Hoveri

Artikler

Hoveri er betegnelsen for fæstebønder og husmænds pligtarbejde for deres godsejer. Det er dannet af tysk hof, som bl.a. betyder gård, i dette tilfælde herregård, og enten endelsen ’-eri’, som betyder ’virksomhed’ eller ’ærved’, som betyder arbejde.

Hvad var hoveri?

Hoveriet bestod i, at fæstebonden skulle møde på hovedgårdens marker med redskaber (plov, harve etc.), trækkraft (heste eller okser) og arbejdskraft (karl, dreng eller pige). Fæstebonden sørgede således under godsforvalteren og ladefogdens ledelse for, at godsejernes marker blev dyrket. Godsejeren skulle derfor kun ansætte det tilsynsførende personale og arbejdskraften til at passe en eventuel kvægbesætning på hovedgården. Fæstegårdene skulle bære alle de øvrige udgifter ved dyrkningen af hovedgården, og ikke mindst pligten til at levere trækkraften spillede en afgørende rolle i fæstebøndernes økonomi.

Efterhånden blev hoveriet udvidet med mange andre arbejdsopgaver på hovedgårdene, det såkaldte småhoveri. Der var nemlig lovgivningsmæssigt ikke sat grænser for omfanget af hoveriet. I fæstebrevet, bondens kontrakt med godsejeren, stod der blot, at han skulle yde hoveri lige med sine naboer, eller lige så ofte som han blev tilsagt. I praksis rettede hoveriet sig efter godsejerens og hovedgårdens behov. Vi har da heller ingen sikker viden om hoveriets omfang før slutningen af 1700-tallet. Det antages almindeligvis, at det var stigende op gennem perioden.

Fæstebønder, som boede fjernt fra de hovedgårde, de var underlagt, ydede normalt ikke hoveri p.g.a. transportproblemer. De kunne dog blive pålagt at køre korn eller lignende for hovedgården. De betalte til gengæld hoveripenge for det almindelige hoveri, de slap for.

Oprindelse

Fæstebøndernes forpligtelse til at arbejde for deres herre/godsejer må antages at være opstået i forbindelse med, at godsejernes underordnede blev underkastet godsejernes værn i løbet af anden halvdel af 1200-tallet. Herved blev godsejerne forpligtede til at beskytte de bønder, der dyrkede jord, som tilhørte dem. Værnet var dels en rent fysisk beskyttelse, men også en juridisk støtte i de retssager, de blev involveret i. Til gengæld skyldte de undergivne bønder godsejerne visse afgifter og tjenester. I løbet af 1400-tallet blev det ligefrem almindeligt at kalde fæstebønder for ’tjenere’.

Middelalderen

Frem til ca. 1550 havde hoveri næppe den store betydning. I højmiddelalderens driftssystem i 1200- og 1300-tallet var det normalt kun de såkaldte gårdsæder (husmænd), som var forpligtede til nogle få dages pligtarbejde om året som en fast afgift. Derudover arbejdede gårdsæderne og landboerne (fæstebønderne) mod aflønning på de relativt store brydegårde, som var systemets vigtigste driftsenheder. Da dette system fra ca. 1380 efterhånden blev fortrængt af det senere kendte fæstegårdssystem med jævnt store fæstegårde og herre- og hovedgårde, der i begyndelsen kun havde et beskedent jordtilliggende, var der ikke noget stort behov for pligtarbejde. Fra slutningen af 1400-tallet blev flere og flere fæstebønder pålagt at betale en pengesum som erstatning for deres principielle pligt til arbejde for godsejerne.

Ca. 1550 til 1750

I løbet af 1500-tallet blev herregårdes og hovedgårdes jordtilliggender efterhånden større, hvorved behovet for arbejdskraft til dyrkningen af disse jorder øgedes. Denne udvikling betød, at de nærmest boende fæstebønder blev pålagt øgede hoveribyrder. Fra slutningen af 1500-tallet og især i begyndelsen af 1600-tallet blev der foretaget en lang række mageskifter blandt godsejerne, der sikrede, at (de fleste af) deres fæstebønder blev samlet omkring hovedgårdene i takt med, at behovet for hoveri øgedes.

