Transskription: 

Det ene formål med mit oplæg er at introducere til en række begreber, typologier og modeller, som i de seneste årtier har vundet indpas og er blevet bragt på bane i den internationale forskning i historiebrug. Det andet formål er at vise eksempler på disse begreber i praksis, omfattende eksempler – her har jeg valgt ud – eksempler fra politisk historiebrug, fra det, man kunne betegne som banal historiebrug, og den nye genre, som man kunne betegne som oplevelseshistorie.

Indledningsvis vil jeg pege på, at der jo ikke er tvivl om, at interessen for historie i disse år er stor og stærk, og, skal vi nok tilføje, at den ikke kun er stor og stærk, men også bred. Måske større og bredere end på noget andet tidspunkt i tiden efter 2. verdenskrig.

Men samtidig skal der ikke herske tvivl om, at de tider, hvor det institutionelle rammeværk som skole, universitet og folkeoplysnings-organer havde monopol på omgangen med historien, er forbi. Erhvervsliv, underholdningsindustrien og oplevelsesøkonomien er blevet højst aktuelle medspillere. Og så er der selvfølgelig kommet nye medier til siden 2. verdenskrig: fjernsynet, gps-udformede kulturhistorieguider har vi også med, historiske computerspil indgår helt klart, og så er vi jo samlet her i dag i anledning af mediet, der går under betegnelsen ’nettet’ [latter fra publikum].

Det nye består så ikke i interessen for historie, men i interessen for en varieret omgang med og opsøgen og gøren brug af historien. Hermed nærmer vi os spørgsmålet: Hvad er historiebrug for noget, hvilke ingredienser indgår i det? Og det vil jeg så prøve at sige lidt om i det følgende. [2:21]

Historiebrug forstås i den her sammenhæng som både den reflekterede og den ikke-reflekterede omgang med dele af den samlede historiekultur. Og ved historiekultur forstås det samlede forråd af historie, der er overleveret til os, forstået som alt fra artefakter til landskaber, bevidsthedsmæssige erindringer, minder i krop og sjæl, dokumenter og andre kilder af forskellig art – og dermed alt overlevet i manifest eller ikke-manifest form fra fortiden.

Og den ikke-reflekterede historiebrug foregår så, når man trasker rundt i en by, hvor man noterer de forskellige dele, men knap nok lægger mærke til det. Jeg mener, folk, der går op og ned ad Kongensgade i Esbjerg, som er et af de allermest fortættede områder, hvad angår stil- og bygningshistorie i årene fra 1900 til 1914, tænker jo ikke over, at det her er et stort historisk dokument, men orienterer sig måske nærmere i retning af de skoforretninger, som er så talrige på Kongensgade i Esbjerg [latter]. Det gælder også, når man færdes rundtomkring i naturen eller i et kulturlandskab, eller når man gør brug af sprog og gestik, som jo helt klart rummer lange traditionskæder af historie; her gør vi også brug af historien, men uden at vi forholder os refleksivt hertil. [3:55]

Men historiebrug omfatter selvsagt også den målrettede politiske og identitetsmæssige aktivering af forskellige dele af den samlede historiekultur. Denne historiebrugens særlige aktivering af udvalgte dele af det samlede arsenal skaber en historiebevidsthed, som også er påvirket af den givne historieopfattelse, som er skabt løbende som følge af tidligere tiders omgang med historiekulturen. Historiebevidstheden hviler meget ofte på forholdet mellem fortid, nutid og fremtid, baseret på hhv. en erfaringshorisont, som det er blevet formuleret, og en fremtidsforventning med nuet og samtiden i midten som det sted, hvor fremtiden løbende bliver indhentet og forvandlet til fortid. Og den her historiebevidsthed kan så systematiseres i større eller mindre udstrækning og få et sådant præg af at være en helhed, at den udvikler sig til et samlet historiesyn, dvs. en helhedsopfattelse med et gennemarbejdet og gennemstruktureret indhold. [5:18]

Vedrørende historiebrug kan man så også sige, at det i de fleste tilfælde handler om en politisk legitimitet og andre ideologiske interesser. Men andre typer af historiebrug forekommer også – idealtypisk set, om end det ikke er andet end idealtyper, vi her har med at gøre. Det er heuristiske arbejdsredskaber, som man kan dele op på den her måde. I realitetens verden og i vores daglige arbejde som historikere laver vi jo et mix af de forskellige typer. Jeg nævner i flæng nogle af dem: en eksistentiel brug af historien, der især vedrører behovet for forankring og identitet; det kan være en moralsk brug af historien, som påberåber sig f.eks. anstændighed – det bliver der snakket meget om i disse år, måske som følge af, at den er så lille – og en tilsvarende kritik af misinformation, historieforfalskning og -manipulation. Og så har vi også det – man kan gå videre med at nævne en ideologisk brug af historien – men nok så interessant er måske den negligerende brug af historien, som vedrører det store spørgsmål om historisk glemsel. Glemslen er en absolut væsentlig del af historiebrugen, selvfølgelig lige så vigtig som erindringen, den har glemslen som bagsiden på denne mønt. [6:37]

Lidt om det, vi kalder historiske troper. Forholdet mellem fortid, nutid og fremtid er ud over vores egne livshistoriske erfaringer også udformet ud fra visse overgribende historieopfattelser. De kan for det første have karakter af, at der i grunden ’ikke er noget nyt under solen’. Dybest set, mener man her, sker der ikke noget egentligt nyt, og historien udviser en meget lav forandringsgrad. Ændringer er begrænsede, og kontinuiteten tilsvarende stærk. Derfor er fortiden højst relevant for nutid og fremtid og kan ikke afskrives betydning. En sådan opfattelse af historiens gang er ofte typisk for førmoderne samfund. Her bruges historien som en slags magistra vitae. Modsætningen hertil er en opfattelse af, at historien er stedt i permanent foranderlighed, og at den ikke gentager sig. Denne opfattelse er intimt knyttet til modernitetens historieforvaltning, for så vidt som det er modernitetens væsen konstant at fornægte sig selv og ødelægge sig selv. En af de allermest klassiske modernistiske tekster er som bekendt Det Kommunistiske Manifest, hvor det hedder, at ”alt, hvad der er stabilt, går til” – på jævnt dansk hedder det, at moderniteten er det samme, som at ”det hele hele tiden skal laves om”. I denne opfattelse lægger man vægt på bruddene – brud følger på brud, forandringer er der masser af, og fortiden er noget ganske andet end nutiden og fremtiden. Historien har en høj forandringsgrad, udsat, som den er, for hvad man kunne betegne som en udvekslingsmæssig centrifugalbevægelse, der bestandigt kaster slagger af sig og brokker. Jeg kan se i mit manus her, at jeg er kommet til at skrive blogger, men det indgår vist egentlig også som et affaldsprodukt af udvikling [latter]. [8:52]

En tredje modernitet eller grundtrope består i forfaldsforestillingen. Den går ud på, at ’i gamle dage var gode dage’. Og her er guldaldertemaet selvfølgelig stærkt. Vi er gået fra en periode med storhed, retfærdighed, frihed, skønhed og civilisation til dårlige tider, hvor det hele går ’ad helvede til’. Der knytter sig hertil meget ofte restaurative længsler og ideen om, som det hedder på svensk, at "det var bättre förr". Opfattes historien som en forfaldsperiode, er det nærliggende, at fremtiden så bare skrumper ind til noget, der ikke er meget større end det her stykke kridt. Fremtiden får karakter af et uønskeligt kaos eller det, som er værre, og så siger man, at efter os kan der kun komme syndfloden, og dermed ender det. Men der er også en anden mulighed, som er en ejendommelig kombination af de her to troper, det er den såkaldte U-model – nu må jeg hellere tegne den, for at vi kan få noget på tavlen i dag, så derfor gør vi sådan der [latter]. Den er beslægtet med eventyrets og andre antropologisk konstante narrationsformers trefasemodel – det skal vi også lige have med: en, to, tre [latter] – eller knytter sig for den sags skyld også til dannelsesbegrebets fiksering ved modellen hjem-ude-hjem – altså hjem og ude og hjem igen – og vil ikke stille sig tilfreds med forfaldet, men hylder tværtimod genrejsning og vækkelse – om den så finder sted i nutiden eller i den glorværdige fremtid, er i den henseende mindre afgørende. [10:45]

Den femte og sidste grundtrope, som jeg vil omtale her i dag, bygger på fremtidstro: Hvor vi har forfaldsmodellen – det skal vi også lige have med, at det går sådan her – så har vi selvfølgelig optimisme, ideen om, at det også kan gå den anden vej, som er hyppigt forekommende, ikke mindst i venstreorienterede og socialistiske, marxistiske opfattelser, hvor vi går fra mørket mod lyset, og hvor fortiden anskues som en jammerdal eller som noget, der er irrelevant. Anskues historien som en lang fremtidsudvikling, så kan erfaringsdimensionen enten være overflødig eller noget, der er hjemmehørende i de ’dårlige gamle dage’ med en tilhørende mistanke om ubrugelighed: "Hvad skal vi med det bras?" Som Henry Ford så rigtigt sagde: ”History is bunk”. Og det er den opfattelse, man her ser. [11:45]

Ikke mindst i forbindelse med nationalismens brug af historien bliver de omtalte historiske troper ganske tydelige. Det gælder ikke mindst U-modellen og især i de tilfælde, hvor det drejer sig om nationer uden stat, som for eksempel baskere eller jyder [latter] og ruthenere, eller nationer, der engang har haft en stat, men derefter mistet den igen, som tilfældet har været for Polen og Norge og Litauen og for Island, flere andre kunne nævnes. Og her bliver selvfølgelig forestillingen om vækkelse ganske central; vækkelseselementet kan også forekomme i statsnationer, der har haft en stat, men ikke nødvendigvis en national bevidsthed af den karakter, som visse magthavere eller meningsdannere eller opinionsdommere, eller hvad det nu hedder, som de ønsker sig. Og så er det, at der dukker skikkelser op, man kunne betegne som ’genrejsere’. På dansk grund har vi Knud Lavard, tænk på Skousen og Ingemann, der jo i høj grad har gjort brug af ham i den forfærdelige sang om, at ”Vi længes efter fred”. Og Skipper Clement kan jeg også huske var en gammel gæv en i de gode 70’ere, som Søren Sidevinds orkester jo – det er der måske nogen herinde, aldersprofilen taget i betragtning, der nok kan huske – sang så flittigt om. Og så er der sagnet om Holger Danske, der nok hører til lidt længere ovre på den anden side af det partipolitiske firmament. Og det er alle tre eksempler på historiske skikkelser, som aktualiseres med mellemrum, især når man mener, at der er brug for genoplivning af sunde og stærke og solide kræfter. [13:36]

Vi kunne også nævne ideen om guldalderen i 1800-tallets første halvdel, der hører hjemme her. Den er jo båret af en overbevisning om, at der engang var en enighed mellem folkets fortid og nutid, sådan at også fremtiden tegnede sig så lys. Ligesom der var enighed mellem landskab og natur og folkets karakter, hvor danskheden var lige så lys og mild som de bøgetræsbeklædte kyster og det rolige hav. Havet er noget, man sjældent ser på dansk, det har normalt karakter af enten bælt eller sund; man er aldrig så vandfikseret, at man ikke skal have fast jord ovre på den anden side [latter]. Det er meget sjældent, at man ser Vesterhavet portrætteret, hvorimod Svendborgsund er hyppigere forekommende [latter]. Men altså, hvis I ser for jer Købkes biedermeierbilleder, så er det jo billeder, der har tydelige markeringer af tærskel, af dør, af trappe og vindue, og disse tærskler lader så ane, at der ganske vist er en stor og farlig verden udenfor, som man med fordel kan vende ryggen til … I husker nok Christian Winthers berømte ord: ”Fra afgrundens dyb jeg vender mit øje”, som det hedder. Man vender den farlige verden ryggen – om den nu hedder revolution eller gadedrenge, kan være lige meget, modellen er den samme – og vender så i stedet for blikket hjemad og indad, om det nu hedder det familiære hjem eller hele statens idylliske hovedstad, kan være underordnet. [15:25]

