Indledningen til "Pest over Europa" af Hartvig Frisch 1933

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1933 skrev Socialdemokratiets chefideolog Hartvig Frisch (1893-1950) bogen Pest over Europa, som var en analyse af den politiske situation i Europa. Bogen var et opgør med de totalitære regimer, hvis fremgang var kulmineret den 30. januar samme år, da nazisterne var kommet til magten i Tyskland. Frisch skitserede i indledningen årsagerne til de fascistiske regimers fremkomst og gjorde det klart, at arbejderpartiernes fornemste opgave var at etablere et solidt forsvar for den demokratiske styreform. Forsvaret skulle ifølge Frisch ske igennem arbejderpartiernes transformation til folkepartier, som det var sket i de nordiske lande, hvor socialdemokratierne havde allieret sig med bønderne. Det havde medført brede politiske alliancer, som kunne dæmme op for den totalitære agitation fra begge fløje. I de efterfølgende år blev bogen et vigtigt redskab i Socialdemokratiets bestræbelser på at forsvare det danske demokrati mod den ydre, nazistiske trussel fra Tyskland, samtidig med at den også blev brugt til at forsvare Socialdemokratiet mod truslen fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

NORDISK FORORD

Efter Nazismens Sejr har det nordiske Folkestyre faaet at føle, hvad Naboskabet til et Diktatur betyder. Hvad Holland op­levede i det 17. Aarhundrede som Nabostat til Ludvig XIV's Frankrig, det maa de nordiske Lande nu gennemgaa. Der er der­for al mulig Grund til, at enhver frihedselskende Mand prøver at sætte sig ind i det historiske Forløb i de Lande, hvor det nationale Diktatur har sejret.

Det vil da vise sig straks ved Begyndelsen af Undersøgelsen, at Frygten for Bolschevismen og den reelle eller paastaaede Fare fra den Kant i alle fascistiske Lande har været Udgangspunktet for den fascistiske Agitation og den drivende Kraft under Kapløbet om Sejren. Dette er en historisk Kendsgerning, som maa være be­stemmende i Spørgsmaalet om Midlerne til at forhindre denne poli­tiske Pests Udbredelse. Derfor maa enhver Demokrat, der vil tage Stilling til Problemet, være klar over, at det ikke kan gøres paa akademisk Vis som et teoretisk Valg mellem Demokrati og Dik-. tatur, men at Problemet rent aktuelt politisk drejer sig om Arbejderklassens Stilling i Samfundet og Forhold til de andre Be­folkningsklasser.

Det er helt hen i Vejret, naar man vil paastaa, at disse Dik­taturbestræbelser er Fremtidstendenserne i Verdensudviklingen. Maalt med Verdenshistoriens Maalestok er disse Diktaturer Over­gangsformer. Vi møder dem paa Ruinerne af de gamle Kejser­dømmer eller i Analfabetlandene, hvor det politiske Demokrati har været sent udviklet. Kun reaktionære Hornugler vil glæde sig over det dybe Kulturfald i disse Lande, hvor Frihedens Lys sluk­kes, og vil skrive dybsindige Bøger om Fascismens eller Nazis­mens ”Aand”.

Paa et Punkt har dog disse Anmeldere af ”fascistisk Aand” ikke Uret. Det er i deres Fremhævelse af Heroismen i disse Bevægelser og af dennes Betydning for deres Sejr. Efter at jeg i Aarene 1920 og 21 havde oplevet Borgerkrigen i Italien, vendte jeg hjem her til Danmark med et stærkt Indtryk af den Fare, som Fatalismen i Marxismen forbundet med Pacifismen betyder for Socialdemo­kratiet. Allerede i 1922 fik jeg Lejlighed til i en Polemik i Tids­skriftet ”Socialisten”, fremkaldt af en Artikel af Kautsky, at pege paa, at det var farligt for et Parti at tro, at man havde viden­skabelig Garanti for sin Sags Sejr. Jeg føjede hertil følgende:

”Al Magt her i Verden kommer af Viljen til Magt. Hvad Viljen til Magt saa igen opvokser af, det er et stort sagligt Spørgsmaal om økonomiske og kulturelle Betingelser, og her har Marx’ og Engels Skrifter i enestaaende Grad beriget den historiske Viden­skab. Men hvis der ud af disse Betingelser, af hvad Grund det nu kan være, ikke vokser Viljen til Magt, saa vil disse Betingelser ikke i sig selv være tilstrækkelige. Det er netop en af Overklas­sens stærkeste Støtter, som ofte selv under Fare har staaet sin Prøve, at den altid har Viljen til Magt.”