Efter ca. 1750

Fra midten af 1700-tallet begyndte kornpriserne at stige. Det betød, at godsejerne mange steder intensiverede driften af hovedgårdene for at få del i de stigende priser. Det medførte øget hoveri for bønderne. At det samtidig betød, at fæstebønderne fik mindre tid til dyrkningen af deres egne fæstegårde var en uheldig, men uundgåelig følge efter datidens almindelige tankegang.

Denne uheldige følge generede reformatorer i Christian 7.s regering, som forsøgte at skaffe et overblik over hoveriets omfang. Godsejerne blev med forordningen 6. maj 1769 bedt om at indberette, hvor meget hoveri hver hoveribonde skulle yde. Det skulle gøres op i dage (plovdage, vogndage og gangdage – afhængig af hvilke folk og redskaber bonden skulle møde med). Der skulle desuden gøres rede for, hvilke arbejdsopgaver der skulle udføres.

Kravet virkede som en rød klud på mange godsejere, der hævdede, at det var umuligt at gøre de enkelte arbejdsprocesser op i dage. De fleste efterkom dog ordren, men havde tydeligt beregnet sig ekstra tid til besværlige høstår – et forhold der må ses i lyset af, at et tilsvarende reglement skulle overdrages fæstebonden, så han vidste, hvad der kunne kræves af ham. Desuden forventede man, at disse indberetninger ville blive brugt til at lægge loft over hoveriet i en senere hoveriforordning.

Struensee’s hoveriforordning af 20. februar 1771

Udviklingen på hoveriområdet tog en brat vending med Struensee’s magttiltrædelse i 1770. Han var ganske klar over hoveriets betydning for udviklingen af bondebruget i Danmark. Han udstedte derfor en ny hoveriforordning den 20. februar 1771, hvor forholdene var fuldstændig vendt om. Godsejernes hoverikrav skulle ikke længere tage udgangspunkt i arbejdskraftbehovet på hovedgården, men i størrelsen af bondens fæstegård og dens beliggenhed i forhold til hovedgårdsmarkerne. Godserne skulle ifølge samme forordning føre en speciel hoveribog med specifikation af bøndernes faktisk ydede hovdage. Bønderne skulle for hver dag have udleveret en billet som kvittering for arbejdet – firkantet, rund eller trekantet efter hvilken slags dage det var. Undersøgelser fra nogle godser viser, at det lykkedes at få det nye system til at fungere. Men lettelsen var stor i godsejerkredse, da Struensee blev væltet i januar 1772, og hans hoverilov straks blev ophævet. En ny lov blev udstedt i 1773. Den satte ingen grænser for avlingshoveriets omfang, men regulerede alt andet hoveri.

Hoverispørgsmålets endelige løsning

Den store landbokommission af 1786 blev også pålagt at arbejde med hoverispørgsmålet. Medlem af den store landbokommission, rentekammerdeputeret og godsejer Chr. Ditlev Reventlow udarbejdede en stor betænkning, der blev offentliggjort den 11. februar 1788, men som aldrig førte til den forventede lov. Det skyldtes, at de direkte interesserede parter begyndte at engagere sig aktivt i spørgsmålet. Bønderne gennemførte protestaktioner og arbejdsnedlæggelser flere steder i landet i forventning om hoveriets snarlige afskaffelse. Fra den modsatte side afleverede 102 jyske godsejere i fællesskab en protestadresse til kronprinsen i 1790 for at gøre opmærksom på hoveriets absolutte nødvendighed for godsernes fortsatte beståen. Begge parter blev retligt draget til ansvar. Men det var alligevel blevet tydeligt for regeringen, at der måtte fares med lempe i denne sag. Resultatet blev bestemmelsen af 24. juni 1791, der lagde fastsættelsen af hoveriet ud til frivillige aftaler mellem godsejere og fæstebønder. Hvis de ikke kunne nå til enighed, skulle der foretages mægling, og til sidst skulle den endelige afgørelse træffes af en særlig hoverikommission. Den 6. december 1799 kom den sidste hoveriforordning med bestemmelsen om, at fremtidige ændringer af de indgåede hoveriaftaler krævede godkendelse i Rentekammeret.

