, Troels: Estrup-tidens Politiske Historie 1875-1894, bind I-II (1986).

Tamm, Ditlev: Konseilspræsidenten (1996).

Thaulow, Th.: Jacob Brønnum Scavenius Estrup: hans Liv og Gerning 1825-1913 (1940).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Jens Wendel-Hansen
Tidsafgrænsning
1825 - 1913
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Fink, Troels: Estrup-tidens Politiske Historie 1875-1894, bind I-II (1986).

Tamm, Ditlev: Konseilspræsidenten (1996).

Thaulow, Th.: Jacob Brønnum Scavenius Estrup: hans Liv og Gerning 1825-1913 (1940).

Udgiver
danmarkshistorien.dk