HØR: Folkevisen "Det var en søndag morgen"

Kilder

Kildeintroduktion:

I dette lydklip høres et uddrag af folkevisen "Det var en søndag morgen" sunget af husbestyreinde Lovise Hansen fra Dover i Sydthy. Lovise Hansen er født og opvokset i Brønderslev i Vendsyssel, hvor hun virkede som lærerinde. Gennem sin store interesse for indsamling af folkeminder kom hun i kontakt med folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen (1843-1929), der indsamlede folkeviser fra hele Danmark (dog primært i Jylland). Optagelsen stammer fra 1907, hvor Evald Tang Kristensen og Hakon Grüner Nielsen (1881-1953) rejste rundt i Jylland med en fonograf og optog folkeviser, fremført af almindelige mennesker. 

Folkevisetraditionen som her udleves menes at kunne føres tilbage til 1200-tallet. Viserne har taget mange former, heriblandt som historiske viser, skæmte og trylleviser. Denne vise tilhører riddervisetraditionen og kendes også i en nyere udgave. Ridderviserne omhandler ofte fejder, slægtshævn, elskov og om dristige riddere, der overvinder alt for at få den jomfru, de elsker. Denne vise er ingen undtagelse. I dette lydklip høres første og sidste vers af visen om ridderen, der drager bort efter at have sovet hos sin kæreste. Kærestens syv brødre passer ham op og kræver ham til regnskab, og han får valget mellem at blive hængt, flygte eller kæmpe mod dem alle. Han vælger kampen og dræber dem alle syv. Derefter rider han til kæresten, der gætter hvad der er sket, men han fortryder intet og ønsker at ægte hende.

Lydklippets varighed: 0:00:36.


Nodeblad. Fra Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket.

Det var en søndag morgen før klokken slog to
og lærken sin stemme lod høre.
Den ridder han rejste sig frejdig og fro
og lod sig i klæderne føre.

Der stander syv liljer udi min faders gård,
ved dem står rosen den røde.
Lad liljerne kun visne når rosen jeg får,
jeg sørger mig ikke til døde.


Lovise Hansen ca. 1911. Fra
Dansk lydhistorie, Statsbiblioteket.

Om kilden

Dateret
1907
Oprindelse
Statsbiblioteket
Kildetype
Lyd, Folkevise
Medietype
Lydfil
Sidst redigeret
8. januar 2010
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk