H.P. Hanssen, 1862-1936

Artikler

Hans Peter Hanssen (21.02.1862 – 27.05.1936): redaktør, grænselandspolitiker og minister. Hanssen var fra 1880'erne den ledende skikkelse i den politiske og foreningsmæssige organisering af det dansksindede mindretal i Nordslesvig – det nuværende Sønderjylland. Fra denne periode og frem til 1920 var han den mest indflydelsesrige af regionens politikere. I Den Tyske Rigsdag rejste han i oktober 1918 spørgsmålet om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark, og han var hovedarkitekt bag Genforeningen i 1920. Hanssen blev i 1919 minister for sønderjyske anliggender og var folketingsmedlem for Venstre fra 1924-26. Nogen betydelig rolle i dansk politik efter 1920 spillede han imidlertid ikke.

H.P. Hanssen 1862-1936, portræt fotografi
Portræt af H.P. Hanssen. Fra kb.dk

Baggrund
H.P. Hanssen blev født på gården Nørremølle i Sundeved i 1862 og voksede op i et hjem præget af åndeligt og politisk engagement samt et solidt dansk sindelag. Som 17-årig tog han en beslutning, som skulle sætte kursen for hans senere politiske arbejde. Mange unge dansksindede nordslesvigere valgte efter 1864 at undslippe den preussiske militærtjeneste ved at udvandre, f.eks. til Danmark. I stedet valgte Hanssen at blive i Nordslesvig og, om nødvendigt, at aftjene den preussiske værnepligt for herved at kunne virke for den danske sag. Hanssen blev dog fundet uegnet af militæret og uddannede sig i stedet på Askov Højskole samt ved universiteterne i København og Leipzig.

I årene 1881-87 oparbejdede Hanssen en omfattende politisk og juridisk viden, ligesom han knyttede forbindelser til ligesindede i både Nordslesvig og Danmark gennem avisartikler, foredrag og rejser. Sammen med en veludviklet taktisk sans gav de omfattende sønderjyske og danske netværk H.P. Hanssen en stadig mere central rolle i den folkelige danske bevægelse i Nordslesvig. Her søgte han en mere pragmatisk politisk linje end den 'protestpolitik', der blev indledt i slutningen af 1860'erne, og i grænsespørgsmålet var han præget af især den danske historiker A.D. Jørgensens nøgterne holdninger om en grænsedragning i overensstemmelse med sprog- og sindelagsgrænsen. Hanssen forstod også tidligt nødvendigheden af at etablere forbindelse mellem landsdelen og de nye højskoleprægede, demokratiske strømninger i Danmark, som knyttede sig til partiet Venstre. I denne forbindelse blev det til flere sammenstød med redaktøren på Flensborg Avis, Jens Jessen, som i modsætning til H.P. Hanssen havde en konservativ grundholdning og søgte en kompromisløs politisk kurs – men ligeledes stræbte efter en ledende post i den danske bevægelse.

I 1888 bosatte H.P. Hanssen sig i Sønderborg, hvor han giftede sig med Helene Lucie Iversen og stiftede familie. I 1893 flyttede de til Aabenraa, hvor Hanssen overtog avisen Hejmdal, hvis daglige drift hustruen Helene i udstrakt grad hjalp til med i praktiske og økonomiske henseender.

Politisk virke i Nordslesvig, 1888-1914
H.P. Hanssen var en dygtig organisator med et moderne syn på politisk arbejde. I begyndelsen af 1888 fik han samlet de dansksindede ledere om opbygningen af en politisk organisation i Nordslesvig, og i juli stiftedes Vælgerforeningen for Nordslesvig, hvor Hanssen fik posten som sekretær. Oprettelsen af Vælgerforeningen var Hanssens politiske svendestykke, hvis formål var at skabe rammerne for et langsigtet og målbevidst dansknationalt arbejde. Han fik hurtigt oprettet et netværk af tillidsmænd, således at man allerede i 1889 havde en repræsentant i stort set hver landsby i regionen, og i de følgende år steg den politiske tilslutning til Vælgerforeningen støt.

Hurtigt blev H.P. Hanssen en hovedkraft i organiseringen af nye dansksindede tiltag, og med sit store lovkendskab blev han den nordslesvigske befolknings tillidsmand i såvel nationalpolitiske som økonomiske og juridiske spørgsmål. I 1892 var han således involveret i stiftelsen af Den Nordslesvigske Skoleforening, som skulle modvirke den preussiske skolesprogsinstruks fra 1888, der stort set forbød brugen af andre sprog end tysk i skolen. Han havde også del i oprettelsen af de nordslesvigske sparekasser, i 1908 fik han etableret et nordslesvigsk arbejdersekretariat, og han var året efter desuden med til at oprette Den Nordslesvigske Kreditforening, der skulle modvirke tyske jordopkøb i Nordslesvig.

Det nationale og politiske engagement førte ikke sjældent til sammenstød med den tyske presse og de preussiske myndigheder. Flere gange blev H.P. Hanssen endog idømt fængselsstraffe: Værst gik det i 1906, hvor han blev dømt for højforræderi og måtte afsone tre måneders fængsel. Også blandt dansksindede politikere skabte Hanssen sig modstandere, særligt Jens Jessen og senere Ernst Christiansen og A. Svensson. Jessen og hans tilhængere stod for en mere konfrontativ politik forankret i retsstandpunktet med henvisning til Pragfredens § 5, der åbnede mulighed for en folkeafstemning om Nordslesvigs fremtidige nationale tilhørsforhold. Hanssen og Jessen var grundlæggende uenige om, hvordan den nationale kamp skulle føres i regionen. Jessen mente, i modsætning til Hanssens 'forhandlingslinje', at den danske bevægelse skulle kræve genforening med Danmark ud fra retskravet i § 5 og gennem en fortsat ihærdig protestpolitik gøre omverdenen opmærksom på det uløste nordslesvigske spørgsmål. Politisk delte dette modsætningsforhold den danske bevægelse i to, og rivaliseringen var særlig skarp fra 1896, hvor Hanssen valgtes som dansksindet landdagsmand.

Som medlem af den preussiske landdag fra 1896 til 1908 og tysk rigsdagsmedlem fra 1906 til 1919 slog Hanssen sin position fast som de dansksindede nordslesvigeres leder. Af konkrete politiske resultater som parlamentariker kan nævnes undertegnelsen af Optantkonventionen i 1907, som Hanssen var med til at forhandle på plads. Konventionen vakte ikke udelt begejstring i den danske bevægelse, da den danske regering som modydelse måtte anerkende ophævelsen af Pragfredens § 5. Undertegnelsen gjorde det muligt for statsløse optantbørn - dvs. børn hvis forældre havde valgt at forblive danske statsborgere efter 1864 - at erhverve tysk statsborgerskab og hermed borgerrettigheder. Et andet stort resultat opnåede Hanssen i forbindelse med rigsdagsforhandlingerne i 1907-08, hvor en ny tysk rigsforeningslov indeholdt forbud mod brugen af andre sprog end tysk til foreningsmøder. Her havde han en stor andel i, at sprogforbuddet for de dansktalende områder i Nordslesvig blev udskudt i 20 år og således aldrig nåede at blive implementeret.

Verdenskrigen 1914-1918
Udbruddet af 1. verdenskrig skabte en ny politisk situation med trængsler og vanskeligheder for H.P. Hanssen, men gav ham også muligheden for at krone sit politiske livsværk. Straks ved krigstilstandens indtræden blev han sammen med 172 dansksindede arresteret som 'politisk mistænkt'. Han blev dog løsladt allerede den følgende dag pga. sin parlamentariske immunitet og medvirkede efterfølgende til sine medfangers løsladelse. Krigen igennem talte han nordslesvigernes sag, og i en artikel, der udgjorde den danske bevægelses første officielle reaktion på krigsudbruddet, understregede H.P. Hanssen, at "ligesaa energisk som de danske Nordslesvigere altid har krævet deres statsborgerlige Rettigheder respekterede, ligesaa samvittighedsfuldt vil de opfylde deres statsborgerlige Pligt i disse alvorlige Tider." De dansksindede accepterede da også indkaldelsen til den tyske hær, og i alt deltog ca. 26.000 i krigen. Dette var helt i tråd med Hanssens politiske linje, hvor man gennem pragmatisme skulle opnå resultater for den danske bevægelse ud fra devisen 'gør din pligt, og kræv din ret'. I krigsårene blev Hanssen de dansksindede soldaters forkæmper i forbindelse med nægtelse af orlov og i de tilfælde, hvor det blev forbudt soldaterne at anvende det danske sprog. Ligeledes søgte han lempelser af de forholdsregler, den tyske censur indførte mod den dansksindede presse, og i Den Tyske Rigsdag rejste han flere gange spørgsmålet om Nordslesvigs nationale tilhørsforhold.

I løbet af efteråret 1918 stod det klart, at Tyskland ville tabe krigen. Den 5. oktober kontaktede H.P. Hanssen derfor den danske regering med meddelelsen om, at løsningen på det nordslesvigske spørgsmål var inden for rækkevidde. Af frygt for at støde Tyskland valgte man dog fra dansk side at vente og se tiden an. Den 23. oktober tog Hanssen imidlertid sagen i egen hånd og krævede i Den Tyske Rigsdag, uafhængigt af den danske regering, at Nordslesvig skulle indlemmes i Danmark med henvisning til Pragfredens § 5 og folkenes selvbestemmelsesret. En underskriftsindsamling sørgede for opbakning fra 287 dansksindede foreninger i Nordslesvig, og efter forhandlinger med den tyske regering lykkedes det Hanssen at få et skriftligt tilsagn fra den tyske udenrigsminister den 14. november 1918.

Grænsestrid og genforening
Med verdenskrigens afslutning og et tysk tilsagn om en nyordning af Nordslesvigs tilhørsforhold var spørgsmålet nu, hvilke krav den danske bevægelse skulle fremsætte. Her var H.P. Hanssen endnu en gang toneangivende. På et todagesmøde den 16. og 17. november udarbejdede Vælgerforeningens Tilsynsråd den såkaldte 'Aabenraaresolution', der krævede en folkeafstemning for Nordslesvig som helhed nord for en linje stort set svarende til den nuværende dansk-tyske grænse. Som et løfte til de dansksindede i Flensborg tilføjede man en sætning om en eventuel afstemning i 'de tilstødende distrikter', hvorved resolutionen blev så godt som enstemmigt vedtaget. Herefter bekendtgjorde H.P. Hanssen over for en tusindtallig skare uden for forsamlingshuset Folkehjem i Aabenraa, at Nordslesvigs indlemmelse i Danmark var inden for rækkevidde. Den 21. november blev Aabenraa-resolutionen sammen med den tyske udenrigsministers tilsagn overrakt til den danske regering, som blev bedt om at rejse sagen ved den kommende fredskonference i Versailles.

Spørgsmålet om en ny dansk-tysk grænse skabte imidlertid en voldsom splittelse både i Danmark og blandt de dansksindede nordslesvigere. H.P. Hanssen stod på princippet om folkenes selvbestemmelsesret og ønskede en grænsedragning i overensstemmelse hermed. Med dette synspunkt var Hanssen på linje med den radikale regering under C.Th. Zahles ledelse, og Hanssen indtrådte i juni 1919 i regeringen som midlertidig minister for sønderjyske anliggender – en post han bestred frem til 29. marts 1920. Indtrædelsen i regeringen blevet mødt af kritik på begge sider af Kongeåen og distancerede Hanssen fra Venstre. Flere mente desuden, at han med sin politik havde hindret Flensborgs indlemmelse i Danmark.  Ministerudnævnelsen styrkede dog Zahle-regeringen i grænsestriden og var medvirkende til, at regeringen og Hanssens egen grænsepolitik blev realiseret – ligesom genforeningens afstemningsresultater bekræftede den moderate politik. Omvendt fik ministerposten også konsekvenser for den sidste del af H.P. Hanssens politiske karriere.

En følge af striden og grænsekampens bitterhed blev, at H.P. Hanssen ikke fik den fremtrædende rolle ved Genforeningens officielle festceremonier den 10. og 11. juli 1920, som hans politiske virke ellers berettigede ham til. Med Genforeningen havde Vælgerforeningen udspillet sin rolle som politisk organisation, og splittelsen i forbindelse med grænsedragningen havde umuliggjort Hanssens tanker om en særlig sønderjysk gruppe i den danske Rigsdag. Hans forsøg på at oprette det 'Sønderjyske Venstre' led også skibbrud, da han ikke kunne finde støtte blandt Venstres ledere.

Tiden efter 1920
Med sin moderate grænsepolitik fra 1918 til 1920 havde H.P. Hanssen vist statsmandsformat. Trods dette tog han efter Genforeningen kun ringe del i dansk politik og levede i de efterfølgende år mere tilbagetrukket. Han blev ikke valgt ind for Venstre ved folketingsvalget i september 1920, men repræsenterede efterfølgende partiet i Folketinget fra 1924 til -26, hvorefter han besluttede sig for ikke at genopstille. Gennem sin personlige autoritet og som leder af avisen Hejmdal havde han dog fortsat betydelig indflydelse på sønderjyske anliggender. En indflydelse han benyttede til at værne om sit livsværk: 1920-grænsen. Han bekæmpede ethvert forsøg på at ændre den nye grænse – ikke mindst i årene omkring nazisternes magtovertagelse i Tyskland, hvor han på ny blev samlingspunkt for de dansksindede sønderjyder.

Om artiklen

Forfatter(e)
Steffen Lind Christensen
Tidsafgrænsning
1862 - 1936
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. januar 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Hansen, Hans Schultz mfl. (red.): "Sønderjyllands Historie – Efter 1815", bd. 2 (2009).

Fangel, Henrik: "H.P. Hanssen – liv og virke" (1988)

Fink, Troels: "Da Sønderjylland blev delt" bd. 1-3 (1978-79)

Hanssen, H.P.: "Et Tilbageblik", bd. 1-4, 1930-34 (erindringer indtil 1914).

Hanssen, H.P.: "Fra Krigstiden" – Dagbogsoptegnelser, bd. 1-2 (1924)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Steffen Lind Christensen
Tidsafgrænsning
1862 - 1936
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. januar 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Hansen, Hans Schultz mfl. (red.): "Sønderjyllands Historie – Efter 1815", bd. 2 (2009).

Fangel, Henrik: "H.P. Hanssen – liv og virke" (1988)

Fink, Troels: "Da Sønderjylland blev delt" bd. 1-3 (1978-79)

Hanssen, H.P.: "Et Tilbageblik", bd. 1-4, 1930-34 (erindringer indtil 1914).

Hanssen, H.P.: "Fra Krigstiden" – Dagbogsoptegnelser, bd. 1-2 (1924)

Udgiver
danmarkshistorien.dk