Guldalderen er båret af en refleksiv, højst villet utopi, der så til gengæld har vist sig at være højst levedygtig, og den dyrkes jo i allerhøjeste grad i dag, også i Kulturministeriets forskellige kanoner [latter]. Et tilsvarende eksempel på U-modellens funktion som grundtrope i en historiebevidsthed udgøres af den grundtvigianske historieskrivnings folks syn på den danske bonde gennem historien. Han har engang befundet sig heroppe i vikingetid og middelalder, indtil der kom folk på nakken af ham, hvad enten det var tyskere eller herremænd, som det hedder med en samlebetegnelse. Og der sad bonden så skrigende på ryggen af en træhest – vi ved fra Gunnar Olsen, at han næppe har siddet på ryggen af en hest af træ, men ikke desto mindre har det heddet sig i den grundtvigianske historieskrivning, at sådan forholder det sig, indtil vi er udsat for mødet med en voldsom bonderejsning; det er det, der bliver afbildet her, hvor han som andelsbonde er på vej op igen. Det er U-modellen som hyppigt forekommende der, hvor han rejser sig som en Fugl Føniks og går en lysende fremtid i møde som en højskoleoplyst Odensebonde. [16:48]

Et par ord om fokusering, tematisering og stereotypisering. Det er tre begreber, som jeg har hentet fra den svenske museolog og etnolog Stefan Bohman, som i sin bog ’Historia, museer och nationalism’ har peget på disse tre nøglebegreber. Han går ud fra, at man indledningsvis kan foretage en overordnet fokusering. Altså, det kan være på national dannelse, klassekampen, på religionsudvikling eller økonomisk udvikling eller en bestemt partihistorie. Den kan man så yderligere snævre ind ved en art tragtbevægelse omfattende tre niveauer, hvor det næste så kaldes tematisering, som er en indsnævring af fokuseringsområdet. Og det kan så i henseende til klassekampen være, at man fokuserer mere snævert på arbejderbevægelsen, eller hvis vi ser på kirkehistorie, at man så ser på den protestantiske kirke, eller man kan snævre ind, hvad angår økonomisk historie, på den monetære politik. [18:02]

Og et tredje niveau kan betegnes som stereotypisering, som altså er en repræsentativ forenkling af de foregående niveauer her. Jeg skal lige prøve at nævne et par eksempler på det. Man kan sige, at for Danmarks vedkommende gør det stor forskel, om man peger på Stauning, H.C. Hansen og Poul Nyrup som store arbejderledere, eller om man i stedet for vælger at satse på Peter Sabroe, Krag, Anker Jørgensen og Svend Auken som repræsentative skikkelser – for så vidt som den første linje udgøres af nogle, man kunne betegne som resultatsøgende realpolitikere, for hvem den politiske magt og indflydelse er vigtige i sig selv, mens den anden er mere  idébetonet, der lægger vægt på magten som middel til realisering af overordnet visionær politik. De færreste vil nok i den her sammenhæng pege på Ritt Bjerregaard, der hverken kan siges at inkarnere visioner eller store realpolitiske forlig. Så hun glider ud af historien på et vist tidspunkt [latter]. Tilsvarende ville et valg imellem socialdemokratiske og kommunistiske ledere også have betydning for synet på klassekampen. Og i Sverige kunne man opstille en lignende modsætning mellem en pragmatiker som Per Albin Hansson på den ene side og til den anden side Ernst Wigforss og Richard Sandell, og i Norge spændingen mellem en national socialdemokrat som Halvdan Koht og en internationalistisk ideolog som Martin Tranmæl. Der er det her stereotypiseringsniveau altså ganske afgørende, og det er en af fiduserne ved undervisningen i historiebrug her på stedet, at vi ser det som et væsentligt mål at forklare de studerende, at de skal være opmærksomme på alle tre niveauer i deres interne samspil. Mange af dem kan fokusere på et af niveauerne, men de dygtigste af dem er altså i stand til at operere på alle tre niveauer og få dem i spil med hinanden. [20:15]