Disse Ord bekender jeg mig til den Dag i Dag, og jeg tror, at de senere Aars Begivenheder har aabnet øjnene for deres Sand­hed. Det har været min Lod indenfor det danske Socialdemokrati ustandselig at pege paa Fejlene, som det tyske Socialdemokrati begik, og den Fare, vi vilde udsætte os for, hvis vi begik de samme Fejl. Dette har i vide Kredse indbragt mig Navn for at være en Slags ”Halvkommunist”. Det var helt urigtigt, men ikke saa underligt, da man dengang ikke havde de Erfaringer, vi nu har fra Tyskland.

Det tyske Socialdemokrati har i næsten to Menneskealdre været toneangivende indenfor den vesteuropæiske Socialisme. Dets Styr­ke har altid ligget i Doktrinerne, dets Svaghed i Praksis. Dette hænger efter min Mening nøje sammen med en Dobbelthed, der har gjort sig gældende indenfor den socialdemokratiske Arbejder­bevægelse - specielt i Tyskland, mere eller mindre udpræget andre Steder - og som har været meget afgørende for Bevægelsen.

Partiets politiske og faglige Organisationer voksede frem spon­tant og lokalt ved en dygtigt dreven Agitation. Disse Agitatorer og Organisatorer var selv Arbejdere, og deres umiddelbare Erfa­ringsverden var Fabriken, Kommunen, Avisens Opland. Denne Verden kendte de, og her udøvede de deres Gerning.

Paa den anden Side næredes deres Sind teoretisk af den inter­nationale Marxisme med dens utopiske Katastrofeteori. Denne Verden, som man ogsaa forstod at tumle sig i, var et Fremtids­spejl, hvori man saa Socialismens internationale Verdenssamfund virkeliggjort, og det var Hovedemnet paa Internationales Kongresser, der alene ved Antallet af repræsenterede Millioner ind­gav Troen paa, at Virkeligheden var nær.

Denne dobbelte Indstilling havde til Følge, at man i sine Tan­ker snart bevægede sig indenfor den hjemlige Kommunes nære Virkelighed, snart svævede ud paa de store internationale Vid­der. Men man sprang det mellemliggende Led i Udviklingen over, nemlig den nationale Stat, som i det nuværende europæiske Sy­stem baade politisk og økonomisk er den bærende Realitet.

Dette negative Standpunkt til den nationale statslige Orga­nisation maatte nødvendigvis afsætte sine Spor i den socialdemo­kratiske Tankegang. Fra at være antimilitaristisk gled Partiet over i Pacifismen uden at tænke den Tanke til Bunds, at man derved tog Forskud paa Verdensfreden og undergravede sin egen Vilje til Magt. Samtidig virkede Standpunktet ogsaa indadtil saa­ledes, at man med Dygtighed gennemførte en demokratisk Skatte­politik og en human Socialpolitik, der begge ligger indenfor Kom­munens Horizont, men derimod ikke naaede til en konstruktiv Økonomi, der berørte selve Produktionsapparatet. Det er nemlig en statslig Opgave og forudsætter Magten i den nationale Stat.

Denne Svaghed har særlig gjort sig gældende i de Lande, hvor Socialdemokratiet vedblev at være et snævert Industriarbejder­parti med en haardkogt Doktrin, der umuliggjorde en positiv Landbrugspolitik. Disse Lande maatte ogsaa særlig blive Ofre for Bolschevikagitationen, der i Vesteuropa er doktrinær-utopisk, mens Russerne hjemme hos sig selv er statskapitalistiske Virke­lighedsmennesker.

For de nordiske Lande ligger Sagen saaledes, at Socialdemokra­tiet i alle tre Lande er blevet et Folkeparti, der efterhaanden har vundet saa mange af Landarbejderne, Landhaandværkerne og Smaabønderne, at Partiet nærmer sig Flertallet ogsaa indenfor Landbefolkningen. Dette har naturligvis præget Demokratiet stærkt i de tre Lande, saa at man med Rette kan sige, at de nor­diske Lande befinder sig paa Overgangen fra det liberale til det sociale Demokrati.

Disse tre Lande er siden Verdenskrisen og Nazismens Sejr i Tyskland blevet isoleret i en hidtil ukendt Grad. Protektionis­mens Indførelse i England har afdækket Svagheden i vor hid­tidige økonomiske Struktur, og samtidig er vi politisk blevet stillet mellem to Diktaturer i Øst og Syd, der begge vil søge Udbredelse gennem Skandinavien.

Begivenhederne i England og Tyskland betyder tillige, at Bønderne og Arbejderne hver for sig har maattet se et internationalt Ideal, hvorpaa de byggede, synke mod Jorden. Hvad Bebel og det tyske Socialdemokrati var for Arbejderen, det var Gladstone og Englands Frihandel for den nordiske Bonde. Derfor ser man baade i Danmark og i Sverige, hvorledes Arbejdere og Bønder rykker tættere sammen i en Krisepolitik under Arbejderregeringens Førerskab. I Danmark er dette Samarbejde lettet ved Regeringskoalitionen med det radikale Parti. I Norge har Arbejderpartiets kolossale Sejr nu aabnet Mulighed for en lignende Udvikling i Retning af Regeringsdannelse; navnlig Kommunismens fuldstændige Nederlag viser, at de norske Arbejdere rykker tættere til de nordiske Broderpartier.