Hoveri i det lange perspektiv

I et overordnet perspektiv har hoveriet fra 1500-tallet lagt et betydeligt pres på fæstebønderne, der måtte afgive ressourcer til at dyrke hovedgårdsjorden. Det var ikke uden grund, at fæstebønder uden hoveriforpligtelser i samtiden blev kaldt fribønder. I Struensee’s korte regeringsperiode blev der vendt om på relationerne, således at der blev et fast forhold mellem ydelse (brugsretten til en konkret fæstegård) og modydelse (fæstebøndernes hoveri). Set med godsejernes øjne blev hensynet til godsdriften sat helt ud af spillet, selvom den efter deres opfattelse var grundpillen i landets økonomi. Løsningen af hoveriknuden havde da også nær bragt revolutionen til landet - med begge parter som aktører. Resultatet blev derfor en forhandlingsløsning, hvor godsejere og fæstebønder optrådte som ligeværdige partnere - dog med repræsentanter for statsmagten som forligsmæglere.

Bøndernes hoveri på hovedgårdene blev således formindsket gennem den omtalte hoverilovgivning i slutning af det 18. århundrede. En mere radikal løsning på hoveriproblemet skete som en følge af reformtidens mange selvejekøb, hvorved al forbindelse mellem gods og den tidligere fæstegård ophørte. Hoveriet var dermed i sagens natur afskaffet. Arbejdet på hovedgården blev dels overtaget af ugifte karle og dels af de mange husmænd, som var et resultat af det forøgede folketal i landet. Reformtidens bondebeskyttelse kom imidlertid ikke disse grupper til gode før fra omkring midten af 1800-tallet og senere.

Om artiklen

Forfatter(e)
Birgit Løgstrup, Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1200 - 1800
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bjørn, Claus: “The Peasantry and Agrarian Reform in Denmark”, Scandinavian Economic History Review XXV

Bjørn, Claus: ”Den jyske proprietærfejde 1790-91”, Historie XIII (1979)

Kjærgaard, Thorkild: Konjunkturer og afgifter. C.D. Reventlows betænkning af 11. februar 1788 om hoveriet (1980)

Løgstrup, Birgit: ”Markdrift og hoveri på Løvenborg 1771-72”, i Markbogsanalyser og Markdriftstudier. Bol og By. Meddelelser fra Landbohistorisk Selskab, bd. 8, s. 22-57 (1974)

Løgstrup, Birgit: ”Bondeprotest på Lynderupgård 1781-1802”, i: Flemming Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985 (1986)

Skriver, Jens B.: Den værste straf? – hoveri i praksis (2002)

Ulsig, Erik: ”Hoveri”, Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bd. 21 (1978)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Birgit Løgstrup, Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1200 - 1800
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bjørn, Claus: “The Peasantry and Agrarian Reform in Denmark”, Scandinavian Economic History Review XXV

Bjørn, Claus: ”Den jyske proprietærfejde 1790-91”, Historie XIII (1979)

Kjærgaard, Thorkild: Konjunkturer og afgifter. C.D. Reventlows betænkning af 11. februar 1788 om hoveriet (1980)

Løgstrup, Birgit: ”Markdrift og hoveri på Løvenborg 1771-72”, i Markbogsanalyser og Markdriftstudier. Bol og By. Meddelelser fra Landbohistorisk Selskab, bd. 8, s. 22-57 (1974)

Løgstrup, Birgit: ”Bondeprotest på Lynderupgård 1781-1802”, i: Flemming Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985 (1986)

Skriver, Jens B.: Den værste straf? – hoveri i praksis (2002)

Ulsig, Erik: ”Hoveri”, Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bd. 21 (1978)

Udgiver
danmarkshistorien.dk