Så et par ord om historien som våben, altså den politiske brug af historien. I 1966 publicerede historikeren Aleksandr Nekrich, han er russer, en velunderbygget bog med titlen ’22. juni 1941’, og det vil I vide er dagen for Nazitysklands angreb på Sovjetunionen; det er Barbarossa-invasionen, der finder sted den dag. Han kortlægger den sovjetiske handlingslammelse, der var tale om her, som jo efterhånden er blevet ganske velkendt, negligeringen af den – på trods af omfattende forhåndskundskaber om forehavendet. Bogen blev forbudt, og Nekrich blev kaldt til Kreml og stillet over for spørgsmålet: ”Hvad tror du er vigtigst, politiske nyttehensyn eller historisk sandhed?” Manden svarede forkert [latter] og gled så ud af historien [mere latter]. Det, som er ganske interessant, er, i hvor høj grad denne lille bizarre historie vidner om, at historien er sprællevende og bliver taget uhyre alvorligt. Og det er så den anden side af sagen, i det her tilfælde som potentielt farlig og truende, men under alle omstændigheder højst nærværende og meningsgivende. [21:47]  

Sovjetunionen frembyder lignende eksempler: Stalin var en stor fan af filmmediet, det skal man ikke tage fejl af. I det hele taget skal man ikke tage fejl af Stalin, Stalin var i modsætning til Lenin uhyre kulturinteresseret og havde forstand på det – igen i modsætning til Lenin, der ikke anede en brik om sådan nogle ting – og så var han konstant opdateret og kunne sine russiske klassikere – og havde i den forbindelse en veludviklet sans for historiebrugen, ikke mindst i krisetider. Og midt under de store udrensnings- og henrettelsesbølger i 1937, så tilbød han Sergej Eisenstein – som han ellers forinden havde haft et horn i siden på og var på vej til at sende østover – han fik et tilbud om at lave en film om Aleksander Nevskij, der var en af Stalins … ved siden af Ivan den Grusomme var Nevskij en af Stalins store helte. Nærmere bestemt skulle den tematisere Nevskijs sejr over Den Tyske Orden på Peipussøen oppe i nærheden af Estland i 1242. Og det mente Stalin, at der nok kunne være brug for at tematisere i en film, idet man frygtede et nazitysk angreb. Og Eisenstein gik til sagen med ildhu og mente, at han var kommet i kridthuset, og allierede sig med komponisten Sergej Prokofjev og leverede en film, som Stalin var yderst tilfreds med. De så kun førstedelen af den, i andendelen ændrede det sig voldsomt, men første del … Stalin var så tilfreds. Men snart blev den lagt på is, for der var jo sket det, at man ikke underskrev angrebspagten mellem Sovjetunionen og Nazityskland i august 1939, og så var filmen lige pludselig ikke aktuel længere, der var ingen, der så den, den blev hengemt. Og hvad sker der så den 22. juni 1941? Så får man fat i Aleksander Nevskij-filmen endnu en gang og siger: ”Den må vi lige have vist, for nu er den blevet aktuel. Slaget på Peipussøen 1242, det er det, vi kender her”. Den blev fremvist som eksempel på et patriotisk kunstværk, og den kørte fast ved hele fronten krigen igennem. Som Stalin så rammende har sagt: ”En god spillefilm er lige så værdifuld som flere divisioner”. Ikke mindst hvis det var en god historisk spillefilm. [24:10]

Tiden tillader, at jeg godt kan gå over til det, man kunne betegne som banal historiebrug. Betegnelsen stammer jo fra … eller jeg har tyvstjålet den fra Michael Billigs berømte bog om nationalisme, ’Banal Nationalisme’, altså den form for nationalisme, som man knap nok bemærker, altså hvor flaget bare hænger stille ned, i modsætning til når det ’bjælder og flafrer’ [smælder og blafrer] og sådan nogle ting, så hænger det stille ned. Altså den nationalisme, som hører hjemme om torsdagen og ikke om søndagen [latter], og på samme måde er der også en historiebrug, som hører hjemme på en kedelig hverdagsaften og ikke kun ved højtiderne. [25:00]

Britisk eller rettere sagt engelsk national identitet hører selvfølgelig sammen med Last Night of the Proms, men hører også sammen med noget så banalt som en Yorkshire pie eller fish and chips eller for den sags skyld en rigtig britisk klassiker som indisk takeaway-food [latter].

I Finland overtog man i begyndelsen af forrige århundrede den her kombination af mad og nationalisme med en tydelig historiebrugsmarkering som led i kampen for finsk selvstændighed. Runeberg fik i løbet af 1800-tallet en kage opkaldt efter sig. Den kan man stadigvæk nyde på Café Ekberg på Boulevarden i Helsingfors. Nationalinstrumentet kantele fik også sin kage. Og i løbet af mellemkrigstiden, det er cluet, der måtte også præsidentfrue Svinhufvud lægge navn til en kage [latter], nemlig den kage, som på dansk går under betegnelsen en fragilité. Og så vil man forestille sig, at man kommer ind på caféen, og så siger ekspeditricen: ”[Hvad kan jeg gøre for Dem] Vad får jag lova vara?” Og så siger han: ”Jag hade ju tänkt mig en kopp kaffe. Och så en sån där Svinhufvud-kaka”. Det kan man kalde banal historiebrug, vil jeg nok mene [latter]. [26:24]

Man kunne pege på andre lignende fænomener som kræmmermarkedshistoriebrug. Kom ikke og sig, at der ikke er historiebevidsthed og historiesyn på færde, når man færdes på Ingerslevs Boulevard til et bagagerumsmarked om søndagen en gang om måneden. Og nogle af jer har måske gæstet Bindeballe Købmandsgård nede i Vejle Ådal, som er en kombination af en gammel landhandel og et museum. Jeg husker et besøg dernede for en del år siden, hvor Britta og jeg var dernede, så kom der en morlille, I ved, sådan i blomstret sommerkjole og med en lang hank på tasken … og så havde hun sin søn med, der bar en del præg af at være ungkarl. Og så studsede man foran hylderne med de syntetiske sodavandsefterligninger, I ved, sådan nogle, der var knaldgrønne og i plastikflasker. Og så var det, hun sagde: ”Neih, prøv at se, Poul Jørgen, de har sommerdrik. Ka’ du husk’et?” Og så sagde han: ”Ja, fy for fanden” [latter]. Altså, historiebrug handler også om strid om den rigtige historie og om forskellige opfattelser af, hvad der er tilfældet. [27:35]

Og selv har jeg haft en del glæde af gennem årene at se på ’Bonde søger brud’ i norsk og svensk fjernsyn, som i høj grad også vidner om historiebrug. Man lægger ikke mærke til den, det er en højst banal historiebrug, men den er der ved panoreringer ud over et smukt norsk landskab, der går helt tilbage til Olav den Helliges tid, eller forskellige traditionelle arbejdsredskaber og fiskeinstrumenter og diskussioner om, på hvilken måde man skal slå grisen ihjel.

I den banale og noget platte småtingsafdeling, som hører hjemme herunder, befinder sig også de vittigheder, hvor man refererer til historien, og som bliver fortalt på bodegaer, i historiske foreninger, i slyngelklubber, af onkler til nevøer og sådan nogle ting. Jeg skal kun anføre et enkelt eksempel, fra Sverige: Farfar var aldrig tilfreds med de jule- og fødselsdagsgaver, han fik af børn og børnebørn. Intet var godt nok, der var altid noget at udsætte, og til sidst blev man træt af hans tværhed og besluttede sig for, at så måtte han nøjes med en svensk hundredkroneseddel – ja, det var dengang, det kommer jeg tilbage til. Så kunne han selv købe sig noget, som han blev glad for. Og den blev pakket ind, og farfar fik gaven overrakt og lukkede den op og så, at der var en hundredkroneseddel – det var dengang, der på hundredkronen var et portræt af Gustav 2. Adolf. Og så åbner farfar sin gave og udbryder så: ”Det är den sämsta kungen, vi har haft någonsin” [latter]. Om det er udtryk for en historiebevidsthed skal være uudsagt, jeg tror nok, det her mere lægger op til en levnsudnyttelse. Og hertilhørende kan jeg så fortsætte med andre historier … [29:34]

Afslutningsvis vil jeg lige kort omtale det, der går under betegnelsen oplevelseshistorie, som altså er en slags … ja, som har affinitet til den oplevelsesøkonomi, som vi nu har fået lavet en populær master for her ved fakultetet. To scenarier skal anføres: En annonce i avistillægget Gul og Gratis i dagbladet [Jydske]Vestkysten fredag den 2. maj 2008. Og et par spredte bemærkninger, som jeg har hørt i Den Gamle By i efteråret 2008 ligeledes. I annoncen i Gul og Gratis stod der at læse, at ”Ribe VikingeCenter afholder Danmarks største vikingemarked den 3. og 4. maj 2008 kl. 10 til 17. Her kan man opleve vikinger fra hele Europa”, står der i annoncen [latter]. Og jeg spekulerer så på, hvordan en rigtig østrigsk viking ser ud. Det fremgår endvidere, at der er ”markedsstemning, handel og håndværk, rideopvisning, bueskydning og kampshow”. Annoncen er ud over et logo og et piktogram, som viser, at hunde skal føres i snor, ledsaget af et fotografi af to vikinger, der er udstyret i historiske gevandter og med hjelm, som minder påfaldende meget om en korsridderhjelm, men lad nu det være … I Den Gamle By bliver der sagt følgende: Det er en besøgende, der træder ud af Møntmestergården, jeg var lige ude at ryge, så hørte jeg, hvad de sagde … Så sagde vedkommende: ”Jamen, det er da flot!” [latter]. Og det lille ord ’da’ er vistnok det allervigtigste, for det refererer enten til noget, der er blevet sagt tidligere, og så nikker man enstemmigt, eller også refererer man med ordet da til de forventninger, som måske museet har lagt op til – det kan man ikke vide. Jeg overhørte ved samme lejlighed – der røg jeg ikke – en museumsinspektør i Den Gamle By, der sagde: ”Ja, og her skal vi så have Kunstkammeret med afdelingen for fajance, ure og sølvtøj. Så er der også noget for segmentet med, ’hvor meget er det værd?’” Altså, jeg mener, der er kommet nye medier til, og fjernsynet er der jo også i hans opfattelse. Han har også set fjernsyn og refererer hertil. [32:05]

I offentligheden er der tydelige tegn på en øget efterspørgsel efter historie. Flere og flere stiller sig ind i rækken af historiekonsumenter. Det hævdes således, at der i løbet af 1990’erne er blevet afholdt flere ridderspil på ét år end i løbet af hele middelalderen [latter]. Og så valfarter folk til middelaldermarkeder og munkeuddrivelser i Horsens – der er nok at tage fat på. Og kulturarvsturisme i Tallinn, Åbo og Visby, der også er [meldt]? af middelalder. Og her kan man så i bedste europæiske forbrødringsstil spise, og jeg citerer: ”Fuglelever fra det franske hof. Den andalusiske sultans laks. Safransvagtler fra Venedig”. Hvis da ikke man går ud og spiser på McDonald’s [latter].

Historiebrug og danmarkshistorie kan også manifesteres i de historier, der ledsager konsumprodukter. Kongens Bryghus har sendt en historisk øl på markedet. Den er ikke dårlig, skal jeg huske at sige. Men nok så interessant er det, at på bagsiden har den følgende etiket, jeg citerer in extenso: ”Kongens Bryghus Broyhan Rød er en fyldig, rødgylden øl, brygget på hvede og bygmalt efter historiske forskrifter. I slutningen af 1643 var Danmark i krig med svenskerne, og i foråret 1644 sejlede den danske flåde ud for at møde den svenske. I spidsen for flåden stod selveste Christian 4., der var gået om bord på det majestætiske orlogsskib Trefoldigheden”. I kan godt høre, det er en temmelig stor øl, ik’ også [latter]. ”Ingen kunne vide, hvor lang tid krigen ville vare, så kongen havde bedt sin kældermester, Martin Sorg, om at rekvirere hele seks tønder Broyhan fra Kongens Bryghus til den kongelige majestæts hofhusholdnings fornødenhed. Broyhan var en af tidens mest populære øltyper og stammede oprindelig fra Hannover. Den første jul i 1644 tørnede den danske flåde og Trefoldigheden sammen med den svensk-nederlandske ved Kolberger Heide. Kongen deltog tappert. Det var ved den lejlighed, at han blev ramt og mistede sit ene øje. Men som de fleste måske kan huske "– det er en lang hukommelse at have [latter] – men som de fleste måske kan huske, står der, "rejste han sig igen, og mon ikke han er blevet budt et velfortjent krus Broyhan” [latter]. Og her forventes det så tydeligt nok, at konsumenten kan sin danmarkshistorie, i hvert fald på et vist gymnasialt overfladeplan, men der er også tillid til, at man er med på lidt fantaserende gætteri, at ”han har nok fået den samme øl som den, jeg nu skal til at drikke om lidt, og jeg er jo også sådan set lidt kongelig selv, ikk’ også”. Konsumenten tilbydes en historie, som er interessant derved, at den på én og samme tid er unik og enestående og alligevel genkendelig og ’anerkendelig’; det er en væsentlig del af hele konceptet bag oplevelsesøkonomi, at det forholder sig sådan, men det indgår så sandelig også i det, vi kalder oplevelseshistorie. [35:18]

Jeg vil slutte med et enkelt eksempel. Legoland er også leveringsdygtig. Der annonceres dernede med følgende historie og oplevelsesfristelse: ”Fra borggrillen fremtrylles et væld af lækre grillretter i en helt fantastisk atmosfære. Raske riddere og skønne ungmøer sørger for dejlig mad og ægte middelalderhygge [latter]. En eventyrlig oplevelse for både store og små.” Og det kan man jo godt more sig lidt over, men man kan også tage det alvorligt, kan man, og det er så det, vi bestræber os på inden for forskningen eller undervisningen i historiebrug, at undersøge det her som andet og mere end eksotika, men som led i en vedholdende og vellykket produktion og vedligeholdelse af dele af historiekulturen, der har en mere eller mindre udpræget historiebrugskarakter. Der er nok at gå i gang med, der er masser af eksempler; jeg har prøvet i min ringhed at samle nogle af begreberne og eksemplerne herfra i en bog med titlen ’Historiebrug’, der gerne skulle udkomme til næste år, vi savner en grundbog på dansk. Men den vil komme, der er skrevet en 250 sider indtil videre, der er ikke så meget, der skal føjes til, så skal den have lov at … Og så skal vi i gang med at fortsætte arbejdet yderligere på satsningsområdet på Institut for Historie og Områdestudier, hvor en lang række kolleger allerede har en del erfaringer med det, og de skal systematiseres og samles op. Tak for jeres lydhørhed. [Bifald]