Baade politisk og økonomisk er nordisk Fællesskab mere paa­krævet end nogensinde. Den Planøkonomi, som udefra paatvinges ethvert af de tre Lande, vil for Lande paa henved tre, fire eller seks Millioner taget hvert for sig kun blive Lappeværk. Men for de tolv til tretten Millioner Skandinaver med disse Landes Rig­dom paa forskellige Erhvervsmuligheder vil et rationelt Sam­arbejde i stor Stil kunne aabne store Muligheder.

Verdenskrigen viste os Faren ved at staa splittet og Nødvendig­heden af et Samvirke. Efterkrigsaarene gav os politiske Mulig­heder, som vi hidtil ikke har udnyttet. Efter den sidste Tids Be­givenheder er den Frist, der er givet os, kun kort, og det vil være Statsmændenes Opgave at gribe til.

Her skal det siges, at Mænd som Branting, Stauning og Per Albin Hanson har vist, at de har kunnet blive Statsmænd og Fø­rere for deres Nation. Paa denne positive Stilling til Staten og Statsmagten indenfor det nordiske Socialdemokrati beror Folke­styrets Styrke. Men Tiden er farlig ikke mindst for Danmark, hvis Sydgrænse trues direkte af den nazistiske Agitation.

Det gælder om at lære af de andres Fejl, og derfor er denne Bog skrevet. Den søger Udgangspunktet for den nuværende Splittelse i Arbejderbevægelsen helt tilbage til Tiden før Verdenskrigen og paaviser ved Eksemplerne fra Finland, Ungarn, Italien og Tysk­land, hvorledes Bolschevismen i Forbindelse med Socialdemokra­tiets Svaghed har spillet Sejren i Hænderne paa Fascismen.

I Forsvaret for Demokratiet er der navnlig to Fejl, der maa undgaas. Den første Fejl er den, Italienerne begik ved at lade Statsmagten i Stikken for en Skinradikalisme, som der alligevel ikke stod Handling bag. Den anden Fejl er Tyskernes, der vilde købe Fred for Demokratiet ved at give efter for Overklassen. Denne det ”mindre Ondes” Politik førte til, at de aldrig tog An­grebet, hvor Modstanderne bød det, og saaledes Skridt for Skridt lod sig slæbe i Afgrunden.

Nu er Lejligheden inde for os til at vise, at der er Knogler og Marv i det nordiske Demokrati. Det var Bønderne i Norden, der førte Parlamentarismen til Sejr og skabte det politiske Demokrati – den Ære er deres. Det er Arbejderbevægelsen, der har bygget videre paa dette Grundlag og støbt Fundamenterne til det sociale Demokrati. Bygningen er ikke rejst endnu, og der er haardt Ar­bejde nok for den kommende Generation, men Fundamenterne er støbt, og enhver nordisk Arbejder og Bonde, Haandværker og Funktionær, Aandsarbejder og Kunstner har Grund til at værne og forsvare den Indsats, der her er gjort, mod ethvert Forsøg paa at indføre Diktatur og Voldsmetoder, hvad enten de kommer fra Øst eller fra Syd.

Det er i denne Kamp et Held for Demokratiet, at Krisen med jernhaard Nødvendighed fremtvinger radikale Løsninger: Plan­økonomi, Socialisering og Rationalisering.

Allerede i 1925, da Gunnar Gunnarson slog til Lyd for et sam­let Norden, støttede jeg Sagen i en Artikel, hvori jeg blandt andet skrev:

”Noget af det, der politisk allerstærkest støtter Sammenholdet, er Arbejderpartierne i de tre Lande. Arbejdernes internationale Samfølelse gør det nordiske Kammeratskab til den naturligste Sag, og disse Partiers nøgterne Bedømmelse af storpolitiske Even­tyrligheder garanterer baade for os selv og for Udlandet mod, at den nordiske Samling bliver et militaristisk Bravournummer i Stedet for det, det skal være - en folkelig Organisation i stor Maalestok.”

Dette blev skrevet i Locarno-Tiden. Hvad er der ikke sket siden? Vi er Fredens Mænd i Norden, og vi har vist Verden vor Vilje til Fred, men møder man os med Vold og Terror, er vi besluttede paa at hævde Nordens Grænse og forsvare Folkestyret. Hvis andre Folk taler om, at de lever i en stor Tid, saa er vore Opgaver ikke mindre.

Om kilden

Forfatter(e)
Hartvig Frisch
Dateret
26.10.1933
Oprindelse
Frisch, Hartvig: Pest over Europa, 1933, s. 5-9.
Kildetype
Indledninger, Pjece
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk